Et jubilæum af en slags

Finish og jeg oktober 2007

I dag har jeg en slags jubilæum. Jeg har været i stalden (Bechmann Racing) i 10 år. Det er et jubilæum, jeg er meget glad for, for jeg befinder mig så godt der, og heldigvis er de også glade for mig. Så en win, win situation.

Fotoet, er taget det efterår, hvor jeg så var startet nogle måneder før, og hesten er ingen anden end den, der var skyld i, at jeg startede dernede i første omgang – Finish First. Vi flyttede ind sammen om man kan sige det sådan. Finish og jeg fandt hinanden fra første øjeblik, da jeg mødte ham, og da han skulle flytte, og der var ingen tvivl mulig, jeg flyttede med, lige på stedet for at være hos min røde ven. Han var og er en meget speciel hest, som jeg elsker over alt på jorden. Han er for længst pensioneret, og går og hygger sig på landet, hvorimod jeg stadig er i sving, og håber da at være det noget endnu.

Dagen blev brugt netop i stalden med min nye dejlige ven, som jeg var ude og gå tur med, sammen med en sød pige, der dukkede op, og var meget interesseret i alt det her galophalløj, og vi fik en lang snak, for hun var med ude med yndlingsponyen. Et dejligt bekendtskab og så kørte vi ned og fik en tur rundt på banen, så hun kunne se det hele. Jeg var noget nær dagens helt, men jeg synes jo bare det var dejligt, at give min egen begrejstring videre. Nu er det tid til aftensmad og hundeluftning, for jeg passer sådan et par lige p.t.

Helt bogstaveligt en lang fredag

Det var faktisk planen, at jeg skulle have været i stalden i dag. Det kom jeg så ikke. Da jeg vågnede i morges var jeg bare dårlig igen. Så irriterende. Hovedpine, kvalme og utilpas. Det var den plan ud af vinduet. Istedet har jeg sovet det meste af dagen.

Det var altså ikke lige sådan her, jeg havde planlagt min Påske skulel foregå. Imorgen har jeg lige et ærinde, men deter ikke langt væk, og skal galt være, kan jeg bare mutte hjem og smide mig igen. Suk!

Solnedgangen er ikke fra i dag, menfor en uges tid siden,men det bliver de jo ikke dårligere af.

De store valg og at komme hjem

Jeg skal ikke lægge skjul på, at det er hårdt at komme hjem. Ikke mindst vejret er en udfordring af de større. Jeg har altid tænkt, at der var charme i de vekslende årstider, og det mener jeg også stadig. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg selvfølgelig ikke er anderledes end mange andre, og synes at vinteren her kan være ganske træls. Og jeg må sige, nu hvor jeg har prøvet vinter i Arizona, så vil jeg klart foretrække den, eller et andet varmt sted, de måneder fremover, hvis det på nogen måde, kan lade sig gøre. Som jeg har været inde på, så er folk der overvintre i Arizona “Snowbirds” og min bror og jeg blev enige om, at jeg fremover kan blive hans personlige danske af slagsen og han taler endda om et gæstehus til mig.

Om det bliver sådan, må vi se, men at jeg tager derover igen, er der ingen tvivl om. Men selvom jeg synes, der kan være charme i gråvejrsfotos og vejr, så er der altså ingen tvivl, hvad jeg foretrækker, når I kigger her.

Udover vejret, er der selvfølgelig det faktum, at jeg savner min familie nu og omvendt. Vi havde alle vænnet os til, at nu var jeg der, og vi trivedes rigtig godt med det. Jeg elskede at komme med min bror ud og køre og som oftest hvis han skulle noget, spurgte han, om jeg ville med. Og det ville jeg næsten altid gerne. Bare for at være sammen med ham.

