Missing Arizona!

Så blev det en uge siden, jeg kom hjem. Ikke helt, til aften, men næsten. Og jeg savner Arizona. I dag er det f.eks. gråt i gråt og totalt tåget. Ikke en hånd kan man se for sig. jeg er stadig jetlagged, men jeg har sovet almindelig tid i dag, men frisk er jeg ikke.

I dag har jeg indehyggedag som jeg bedst kan lide den, med fotos, fjernsyn, TV og malebøger. Rigtig hyggeligt,men jeg er træt af at være træt. Fotoet er fra mit andet besøg på Turf Paradise galopbanen derovre, og vejret var sådan her hele dagen. Helt fantastisk.

Jeg har masser at tage mig til,men uden energi går det jo ikke, så jeg prøver at lave så meget jeg kan med den energi, jeg nu har. Selvsagt vil jeg gerne i gang med indlæg fra turen og jeg har et næsten klar. Mere om det senere. Jeg har fået gået en tur hver dag i ugen til trods trætheden og fik slæbt mig i stalden også forleden. Skønt at se alle venner dernede også. For nu vil jeg ønske jer god weekend.

De store valg og at komme hjem

Jeg skal ikke lægge skjul på, at det er hårdt at komme hjem. Ikke mindst vejret er en udfordring af de større. Jeg har altid tænkt, at der var charme i de vekslende årstider, og det mener jeg også stadig. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg selvfølgelig ikke er anderledes end mange andre, og synes at vinteren her kan være ganske træls. Og jeg må sige, nu hvor jeg har prøvet vinter i Arizona, så vil jeg klart foretrække den, eller et andet varmt sted, de måneder fremover, hvis det på nogen måde, kan lade sig gøre. Som jeg har været inde på, så er folk der overvintre i Arizona “Snowbirds” og min bror og jeg blev enige om, at jeg fremover kan blive hans personlige danske af slagsen og han taler endda om et gæstehus til mig.

Om det bliver sådan, må vi se, men at jeg tager derover igen, er der ingen tvivl om. Men selvom jeg synes, der kan være charme i gråvejrsfotos og vejr, så er der altså ingen tvivl, hvad jeg foretrækker, når I kigger her.

Udover vejret, er der selvfølgelig det faktum, at jeg savner min familie nu og omvendt. Vi havde alle vænnet os til, at nu var jeg der, og vi trivedes rigtig godt med det. Jeg elskede at komme med min bror ud og køre og som oftest hvis han skulle noget, spurgte han, om jeg ville med. Og det ville jeg næsten altid gerne. Bare for at være sammen med ham.

De spurgte endda om jeg ville flytte derover. Det tror jeg så ikke, jeg gør. Det er der mange årsager til, men først og fremmest min venner og mit liv her. Ikke at jeg ikke kunne skabe mig et liv derover, for det kunne jeg da ganske givet. Men jeg synes, det er lidt sent, at rykke mig selv op med rode. Det er jo nu sådan, at fordi jeg kan bevise, at jeg er amerikansk, så kan jeg få amerikansk pas og statsborgerskab – altså dobbelt statsborgerskab. Vil jeg det? Det overvejer jeg da, men det skal først og fremmest være hvis det giver mig mulighed for at opholde mig lidt længere derover. For jeg kunne sagtens tænke mig, at være derovre om vinteren, medmindre, jeg har andre planer, hvilket jeg så har næste vinter. Det var de planer, jeg rykkede, da jeg fandt min familie. Og de planer, glæder jeg mig også utroligt til. Der står Sydafrika på turen.

Samtidg med, at jeg har nydt det rigtig meget, har jeg selvfølgelig også tænkt på min far. Han ville være og er så glad på mine vegne er jeg sikker på, ligesom min mor. De ville synes, det er fantastisk tror jeg. Og jeg er sikker på, de sidder og glæder sig et sted, og ligeledes vores fælles far.

Min mor havde været borte i 13 år i lørdags, da jeg kom hjem og i går var det 52 år siden min biologiske mor gik bort. De spurgte mig i dag, om ikke det er svært at rumme det hele i stalden, og jo det er faktisk meget på en gang. Og selv da jeg var derovre, skulle jeg knibe mig i armen flere gange.

Lige nu vil jeg bare gerne være fri for jetlag, så jeg kan begynde på nogle af de projekter, der er herhjemme. Ikke mindst at få skrevet om turen.jeg tror, det bliver indlæg delt op i perioder med lidt om de væsentlige begivenheder og så links til resten af fotos, for ellers er vi jo ude i en roman.

