5 år siden og mandags-roterende-pip

Jeg er ved at få (mere – så sagde jeg det) roterende pip af, at have hovedpine, være svimmel og sløj. Under ingen omstændigheder gider jeg det mere – overhovedet. Ingen spørger mig og ingen kan fortælle mig, om jeg bliver klar til festligheder sidst på ugen både det ene og det andet sted! Suk!

Jeg længes efter hestene, mine venner – som ofte er både og, komme ud og fotografere og meget meget mere, helt bortset fra, jeg har en Londontur linet op, en anden rejse og 10.000 ting her. Min tålmodighed er sluppet op nu. Stop så!!!

Imens jeg tæller til 1000, og tager dybe indåndinger, deler jeg lige disse dejlige fotos, jeg kom i tanke om, som er fra en skøn tur ned og besøge min veninde på Falster i 2009 i april, så 5 år siden. Et syn man ikke bliver træt af, og en veninde, der også værdsættes højt. Desværre har hun også andre “kedelige” aktiviterer, der skal prioriteres p.t., så selvom jeg var frisk, har hun ikke mulighed. For en tur sydover til Lolland-Falster var bestemt ikke af vejen heller. De smukke øer og mine søde venner der løber forhåbentlig ingen vegne, men begge arrangementer sidst på ugen gør, så jeg går ind og hviler hovedet. God uge til jer.

Et sidste forsøg

Jeg har ikke talt om det længe her,og det er såmænd fordi der ikke har været noget, at fortælle. Omkring min søgen efter biologiske rødder/ophav/informationer.

Lidt er der dog sket nu. En kontakt, jeg har fået i Tyskland, har på mine vegne prøvet at opsøge min biologiske søster i Berlin for et sidste forsøg på eventuelt kontakt, og hvis ikke det, så i det mindste for nogen oplysninger.

Hun var ikke hjemme, men min søde ven, der hjælper fik kontakt til en beboer i ejendommen, der gav en del nye oplysninger. Så informationsrige naboer, kan være en god ting, og var i dette tilfælde. Min biologiske søster rejser tilsyneladende en del, og derfor var hun ikke hjemme. Min veninde efterlod både mit brev, og en hilsen fra hende selv (incl. diverse kontaktinfo.), og så må vi se, hvad der sker. Næste weekend skal hun derned igen, og vil tage forbi og se, om hun kan sludre med naboen igen. Så vi måske kan få en ide om hendes reaktion.

Når man er blevet skuffet så ofte, så forventer man intet, men jeg håber på lidt information og måske fotos. Har tydeligt givet udtryk for, at jeg ikke vil påtvinge nogen mit selskab/en kontakt, men hun er den eneste, der kan give visse informationer, og det kan være for sent lige pludselig. Skulle hun have ombestemt sig, er det selvfølgelig glædeligt og jeg vil selvklart meget gerne se hende/have kontakt. Fingers crossed please! Uanset, kan jeg ikke takke den søde kontakt, jeg har fået i Tyskland nok, for hendes hjælp og engagement.

Lidt om at søge/A bit about seaching

Som jeg har sagt før, så er jeg noget opgivende omkring hele det her søgeprojekt. Jeg havde sat mit håb til en hjælper, som gør alt hvad hun kan, med den viden, hun har og de kontakter der er. Problemet er manglen på information. Jeg har næsten ingen, og den jeg har, er enten mangelfuld eller direkte forkert, for intet stemmer, eller også stemmer det for godt. Dermed ment, at der er en million (mindst) med samme navn, som min biologiske far.

Så det giver lige så mange muligheder. Fødselsdagen og året som jeg også har, ser ikke ud til at stemme heller, og hvad er chancen så. Selv de erfarne mennesker, og organisationer, der har været involveret er kommet op med ingenting, og jeg begynder at tro, at det ikke er meningen, at jeg skal finde min biologiske far.