De spurgte endda om jeg ville flytte derover. Det tror jeg så ikke, jeg gør. Det er der mange årsager til, men først og fremmest min venner og mit liv her. Ikke at jeg ikke kunne skabe mig et liv derover, for det kunne jeg da ganske givet. Men jeg synes, det er lidt sent, at rykke mig selv op med rode. Det er jo nu sådan, at fordi jeg kan bevise, at jeg er amerikansk, så kan jeg få amerikansk pas og statsborgerskab – altså dobbelt statsborgerskab. Vil jeg det? Det overvejer jeg da, men det skal først og fremmest være hvis det giver mig mulighed for at opholde mig lidt længere derover. For jeg kunne sagtens tænke mig, at være derovre om vinteren, medmindre, jeg har andre planer, hvilket jeg så har næste vinter. Det var de planer, jeg rykkede, da jeg fandt min familie. Og de planer, glæder jeg mig også utroligt til. Der står Sydafrika på turen.

Samtidg med, at jeg har nydt det rigtig meget, har jeg selvfølgelig også tænkt på min far. Han ville være og er så glad på mine vegne er jeg sikker på, ligesom min mor. De ville synes, det er fantastisk tror jeg. Og jeg er sikker på, de sidder og glæder sig et sted, og ligeledes vores fælles far.

Min mor havde været borte i 13 år i lørdags, da jeg kom hjem og i går var det 52 år siden min biologiske mor gik bort. De spurgte mig i dag, om ikke det er svært at rumme det hele i stalden, og jo det er faktisk meget på en gang. Og selv da jeg var derovre, skulle jeg knibe mig i armen flere gange.

Lige nu vil jeg bare gerne være fri for jetlag, så jeg kan begynde på nogle af de projekter, der er herhjemme. Ikke mindst at få skrevet om turen.jeg tror, det bliver indlæg delt op i perioder med lidt om de væsentlige begivenheder og så links til resten af fotos, for ellers er vi jo ude i en roman.

Nu vil jeg prøve at sove snart, og håbe, at jeg kan sove natten igennem, og være bare nogenlunde menneske, når jeg vågner. Dagen i dag var dejlig, men jeg har følt mig mere død end levende. Men jeg har ladet mig fortælle, at det tager tid. To be continued.

Fots er fra min tur til Ordrup i går. I dag lykkedes det mig iøvrigt endelig at hente min pakke med nogle sko, jeg købte på bud på neettet, mens jeg var derovre. Min data på mobilen er gået i koks, fordi jeg siftede til et amerikansk sim-kort derovre, så det skal jeg også have styr på. Men her med wifi kan jeg sagtens bruge, så ingen katastrofe.

Dem vi savner, og husk at værdsætte


Neptune med ejer Morten Buskop i en hyggestund i stalden

Igår var det min elskede Neppes fødselsdag – han ville være blevet 13 år gammel. Han er ofte tænkt på og stadig meget savnet. Vi har vores kære firbenede venner en begrænset tid, uanset om de får lov at dø af alderdom, eller de går bort af mere triste årsager. Ganske som med vores menneskevenner, synes jeg det er vigtigt, at vi ikke glemmer dem. Neptune er i mit hjerte, og derfor bliver han aldrig glemt af mig, og heller ikke af hans ejere Iben og Morten. Han var for nogen ganske almindelig og se på, men jeg lover skindet bedrog, han var en ganske særlig hest. Tillykke i hestehimlen kære ven.

I morgen er det en dag, jeg plejede at elske, nemlig “Mors Dag”, for jeg elskede at have en undskyldning for at forkæle min mor. Hun var altid glad for, når man gjorde noget for hende, og hun fortjente det sådan. For hun var en ganske særlig og fantastisk mor, og også hun er savnet selvom det er 10 år siden hun døde. Nu er jeg så af gode grunde ikke så vild med dagen, for det minder mig jo om, at jeg ikke har min mere.

Derfor siger jeg til jer, påskøn jeres mor, mens I har hende og undlad ikke at fortælle hende, at hun er jer dyrbar. Det ved jeg, min mor vidste, hun var for mig, men lad det endelig ikke blive for sent. Og husk, hvor glad hun bliver for bare en opringning, hvis hun er noget, der bare minder om min mor. Hav en dejlig dag i morgen og hyg med jeres mødre. Jeg ville give alt for at kunne fejre dagen i morgen med min mor.