Nu vil jeg prøve at sove snart, og håbe, at jeg kan sove natten igennem, og være bare nogenlunde menneske, når jeg vågner. Dagen i dag var dejlig, men jeg har følt mig mere død end levende. Men jeg har ladet mig fortælle, at det tager tid. To be continued.

Fots er fra min tur til Ordrup i går. I dag lykkedes det mig iøvrigt endelig at hente min pakke med nogle sko, jeg købte på bud på neettet, mens jeg var derovre. Min data på mobilen er gået i koks, fordi jeg siftede til et amerikansk sim-kort derovre, så det skal jeg også have styr på. Men her med wifi kan jeg sagtens bruge, så ingen katastrofe.

En amerikaner vender hjem

Som mange af jer ved, er jeg nu vendt hjem fra USA. Det gjorde jeg i lørdags klokken 20.30, hvor jeg landede her på adressen. At sige, det er en udmattende tur, forstår næsten ikke. Jeg tog af sted fra Arizona klokken 20.40 lokal tid var min flyvetid. Så skal der lægges tiden til fra før vi nåede lufthavnen, som var et godt stykke tid før, fordi vi også skulle forbi en aftale min bror havde. Så det lagde ekstra tid til min rejsetid.

. Alt gik efter planen lige bortset fra, at jeg ikke havde nærlæst nok på British Airways side, til trods for, at jeg synes, jeg gennemgik den med lup for ikke at gøre noget forkert. Og så gjorde jeg alligevel. Man må på langdistanceflyvninger gerne have 3 tasker med i flyet. Det havde jeg så, og havde ingen problemer på vej over. Da jeg sad i loungen inden afgang fra Heathrow, hørte jeg godt, hun talte om, at man skulle komme op, hvis man havde for mange tasker. Men jeg havde jo tjekket, målt og vejet så jeg følte mig slet ikke truffet. Mistake! Jeg måtte kun have 2 tasker med om bord. Så vi måtte tjekke en ind. Det irriterer mig bare, at pigen i skranken hos British Airways i Arizona ikke fortalte mig det. Så kunne jeg jo bare have tjekket den ind. Anyway, intet problem, den blev tjekket ind og jeg kom om bord. Så nu ved du det, fra Heathrow til København kun 2 tasker.

Jeg er ret død i sværen og slås med jetlag. Jeg har ikke kunnet falde i søvn, og når jeg så endelig er faldet i søvn, har jeg været vågen tidligt. I dag var jeg så vågen fra 4-7 ca. og så faldt jeg i søvn igen og sov til 16.30!! Så var den dag da brugt. Jeg har kun fået vasket den sidste vask og fået et bad og noget at spise, både til morgen og aften.

Noget jeg også har fået gjort er at fotografere en ny Troldekugle, så I kunne se den. Stars & Stripes som er købt i en af mange Troldekuglegrupper, jeg er med i. Men har du lyst til at få den, kan du stadig få den. Jeg havde bestilt en mere i grupperne, der skulle reflektere min tur og det var “Old West“, men den er ikke nået frem endnu, så indtil den gør, så ser armbåndet så nu sådan her ud.

Jeg skal nok tilkøbe lidt, for at få min amerikanerarmbånd, men nu står den på “spareprogram” for jeg har brugt lige nøjatigt alle min penge. Så de slog til og gik til, men det er også fint, for det var meningen, at jeg skulle have verdens bedste tur, og det har jeg haft. Helt, helt utrolig dejlig tur, som jeg aldrig, aldrig glemmer og som jeg er dybt taknemmelig for. Der er masser at fortælle, men jeg kan ikke helt lige greje, hvordan jeg skal gribe det an, men det kommer nok. Lige nu er jeg for træt. Så jeg håber, I har lidt tålmodighed (som ofte).

Sidst men ikke mindst, vil jeg gerne takke for alle de søde hilsener og kærlige tanker, jeg har modtaget i forbindelse med turen. Ganske, ganske fantastisk så søde folk har været med hilsener og støtte. Tusind, tusind tak. Det betyder helt utroligt meget, at alle har været så søde. Når det er sagt, bemærker man selvfølgelig også hvem der aldrig skriver noget eller støtter op, men sådan er det. Det kan man ikke bruge krudt på. Jeg vælger at fokusere på dem, der er der og der er heldigvis SÅ mange, at det er ganske overvældende. Tusind, tusind tak.

