Mit mirakel og noget om aldrig at give op! Og en stor tak!

Min far i togvindue på vej et sted hen formentlig fra Berlin – jeg kan rigtig godt lide det foto

For snart mange, mange år siden begyndte jeg min søgen efter mit biologiske ophav. Faktisk i 1986. Eftersom jeg ikke har gemt alle brevene, så kan jeg ikke 100& dokumentere det. Grunden til det er, at så ville jeg skulle have et helt arkivskab bare til det. Men jeg burde nok have gjort det. Dette var før computerne kom til, og det var en meget, meget langsommelig affære og ikke mindst besværlig, for selvom det tyske samfund er velorganiseret, så er det, på dette punkt uhyggeligt svært at gennemskue, hvor man får hvilke oplysninger, og endnu mere dengang. Og så er der næste hurdle at hive det ud af dem. Jeg har følt, jeg i overført betydning har hevet Guderne må vide, hvor mange Visdomstænder ud, der tillige sad på tværs. Jeg kan helt sikkert uden at lyve sige, at der har været nogen officielle personer, der har været mere end trætte af mig til sidst. Og ofte tror jeg såmænd, jeg har fået ting, simpelthen fordi, de var mere end trætte af at høre på mig.

Men al den stædighed viste sig så også at bære frugt, og havde jeg ikke skrevet til Gud og hver mand, jeg kunne komme i tanke om, så var der flere oplysninger, der ikke var kommet mig i hænde. F.eks. fik jeg både nogle hospitalsjournaler og min biologiske mors obduktionsrapport lige før de skulle destrueres. Heldig troede jeg, at jeg var, da jeg modtog de her hospitalspapirer, for der stod navnet (som det eneste sted) på min biologiske far. Hvad der så ikke var så heldigt var, at han hed Robert Jones! Han kunne lige så godt have heddet Smith! Og så var der en fødselsdato og – år. Min biologiske mors navn havde jeg selvfølgelig, men fandt jo så desværre også reltativt hurtigt ud af, at hun var afgået ved døden i 1965. Så der var ingen mulighed for at hente nogen oplysninger. Som sagt, har jeg skrevet til alt, der kan krybe og gå i den forbindelse. Jeg har også haft flere professionelle ind over, og ingen har kunnet finde en Robert Jones, der matchede.

Som beskrevet her, endte jeg med at konkludere, at DNA var vejen frem, og det viste det sig så også at være. 2016 bliver et svært år at slå på den konto, hvor jeg fik hele to fantastiske søskende, fik viden om den biologiske far, jeg aldrig har mødt og som slet, slet ikke hed Robert Jones, men noget ganske andet og meget mere sjældent og var slet ikke født på hverken den dato eller det år. Desværre gik han bort i 1989, kun 50 år gammel, men via mine nye søskende, får jeg en masse viden og ikke mindst har de masser af fotos af ham også. Jeg behøver vel ikke at sige, at turen relativt snart går til USA. Oveni de to søskende har jeg også en fætter og kusine m.fl. Jeg håber, at møde dem også, når jeg kommer derover.

Lektien i det her er, at man aldrig skal give op. Jeg var ved det meget, meget ofte, men heldigvis er jeg (har jeg så viden om nu) udaf en familie, der ikke giver op, og det gjorde jeg så heller ikke. Jeg kan blive stædig som helvede, og det betalte sig så.

Det er svært at forklare, hvorfor trangen til at finde svarene, er så stor, for nogen har den slet ikke. For mig er det helt naturligt, at man vil vide, hvad man kommer fra og ikke mindst bare, at se nogen, der ligner en, er noget, der ikke kan forklares og for for de fleste andre, er det jo en given ting. Selvom de ikke ligner deres forældre, så ligner de måske en onkel, en bedstemor, eller noget helt andet. Det betyder meget mere, end man lige skulle tro.

Dernæst skal jeg takke alle dem, som i årenes løb har hjulpet mig, har forsøgt at hjælpe mig og ikke mindst har støttet mig i den lange, lange søgen. Det være sig den ene dame på et kontor, der gik det ekstra stykke for at hjælpe, venner der lagde adresse til breve (før mine forældre her forstod og accpeterede processen), og mange, mange flere. Sidst men ikke mindst, skal Pricsilla Sharp, som er en søgeengel, have en kæmpe tak, for hun satte de sidste brikker på plads indenfor en time og var den, der kunne bringe mig budskabet om min far og søskende.

