Stormfuld weekend


Blue Hen Legacy (USA) på vej til start, på årets sidste løbsdag 2014 – Ejet af Kelp Bloodstock, trænet af Marc Stott og redet af Nicolaj Stott til en 4. plads i Basnæsløb

Weekenden kom og gik. Torsdag var jeg på et dejligt besøg, som jeg nød meget, men allerede fredag var jeg småsløj med tangenter af ondt i halsen.

Derfor gik hele fredagen med at prøve at komme mig og hele lørdagen ligeså, faktisk sov jeg det meste af tiden væk, når jeg ikke lige så TV. Der er røget noget af det igennem systemet, for sådan går det, når man bare ligger der. Det lykkedes mig også at begå en skål dejlig suppe a la Pho (Vietnamesisk suppe med nudler), som blev rigtig god. Med lidt god vilje, skal jeg skrive opskriften her senere på et tidspunkt.

Lørdag kom og gik og så blev det søndag. Ikke at den var genialt meget bedre. Jo halsen var bedre, men dårligdom lå lige under overfladen og men humøret var bedstemt ikke, og jeg fik heller ikke der gjort noget ved den Julepynt, der stadig står på spisebordet. Hm!

Status nu ved mandagens komme er, at jeg stadig ikke er helt tilfreds, men har det dog så okay, at jeg har siddet her, og har planer om, at gå ind og få den Julepynt pakket ned, eller ihvertfald noget af den. Det gør desværre ikke sig selv.

Så mandagen går meget stille og turen i stalden blev helt skrottet af ovennævnte årsager, især fordi det øser ned derude – ihvertfald det meste af tiden. I morgen skal jeg være hjemme til at modtage en pakke, og så må vi se, hvad ugen ellers bringer.

Jeg har ikke taget stilling til bilaffæren endnu, men meningen var, at jeg ville ovre og kigge og sludre med dem her fredag, men det blev af gode grunde ikke. Måske senere på ugen – det ville ikke gøre noget, hvis det ihvertfald var tørvejr.

Marrokansk Spaghetti med Spinat- og Valnøddepesto

Dem som regelmæssigt følger med her – især på madsiden ved, at jeg før har bragt opskrifter fra The Gourmet Vegan. Det har jeg, fordi jeg har fået lov til det selvfølgelig. Det er ikke altid jeg rider samme dag, jeg sadler og således heller ikke her. Det er ikke ond vilje, men mangel på kræfter, der gør sig gældende. Men her for nogle dage siden, tog jeg mig sammen og prøvede denne opskrift, som jeg havde haft øje til noget tid. Dels fordi jeg elsker spaghetti (hvem gør ikke det?) og også de marrokanske smagsindtryk. Så der var ikke meget, at betænke sig på.

Forleden var jeg så heldig at være inviteret hjem til en anden vegetarisk blogger (gør iøvrigt dig selv en tjeneste også at prøve den superlækre paella, for den var rigtig dejlig) for lidt madfoto/stylingtips og det var rigtig spændende. Måske var det lidt “oplagt”, når man fik det vist, men for mig alligevel meget givende, og det gør forhåbentlig, at jeg kan være mere eventyrlysten og kreativ i fremtiden. Det skal så lige siges, at de her fotos, er taget inden.

Det er helt forskelligt, hvor meget fyld man synes er passende med sin spaghetti/pasta. Her synes jeg personligt, at der var alt for meget fyld i forhold til pasta, så jeg fik mange ekstra portioner ud af denne, som er til 4 ved at koge mere pasta. Så i mit hoved skal du ihvertfald koge 200 g pasta, men der er ikke andet for end at prøve og så se. Men godt smager det, så meget kan jeg love.

If you’d like the original recipe in English you can find it here.