Jeg vender retur, så hurtigt som overhovedet muligt! Nedenfor min bror og jeg ved Grand Canyon, som var en fantastisk oplevelse og at opleve det med min bror, var bare fantastisk. Har jeg sagt, jeg elsker ham?

Smuk & Sexet

I dag var jeg ude og gå en tur. Det var jeg som bekendt også forleden dag. Vejret her i dag hedder som varmest 18 grader, blå himmel og sol. Jeg ville ikke gå så langt som forleden, men jeg gik da i 1½ time, så slet ikke så ringe endda, som de siger derovre. Men i stille og roligt tempo med tid til at suge indtryk til sig. Og hvad har jeg så fotograferet. Tjah, jeg har andre fotos end viste, men nu har jeg så valgt, at fokus skulle være på denne bil i dag. Det er en Dodge Challenger, og der er en del af dem herovre.

Kan en bil være sexet? Ja, det synes jeg godt den kan, og kan den, er denne det altså. Den og så Chevrolet Corvette og Mustangen minder om hinanden, og toppen er denne og Mustangen. Selvom jeg altid har været vild med Mustangen, så må jeg indrømme, at denne er noget helt for sig. Den er bare så rå!

Min bror har lovet mig en, vinder han i Lotto eller hvis han på anden måde kommer til en bunke penge. Det er langt fra et sikkert kort, men jeg værdsætter i stor til, at han tænker på sin søster. Har jeg sagt, jeg er vild med min bror *S*? Vi har også samme smag i biler og mange andre ting. Selvfølgelig er vi ikke enige i alting. Blandt andet er mit trang til ingen kød og og Earth, Wind & Fire to punkter, hvor vi ikke er. Men vi er lige glade for hinanden af den grund.

Med andre ord, jeg har det stadig supergodt her, og det er tæt på, at jeg er megafristet til at blive her. Jeg elsker at være her på alle måder. I weekenden skal vi til Grand Canyon og det bliver da helt vildt også. Og til dem som ikke har set det på facebook, så var jeg ude og køre på Harley Davidson i går. En af min brors venner, har sådan en lækker sag og havde lovet mig en tur, og det fik jeg så. Det var fedt!

En lille update fra Arizona

Så er der mindre tid tilbage, end der er gået. Jeg er bange for, at den tid, der er tilbage vil gå alt, alt for stærkt. Da jeg bookede denne her tur, var jeg bange for, at det ville blive en alt for lang tur. En bekymring, jeg slet ikke havde behøvet at have – tværtimod. Som jeg har nævnt for nogen – var det ikke for mine dejlige venner derhjemme, og selvfølgelig her ikke mindst de firbenede, kunne jeg sagtens blive her.

Det er ingen overdrivelse, at dette fremover bliver mit andet hjem. Min svigerinde var så sød i dag, da hun spurgte om jeg troede, jeg kom igen. Hun lød helt bekymret for, at jeg ikke ville. Jeg måtte jo så skuffe hende med, at hun skulle slås for at blive fri, hvis de gerne vil se mig, og det vil de allesammen heldigvis. Normalt er jeg ikke mundlam eller har svært ved at finde ordene, men i dette tilfælde slår selv mit ordforråd ikke til. Vi har det SÅ fantastisk sammen, og min taknemmelighed og glæde over min nye familie her, kender ingen grænser og ord er vitterligen fattige her.

Derudover er folk her utroligt søde og jeg har endnu ikke kunnet holde ikke at tale med fremmede, for folk er så søde og imødekommende, så jeg har fået flere hyggelige sludre med folk henad vejen. Således også i dag, da jeg var ude og gå en lang tur – over 9.000 skridt og næsten 7 km. Det var så heller ikke meningen, at det skulle have været helt så langt. Men nu havde jeg sat mig et mål, et dejligt område med en menneskeskabt sø, og fine boliger rundtom. Mere om det senere, men begge fotos er fra i dag.

Indgangen til dagens samtale med en meget venlig herre var denne Corvette, der ses herunder. Det var faktisk hans kones, og udover denne havde de en ældre Jaguar (Corvetten er også ældre) og en Harley Davidson motorcykel. Som jeg sagde til ham, han var da en mand efter mit hoved.

