Uden de store forhåbninger

(scroll down for English version)

Er der nyt spørger du måske? Tjah, på en måde er der, men ikke sådan, at jeg har fundet nogen, men jeg har modtaget lidt oplysninger omkring min biologiske morfar. Jeg ved ikke nok endnu til, at jeg har lyst til at dele det endnu, og jeg “synker” stadig selv oplysningen. Men på et tidspunkt, skal jeg nok dele med jer. Men at sige, at jeg har en broget baggrund, er vist en underdrivelse. Men det gør det faktisk kun spændende.

Min tyske hjælper og jeg kæmper stadig for at få mine biologiske bedsteforældres dødsattest, det har indtil nu taget over 2 år, uden resultat – hvorfor ved jeg ikke, men så svært burde det ikke være, men jeg er klar over, at mange papirer og ting, blev ødelagt under krigen og efter også.

Al den søgen i 26 år, giver heldigvis nogle søde venner online også, og en af dem, sendte mig for noget siden kontaktoplysninger til en herre, der muligvis kan hjælpe i min søgen. Jeg har lige skrevet til ham i dag. Bedre sent end aldrig, men al den sygdom har jo ligesom gjort sit, og jeg forventer uanset ikke, at finde ham i live, eller i det hele taget, at han finde. Dog jeg har lært, man skal aldrig give op, for man ved aldrig. Men det virker godt nok som om, at det er meningen, at jeg ikke skal vide noget om fortiden. To be continued…..

Press to read in English:
Læs resten

En afslutning

Du husker måske, at jeg skrev dette indlæg, omkring at få nogle informationer fra min biologiske søster. I dag fandt jeg et kort i min postkasse fra hende, som definitivt lukker den dør, og uden jeg er blevet en klap klogere. Lidt i form af endnu et foto af min mor og hendes mor (vores mormor), men ellers ikke.

Ikke et ubehagligt brev som sådan, men bare meget tydeligt, at der ikke er noget at komme efter der – desværre. Selvom det var ventet, en underlig og trist fornemmelse! Så nu tror jeg ikke, jeg orker at lede mere på nogen måde. Jeg har forsøgt alt, og jeg har ikke mere energi på den konto nu. Den energi jeg har, vil jeg hellere bruge på andre ting. Dukker der mirakuløst informationer op, er det fint, og gør der ikke, så må det være sådan. Så derfor en afslutning!

Et sidste forsøg

Jeg har ikke talt om det længe her,og det er såmænd fordi der ikke har været noget, at fortælle. Omkring min søgen efter biologiske rødder/ophav/informationer.

Lidt er der dog sket nu. En kontakt, jeg har fået i Tyskland, har på mine vegne prøvet at opsøge min biologiske søster i Berlin for et sidste forsøg på eventuelt kontakt, og hvis ikke det, så i det mindste for nogen oplysninger.

Hun var ikke hjemme, men min søde ven, der hjælper fik kontakt til en beboer i ejendommen, der gav en del nye oplysninger. Så informationsrige naboer, kan være en god ting, og var i dette tilfælde. Min biologiske søster rejser tilsyneladende en del, og derfor var hun ikke hjemme. Min veninde efterlod både mit brev, og en hilsen fra hende selv (incl. diverse kontaktinfo.), og så må vi se, hvad der sker. Næste weekend skal hun derned igen, og vil tage forbi og se, om hun kan sludre med naboen igen. Så vi måske kan få en ide om hendes reaktion.

Når man er blevet skuffet så ofte, så forventer man intet, men jeg håber på lidt information og måske fotos. Har tydeligt givet udtryk for, at jeg ikke vil påtvinge nogen mit selskab/en kontakt, men hun er den eneste, der kan give visse informationer, og det kan være for sent lige pludselig. Skulle hun have ombestemt sig, er det selvfølgelig glædeligt og jeg vil selvklart meget gerne se hende/have kontakt. Fingers crossed please! Uanset, kan jeg ikke takke den søde kontakt, jeg har fået i Tyskland nok, for hendes hjælp og engagement.

God weekend incl. links


Oliver Wilson på Maltho og bag ham Manuel Martinez på Simbad (FR) i Copenhagen Golden Mile 4. august 2013

Det er fredag, og tid for links og lidt småsludren. Der er ikke meget “sludren” over mig i dag, jeg er træt, har hovedpine og i det hele taget ikke meget værd. Af samme grund blev dagens staldtur udsat til i morgen, i håb om bedring. At jeg vågnede klokken 2 og ikke kunne sove, og først faldt i søvn igen klokken 5, hjælper ligesom heller ikke på noget som helst.

