Retur


Det er næsten den værst mulige udgang. Jeg skrev forleden, at jeg ikke kunne forstå, jeg intet havde hørt. Af samme grund, var jeg godt klar over, at det nok ikke var godt nyt uanset. Jeg kom i tanke om, at damen på posthuset sagde, at jeg kunne “track & trace” mit brev via nummer på kvitteringen (anbefalet). Det gjorde jeg så og så følgende ovenfor, og var så klar over, at det var kommet retur. Og ganske rigtigt, da jeg tjekkede postkassen lå sedlen der. Nogle gange står der på brevet, hvorfor det kommer retur, men jeg sætter ikke næsten op efter noget. Men vedkommende kan have nægtet modtagelse, ellers forstår jeg ikke, for manden er jo i telefonbogen.

Om jeg er skuffet? Jo, lidt er jeg da, men jeg havde vitterligt med vilje ikke sat næsen for højt op efter noget, fordi jeg er blevet så skuffet ofte. Så vi er tilbage ved år nul. Nu har jeg en mulighed mere jeg vil prøve, og fungerer det heller ikke, så tror jeg altså jeg opgiver. Det er for belastende at blive ved at rode i, ligesom chancen for at finde ikke bliver større som årene går.

Dette har nu ikke kunnet ødelægge en superfin weekend, som I nok skal få mere om snarest. Lige nu skal jeg bare i seng lige om lidt. Den har bragt: Bakken, bistik, grillmad, masser af mennesker, galop, champagne, udsigt, og solskin og endnu engang, tro det eller lad være regn nu her – God søndag aften til jer.

Måske jeg skulle…. og andre torsdagstanker

Det var i fredags mit brev nåede frem så vidt vides. Måske mandag, hvis vi giver det 3 hverdage. Jeg har intet hørt. Jeg gav selvfølgelig alle muligheder for kontakt, og udbad mig besked uanset, hvad svaret var. Suk, bare jeg hører, gør det ikke noget, at jeg skal vente lidt endnu, men jeg kunne være bange for, at det måske betyder, at jeg ikke hører.

Nu har jeg været indendørs og syg i næsten en uge. Jeg er ikke helt frisk, men heller ikke meget, meget dårlig, og jeg føler, jeg bliver nødt til at prøve at teste formen, så at sige ved en lille udflugt senere. Hvortil skal jeg selvfølgelig nok fortælle, når jeg vender hjem igen. Desværre har stedet, jeg ville besøge ikke åben før meget senere, så….. indtil da, må jeg underholde mig her. Og det er heldigvis heller ikke noget problem – keder mig som sagt aldrig.

Vigtigt brev til 83 kr.!!!

Ved du, hvad det koster at sende et anbefalet brev? Okay godt nok til Tyskland, men alligevel. 83 kr. koster det nu. Det var et helt almindeligt brev, i helt almindelig størrelse. Nothing fancy. De påstod på posthuset, at taksten for det anbefalede ikke var steget – det var de 72,- kr., men at det var portoen, der var. Ja det kommer mig for. Rip-off siger jeg bare!!

Nå, men det her var et vigtigt brev. Til en mand, der potentielt kan være min biologiske far. Jeg sætter ikke næsen højt efter noget. Nu har jeg ledt i SÅ mange år efter ham, så det virker helt hysterisk, at det skulle være ham, jeg fandt ved bare at kigge i den berlinske telefonbog. Men så igen, det kan jo være. Så det er altså lidt spændende. Det skulle være fremme efter 2 hverdage, så det er snart, jeg forhåbentlig ved noget. Hvis han vel og mærke svarer. Det har jeg bedt ham gøre uanset, men det er jo ikke sikkert han gør.

Landeforvirring – nu “kun” to

Det går godt :-) Jeg har jo, som vides, skrevet fra Herodes til Pilatus for at finde oplysninger om biologiske bedsteforældre i sidste omgang. Så langt så godt. Men det viser sig nu, at jeg har lavet en bommert.