I morgen står den på et have/bolig marked og afhængig af vejret må vi se, hvad vi gør, men holder det tørt har vi også galop på programmet. Men alt i alt, så har denne “snowbird” (folk der overvintre i Arizona) det mere end udemærket, nu hvor hun næsten er kommmet sig over sin virusinfektion. Der er lidt hoste tilbage, men med min svigerinde, der er sygeplejerske, der der da råd for det også.

Arizona 18. december

h

Søndag var dagen, hvor jeg skulle mødes med min søter. Dagen før hvor det skulle have været, havde hun det ikke så godt, så vi udsatte. Trods alt er jeg her jo længe endnu, så ingen hastværk. De kom og hentede mig sidst på dagen, og vi kørte ud til O.H.S.O Brewery Arcadia. Der var sådan en lidt huleagtig indretning, som nok skal reflektere, at det er et sted, der baserer sig på øl, og den mad, der er god til den. Jeg fik en veggieburger, som var rigtig god, men som desværre, godt kunne have været varmere. Min søsters mand og datter fik også sådan en og min søster fiske-tacos, som hun dog ikke spiste. Hun har desværre ikke megen appetit for tiden. Det betød, at min svoger fik rigeligt at spise.

Det var første gang overhovedet, at jeg var sammen med min søster og hendes familie, og jeg synes, det gik rigtig godt. Det var meget naturligt og hyggeligt. Sjovt var det, at min søter og jeg er så ens, som tilfældet er. På et tidspunkt, var min svoger lige ved at flippe helt ud, fordi, vi vendte vores Menuer helt synkront. Og iøvrigt er vores mimik, bevægelser etc. helt vildt ens, ligesom vi rent fysisk ligner hinanden. Den største forskel ligenu, er i vægt. Jeg har for mange kilo, og min søster har for lidt. Det ideelle ville være, om jeg kunne give hende, dem jeg har for meget, men sådan virker det jo desværre ikke.

Vi spiste og hyggede os og så kørte vi ned og så på Julelys i byen. De er meget kreative i deres Juleudsmykning. Det er lidt underligt, at skulle fejre Jul i sådan et varmt klima. Men det kunne jeg nu sagtens vænne mig til.

Til sidst var jeg og min søster godt trætte og vi vendte næseen retur. De satte mig af, og jeg gik i seng efter en vellykket aften.

Arizona 16., og 17. december

Det er dag 2. i Arizona, og jeg ligger her på min seng og skriver en hilsen om, hvad der sker her. Som nogen allerede har hørt, så landede jeg jo i går. Men lad mig starte med begyndelsen. Jeg havde sovet dårligt i en lang periode inden, jeg skulle afsted. Det af mange årsager, men resultatet var ihvertfald, at jeg ugen op til, at jeg skulle afsted var mere død end levende. Jeg kunne dårligt slæbe mig afsted, eller tænke en klar tanke. Tågehjerne, når det er værst. Således gruede jeg for, hvordan det mon skulle gå, når jeg skulle afsted på sådan en lang tur, når jeg dårligt kunne holde mig vågen, og at pakke var en monsteropgave.

Det med at pakke lykkedes over forventning, da jeg først kom igang, og kom mig over skrækken for, at jeg skulle have overvægt. Det havde jeg ikke, og jeg fik målt alle tasker, der skulle med i flyet, og de var også under tilladte mål. Således var alt på plads. Jeg fik overdraget nøgler til min lejlighedspasser og således var jeg så klar til at tage afsted. Om jeg var spændt? Ja det var jeg ihvertfald, samtidig var det også stadig så uvirkeligt, at jeg næsten troede, det var en drøm endnu. Men nu var det altså så tæt på, at jeg måtte forholde mig til det. Så afsted til Lufthavnen, og det er jo altså nemt. Toget til Nørreport og så Metroen. Og det hele til tiden. Det var jo rart