At sige, jeg er negativ over TV, forslår vist heller ikke, men nu håber jeg så bare, at de holder, hvad de lovede, og sender mine penge retur, så jeg kan komme videre og købe et andet TV.

Jeg fik lavet lidt i går. Min to-do-liste svinder langsomt, men sålænge den bare svinder, må det være godt nok.

Først lidt af det alvorlige og så lidt af det sjove bagefter, det må være sådan. Det er vitterligen en kæphest for mig, det med rygningen. De unge mennesker forstår ikke, at det rammer dem som en boomerang lige pludselig, og de har ingen ide om, hvor ufedt, det er ikke at kunne få luft – permanent. Spørg manden her, så kan han fortælle dig det. Smid nu de smøger for hulen.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Det med adoption, det er et meget komplekst spørgsmål, og der er ikke en løsning, der “virker” i alle tilfælde. Her er det så igen gået helt skævt, og det kan have indlydelse på adoptioner fremover.

Klik nedenfor for at læse mere:
Læs resten

Lørdagslinks & søndagssysler


En af mange sejre for Nicolaj Stott i 2013 her på Flyer 4. august

Det skal ingen hemmeligehed være, jeg er træt i dag. Som i dødtræt. Der har været lidt for meget drøn på, omend jeg dog mærker, at mit tiltag omkring mere aktivitet har givet mig mere energi sjovt nok. Så selvfølgelig fortsætter jeg. Men rent mentalt, er jeg nødt til at kunne “følge med” og ikke blive stresset. Det kan lyde for andre helt hen i vejret, hvilket jeg er klar over, men når man har haft alvorlig stress, så skal der ingenting til, og man er meget bevidst om grænsen, så selvom det for andre kan se ud til, at jeg rykker i sneglefart, så rykker jeg dog, omend det er og må og skal være i mit tempo. Jeg prøver så godt jeg kan, mere kan ingen forlange. Også jeg ønsker, alt kunne gå hurtigere på mange fronter, men sådan er det altså ikke.

Søndage er for mig mestens afslapning. “At komme hviledagen i hu”. Det er noget, jeg altid har holdt på, at søndag skulle være hyggeindeslappedag. Lige siden jeg fik min første lejlighed, har det været sådan, og er stadig. Jeg får dog som regel puttet lidt aktivitet ind i den alligevel, men i dag er det vist mest vaskemasinen der kommer til at stå for den meste aktivitet. Jeg har stadig projekter her, så det er ikke umuligt, at der flyver en djævel i mig, og jeg pludselig får lavet mere end planen var. Det er sket før, men kun hvis ånden lige kommer over mig. Så stresser det ikke! Med en håndfuld links vil jeg ønske jer lige den søndag I ønsker jer. Planen er et indlæg mere, hvis jeg orker det, om en bog, men vi får se, hvordan det ender. Som det er, er der vist også nok at kigge nedenfor.

Dagens foto henviser til en side af mig, som er en stor del af mit liv – Galopsporten. I går blev der uddelt awards ved Klampenborg Awards. Også The Kicker, som *host* vist har været nævnt her før, var nomineret, men han fik ingen pris. Men det var der så mange andre der gjorde, blandt andre Nicolaj Stott, som rider ovenfor på en hest, vi alle holder meget af – Flyer. Nicolaj blev årets Championjockey (flest sejre) og rider også for stalden, i året der gik, vandt han blandt andet på Snow Flake, som også i år er i stalden omend på andre hænder. Hun ejes nu af Malin, som ses på fotos i det andet indslag.

Som vanligt har jeg siden sidst samlet lidt links til jer af forskellig art:

Det er blevet meget in med små huse, og især huse, der nærmest er “gør det selv pakker”. Det er Hivehaus også, og yderst spændende. Hvis man kunne få det med nogle andre vinduer, var det da oplagt for mig til enten kolonihave eller sommerhus. Nu har jeg ingen af delene, og det er faktisk også ment som et hus til at bo i som sådan, hvis man har småt med penge og muligheder iøvrigt. Jeg har svært ved at se, hvor folk skulle have deres ting, men kan man undvære dem – genialt. Der hører også en blog med, som du kan se her.