Mor & jeg 1964

Udeliv…

IMG_6204opt2_Chrl.Fort
Ovenfor fra min tur til Charlottenlund Fort forleden, men det er jo langt fra det hele

Erika har lyst til at fokusere på udeliv. Det er ikke lige det, der falder først for i dag, men det har det da været ofte og det bliver det i høj grad, så snart vejret vender. Det er mange ting, det er have, det er galopbane, og utallige ture til diverse spændende steder. Her et par links til “lidt” mere sommerligt udeliv:

Haveforeningsbesøg

En fanastisk morgen på banen

En højsommerdag i Bernstorffsparken

En dejlig tur i Botanisk Have

Den dejlige tur til Læsø

Som tiden dog går – 9 år siden i dag

IMG_7341_HellerupKirkegårdopt2
Området, hvor mor ligger fotograferet tilbage i 2007

I dag er det 9 år siden, jeg mistede min elskede mor. Hun er savnet stadig, og jeg tænker på hende, hvis ikke dagligt så ihvertfald mange gange på en uge. Jeg kan stadig få den tanke, at jeg skal ringe til hende, men det kan jeg jo selvsagt ikke.

Når det er sagt, så er jeg sikker på, hun er med mig hele tiden og passer på mig. Fotoet ovenfor er taget tilbage i 2007, og som det tydeligt ses på det foto, så er jeg ikke den eneste, der ikke kender de der regler.

Jeg har tændt et lys for mor, og prøver at slappe af i dag. Hovedet er helt tosset ovenpå gårsdagens selskabelighed.

Mandagstema – Efterår

Jeg elsker efterår, som er mandagstemaet og de farver og de muligheder, det giver mig som fotograf. Jeg kan gå helt amok, når de smukke farver begynder at vise sig, hvilket varer lidt endnu. Det vidner mine fotoalbums også om. Jeg har samlet en mappe med nogen af de bedste efterårsfarver her.

Omkring et skarpt hjørne

Lige om straks har jeg fødselsdag. Sådan en har man jo gerne en gang om året, og selvfølgelig også jeg. Normalt, har jeg intet imod at have fødselsdag, og det har jeg vel egentlig heller ikke dennegang – og så alligevel. Det er som om, der både hos mig selv og andre ligger en vis forventning til lige netop denne fødselsdag, der runder et meget skarpt hjørne. En milepæl kan man vel næsten kalde det.

Føler jeg mig gammel eller mere end jeg gjorde sidste år? Nej! – hvad så? Jamen det er bare sådan noget med, at man føler, at man “burde” holde en stor fest. Og så vil nogen sige, at nej de behøver man ikke. Og nej det gør man ikke, men hvis ikke når man fylder rund, hvornår så. Sandheden er, at det ville jeg da skrækkeligt gerne. Jeg elsker alle mine dejlige venner, og intet ville fryde mig mere end holde en dejlig stor fest med masser af mad og drikke. Men jeg aner ikke, hvor jeg skulle få den slags penge fra. Måske sætter jeg for høje krav til det, men jeg har kigget på priser, og ligemeget hvordan jeg vendte og drejede det, så blev det astronomiske summer vi røg ud i.

Selvfølgelig kunne jeg da gå ud og låne til at holde den her fest. Men hånden på hjertet, så er det også et spørgsmål om, at jeg herhjemme mangler rigtig mange ting og få ordnet. Jeg trænger for at få malet, ligesom jeg mangler flere møbler. Min sofa er en arvet sag fra omkring 70’erne, og omend den er yderst behagelig, så er den altså ikke for køn, og kunne godt trænge en udskiftning, ligesom jeg også har fortalt om den store stol, der ikke kan mere. Derudover er der de nye spisestole, der eventuelt også skal have en ny makker, en markise til altanen og…..! Så I ser mit dilemma – forhåbentlig.

Det bliver altså på trods af det runde skarpe hjørne en fredelig fødselsdag med en lille fejring her og der og det kan vel være mindst lige så godt. Så kan jeg leve højt på det resten af året 🙂 Så til alle mine kære venner: I er meget værdsat, også selvom jeg ikke formår at give jer den fest I har fortjent.