Også kæmpe tak til alle jer, der nu hvor det er lykkedes mig, har skrevet de sødeste hilsener og har støttet op om det her, ikke mindst på Facebook, hvor det har været ganske, ganske overvældende. Hver en lille tilkendegivelse, er modtaget med stor taknemmelighed og glæde over, at I deler min glæde. Det gør det hele om muligt, endnu bedre. Så af hjertet tusind, tusind tak allesammen.

Så hvis du sidder derude og stadig ikke har fundet, så kan jeg kun anbefale både Priscilla Sharp og DNA. Og ikke mindst – Giv aldrig op, men hold fast i din drøm. Til gengæld skal du være klar til at modtage, hvad du får. Det er ikke altid gode nyheder (som du også har kunne læse her, har jeg fået min del af dårlige), og i lange perioder, hænger hele søgeprocessen en langt ud af halsen, og man må bare have en pause. Sådan har det ihvertfald været for mig. Men så bliver man klar til en omgang mere.

Nu behøver jeg ikke søge mere, men kan hygge mig med at bygge slægtstræet ud, fordi det er sjovt, og det synes min bror også, og vi sludre meget om det også, når vi taler over Skype næsten dagligt. Held og lykke i din søgen!

Fotocollage af min nye familie: Øverst til venstre min farmor, nedenunder min søster og bror og til højre min far

Retur

Det er næsten den værst mulige udgang. Jeg skrev forleden, at jeg ikke kunne forstå, jeg intet havde hørt. Af samme grund, var jeg godt klar over, at det nok ikke var godt nyt uanset. Jeg kom i tanke om, at damen på posthuset sagde, at jeg kunne “track & trace” mit brev via nummer på kvitteringen (anbefalet). Det gjorde jeg så og så følgende ovenfor, og var så klar over, at det var kommet retur. Og ganske rigtigt, da jeg tjekkede postkassen lå sedlen der. Nogle gange står der på brevet, hvorfor det kommer retur, men jeg sætter ikke næsten op efter noget. Men vedkommende kan have nægtet modtagelse, ellers forstår jeg ikke, for manden er jo i telefonbogen.

Om jeg er skuffet? Jo, lidt er jeg da, men jeg havde vitterligt med vilje ikke sat næsen for højt op efter noget, fordi jeg er blevet så skuffet ofte. Så vi er tilbage ved år nul. Nu har jeg en mulighed mere jeg vil prøve, og fungerer det heller ikke, så tror jeg altså jeg opgiver. Det er for belastende at blive ved at rode i, ligesom chancen for at finde ikke bliver større som årene går.

Dette har nu ikke kunnet ødelægge en superfin weekend, som I nok skal få mere om snarest. Lige nu skal jeg bare i seng lige om lidt. Den har bragt: Bakken, bistik, grillmad, masser af mennesker, galop, champagne, udsigt, og solskin og endnu engang, tro det eller lad være regn nu her – God søndag aften til jer.

Måske jeg skulle…. og andre torsdagstanker

Det var i fredags mit brev nåede frem så vidt vides. Måske mandag, hvis vi giver det 3 hverdage. Jeg har intet hørt. Jeg gav selvfølgelig alle muligheder for kontakt, og udbad mig besked uanset, hvad svaret var. Suk, bare jeg hører, gør det ikke noget, at jeg skal vente lidt endnu, men jeg kunne være bange for, at det måske betyder, at jeg ikke hører.

Nu har jeg været indendørs og syg i næsten en uge. Jeg er ikke helt frisk, men heller ikke meget, meget dårlig, og jeg føler, jeg bliver nødt til at prøve at teste formen, så at sige ved en lille udflugt senere. Hvortil skal jeg selvfølgelig nok fortælle, når jeg vender hjem igen. Desværre har stedet, jeg ville besøge ikke åben før meget senere, så….. indtil da, må jeg underholde mig her. Og det er heldigvis heller ikke noget problem – keder mig som sagt aldrig.

Vigtigt brev til 83 kr.!!!

Ved du, hvad det koster at sende et anbefalet brev? Okay godt nok til Tyskland, men alligevel. 83 kr. koster det nu. Det var et helt almindeligt brev, i helt almindelig størrelse. Nothing fancy. De påstod på posthuset, at taksten for det anbefalede ikke var steget – det var de 72,- kr., men at det var portoen, der var. Ja det kommer mig for. Rip-off siger jeg bare!!