For mange er januar tiden, hvor man skal tabe kilo – jeg kender ihvertfald flere, og her har du lidt om de største myter/løgne i den kategori

Som jeg har været inde på før, så gør hele adoptionsdebatten mig noget nedtrykt. Jeg er ikke den eneste. For hvad skal der ske med børn som ikke har andre muligheder. Jeg har ikke de forkromede svar, og et er sikkert, adoption kan være godt, men der må ske et eller andet, for som det er, er det langt fra godt nok. Kan det blive godt nok? Jeg tvivler på det, og tror altid det vil give nogen børn mén for livet. Det kom op i mig igen, da jeg så, at over halvdelen af plejebørn kæmper med psykisk sygdom, for der er ingen grund til at tro, det står meget bedre til hos adoptivbørn, hvor mange jo har været plejebørn i en familie først, og siden er adopteret af enten samme familie eller en anden.

Så er der mere “godt” nyt omend dette er af materiel art. Mange, deriblandt mange jeg kender, og min far også for den sags skyld, kommer til at tabe mange penge på de små billige mikrobiler. Min far har allerede (tror ikke det bekymrer ham) tabt en ganske anseelig del penge.

Vi har set lidt af det herhjemme i form af realityserier som “De unge mødre” bl.a. Det er også i andre former, og i England f.eks. er der en serie, der hedder “Benefits Street”, som har skabt voldsom debat, for man mener at udsendelserne udstiller og nedgør de dårligst stillede! Jeg kan godt have en tendens til at mene det samme, og især når det handler om “De unge mødre” f.eks. Jeg ved ikke, om deltagerne i både det ene og det andet tilfælde får noget, for deres medvirken, men jeg tænker, at hvis de gør, nok ikke meget. Uanset er det nok ikke alle, der har overskud til at gennemskue, hvad en så stor exponering fører med sig. Ikke at det i det hele taget er let, men det bliver dælme ikke lettere, når man er “liggende” i forvejen. Hvad synes du?

Hvis du læser med her regelmæssigt ved du, at jeg elsker musik. Du ved nok også, at jeg elsker soulmusik. En af de sangerinder jeg har fulgt helt fra starten, er Jenniffer Holliday, som bare er noget helt for sig selv. Prøv bare at lytte til hende her, hvor hun synger “I believe I can fly” – personligt får jeg gåsehud, når hun går i gang. Det er selvfølgelig smag og behag, men jeg synes, hun er fantastisk og lige om lidt, kommer hun med et nyt album, og har i den anledning givet et interview – husk at klikke linket ovenfor teksten med lydinterviewet. Hun fortæller bl.a. om sin kamp med depression, som stadig er et stort tabu for mange, hvilket er synd, for der er så mange, der kæmper med det, ligesom vægt. Jenniffer Holliday har vejet omkring 200 kilo, men har nu tabt sig til en normal og sund vægt. Det taler hun også om. Jeg skal ihvertfald have hendes nye CD, og jeg har også CD’en fra hendes store, store gennembrud som Effie i Dreamgirls, hvor hun bl.a. sang “I’m telling you I’m not going“, som du måske kender, men som netop var hendes gennembrud.

Ingne linksdag uden de dejlige madblogs og her er en stak:

Hell Yah It’s Vegan

The Blooming Platter

Bankrupt Vegan

Food, Fitness & Fresh Air

Savy Vegetarian

Lørdag incl. links


Fra min gåtur idag ved Kystvejen – det haglede, stormede og var bare så koldt – mobilfoto

Det har været en god dag i dag. Sov længe, og sneglede mig op. Jeg var træt, men tvang mig igang, for jeg skulle have lavet deller til noget komsammen, jeg skal til i morgen. Men jeg har også et mål om, at jeg skal have mere motion puttet i min hverdag og minimum gå en tur på en time. Så på trods af, hvad føltes som arktisk kulde, kom jeg ud og gå en tur på næsten 1½ time. Jeg var pakket ind, som skulle jeg til Nordpolen og var fuldstændig ukendelig. Min uldne hue fra Irland kom virkelig til sin ret i dag, udover ulden undertrøje m.m. Egentlig havde jeg taget min spejlrefleks med, men på vejen opdagede jeg, at jeg ikke havde mere strøm på batteriet. Noget der yderst sjældent er sket for mig. Men så havde jeg heldigvis den nye teleon (HTC One min nye telefon). Havde ikke nået at sætte mig vildt ind i det med fotos endnu, og det voldte mig lidt kvaler, og vejret indbød ikke til at stå og fumle for længe, men det lykkedes mig da at tage ovensiddende. At sige det var koldt forslår ikke. Hagl og senere sne og vind af stormstyrke – jeg følte mig som noget af en helt, da jeg kom hjem.