Er der noget, der mangler sådan her midt i livet? Aner vi en midtvejskrise? Til det første, både nej og ja! Og krise – nej. På mange måder har jeg det bedre end nogensinde i mit liv, og gør og er lige der, hvor jeg gerne vil være, når det nu er, som det er. Er der ting, jeg gerne ville lave om? Det er for stort et spørgsmål, og jo også hypotetisk. Det er ikke værd at ærge sig over, det vi ikke kan lave om. Og at skrue tiden tilbage, er altså noget, der bare ikke lader sig gøre. Hvis jeg skal sige, jeg mangler noget, så mangler jeg den søde kæreste, en livspartner at dele alle de dejlige, dejlige venner og oplevelser med. Et står fast – han er nødt til at dele kærligheden til hestene og hvis ikke – ihvertfald respektere den og give den plads. Ellers gider jeg ikke. Det er de og menneskerne, der følger med alt for vigtige i mit liv til andet.

Så det er vel, hvad jeg mangler og så et bedre helbred. Det sidste får jeg ikke, så det kan jeg lige så godt også prøve at finde mig i. Det går op og det går ned, og således keder jeg mig aldrig. Det eneste der må og skal gå nedad er vægten og der kæmpes. Efter fødselsdagen bliver der lagt en stram kurs. Jeg gider ikke mere. Men lige nu vil jeg bare glæde mig over alle de gode venner, en dejlig sommer, flere gode oplevelser i posen i form af besøg hist og pist – livet som sådan!

Held i uheld

Man kan sige meget om vejret og det gør “man” også! Personligt har jeg ikke det vilde imod, at det ikke er stegende hedt, men jeg kan da godt lide dage på min altan, og havde da bestemt også set frem til dage, hvor jeg kunne nyde den lidt – bare lidt!

Nu arter vejret sig så slet ikke i år, og det er vist kun i glimt, vi får noget, der er en snert af sommervejr. Som tingene går her og med DSB’s støjforurening, kan det for mig være det samme med bedre vejr. De har personligt sørget for ikke bare at spolere trafikken og mulighederne for at komme frem, men også sommeren (som så ikke er her), for os der bor tæt på stationen.

Et er, at man skal informere. Det kan jeg forstå, og jeg kan også forstå, at man skal gøre det så turister og andre kan være med. Men prøv at forestille dig, en høj damestemme bekendtgøre omkørsler og manglende tog først på dansk og siden på engelsk hvert 10. minut!!! Det er altså slet slet ikke sjovt, og jeg takker skaberen for, at han har givet os en kold sommer, for jeg kan ikke have vinduer eller altandøren åben til den side, hvis ikke jeg næsten vil blæses ud af min egen lejlighed.

I disse vores så moderne tider, og skal det være muligt at gøre bedre. Alle kan jo læse (det kan blinde så ikke), men plakater der informere kunne være en mulighed, med angivelse af nærmere information på nærmeste station med personale, internettet informere strålende også. Det må være muligt at slå højtalerne fra på mindre stationer, hvor der iøvrigt er så stille, som der er her. Det er voldsomt generende, og jeg kan umuligt være den eneste, der synes det!

Og ja, jeg har skrevet direkte til DSB og klaget min nød! Så lige p.t, er jeg mere end tilfreds med den kolde sommer, men jeg har ikke lyst til at blive udsat for samme behandling igen, for havde det været varmere, havde jeg været nødt til at flygte hjemmefra. Det kan da ikke være meningen….

Min sol er gået ned….

Jeg ved, jeg er håbløst bagud – i det hele taget og nu med både med løbsfotos og mine skriv fra Berlin. Lige nu er der ikke meget, der interesserer mig.

Igår fik jeg en besked, jeg faktisk har frygtet et stykke tid. Min bedste ven Neppe tog til en bedre verden i går.

Han havde en gammel skade i sit ene forben, som blev for meget at blive ved at leve med. Således mistede jeg det ubetingede bedste selskab og jeg indrømmer gerne, jeg er helt sønderknust. Derfor er her lige lidt stille.

R.I.P. min sødeste ven.