Der er dog en mulighed, jeg ikke har prøvet, og som jeg faktisk overvejer og det er en DNA test. Den lyver i det mindste ikke, og så vidt jeg kan se, er det den eneste mulighed, jeg sådan reelt har tilbage. Kommer den så heller ikke op med noget, så tror jeg, at jeg bare dropper det.

Derudover er der hele sagen omkring min biologiske mor. Jeg ved, hvem hun er, og det store linier, men hvad med alle detaljerne – hvem var hun som person, hvad kunne hun lide, hvad med resten af familien – ikke mindst min biologiske mormor, som jo levede til starten af 70′erne. Hvem skal give mig oplysning om hende? Der er kun en, der kan gøre det, og det er min biologiske søster i Berlin.

Spørgsmålet er så, hvad kommer først, og hvad vægter mest (ikke at det er en konkurrence), men alligevel – hensynet til hendes følelser eller mine. Har jeg ret til de oplysninger på trods af hendes ønske om at være i fred, eller? Jo jeg synes jo, det er min ret, at kende min historie/familie, men… det er svært. Lige nu, er jeg mest tilbøjelig til at “kaste håndklædet i ringen” og bare droppe det hele. Selvfølgelig ikke den information, jeg kan få via diverse offentlige arkiver – der ventes på noget så simpelt som dødsattester på mine bedsteforældre stadig. Når de kommer, så er der udfyldt et hul mere, men det er godt nok en langhåret affære.

Jeg hører gerne dine tanker omkring det.

In English:

As I’ve said before, I’m sort of giving up on the whole searching project. I had put my hopes in a helper, who is doing everything she can, with the knowledge, and contacts she’s got. The problem is the lack of information. I hardly have any and the one I got is limited or incorrect, as nothing seems to fit or fitting too well. Meaning there is a million (at least) with the same name as my biological dad.

So that gives me at least as many possibilities. The birthday and year dosen’t seem to be right either
and what are the chances then. Even the proffessional people and organisations, I’ve been in touch with has come up empty and I’m starting to think, I’m not meant to find my biological dad.

There is one possibility I haven’t tried and which I’m contemplating at the moment, and that’s a DNA test. It’s not going to lie at least, and as far as I can see, it’s the only possibility I really have left. If it comes up with nothing, I think I’m just going to leave it.

Then there is the whole business about my biological mother. I know who she is and the overall picture but what about all the details – who was she as a person, what did she like, what about the rest of the family not least my biological grandmother, who lived til the beginning of the 70′s. Who is going to give me information about her? There is only one who can, and that’s my biological sister in Berlin.

The question is, what weighs in the most (not that it’s a competition), but still – the consideration for her feelings or mine? Am I intiteled to these informations inspite her wish to be left alone or? Yes I think it’s my right to know my history/family, but…. it’s difficult. Right now I’m more for just “throwing in the towel” and drop the whole thing. Of course not the information, I can get through the official archives – still waiting for something as simple as deathcertificates on my grandparents. When they arrive it’ll be another hole filled out, but it’s a “hairy” affaire.

I’d like to hear your thoughts on the matter.

En blenders død og weekend

Lolland-Falster aug.-sept. 2009 151opt2
Et af mine favoritsteder på Nordlolland

Jeg har læst en masse informativt stof her på nettet nyeligen. Det gør, at jeg tænker anderledes om nogen ting, men det skal jeg nok afsløre senere, hvad det går ud på – ja noget med mad, vægttab og den slags, har det at gøre.

I går skulle jeg lave suppe og til det formål har jeg jo en stavblender – ikke en foodprocessor. Synes den jeg havde tog megen plads, og eftersom jeg som regel kan hakke mig ud af det, jeg skal i fin stil, så jeg ikke lige behovet for sådan et monstrum, bortset fra de også koster pænt.

Altså opstøvede jeg en meget billig stavblender, for ellers fås de kun i “kit” med hakkedimser og en hel masse, jeg ikke ser behovet for. Suppe skulle jeg lave – Brøndkarsecremesuppe – det lyder måske ikke særlig lækkert, men tro mig det smager skønt. Jeg blendede og blendede, og som sidst jeg brugte den synes jeg ikke det kunne være rigtigt, at den ikke blendede bedre. Indtil jeg fik den geniale ide, at kigge om den overhovedet kørte rundt. Ganske rigtigt, det gjorde den ikke!!!