Forståelig, eftersom jeg faktisk ikke er stiv i det tyske, og da slet, slet ikke udi den polske geografi. Jeg er lidt undskyldt, for der er faktisk jo en by i Østrig, der hedder Bernstein. Men det er ikke Østrig, det er en by i Polen, der hedder (Bernstein, Soldin) Soldin. Det giver også mere mening i forhold til min biologiske mormors fødested, som jo også var Bad Altheide!

Så nu vil jeg da lige smide en mail mere afsted omkring det her. Pyh! Så nu er jeg altså knap så international, som troet, men der er da stadig et par lande involveret – min biolgiske mor er så hel polsk, men født i Berlin, og min biologiske far er afro-amerikansk. Men værende født i Berlin, er det vel stadig det, “man er” – tysk. Hm, tjah, hvad tæller egentlig? Er de forvirret? Hvad tror I så snart jeg er!

Weekendstart

Himlen var en flot afslutning på en god dag. Først stille nussen rundt her. Eller rettere bar sidden lige så stille, hvor jeg fik skrevet et par breve i den evige trækken informationer ud om mit biolgoiske ophav. Men der sker da hele tiden små fremskridt. Forleden fandt jeg ud af, at min biolgiskek søsters mand bor på adressenm, jeg havde på hende i sin tid. Det betyder også, at hun formentlig selv også bor der. Ikke at jeg kan bruge det til så meget, andet end, jeg kan få skrevet endnu et navn på mit samtræ:

Nu har jeg fået noget at spise (se indlæg efter her), og selvfølgelig et bad. Jeg var i stalden til aften for en gangs skyld. Det var rigtig hyggeligt, og fik snakket og gjort det, jeg skulle også. Så langt så godt. Nu er jeg godt og grundigt brugt op, og skal ind og hvile mig. Eller rettere, jeg skal snart i seng, kan jeg mærke. Imorgen skal jeg bare være her, og hygge mig. Det holder jeg meget af. Rigtig god weekend til jer derude.

Erstatning efter fejlslået kejsersnit – rimelig eller?

Jeg kunne i dag læse mig til, at Lone Johansen kræver erstatning i form af udgiften til to adoptioner, efter et fejslagent kejsersnit.

Hvad mener du – er det rimeligt? Eller mener du som kammeradvokaten og undertegnede:

- Vi anerkender fuldt ud, at erstatningen for varige mén ikke kan dække udgifterne til adoption. Men hvor forståeligt ønsket om adoption end er, så er det altså ikke en nødvendighed, lød det fra Kammeradvokaten.

– Og hvor skal grænsen i givet fald gå for erstatningerne? Skal man have ret til en, to, tre eller fire adoptioner? Og hvad med dem, der måtte have børn i forvejen, indvendte Kristine Schmidt Usterud.

Interview på Adoptionsbloggen

Som alle der læser med her regelmæssigt vil vide, så er jeg adopteret i tidernes morgen. Her for kort tid siden opdagede jeg så Adoptionscoachen på Facebook. Trine som driver denne og website har også en blog – Adoptionsbloggen, som jeg selvfølgelig også skulle se, hvad handlede om. Det var meget interessant, men der var lige en detalje, jeg måtte skrive til Trine om.

Det gjorde jeg så, og vi fik en dialog igang. Det var en helt praktisk informativ ting på bloggen, som hun endda gav mig ret i, og som siden så blev ændret. Hun spurgte, om jeg ville være interesseret i, at medvirke i et mailinterview omkring det at være adopteret. Og det var jeg da. Som mange allerede ved, ligger Adoptionssagen mig meget på sinde, og har været noget, jeg har gået meget op i altid. Nu foreligger resultatet:

Du kan klikke linket her, eller på screenshot ovenfor – Personligt interview med adopterede Deborah Thorgaard, inkl. 4 råd til AdoptionsBloggens læsere.

Det bliver sjovere og sjovere

Jeg har den 29. maj skrevet til Bernstein for at få fødselsattest på min biologiske morfar og senere igen rykket dem for svar. Intet skete. Hm, hvad gør man så? Så måtte jeg jo ringe og høre, hvad der foregik. Da jeg således skulle finde telefonnummeret, opdager jeg, at hvad jeg i farten troede var tysk, faktisk slet ikke er tysk, det er østrisk. Tæt på den ungarske grænse. Godt nok er hjemmesiden jo på tysk, men de taler jo ligesom også tysk i østrig! Altså kan vi nu konstatere, at jeg så er en kvart polsk, en kvart østrisk, og halvt amerikansk! Det bliver sjovere og sjovere at grave i det her.