Senere har jeg stegt deller som sagt og så ellers bare hygget her. Nu har jeg lige et par småting jeg skal have ordnet inden i morgen og så står den på afslapning. Lige nu her, hvor jeg skulle se noget mens jeg skrev dette, måtte jeg IGEN konstaterer, at det TV, jeg købte hos Medion, var et ualmindeligt dårligt køb. Det er nu gået i stykker for 5 gang – 2. gang lyden går. Nu kan de efterhånden beholde deres l…!!! Jeg kan på ingen måde anbefale et sådant TV og jeg køber ihvertfald ikke sådan et igen! Til gengæld har jeg været godt tilfreds med min computer derfra, men det råder jo ikke bod på det andet.

Jeg falder som sagt altid over interessant, og vil gerne dele det med jer. Først skal I se nogen af de mest fantastiske fotos, jeg længe har set. Det er en russisk kvinde, der har fotograferet sine børn og sine dyr. Helt, helt fantastisk. Ikke mindre fantastiske er disse fotos af dyrebørn i moders liv.

Dette her link, må I love mig I lytter. Jeg har aldrig, aldrig i mit liv, hørt noget lignende. Det skal siges, at pigen som kun er 9 år gammel aldrig har modtaget undervisning. Vær forberedt på at samle din underkæbe op fra gulvet.

Nu vi er ved musikken, så er blev jeg egentlig ret forarget over, at man på P4 pludselig ikke finder Brdr. Olsen gode nok til at blive spillet. Hvad ligner det nu?

Som du ved, er jeg fuldstændig hooked på at se Sporløs. Forleden var der på DR1 et nyt program, jeg ikke har set før, men som viste sig at være norsk af oprindelse og som er sammen princip, omend opbygningen er anderledes. “På sporet” hedder det. Originalen hedder “Tore på sporet“. Det afsnit, jeg så var 2:8, så du kan sagtens nå at hoppe med på vognen. Nu vi taler om den slags, så sker der om en måneds tid initiativ for mig på min adoptionsfront, men det skal jeg fortælle mere om, når jeg ved mere forhåbentligt.

I sammenhæng med en af mange grupper, jeg er med i på Facebook omkring adoption etc., faldt jeg over en ny film med Judi Dench - Philomena (2013), som handler om den praksis man havde omkring piger, der “kom i uføre” og blev sendt bort for at føde deres børn, og så tvunget til at bortadoptere dem. Dette var især i Irland (katolsk) meget ofte til klostre. Denne film bygger på en sand historie og er også en bog, som jeg nu er ved at læse.

Ingen linkssamling uden mad også. Forleden kom jeg i tanke om en ret, jeg ikke har lavet længe, og jeg vil lige minde jer om den også. Enkelt, men meget meget smagfuldt.

Så er der TinyLemontree.com, som er en vegansk blog med de dejligste opskrifter og appetitvækkende fotos. Kig forbi og bliv inspireret.

At rejse er at leve, er der nogen der siger – og man skal spise for at leve. Denne blog (Vegan Miam) handler om begge dele, så svært ikke at lade sig fange! Den er også vegansk.

Som du ved startede jeg også på det med 5:2 faste. Det er ikke blevet til nok, men det skal det nu, og derfor passer det mig fint, at jeg fandt disse links forleden, som handler om faste på vegetarisk vis. Derudover følger jeg 5:2 Veg (engelsk)

Update om min søgen/on my search!


Min biologiske mor Hildegard Charlotte Weide

Det er ved at være længe siden, jeg har skrevet noget om min søge efter min rødder. Det er der en meget simpel forklaring på. Der er ikke sket noget! Jeg har gjort lidt. Har blandt andet haft en sød dames hjælp i forhold til at prøve at finde ud af mere om mine bedsteforældre i Tyskland, og har også været i forbindelse med lidt mennesker i forhold til min biologiske far – altssammen uden held.

