En weekend helt uden heste – eller næsten da!

Om jeg fatter, hvor tiden bliver af. Den løber stærkere end stærkt. Jeg har også nok at se til, så måske derfor. Ugen har bragt en lang køretur, som var skæmmet af myldretidstrafik og vejarbejde, så vi endte med at være 1½ time om turen fremfor 1, som var planen. Heldigvis kørte en god veninde for mig, for jeg kan dårligt køre så langt.

Dertil kommer, at far igen var et smut forbi hospitalet, og var meget sløj. Nu er han retur på centret, men at sige, at han har det godt, ville være at overdrive. Der er desværre grænser for, hvor godt det bliver, men vi (min søster og jeg) prøver at tage en dag ad gangen. Når det er sagt, er der dog nødt til at være en vis planlægning i det, når vi kender fremtidens begrænsninger. Det er ikke let for nogen, og slet ikke for far. Vi gør vores bedste for ham, og mere kan vi ikke.

Jeg får en weekend stort set uden heste. I morgen tager jeg til en veninde i morgen sen eftermiddag til noget grillhygge. Hun har dog heste, så helt uden hest bliver det ikke. Værende mig, kan jeg ikke dy mig og skal nok lige ud og hilse på. Og det plejer jeg også gerne at må, og jeg plejer også at hjælpe med at tage heste ind. Nu får vi se, hvordan og hvorledes.

Også søndag skal jeg ud, og det er ganske typisk, at tingene skal falde i samme weekend og ikke kan fordele sig lidt. Det er en venindes fødselsdagsbrunch sammen med en helt flok tøser, som jeg har været sammen med før. Det plejer at være superhyggeligt, og bliver garanteret også dennegang.

I dag har jeg vitterligen taget mig sammen, og har fået gjort badeværelset grundigt rent, og støvsuget og vasket gulv i køkkenet. Indimellem har jeg taget en pause, og fået ordnet lidt fotos (planen er lidt hver dag). Nu skal jeg ud og lave lidt aftensmad, og vaske op, og så orker jeg heller ikke mere i dag.
Rigtig god weekend til jer og så er kommentarfeltet iøvrigt åbent for jeres hilsener, hvor jeg gerne hører, hvad jeres weekend skal bestå af.

Nul skeer tilbage

Når jeg refferere til “skeer” er der heldigvis rigtig mange nu, der ved, hvad jeg mener. Jeg henviser til et skriv, jeg her på bloggen har oversat til dansk, der forklarer, hvordan det føles, at have en usynlig sygdom, som folk ikke forstår. Det er blevet et meget populært indlæg, og det undrer mig sådan set ikke, for det forklarer det så godt.

Så inden, du tager de fordømmende briller på, og kaster dig ud i, at fortælle dine syge venner eller andre om, at du ikke kan forstå, de ikke kan dette og hint, kan du ihvertfald læse det.
Egentlig er det sådan set fint nok, du ikke kan forstå det, men hav så meget respekt og omsorg for dine medmennesker , at du i det mindste accepterer og respekterer, at det er sådan.

Heldigvis har jeg sådan nogle venner, der hjælper alt, hvad de kan i denne tid, hvor far er meget dårlig, og “cykler” mellem hospital og ældrecenter til evaluering. Så sent som i dag, har de sendt ham retur til centret.

Selv har jeg intet rigtig konstruktivt fået lavet. Jeg sov til for en time siden og så har jeg siddet her, og nu kunne det være jeg skulle få lidt mad og se om jeg kan få lidt ud af aftenen.

En alternativ dag på den ufede måde

Dagen i dag har været lang. Det er en af de store dage på væddeløbsbanen, og som mange ved, min yndlingsløbsdag på hele året. Det er dagen hvor de bedste heste fra Skandinavien mødes, og dyster og det er som regel både spændende og festligt. Selvsagt bliver det en lang dag, når der er 10 løb og hovedløbet som er Scandinavian Open Championship ligger som nummer 8. Det er så også dagen, hvor jeg har lov at gå amok i fotos, og det kan man så roligt sige, jeg har gjort i dag 1078 var der før førstesortering.