Så nu står jeg i samme dumme situation igen, jeg mangler en stavblender. Dog synes jeg kun jeg har set dem som “kit”, som koster henved halvdelen af en foodprocessor, med hakke dimser og ting til? Hvis du ved, hvor jeg får en god og solid stavblender og ikke andet, så fortæl mig det lige.

Weekenden banker på. Jeg skulle have været på posthuset i dag, men det kom jeg ikke. Hovedet driller og da jeg skulle gå sneede det ganske meget. Vejret er godt nu, men jeg orker ikke. Havde jeg mulighed for kørsel gjorde jeg det, ingen tvivl, men som det er har jeg en halv times gåtur derned, og det gider jeg ikke lige. Pakken ligger der 14 dage, så jeg når det nok.

Nu skal jeg have et bad og så skal ind og slappe af på sofaen. Der er en anden blogger, der taler om at flytte til Lolland, og hun tager således det skridt, jeg tog for snart mange år siden nu. Det fik mig til at kigge i gemmerne (mere der skal sorteres og ordnes!!Argh!) og når jeg ser fotos dernede fra, kan jeg bestemt godt savne det. Heldigvis, er der intet der forhindre, at jeg tager derned på besøg. Noget jeg også havde på min “to-do-liste” sidste år, men der var flere årsager til, at det ikke blev til noget. Måske i år. Vi må se. God weekend til jer.

Leden og søgen oppe og nede

Jeg er ved at køre træt i min søgen efter familiemedlemmer. Jeg er klar over, at det bliver højst familiemedlemmer, der kan blive tale om i forhold til min far. Jeg skal stadig have dødsattester og flere oplysninger på min biologiske mors forældre. Imorgen vil jeg skrive og spørge, hvornår det kan lade sig gøre. De skulle blive frigivet i år, men jeg ved endnu ikke, hvornår.

Dog har jeg her mens jeg var syg fået en mail fra en, der tilbyder sin hjælp. Dog tvivler jeg på, om hun kan gøre meget, men jeg sætter stor pris på, at hun vil hjælpe. Eftersom jeg ikke engang er sikker på, at de oplysninger jeg har, er rigtige, og Militæret selv ikke engang kan hjælpe, så tror jeg måske, det er ved at være “en død sild” med hele det projekt.

I november måned sendte jeg en mail til Dr. Phil, men har ikke hørt noget, og jeg ved ikke, om jeg gør, og om han overhovedet kan og vil hjælpe. Men så har jeg forsøgt alt, jeg kan.

Ellers har dagen nu været positiv nok, med et smut i stalden (bare og hilse på vel at mærke) og på kirkegården og så har jeg fået handlet en masse. Nu vi jeg ind og slappe af.

Mine tanker om den seneste tids Adoptionsdebat

Desværre er det ofte sådan, at ét skrækindjagende eksempel, danner grobund for forandringer. Det ikke kun i dette tilfælde, hvor ændringerne ikke er sket, men ihvertfald danner en heftig debat, både på Facebook og i medierne, der har travlt med at skrive om skrækeksemplet, og mange udtaler sig på den baggrund om fænomænet Adoption sådan generelt. Nu vil jeg så give mit besyv med. Som adopteret mener jeg godt at kunne kvalificerer mig mindst lige så godt som mange andre, til at udtale mig om emnet. Normalt prøver jeg at gøre mine indlæg væsentlig kortere end dette, men det er en kompleks debat og en meget vanskelig en også, så svært at gøre kort

På Facebook, har vi en gruppe, som hører under Adoption & Samfund, og der kører debatten også, efter sagen omkring den Etiopiske pige Amy og hendes adoption, som er kørt helt skævt fra starten af, men så kun kører helt af sporet, da hun kommer til Danmark. Det er vitterligen også en sag, der giver grobund for rigtig mange spørgsmål og emner til debat. Næsten uudtømmeligt.