De sagde for 1½ år siden, at de var ved at omlægge arkiverne (med hensyn til mine bedsteforældre) så der var ventetid. Den tid er jo så for længst gået, og det virker som om vi bliver holdt hen. Hende der hjælper mig, har samme erfaring i forhold til andres søgen, og jeg er så sur! Det er bare ikke i orden. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre! Vi har skrevet, ringet, skrevet og ringet og forfra igen og intet sker. Hvor klager man sin nød??

Så er der hele spørgsmålet om min biologiske far. Stadig intet nyt der, udover jeg nu prøver at poste en poster i nogle grupper på facebook, og så må vi se. Nu har jeg lige fået at vide, at der ikke er nogen let vej andet end at tage og indskrænke det og så prøve at ringe rundt. Vi taler mange, mange tusinder, hvis ikke mere. Nu må vi se, det virker helt uoverskueligt og jeg kan ikke se, hvor jeg skal få dels tiden og dels kræfterne til det fra. Men jeg må prøve så godt jeg kan, og så må vi se. Nu har jeg postet de indlæg ihvertfald.

Der er meget mere at sige om emnet og også hele adoptionsdebatten som bliver ved at flyde i mere eller mindre kønne strømme rundt omkring. Det er snart svært at vide, hvad man skal synes om det. Der er lige så mange meninger, som der er adopterede og adoptivfamilier og biologiske forældre. Det der gør det svært er jo, at hver eneste barn og de berørte har en særlig historie og derfor er det som med meget følsomme emner svært at lave generelle regler, hvilket man jo dog er nødt til i systemer.

Look below for the English version:
——————————————————————————————————
Læs resten

Reception – Børneimporten


Snakken gik livligt


2 af forfatterne fortæller om projektet, og takker for vores medvirken


Her får man en fornemmelse af det fantastiske lokale, som er en del af Rigsarkivet

I går var jeg til reception i anledning af udgivelsen af “Børneimporten” – det var noget, jeg bare ville, for jeg synes, det er super, at vores historie bliver fortalt. Som jeg skrev tidligere, har jeg også været med til at bidrage til indholdet.

Til receptionen kunne vi købe bogen til favorabel pris, og siden jeg nu selv er med i den, kunne jeg ikke modstå, så den kom med hjem. Jeg har allerede læst noget i den, og kan let blive grebet, kan jeg mærke. Men hovedets tilstand gør, at jeg skal tage i meget små bidder. Men læst skal den nok blive.

Det var super at møde en masse ligesindede, og jeg nåede da også at sludre med flere. Vi løb desværre tør for tid, for ellers tror jeg godt, vi kunne have fået meget mere tid til at gå med at udveksle erfaringer. Noget vi talte om, vi vil gøre på en facebookgruppe senere.

Tak til alle jeg hilste på og ikke mindst var det også hyggeligt at møde et bekendt ansigt fra min pure ungdom. Som vanligt, er alle velkomne med indput her og på mailen. Tak til forfatterne for bogen og alle for en hyggelig reception.

Børneimporten – Om bagsiden af medaljen


Dette er en bog, som jeg af helt personlige (og formentlig åbenlyse) grunde har set meget frem til. Det er en bog om mig og alle de andre. Den handler om et fåtal af adopterede, nemlig os fra Tyskland. Der tales meget om mange andre adopterede, men sjældent om vores særlige historie. Derfor glæder det mig, at den nu bliver fortalt. Noget jeg også selv har bidraget til.

Her er hvad forlaget skriver om bogen:

Op mod 3.000 tyske mulatbørn blev i efterkrigs-
årene adopteret til Danmark. De var resultatet af
forhold mellem tyske kvinder og afroamerikanske
soldater i et Vesttyskland, hvor nazismen endnu
spøgte. I deres fødeland var børnene uønskede, men
i Danmark ville mange par gerne adoptere dem. Den
godhjertede Tytte Botfeldt hjalp derfor med at finde
mulatbørn til adoption, men hun arbejdede uden
autorisation, og ingen undersøgte adoptivforældrene.

Børneimporten giver ordet til de adopterede,
der for første gang fortæller om, hvilke konsekvenser
det har haft at blive rykket op med rode og plantet
i tilfældige danske familier – i mange tilfælde med
omsorgssvigt og misbrug til følge. Samtidig fortælles
historien om udenlandsk adoptions begyndelse i Danmark
– en historie, der trækker mange tråde til vore
dages adoptionsdebat.