Da jeg kom til lufthaven, var der ingen tjek-ind skranke oppe endnu, men det varede ikke længe. Der var monsterkø, og det skyldtes at deres bagagebånd var gået i stykker. Noget af et mareridt. I køen fik jeg en sludder med et sødt par fra Sydsjælland. Det var kun ham, der skulle afsted, dog ikke til Arizona, men Memphis og besøge familie også. Så fik de gang i baggagebåndet, og det kunne mærkes. Alt gik helt som det skulle og så kom vi i sikkerhedskontrollen. Og der var en, der i den grad tog røven på mig. Men han var nu sød. Han spurgte om mit navn ikke var Deborah, og det måtte jeg jo sige ja til , og så mente han, at det var mig, han havde mødt mig i byen forleden. Det kunne jeg jo så roligt fortælle ham, at det var ihvertfald ikke mig. Nu ved jeg jo, at der ikke er ret mange mit navn, og hvor kendte hanså mit fra? Joh ser I, for ikke ret længe siden købte jeg en halskæde med mit navn på – need I say more? Han morede sig, og helt ærligt, det gjorde jeg også. Jeg foreslog så, vi måske skulle prøve det, og det var han frisk på, jeg kunne bare levere mit nummer nede for enden. Det gjorde jeg så ikke, meen sød – det var han! Så læser han med og mente det alvorligt, så kan han jo skrive til mig. Dejligt når folk har humor og jeg ikke blev tjekket i hoved o.s.v. som jeg plejer. Det havde jeg så tilgode til Heathrow, hvor jeg skulle smide skoene. Men der var jo intet. Men også det tog evigheder.

Oveni var flyet forsinket i ca. en halv time,men det mente de, vi ville indhente. Når man skal flyve i 10 timer betyder en halv time nu heller ikke alverden. Men som det gik, så indhentede vi næsten det hele og var kun forsinket ca. et kvarter. Det var en flot flytur, Vi fløj højt over skyerne og solnedgangen over skyerne, var fantastisk.Der var flere lag af skyer, der var senere is og sne og Heathrow, havde fået enten for meget fart på, eller også havde de trukket en lidt for kort landingsbane, for jeg skal love for, der blev bremset. Det var lige før, man var glad for sit sikkerhedsbælte,så man ikke fløj ned i den anden ende. Men vi landede sikkert og fint begge steder. Der var 2 timer imellem flyene, så det skal jo så lægges til rejsetiden. De to timer i Heathrow gik nu hurtigt, og nu var vi jo så også forsinkede og igen gik der jo evigheder med sikkerhedskontrol. Jeg var allerede der spændt på, hvad der mon ventede i USA. Men først skulle der flyves i 10 timer.

Mellemlandingen i Heathrow, var noget, jeg havde været nervøs for, men det gik som en leg. jeg var fra København tjekket ind helt til Key Harbour, Phoenix, Arizona, så jeg skulle intet gøre, og kufferten levede sit eget liv, til jeg nåede dertil. Som den søde pige i skranken sagde, så behøvede jeg slet ikke tænke, og det må man godt lade være med, når man skal holde ferie. Og da jeg nåede frem, var der lilla skilte hele vejen for os, der var i transit og der stod mænd og damer i lilla jakker, som kunne fortælle, hvilken terminal, vi skulle til før vi kunne nå at kigge på tavlen. Se det er service! Så man skulle være ekstremt klodset og ubehjælpelig, hvis det skulle gå galt, og det gjorde det så heller ikke. Som alle nok ved, er Heathrow megastor, så det var bus i 12 minutter til Terminal 3.

Jeg ved ikke lige, hvad jeg tænkte på, men jeg havde ikke regnet med andet end et måltid mad om bord.Ikke helt realistisk, at vi vkulle klare os på så lidt så længe. Men til mit forsvar skal siges, at jeg jo kun få gange før, har fløjet så langt. Men det viste sig, at der var hele 3 serveringer undervejs, to regulære måltider og så en snackboks.Og alt smagte rigtig godt. det eneste, jeg ikke smagte var kellogs musli bar af en slags. Den fik min sidemand. En sød ung mand, der skulle til Californien, ad snørkelde omveje, så han fik en meget længere tur end jeg. Skal vi ikke bare sige, at jeg ikke var misundelig!! Han var iøvrigt iklædt en festlig Juleskjorte, han havde købt online. Gad vide, om danske mænd også kan finde på det. Min oplevelse er, at folk er bange for at skille sig ud og ikke mindst for farver. Men her var så begge dele.

Nu jeg skulle sidde der og alligvel ikke kunne sove,kunne jeg lige så godt få det bedste ud af det, så jeg så film. Og der var lige to på min to-see-liste. Den ene “Me before you” havde jeg store forventninger til, fordi jeg har læst bogen, der fik mig opløst tårer. Det gjorde filmen så ikke, måske også, fordi jeg nu vidste, hvad der skete. Den kan vi tage mere om en anden gang, for det fortjener den og bogen. Den anden var en Meryl Streep- film,som jeg også gerne ville se Florence Foster Jenkins (2016), som jeg intet vidste om, men havde set klip fra hist og pist. Den fortjener også senere omtale, så det får den så.