Jeg havde jo mine spekulationer, om, hvad jeg skulle gøre, for jeg har jo ligesom en hund i pasning, der bestemt ikke er glad for, at være alene hjemme. Heldigvis har jeg en rigtig sød underbo, der allerede tidligere havde tilbudt sin hjælp. Normalt ville jeg ikke sådan udnytte det, men nu var jeg virkelig i en pine. Og heldigvis havde han mulighed for at gå en tur med Emil midt på eftermiddagen, så jeg kunne tage til løb i ro og mag. Det var guld værd.

Og jeg nød min dag på banen, lige til det famøse styrt. Det vil jeg ikke gå i detaljer med her, men bare henvise til, at der kommer mere herovre som vanligt, når jeg lige får det skrevet og fotos ordnet. Iøvrigt havde min stald også to heste til start. Bay Breeze, som fik en meget flot 2. plads og The Kicker, som blev 3. Vi er meget godt tilfreds.

Dagen var også alternativ derhen, at jeg virkelig ondt i mine hofter i øjeblikket, og det er altså ikke sjovt. Så jeg har kæmpet mig igennem dagen på smertestillende, men jo mere jeg går jo mere ondt gør det. Så da jeg kom hjem og skulle fodre hund og så ud med ham, var det næsten mere, end jeg kunne. Jeg endte med at tage en meget kort tur til en start og så samlede jeg kræfter og har lige været ude med ham igen. Spørg endelig ikke, om jeg er træt, det er ikke ordet. Så nu vil jeg slappe af.

Weekendhilsen

Så ramte vi weekend – igen var jeg lige ved at sige! Tiden går alt for stærkt,og jeg halter bagefter, så godt jeg kan.

I ugen der er gået, er min far kommet på et genoptræningscenter, og så må vi se, hvordan og hvorledes. Selv er jeg ved, at være over grænsen for, hvad jeg kan magte, men det kommer der en løsning på snarest.

I morges kunne jeg dårligt gå. Heldigvis er det sjældent, jeg har de der voldsomme smerter i hoften, men i dag var det helt, helt galt. Så galt, at jeg måtte have de stærke, stærke piller i sving, og så kan jeg så blive smådårlig af dem også. Så det er sådan lidt pest eller kolera, at tage dem. Men i dag gjorde jeg så. Det betød så også, at jeg sov det meste af eftermiddagen.

Foto er af to smukke murstenshuse, Emil og jeg kom forbi i dag, og en forhave, der rent faktisk er det, en forhave bør være – en have og ikke en parkeringsplads eller en gold fliseørken. Det vinder desværre fremmarch, ligesom folk helt har glemt en tradition for smukke murstenshuse i Danmark. De skal med fandens vold og magt enten vandskures eller pudses til ukendelighed og meget, meget ofte er det gyseligt. Disse to uspolerede perler mødte jeg dog i dag, men tro mig, de skal nok blive ødelagt henad tid.

Efter jeg havde gået aftenturen med Emil, fik mens det endnu var godt vejr ryddet op på mine altaner, vandet blomsterne der, og plantet lidt om og fejet. Det var skønt at få gjort og så lavede jeg en gang, “hvad køleskabet bragte” med nudler til. Nu sidder jeg så her, godt og vel brugt op, men jeg ville ikke undlade at ønske jer en god weekend.

Over stok og sten – helt bogstaveligt!

Jeg er målløs. Den her bil har stået, hvor den står nu i ca. en uges tid. Først troede jeg, at det var en dårlig joke, at nogen havde løftet den derind. Grunden til,at jeg kunne tro det, er at hele vejen rundt er der store kampesten, så man netop ikke kan køre derind. Sidst jeg fotograferede uheld der, var vedkommende dog så relativt heldig at bruge autoværnet – ikke denne gang!