Nå, men det her var et vigtigt brev. Til en mand, der potentielt kan være min biologiske far. Jeg sætter ikke næsen højt efter noget. Nu har jeg ledt i SÅ mange år efter ham, så det virker helt hysterisk, at det skulle være ham, jeg fandt ved bare at kigge i den berlinske telefonbog. Men så igen, det kan jo være. Så det er altså lidt spændende. Det skulle være fremme efter 2 hverdage, så det er snart, jeg forhåbentlig ved noget. Hvis han vel og mærke svarer. Det har jeg bedt ham gøre uanset, men det er jo ikke sikkert han gør.

Landeforvirring – nu “kun” to

Det går godt 🙂 Jeg har jo, som vides, skrevet fra Herodes til Pilatus for at finde oplysninger om biologiske bedsteforældre i sidste omgang. Så langt så godt. Men det viser sig nu, at jeg har lavet en bommert.

Forståelig, eftersom jeg faktisk ikke er stiv i det tyske, og da slet, slet ikke udi den polske geografi. Jeg er lidt undskyldt, for der er faktisk jo en by i Østrig, der hedder Bernstein. Men det er ikke Østrig, det er en by i Polen, der hedder (Bernstein, Soldin) Soldin. Det giver også mere mening i forhold til min biologiske mormors fødested, som jo også var Bad Altheide!

Så nu vil jeg da lige smide en mail mere afsted omkring det her. Pyh! Så nu er jeg altså knap så international, som troet, men der er da stadig et par lande involveret – min biolgiske mor er så hel polsk, men født i Berlin, og min biologiske far er afro-amerikansk. Men værende født i Berlin, er det vel stadig det, “man er” – tysk. Hm, tjah, hvad tæller egentlig? Er de forvirret? Hvad tror I så snart jeg er!

Weekendstart

Himlen var en flot afslutning på en god dag. Først stille nussen rundt her. Eller rettere bar sidden lige så stille, hvor jeg fik skrevet et par breve i den evige trækken informationer ud om mit biolgoiske ophav. Men der sker da hele tiden små fremskridt. Forleden fandt jeg ud af, at min biolgiskek søsters mand bor på adressenm, jeg havde på hende i sin tid. Det betyder også, at hun formentlig selv også bor der. Ikke at jeg kan bruge det til så meget, andet end, jeg kan få skrevet endnu et navn på mit samtræ:

Nu har jeg fået noget at spise (se indlæg efter her), og selvfølgelig et bad. Jeg var i stalden til aften for en gangs skyld. Det var rigtig hyggeligt, og fik snakket og gjort det, jeg skulle også. Så langt så godt. Nu er jeg godt og grundigt brugt op, og skal ind og hvile mig. Eller rettere, jeg skal snart i seng, kan jeg mærke. Imorgen skal jeg bare være her, og hygge mig. Det holder jeg meget af. Rigtig god weekend til jer derude.

Erstatning efter fejlslået kejsersnit – rimelig eller?

Jeg kunne i dag læse mig til, at Lone Johansen kræver erstatning i form af udgiften til to adoptioner, efter et fejslagent kejsersnit.

Hvad mener du – er det rimeligt? Eller mener du som kammeradvokaten og undertegnede:

– Vi anerkender fuldt ud, at erstatningen for varige mén ikke kan dække udgifterne til adoption. Men hvor forståeligt ønsket om adoption end er, så er det altså ikke en nødvendighed, lød det fra Kammeradvokaten.

– Og hvor skal grænsen i givet fald gå for erstatningerne? Skal man have ret til en, to, tre eller fire adoptioner? Og hvad med dem, der måtte have børn i forvejen, indvendte Kristine Schmidt Usterud.

Interview på Adoptionsbloggen

Som alle der læser med her regelmæssigt vil vide, så er jeg adopteret i tidernes morgen. Her for kort tid siden opdagede jeg så Adoptionscoachen på Facebook (findes ikke længere). Trine som driver denne og har også en blog – Adoptionsbloggen, som jeg selvfølgelig også skulle se, hvad handlede om. Det var meget interessant, men der var lige en detalje, jeg måtte skrive til Trine om.