Endelig nåede vi USA og Phoenix, efter en fantastisk flot indflyvning. Og så var der sikkerhedestjek. Hold nu magle, det tog tid. Det var ikke så underligt, for man får taget fingeraftryk af begge hænder de fire fingre (undtaget tommelfinger altså) på og så tommeltotten på begge også, ligesom man bliver fotograferet. Så jeg skal love for, at det bliver gjort grundigt.
Min nervøsitet gik nu på, om jeg ville få vrøvl med min medicin, jeg havde med.Jeg havde gjort, alt, som foreskrevet fra Ambassaden, og det var også helt fint, og ingen problemer i det.

Så stod min bror, hans kone og deres ældste datter og ventede på mig. Og hold nu op, det var skønt, at se dem. Det havde jeg nu også regnet med, men det var faktisk bedre den ventet. Det føltes så naturligt og har gjort lige siden. Vi har altid været i familie, sådan føles det og vi klinger bare SÅ godt. Min brors kone, kunne snildt være min veninde, og det er hun ved at blive allerede. Hun er lige så sød og dejlig som han er, og det var også det indtryk, jeg havde. Jeg har indtil nu kun mødt den ældste datter og efternøleren på 10, og de er bare dejlige også. Jeg mangler datteren i midten.

Vi kørte ud for at få noget at drikke og spise i går d.v.s., det var mest de andre, der spiste, for jeg var stopmæt. Jeg fik en dejlig drink og et stort glas limonade og lidt pommes frites. Jeg kan altid spise Pommes Frites,men jeg kunne dårligt i går. Og hold op, hvor var jeg træt. Alligevel kunne jeg jo selvfølgeli gikkesov og vågnede klokken 5 og var vågen til kl. 8!! Og så Havde jeg mega hovedpine. Jeg forsøgte at sove lidt mere, men det blev ikke rigtig, men hovedpinen blev bedre ved hjælp af piller og et bad hjalp også. Min bror mente, jeg ville få det bedre, når jeg fik noget at spise, og det fik han ret i. Og det gode selskab var jo ren lise for alting. En ting er, at man får familie serveret på et sølvfad, men at føle, at man får det, er noget ganske andet, men det kan jeg altså roligt sige, at jeg i den grad føler, at jeg har fået. Helt oprigtigt er jeg vild med min bror og hans dejlige familie, og de virker rigtig glade for mig, så det kan ikke være bedre. Og jeg føler mig superheldig. Og så har jeg endnu ikke mødt min søster.

Da vi havde spiste morgenmad/brunch, kørte vi i shoppingcentret, hvor jeg skulle have en ny omformerdims, fordi den jeg havde ikke duede. Den er rund og stikket til computeren og forlængerledningen, jeg på opfordring fra Rene FrederiksenR Roadtrip USA”> havde medbragt, var for store til at komme i, og så var jeg lige vidt i forhold til computeren og nu var den altså slæbt med, og skulle selvfølgelig bruges. Så vi var i en kæmpe elektronikforretning (a la Elgiganten), og der fandt vi en omformerdims, der duede. Super. One down, one to go, for det var et simkort, som vi også via Renes side også fandt i AT&T og fik god og kompetent hjælp og charme oveni af italienske Vinny! Så var jeg all set. Så skulle vi videre og købe gaver for yngstemand, der skulle til hele 2 fødselsdage i går. Han var allerede til en, mens vi gik der og så skulle han hentes og videre til en mere. På vej retur blev jeg sat af her, og fik endelig kontakt til min søster, der endte med gerne at ville udsætte til i morgen, og det gør vi så.

Min bror og svingerinde, som jo bare supeersøde og omsorgsfulde, kunne godt se, at jeg var træt, så de foreslog at komme med mad til mig, som jeg kunne lune i mikroovnen og så kunne jeg få hvilet ud. God ide, så min bror kom med mad til mig. Jeg spist lidt, men var ærligt talt for træt til at spise meget, så nu vil jeg prøve at sove.