Det var først i dag, da Susie og jeg var ude og gå med Indy og Kicker, det gik op for mig, at den dælme er kørt derind. Hvad så med kampestenene? Tjah, det var så ingen hindring åbenbart, ihvertfald ikke når man kører ind i dem, og flytter den sådan ca. 3 meter og selvsagt totalskader sin bil i processen!!

Vedkommende, der har kørt, har taget turen ind over cykelstien og er så fortsat direkte ind i den her kampesten og er landet, hvor bilen så står nu. Og tro mig, den kommer aldrig ud og køre mere. Hvordan hulen, han har båret sig ad, kan man kun gisne om. Enten har han troet, at han kunne overhale indenom via cykelstien og køre ud igen på kørebanen, eller han har været påvirket og har mistet kontrollen eller er faldet i søvn ved rattet. En mulighed er også, at bilen er stjålet, men det er ren spekulation. Jeg tør slet ikke tænke på den lyd, det har sagt, da han kørte ind i den sten. Der bor jo nogen lige på hjørnet, og vedkommende havde set en mandsperson gå derfra, gå over til bussen, ryge en cigaret, og så iøvrigt tage bussen. Siden har bilen stået der.

Det føles som fredag

Kender I det, at det føles som weekend? Sådan har jeg haft det hele dagen, og det er ikke gået over. Jeg ved altså godt, det kun er tirsdag, men følelsen er den samme. Pyt, det er vel ikke det værste, at være i weekendmode. Måske det er fordi, det er Sankt Hans? Ikke at det har gjort den store forskel for mig. Jeg har bare hygget mig her, med lidt mad og nu sidder jeg så her. Derudover har jeg fået brugt den dyre scrub og creme, jeg købte i England, efter et dejligt bad. Som jeg var inde på på Facebook, der er stort set intet så godt som et bad.

Fotos er også taget i England, i Islington i kvarteret rundt om min veninde, og er en Jasmin, men lige hvilken art ved jeg så ikke, men den duftede himmelsk hver gang jeg gik forbi den på vej til hovedgaden.

Udover gåture som snart har slidt mine ben op, så sker der ikke så meget. Som regel er jeg heldig, hvis jeg orker at få et bad også, og så sover jeg. Hvis ikke det, så prøver jeg at holde skidtet fra dørerne her.

Med hensyn til min far, så er han d.d. blevet flyttet til genoptræning/evaluering på et ældrecenter
her i nærheden. Så som han siger, ukrudt forgår ikke så let. Men det bliver en far med konstant behov for ilt i fremtiden, uanset hvordan vi vender det. Men jeg skal besøge ham dernede tordsdag, så må vi se, hvordan. Håber I har en god aften.

Alle gode x3

Som det ses kom jeg afsted på Galopbanen i dag. Vejret kan man jo dårligt regne med i øjeblikket, men det har som andre også har oplevet, været det mest fantastiske vejr. Jeg og mange andre havde da fået alt, alt for meget tøj på. Heldigvis havde jeg det sådan, at jeg kunne smide lidt. Men det var perfekt timet, for senere blev det overskyet og trist og blæsende igen.

Dagens hovedløb var Breeders Cup, og det blev vundet af, hvad nu med rette kan kaldes Klampenborgs nye dronning – ihvertfald på hestesiden – Inaya (GB) som sidste år vandt både St. Leger og Dansk Oaks. Fantastisk dejlig hest. Inaya (GB), er ejet af Chess Racing og trænet af Jessica Long.

Stalden havde også hest til start i Breeders – The Seducer, men det var desværre ikke hans dag i dag og han endte 3. sidst.

Jeg nød det gode vejr og at være i mit rette element blandt dejlige mennesker og heste, og heldigvis lader det til at optimismen med hensyn til far fortsætter. Ihvertfald var der gode toner, da jeg ringede til hospitalet her til aften, så det glæder mig jo meget. Så alt i alt en dejlig dag. God weekend til jer!

Intet nyt…..