Det gjorde jeg så, og vi fik en dialog igang. Det var en helt praktisk informativ ting på bloggen, som hun endda gav mig ret i, og som siden så blev ændret. Hun spurgte, om jeg ville være interesseret i, at medvirke i et mailinterview omkring det at være adopteret. Og det var jeg da. Som mange allerede ved, ligger Adoptionssagen mig meget på sinde, og har været noget, jeg har gået meget op i altid. Nu foreligger resultatet:

Du kan klikke linket her, eller på screenshot ovenfor – Personligt interview med adopterede Deborah Thorgaard, inkl. 4 råd til AdoptionsBloggens læsere.

Det bliver sjovere og sjovere

Jeg har den 29. maj skrevet til Bernstein for at få fødselsattest på min biologiske morfar og senere igen rykket dem for svar. Intet skete. Hm, hvad gør man så? Så måtte jeg jo ringe og høre, hvad der foregik. Da jeg således skulle finde telefonnummeret, opdager jeg, at hvad jeg i farten troede var tysk, faktisk slet ikke er tysk, det er østrisk. Tæt på den ungarske grænse. Godt nok er hjemmesiden jo på tysk, men de taler jo ligesom også tysk i østrig! Altså kan vi nu konstatere, at jeg så er en kvart polsk, en kvart østrisk, og halvt amerikansk! Det bliver sjovere og sjovere at grave i det her.

Damen, der skulle svare mig, er nu på ferie, men hvorfor hun ikke har svaret mig før, undre mig. Men ligemeget, bare jeg får svar til sidst. Det viser sig så, at fordi de kun har arkiver tilbage til 1895 (han er født 1892), så er det kirken, der skal svare mig. Så når nævnte dame kommer fra ferie, så vil jeg få at vide, hvor jeg skal få oplysningerne. Det vil jeg så prøve tålmodigt, at vente på. Tålmodighed, venten og atter venten er en stor del af det her game. Jeg er faktisk ikke helt klar over, om det er damen på kirkekontoret, der er på ferie, for den søde dame på Bernstein’s kommunekontor har lige sendt mig telefonnummer og email til kirkekontoret. Så email er smidt afsted, men jeg væbner mig så bare med tålmod.

Med hensyn til min biologiske mormor mangler jeg også svar. Der tror jeg så til gengæld, jeg har skrevet til en helt forkert adresse, så nu har jeg prøvet at skrive til den nyeligt fundne. Så må vi se.

Dødsattester, har jeg også bestilt, men grundet overflytning af arkiver fra kommunerne til Landsarkivet, så kan disse oplysninger ikke fås fra Landsarkivet før 2013!!! Har de så tænkt sig, at jeg skal vente til 2013?? Det er da ikke mit problem, at de flytter arkiver!

Nå, men fortsættelse følger….. nu skulle der vel dårligt kunne dukke mere op. Det skulle da lige være min biologiske far, som jeg ikke har fundet endnu, men jeg har en herre i Berlin, der kan være ham, som jeg skal skrive til. Så jo, der kan jo rent faktisk potentielt dukke meget mere op.

Trist og underlig fornemmelse

Jeg fik en mail i dag. En af de der oplysninger omkring graven i fortiden. Jeg har for længe siden, fået at vide, hvor min biologiske mors grav var, og min biologiske søster, sendte også et foto af den i sin tid. For et par uger siden, fandt jeg kirkegården på nettet og fandt, så vidt jeg kunne regne ud, det område, hvor graven skulle være.

Jeg skrev til kirkegården for at høre, om de havde oplysning om, hvem der betalte for den, og en adresse eventuelt. Dette vidste jeg sådan set godt, men håbet var, at få en ny adresse på min biologiskee søster. Ikke at jeg ville tvinge hende til kontakt oveerhovedet, men jeg ville gerne have oplysninger om familien som sådan. Jeg forventede mig ikke noget egentlig, måske bare at de ikke kunne oplyse hendes adresse, hvilket de heller ikke kan.

Chocket bestod i, at allerede et år efter, jeg havde kontakt med hende, har hun ladet betaling på min mors grav stoppe, således at graven er sløjfet. Det er jeg rigtig ked af. Og hvorfor så det? Joh, jeg havde da set frem til at besøge min mors grav, når jeg kommer til Berlin, som minimum. Det kan jeg så ikke engang. Så synes jeeg måske godt, hun kiunne have kontaktete mig dengang eller nævnt, at hun ikke ønskede at betale længere, så kunne jeg måske. Men det er så for længst for sent. Men jeg tænker, der ikke er nogen der kan forbyde mig at få sat en sten op over hende. Men det er jo dyrt. Nu var den der jo. Pokkers osse!