Dog vil jeg lige skrive et par ting, der er meget anderledes her, end derhjemme:

  • Vejret – som er meget mildt og i går ca. 10-12 grader, så ikke så varmt som da jeg ankom
  • Bilerne – Den ene dejlige bil efter den anden. Ikke engang, hvad man ville kalde luksus – de er bare meget meget større og der er modeller her, jeg aldrig har hør om
  • Beplantningen – Er som, hvad jeg ville have i min dagligstue, meget af det ihvertfald. Kaktus og palmer. Og så selvfølgelig gevækster, jeg aldrig har set. Helt klart et andet klima
  • Trafik – de kører nok noget nær lige så råddent som derhjemme. Det tror jeg på, men derudover er der ihvertfald mindst en regel der er anderledes: Man må køre over for rødt, hvis man holder i en højresvingsbane, og der er klar bane. Og så er der intet krav om foreste nummerplade her i Arizona, selvsagt, er der ingen, der har en – jeg har ihvertfald ikke set endnu.
  • Fotos fra oven: Heathrow ved gaten
    Solnedgangen fanget fra flyet, mens vi holdt i kø for at lette
    Solnedgangen over skyerne
    Vi forlader London
    Udsigt fra hotelværelset
    Hotellet udefra
    .do-
    Palmer og fine buske udenfor shoppingcentret

    En møgdag med migræne

    Dagen i dag har været en møgdag uden lige. Jeg har næsten ikke sovet. Det er generelt et problem, men udefra kommende ting, oveni en massiv migræne, gør ikke sit til at hjælpe på sagen. I mange timer, lå jeg bare for nedrullede gardiner og prøvede at sove, og endte da også med, at kunne sove lidt, og migrænen lettede lidt ved hjælp af piller.

    Det er godt nok sjældent, at jeg har hovedpine på den måde, men jeg tror, systemet begynder at brænde lidt sammen med alt der sker omkring mig, og vi nærmer os også, at jeg skal rejse. Misforstå mig ret, jeg glæder mig helt vildt, men jeg er samtidig også nervøs og spændt på en gang, hvis det giver mening. Helt bortset fra, at jeg da aldrig har været væk hjemmefra, så længe. Så det er flere ting, der er i spil. Og som I sikkert ved, så har der ligesom været sket “lidt” her de seneste måneder.

    Så af alle ovennævnte grunde, har jeg ikke været til pænt brug. Egentlig ville jeg have været på visit hos en hesteveninde, der ligger på hospitalet (ja hun faldt desværre af hesten), men det blev altså ikke i dag. Hun ved, jeg tænker på hende. Hvis jeg får lavet nok her, må det så blive i næste uge.

    Humøret har bestemt heller ikke været noget at skrive om idag, for nu at sige det mildt, så alt i alt, er det en af de dage, jeg gerne springer let og elegant over. Jeg skal ikke kunne sige, hvornår jeg lige får det bedre. Hovedet er bedre og på trods, har jeg faktisk fået ryddet op i mit køkken og lidt andet, så helt og aldeles skidt, er det ikke endt.

    Og så fik jeg lavet noget sund aftensmad også. Til frokost stod den på en lasagne, jeg mangler at skrive om (det får komme, som det kan), og til aften, var det den dejlige indiske aubergineret med dal (fra fryseren) og så ris til. Det smagte himmelsk, og så besluttede jeg, at dagen var den, hvor jeg fortjente et glas hvidvin, så det får jeg så. Rigtig god weekend til jer.

    Foto er fra min tur til Mølleådalen med det nye kamera.

    Jägersro – første og sidste tur i år

    Det var egentlig slet ikke planen, at jeg skulle til Jägersro, og det var en af de her i-sidste-øjeblik beslutninger. Det hele afhang af, om der var plads i bilen til mig, der hvor jeg havde tænkt. Med Nicolaj Stott, som også er vores jockey, der skulle derover, og en anden pige fra stalden skulle også med, ligesom hans kæreste. Heldigvis kunne jeg så få lov at optage det sidste sæde i bilen og således var den godt proppet den lille bil.

    Der var ingen særlig trafik på vej over, og det gik dælme hurtigt at komme til Jägersro. Nicolaj kørte bestemt heller ikke for langsomt, så meget skal være sagt. Og så har jeg ikke sagt for meget. Men vi kom frem og det var fint. Jeg startede med at se mig lidt omkring, og så gik dagen ellers med at fotografere lidt og sludre med alle dem, jeg mødte på min vej. Jeg kender jo en del, så kede mig gør jeg aldrig.