Man plejer at sige, intet nyt er godt nyt. Det er så ikke helt sandt i den givne situation med min far på hospitalet. I bedste fald, er det mere eller mindre status que. Ikke helt, men det er svært at sige nøjatigt, hvordan det egentlig går, for det svinger meget. Det er belastende for far, og selvfølgelig også for os. For bedst som vi lige håber på lidt bedring, så går det skidt igen. Lægerne gør alt, hvad de kan for at finde løsninger, men med mange diagnoser i spil, er det ikke let at finde den rette. Der er ikke udsigt til udskrivelse foreløbig.

Det værste er næsten folks uforståenhed, og bedre viden omkring tingene. Min søster og jeg gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at alt skal være så godt som vel muligt for vores far. Indimellem ville det være dejligt, hvis folk ville passe deres og så bare ønske god bedring. At skulle i 3. grads forhør om, hvad og hvordan i tide og utide, er bestemt ingen hjælp. Vi taler med vores far og finder sammen med ham løsninger, og så behøver andre ikke blande sig i det. Hvis vi vil have råd, skal vi nok spørge om det. Det kan vi godt.

Folk har åbenbart også svært ved at forstå, at det er hårdt for mig, at have en syg, syg far på hospitalet og en hund at passe også. Motion er godt. Ja, motion er godt, men det handler altså også om, at jeg generelt ikke har et helbred som alle andre, og der er en grund til, at jeg får pension. Så hvis du ikke kan forstå det, så skulle du måske lige tænke på, at det er ikke er for sjov jeg siger og tro mig på mit ord, når jeg siger, det er alt, alt for meget for mig. Vi kan desværre ikke bytte helbred, så du kan prøve, hvordan det er at være mig. Meget ofte ville jeg ønske man kunne det, for det ville måske spare mig for nogle bemærkninger.

Når det er sagt, så skal der også lyde stor tak til dem, som virkelig viser omsorg og spørger til far, og støtter og bakker op. Ikke mindst alle venner og familie, som heldigvis er en stor støtte. Tak for jer.

Årets Kongelige foto

Dagen i dag startede tidligt. Op og give Emil mad og så læssede jeg ham i bilen og kørte mod stalden. Vi defilerede lidt rundt og så gik vi en pæn tur i Dyrehaven. Så var vi i stalden til henad 9.30-tiden og så drog vi hjemover. Jeg skulle have pakket en gave ind til dagens fødselar, og ned og aflevere den – var meningen, og så ville jeg lige kigge til far også. Første mission var umulig, for der var ingen i stalden, da jeg kom derover klokken 10.15, men jeg så jo Gert senere, og kunne give ham der så. Altså gik turen til far. Han var noget træt og sov faktisk da jeg kom, så det blev et kort visit.

Så drønede jeg hjem og fik lidt mad og så var det alligevel ved at være tid til, at jeg skulle på banen, selvom jeg egentlig synes, jeg havde god tid.

I dag var det så Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte’s Ærespræmie, der skulle rides af kvindelige amatørryttere, og som vanligt var Prinsessen til stede for at overrække prisen.

Hesten der vandt hedder Finn Ind Again, og han har været en meget stabil hest gennem årerne, og det var ham velundt at vinde. Som det ses, er han også en meget smuk hest desforuden.

Da jeg endelig landede her (jeg sprang sidste løb over, af hensyn til Emil), var jeg dælme noget træt, men jeg gav ham mad, og så drog vi ud på en times gåtur. Om ikke andet, har jeg godt af det.

Det var skønt at komme ned og hilse på alle dernede og jeg nød at tage fotos som altid. Nu forestår det store sorteringsarbejde, men jeg har dog ikke taget mere end 500 fotos i dag, og der ryger en del i 1. sortering.

Der kom et par dryp på banen, og alle holdt vejret, men det blev ikke til mere. Da Emil og jeg var ude, begyndte det igen at dryppe og vi nåede lige hjem så begyndte det at regne rigtigt og det gør det så stadig. Jeg ser frem til at hygge mig her i morgen med Emil, fotos og hvad der nu falder for. Lige nu skal jeg have mad – en spændende opskrift fra en ny kogebog, men mere om det senere. Rigtig god weekend til jer.