Bogen udkom den 4. september 2013, er på 282 sider (illustreret), og skrevet af Amalie Linde, Amalie Kønigsfeldt og Matilde Hørmand-Pallesen.

Links:

31. august 2013 – Politiken – Tusinder af tyske mulatbørn blev adopteret illegalt til Danmark

Lidt om at søge/A bit about seaching

Som jeg har sagt før, så er jeg noget opgivende omkring hele det her søgeprojekt. Jeg havde sat mit håb til en hjælper, som gør alt hvad hun kan, med den viden, hun har og de kontakter der er. Problemet er manglen på information. Jeg har næsten ingen, og den jeg har, er enten mangelfuld eller direkte forkert, for intet stemmer, eller også stemmer det for godt. Dermed ment, at der er en million (mindst) med samme navn, som min biologiske far.

Så det giver lige så mange muligheder. Fødselsdagen og året som jeg også har, ser ikke ud til at stemme heller, og hvad er chancen så. Selv de erfarne mennesker, og organisationer, der har været involveret er kommet op med ingenting, og jeg begynder at tro, at det ikke er meningen, at jeg skal finde min biologiske far.

Der er dog en mulighed, jeg ikke har prøvet, og som jeg faktisk overvejer og det er en DNA test. Den lyver i det mindste ikke, og så vidt jeg kan se, er det den eneste mulighed, jeg sådan reelt har tilbage. Kommer den så heller ikke op med noget, så tror jeg, at jeg bare dropper det.

Derudover er der hele sagen omkring min biologiske mor. Jeg ved, hvem hun er, og det store linier, men hvad med alle detaljerne – hvem var hun som person, hvad kunne hun lide, hvad med resten af familien – ikke mindst min biologiske mormor, som jo levede til starten af 70’erne. Hvem skal give mig oplysning om hende? Der er kun en, der kan gøre det, og det er min biologiske søster i Berlin.

Spørgsmålet er så, hvad kommer først, og hvad vægter mest (ikke at det er en konkurrence), men alligevel – hensynet til hendes følelser eller mine. Har jeg ret til de oplysninger på trods af hendes ønske om at være i fred, eller? Jo jeg synes jo, det er min ret, at kende min historie/familie, men… det er svært. Lige nu, er jeg mest tilbøjelig til at “kaste håndklædet i ringen” og bare droppe det hele. Selvfølgelig ikke den information, jeg kan få via diverse offentlige arkiver – der ventes på noget så simpelt som dødsattester på mine bedsteforældre stadig. Når de kommer, så er der udfyldt et hul mere, men det er godt nok en langhåret affære.

Jeg hører gerne dine tanker omkring det.

In English:

As I’ve said before, I’m sort of giving up on the whole searching project. I had put my hopes in a helper, who is doing everything she can, with the knowledge, and contacts she’s got. The problem is the lack of information. I hardly have any and the one I got is limited or incorrect, as nothing seems to fit or fitting too well. Meaning there is a million (at least) with the same name as my biological dad.

So that gives me at least as many possibilities. The birthday and year dosen’t seem to be right either
and what are the chances then. Even the proffessional people and organisations, I’ve been in touch with has come up empty and I’m starting to think, I’m not meant to find my biological dad.

There is one possibility I haven’t tried and which I’m contemplating at the moment, and that’s a DNA test. It’s not going to lie at least, and as far as I can see, it’s the only possibility I really have left. If it comes up with nothing, I think I’m just going to leave it.

Then there is the whole business about my biological mother. I know who she is and the overall picture but what about all the details – who was she as a person, what did she like, what about the rest of the family not least my biological grandmother, who lived til the beginning of the 70’s. Who is going to give me information about her? There is only one who can, and that’s my biological sister in Berlin.

The question is, what weighs in the most (not that it’s a competition), but still – the consideration for her feelings or mine? Am I intiteled to these informations inspite her wish to be left alone or? Yes I think it’s my right to know my history/family, but…. it’s difficult. Right now I’m more for just “throwing in the towel” and drop the whole thing. Of course not the information, I can get through the official archives – still waiting for something as simple as deathcertificates on my grandparents. When they arrive it’ll be another hole filled out, but it’s a “hairy” affaire.

I’d like to hear your thoughts on the matter.