Man kan spørge sig selv om mange ting i forbindelse med Amysagen og adoption iøvrigt dem vil jeg så komme ind på her, eller dem som ihvertfald melder sig hos mig, og så tanker jeg iøvrigt gør mig omkring de emner, de artikler, jeg er faldet over her nyeligen i pressen har taget op. Det er en stor mundfuld, og jeg håber, jeg kan gøre det overskueligt. Af samme grund vil det nok lige tage mig en dag eller to og få styr på dette indlæg.

Jeg tager et par artikler og nogen enkeltvis og kommentere på, og kommer med kommentarer, på noget der og skriver lidt, hvad jeg føler mig inspireret til. Meningen var, at prøve at lave et nogenlunde overskueligt indlæg, men om det lykkes ved jeg ikke. Måske fordi hele debatten og problematikkerne også er helt uoverskuelige, så bær over med mig. Kig endelig til slut, for også, der er også lidt konklusioner.

110812 Politiken: Adoptionsforløb kan og skal forbedres

I det store hele, er jeg enig med dette indlæg. Det er rigtig godt, og jeg vil her lige putte et par citater, jeg finder rigtig relevante:

Endvidere er undersøgelse af egnethed til adoption et meget lille arbejdsfelt for medarbejdere, som også har andre opgaver, og kun et par procent af ansøgerne sendes videre til forældreevneundersøgelse.

- dette forklarer, hvorfor jeg har set eksempler på forældre, der ihvertfald aldrig skulle have adopteret!

En nylig undersøgelse af tidligere anbragte unge viser, at kun 26 procent lykkes med at tage 9. klasse. Loyalitetskonflikter og uenigheder opsuger børns overskud til at udvikle sig, derfor er det en forældrekompetence at skabe indbyrdes accept og rummelighed over for barnets baggrund, så det oplever at være en del af en tryg helhed.

At unge adopterede også har krav på støtte i opvæksten, dokumenteres af, at de dobbelt så ofte indlægges på ungdomspsykiatriske afdelinger som danske unge. 80 procent af de adopterede er faktisk lidt foran skolemæssigt som 12-årige, mens 8 procent af de adopterede (mod kun 1-3 procent af danske børn) udviser svære vanskeligheder på grund af manglende tidlig omsorg før treårsalderen.

Klik herunder for at læse mere:
Læs resten

End of the road?

I’m wondering, have I reached the end of the road as far as finding out about my ancestors (at least on my biological father side). I fear I have. Last I tried something it ended up in nothing – again. I have two remote posibilities left to try, and I will give them a go, but I don’t have much hope of it succeeding I must say.

In terms of my biological mothers family, I can’t get any closer before they sort out their archives in Berlin, which won’t be until 2013!!! I fail to see how you can let people wait that long for something so important. In this case it’s a matter of their death certificates. I’ve written to their native country Poland, only to get no answer. So where to turn. Of course if I had bucketloads of money I’d throw them at a professioal genaologist – but I haven’t unfortunately.

There’s NO Robert Jones registred with the millitary that they can find, that fits the data I have. I have NO clue as to where to look at all, as he could be from anywhere in the US. I only have a very common name and a birthdate. Not much to go on! I have written whereever I thought relevant, to ask if they had information, and in many cases people don’t even respond. I simply don’t know where to turn next. I have (with the opening of the 1940′s Census) found bunches of Robert Jones’s, but I have nothing to check up against to know if they’re him. So imagine sitting there looking at all these records and each and almost (the one’s that are black anyway and born the right date) all of them, could be him! Frustrating to say the least. It’s food for thought as well when you see these photos. I wonder what lies in my ancetrial baggage.

As far as my mothers parents, and that side of the family, I’ll have to wait – simply wait, but it feels like one long wait. You who have tried this are with me on this I’m sure. And as far as my biological dad goes – I’ve more or less given up. Unless I get help from unexpected people, win the lottery or something similar.