London – torsdag den 28. maj – Tina og 2 broer

Om torsdagen sov jeg relativt længe, jeg var træt ovenpå gårsdagens rejseri, men jeg måtte op, for jeg havde en aftale med Tina, eller det fik jeg, efter vi skrev sammen. Vi havde forinden skrevet om at mødes, og hvilken dag, så var det kun tidspunktet.

Nu glemte jeg helt at fortælle om mine telefonproblemer, som sådan set startede dagen før. På vejen hjem købte vi nemlig et Tesco sim-kort med 4G data på. Men det var ikke bare lige, at få det til at svinge. Man skulle jo først registreres og alt muligt, så igen var jeg med en telefon, der ikke virkede. Mens jeg havde mit eget nummer kunne jeg i det mindste ringe. Men nu var jeg ligesom undervejs, og fordi jeg havde prøvet at gå ned til Tesco’s for at ordne det her telefonhalløj, var jeg voldsomt forsinket i forhold til, hvornår jeg skulle mødes med Tina. Og lige lidt hjalp det! Så til sidst var der ikke andet at gøre, end at komme afsted, og så håbe og bede til, at Tina stadig kunne mødes. Jeg bandede godt, det skal ingen hemmelighed være. Telefonproblemer var også skyld i, at jeg aldrig fik mødt ihvertfald en ven, da jeg var i Newmarket. Nå, men der var ikke andet for, end at prøve og så håbe det bedste. Hvis det ikke gik, var jeg i centrum, og kunne sagtens få tiden til at gå.

Jeg nåede ind til Charing Cross Tubestation, og gik mod National Gallery. Der greb jeg den første og bedste mand, der så nogenlunde normal ud, og spurgte, om han havde travlt? Det havde han ikke og indvilgede sødt nok i at hjælpe en kvinde i stor nød. Han ringede til en noget forbløffet Tina, som ikke sådan var vant til at blive inviteret ud af fremmede mænd, men han fik dog forklaret, at jeg stod ved siden af og kort efter blev jeg forenet med Tina foran National Gallery. Pyh!! Dejligt, dejligt at se hende, og vi spiste en skøn frokost på Caféen netop der, som er rigtig hyggelig.

Vi kunne sagtens have sludret længere og hygget os med det, men Tina skulle tilbage på job. Jeg håber, at mødes med hende igen enten her eller der, for det var bare superhyggeligt. Inden hun susede afsted fik jeg lov at tage et par fotos af hende foran “Cabman’s Shelter”” og hun mig anvisninger på, hvordan jeg kom ned til Golden Jubilee Bridges (og Hungerford Bridge). De to førstenævnte er for fodgængere og man går over den ene og tilbage af den anden, eller det kan man, og det er jo oplagt. Imellem dem ligger så Hungerford Bridge, som er den oprindelige Jernbanebro. Derfra kan man så se blandt andet London Eye og i det hele taget var jeg bare heldig, for der var ikke mange dage på turen, der havde den slags vejr, men lige her, var det perfekt, og det var om at udnytte det. Det gjorde jeg og nød det i fulde drag. Både vejret, udsigten og få taget nogle fotos. Iøvrigt var det allerede her på denne relativt lille tur tydeligt, hvor meget, der har ændret sig, siden sidst jeg var der for 10-12 år siden. Der er heldigvis også meget, der ligner sig selv. Den største forandring, er at der er lukket af for bilerne i meget store dele af de mest turistede områder. Og så er der jo alle de fantastiske bygninger, der er kommet til.

Efter at have gået rundt der et godt stykke tid, vendte jeg næsen hjemefter og mener, det var den aften, jeg købte en pizza med hjem. Man bliver træt af alt den vandren, så om aftenen slappede jeg som regel af på mit værelse. Både fordi mine ben og fødder simpelthen ikke kunne mere, og generel træthed, men også fordi, jeg ikke er meget for at “rasle rundt” alene om aftenen. Det er jeg såmænd heller ikke herhjemme, eller i det hele taget, så intet underligt i det.