    Det var en dejlig tur, og jeg var glad for at se alle. Ikke mindst var det også super at hilse på Frederik Johansson (tidligere topjockey), som jeg ikke har set længe. Når det er sagt, så var det pissekoldt (parden my french), gråt og blæsende og møghamrende trist. Det var godt nok storløb og alting, men jeg må give en anden hesteven, jeg mødte ret – det giver altså ingen mening, at holde løb på den tid af året. Det var kun os de allermest dedikerede, der var der og ellers var der gabende tomt. Ikke underligt, for jeg tror også, at havde det været Klampenborg og havde jeg ikke haft brug for et lift, så var jeg taget hjem før. Men nu har jeg været der, for første og sidste gang i år.

    Fotos tog jeg heller ikke voldsomt mange af, for til sidst var mine fingre ved at fryse af og det var simpelthen så mørkt, hvilket nogle fotos også bar præg af.

    Dagens pletskud er Red Robin og Josefin Landgren, der vinder Advent Silver (nedenfor) for træner Jessica Long. Ovenfor, er det samme, der springer ud af startboksen.

    Ligesom nok nu og ellers en dejlig dag

    Jeg ved ikke lige, hvad der sker! Det er som om, at glæden ved fundet af mine søskende og familie i USA skal opvejes af dårligdomme. Indtil nu er 5 personer, jeg kendte døde på mindre end 6 måneder. To var dog gamle og syge, men den ene var så min far og den anden en tidligere nabo. En var en god ven, der døde 55 år gammel, en var en ægtefælle til en meget sød dame jeg kender (iøvrigt min fantastiske værtinde på B&B i Newmarket) og den sidste, jeg lige opdagede i går, er Sue, som malede de fantastiske kort med galopmotiver, som jeg ofte har reklameret for her på siden. Det var også hende, jeg mødtes med, da jeg var ovre og se Frankel, og vi havde det superhyggeligt. Jeg havde håbet, at møde hende igen. Nu synes jeg godt, det må stoppe. Det er næsten ved at være sådan, at jeg ikke tør undersøge, hvis jeg ikke har hørt fra nogen et stykke tid. Sue plejede altid at skrive her op til Jul og minde om køb af kort og iøvrigt bare smide en hilsen. Det lader til, at hun har været syg gennem et stykke tid, men jeg kender ikke de nærmere omstændigheder. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har fået dødsfald nok sådan lige.

    Alt dette påvirkede mig (udover andre spekulationer), så jeg sov ad helvede til for at sige det mildt. Jeg havde ellers fint selskab, for min venindes to små hunde var her. Dem skulle jeg passe til og med i dag, hvor hun ville hente dem til aften. Fotos ovenfor, er fra vores tur til morgen. Vejret var flot, men bidende koldt og ikke mindst stormede det 10 pelikaner. Jeg var næsten bange for, at hundene ville lette. I dag var iøvrigt første gang, jeg gik med dem uden snor. Jeg har passet dem masser af gange, og ved de er superlette at styre, men når det ikke er ens egne, er man altså forsigtig. Men idag skulle det altså prøves, og selvfølgelig gik det superfint. Meget dejligere for dem og også for mig.

    Som det ses, er det nye kamera, og ikke mindst mit nye objektiv det helt store hit. Nu kan jeg fotografere yndlingshusene meget bedre og knivskarpt (der er klart nogen, der ikke går ned på huse eller biler!). Der stor, stor forskel. Men det andet objektiv, er jo også så gammelt, at det burde have været kasseret og bliver det nok også nu, for det ér færdigt. Det er en fornyet glæde at fotografere med det nye på alle måder.

    Som en fodnote har jeg fået ryddet en del op her, og nu begynder det at tage sig fornuftigt ud. Jeg har ikke pyntet til Jul som sådan, for jeg er her alligevel ikke, så det kan være det samme. Også på madsiden, har jeg været god. Jeg har fået lavet Dal til fryseren og spist til frokost og så har jeg lavet en af Kirstens opskrifter til aften – den var også god.

    Nu har jeg afleveret hunde, spist og siddet her. Så nu er jeg klar til at hoppe under dynen. Forhåbentlig kan jeg sove, men efterhånden forventer jeg mig ikke det vilde. Det kan være, jeg tager en pille for, at få sovet ud. Sådan må jeg ty til engang imellem, hvis jeg skal kunne fungere. Ihvertfald håber jeg også, I må sove godt.