So if you have any suggestions, ideas whatsoever, please come forward. Or if you of course know of a Robert Jones born the 24th. April 1928 (African-American), who was in Berlin, Germany, Europe, at least in 1961, possibly before and after as well. Please get in touch.

Våd som i drivvåd

Jeg var en tur i stalden i dag. Der er ikke meget for mig at se til for tiden. Ikke at man ikke altid kan finde på noget, men det er koldt og klamt derude. Så ganske særligt i dag, hvor det begyndt at regne. Og da det først fik begyndt, så skal jeg love for, det ikke sådan lige havde tænkt sig at stoppe. At sige, jeg blev våd (for slet ikke at tale om den ridende del af befolkningen), forslår slet ikke. Det er længe siden, jeg har været så våd. Koldt var det også, for vinden var bidende. Heldigvis fik jeg et lift hjem fra banen, så jeg slap for bussen og toget.

Vel hjemme stod den på et nærmest kogende varmt bad, og en smule frokost. Og så gik jeg ud som det berømte Julelys. Helt smadret! Vågnede igen ved 17-tiden og har fiflet lidt med computer og set lidt på TV. Og selvfølgelig fået noget aftensmad. Braskartofler og en hakkebøf (ingen sovs). Det er enkelt, mmen noget af det bedste jeg ved.

Imorgen står den på skrivning af de sidste Julekort først, og så må vi se, hvad jeg ellers når. Iøvrigt har jeg modtaget mit første Julekort i dag. Tak for det. Det er noget særligt at få en hilsen i postkassen.

Lidt mere information

Selvom jeg har sagt, at det føles som, at trække en større visdomstand ud, for hver oplysning, så er det jo det værd, når jeg pludselig får mere information.

Jeg er nu i besiddelse af fødselsdag, – år, -sted og bryllupsdag på mine bedsteforældre på mødrene side. Nu skal jeg så skrive endnu et sted hen, for at få oplyst, hvor og hvornår de døde. Året på min bedstemor har jeg, så hun blev 78 år gammel. Noget, jeg nok aldrig får, er fotos. Det kunne jeg ellers godt tænke mig også. Det ér spændende, at grave i sin families fortid, og jeg bliver glad, hver gang jeg kan udfylde noget på mit stamtræ på Ancestry.com.

Har du iøvrigt set, at de nu sender de originale “Ved du, hvem du er?” på DR? I går var det Susan Sarandon. Meget spændende.

Hvad med dig, slægtsforsker du?

Flyvende rejseplaner


Et foto jeg fandt i går, da jeg roede rundt efter en hel masse andet. Det er fra Fynsløbsdagen 2009, og viser Marc Stott og Cut The Wind i den grad flyvende og vindende

Jeg har idag bestilt flybillet til en tur til England i marts. Derovre skal jeg besøge min barndomsveninde og hendes familie først, og efter visit hos hende tager jeg til galopfolkets Mekka – Newmarket. Jeg har jo været i England masser af gange, men jeg har aldrig været i Newmarket, og glæder mig vildt meget. Der er iøvrigt masser af dejlige steder derovre jeg gerne vil se. Men jeg tager det lidt i portioner. Det er slet ikke så ringe enda :-) Nu skal jeg bare bestille busbillet også, fra lufthavnen og nordpå. Også det foregår online. Genialt!

Tak til alle for opbakning og gode tips til steder jeg skal se, og gøre ved. Og ikke mindst tak til min katte/lejlighedspasser, uden hvilken der slet ikke var blevet en tur.

Ellers er dagen gået med et lægebesøg, for at tilføje Husapoteket endnu en stak kemikalier. Ikke at det huer mig, men …. Det hjælper i det mindste. Og så har jeg fået købt et par andre fornødenheder, ligesom hentet nye forsyninger af de faste “beboere” i det førnævnte apotek. Nu må jeg hellere komme i seng, for jeg skal tidligt op i morgen. Mon ikke jeg sover godt ovenpå en begivenhedsrig dag. Det tror jeg.