Damen, der skulle svare mig, er nu på ferie, men hvorfor hun ikke har svaret mig før, undre mig. Men ligemeget, bare jeg får svar til sidst. Det viser sig så, at fordi de kun har arkiver tilbage til 1895 (han er født 1892), så er det kirken, der skal svare mig. Så når nævnte dame kommer fra ferie, så vil jeg få at vide, hvor jeg skal få oplysningerne. Det vil jeg så prøve tålmodigt, at vente på. Tålmodighed, venten og atter venten er en stor del af det her game. Jeg er faktisk ikke helt klar over, om det er damen på kirkekontoret, der er på ferie, for den søde dame på Bernstein’s kommunekontor har lige sendt mig telefonnummer og email til kirkekontoret. Så email er smidt afsted, men jeg væbner mig så bare med tålmod.

Med hensyn til min biologiske mormor mangler jeg også svar. Der tror jeg så til gengæld, jeg har skrevet til en helt forkert adresse, så nu har jeg prøvet at skrive til den nyeligt fundne. Så må vi se.

Dødsattester, har jeg også bestilt, men grundet overflytning af arkiver fra kommunerne til Landsarkivet, så kan disse oplysninger ikke fås fra Landsarkivet før 2013!!! Har de så tænkt sig, at jeg skal vente til 2013?? Det er da ikke mit problem, at de flytter arkiver!

Nå, men fortsættelse følger….. nu skulle der vel dårligt kunne dukke mere op. Det skulle da lige være min biologiske far, som jeg ikke har fundet endnu, men jeg har en herre i Berlin, der kan være ham, som jeg skal skrive til. Så jo, der kan jo rent faktisk potentielt dukke meget mere op.

Trist og underlig fornemmelse

Jeg fik en mail i dag. En af de der oplysninger omkring graven i fortiden. Jeg har for længe siden, fået at vide, hvor min biologiske mors grav var, og min biologiske søster, sendte også et foto af den i sin tid. For et par uger siden, fandt jeg kirkegården på nettet og fandt, så vidt jeg kunne regne ud, det område, hvor graven skulle være.

Jeg skrev til kirkegården for at høre, om de havde oplysning om, hvem der betalte for den, og en adresse eventuelt. Dette vidste jeg sådan set godt, men håbet var, at få en ny adresse på min biologiskee søster. Ikke at jeg ville tvinge hende til kontakt oveerhovedet, men jeg ville gerne have oplysninger om familien som sådan. Jeg forventede mig ikke noget egentlig, måske bare at de ikke kunne oplyse hendes adresse, hvilket de heller ikke kan.

Chocket bestod i, at allerede et år efter, jeg havde kontakt med hende, har hun ladet betaling på min mors grav stoppe, således at graven er sløjfet. Det er jeg rigtig ked af. Og hvorfor så det? Joh, jeg havde da set frem til at besøge min mors grav, når jeg kommer til Berlin, som minimum. Det kan jeg så ikke engang. Så synes jeeg måske godt, hun kiunne have kontaktete mig dengang eller nævnt, at hun ikke ønskede at betale længere, så kunne jeg måske. Men det er så for længst for sent. Men jeg tænker, der ikke er nogen der kan forbyde mig at få sat en sten op over hende. Men det er jo dyrt. Nu var den der jo. Pokkers osse!

Så har jeg hørt det med

I jagten på information om mine rødder, har jeg opdaget i dag, at min biologiske mormor, kommer fra Polen. Jeg er stødt på mange overraskelser i forbindelse på min søgen efter fortiden. Denne havde jeg bestemt ikke set komme heller.

Seneste information omkring hendes vielse og før det navnet på min morfar, som ganske rigtigt (som mine forælddre havde fortalt, de mente), var ansat i politiet. Formentlig derfra min svaghed for mænd i uniform stammer :-) Man skal høre meget, men spændende er det.