Marrokansk Spaghetti med Spinat- og Valnøddepesto

150-200 g tørret spaghetti

Til Spinat- og valnøddepesto

100 g frisk spinat
40 g ristede valnødder
1 tsk frisk revet citronskal
2 spsk nærringsrigt gær
1 fed hvidløg
½ dl peanut- eller rapsolie (jeg brugte rasp)
½ tsk havsalt
½ tsk malet sort peber

Til de marokanske grønsager

1 tsk olie
1 rødløg
1 orange peberfrugt i tern
1 håndfuld grønne bønner i stykker
120 g kikærter enten fra dåse el. frisk kogte
14 grønne oliven
½ tsk spidskommen
½ tsk stødt korriander
1/4 tsk kanel
½ tsk kommen
½ rød chili fint hakket (kan udelades)
1 stor tomat, hakket
30 g friske spinatblade
1 håndfuld friske rucola

Fremgangsmåde:

Start med at lave pesto. Rist valnødderne (det glemte jeg nemlig)
Put alle ingredienserne i en foodprocessor/eller blend med stavblender. Lad gerne lidt struktur være, men lav, den som du kan lide den. Sæt tilside.

Sæt spaghettien over og kog den som du bedst kan lide den. Vent med at dræne den, da du skal bruge noget af kogevandet.

Steg løgene, peberfrugt og bønner og et nip salt i olien i 4-5 minutter. Rør indimellem så løgene ikke hænger i. Tilsæt resten af ingredienserne, bortset fra den friske spiant og rucola. Tilsæt 10 spsk af vandet fra spaghettien.

Lad simre endnu 5-6 minutter indtil grønsagerne er møre men stadig med bid. Tilsæt pestoen og lad koge endnu et minut for at varme igennem.

Dræn Spaghettien og hld tilbage i gryden med grønsagsblandingen. Bland godt og lad simre let for at varme igennem. Lige før servering blandes den friske spinat og haakket tomat i. Pynt med den friske rucola.

Je Suis Charlie

Jeg tog i stalden i morges, og var ganske uvidende om angrebet i Paris indtil ret sent på dagen, fordi jeg simpelthen var helt forfærdeligt træt, da jeg kom hjem.

Er jeg overrasket? Nej, det kan jeg desværre ikke sige. Forfærdet og ganske ved at kaste op over, at en hel verden igen skal ligge under for den her fanatisme – helt sikkert. Man løber helt tør for ord, og jeg kan kun konkludere, at verden er af lave. Ender det her – nej, det tror jeg heller ikke. Desværre er der nok ingen ende på det. Men kan kun sende alle sine gode tanker til ofrenes familier, og håbe at der i nogen grad kan dæmmes op for fremtidige angreb.

Således fik en ellers dejlig morgen i stalden en trist slutning, og som sagt, man løber helt tør for ord sådan en dag – Je Suis Charlie!

En dejlig start på dagen

Jeg fik besøg af min søde veninde i dag. Hun kom med morgenmaden, og vi drak kaffe, og spiste dejligt brød og sludrede til den store forkromede medalje. Det er vi rigtig gode til. Desværre fik vi lidt mindre tid end planen var, men forhåbentlig kommer hun snart igen.

Dernæst fik jeg en lang snak med en anden veninde. Da det var vel overstået, fik jeg en snak med en ven på den anden side af kloden over Skype. Der får jeg altid de fedeste indput ret musikalsk. Vi har altid delt musik i lange baner, og det gør vi så stadig over Skype. Et af de bands/numre, han sendte mig, var det ovenfor. Svensk når det er bedst.

Nu vil jeg gå ud og få noget frokost og så se, om det kan lykkes mig at pakke lidt af al Julepynten ned. Der står hele 5 kasser og venter – jep, det lykkedes mig at få dem slæbt op i går.

Fyldt Pasta (Tortelini) Royale

Denne pastaret, opstod sådan set ret spontant. Jeg havde købt Tortellinien på min indkøbsrunde i starten af december. De var jo så blevet gemt, og til Nytår havde jeg tænkt, jeg ville spise dem. Langt fra en traditionel Nytårsmiddag, men det passede mig fint. Jeg elsker pasta, og da så ganske især fyldt pasta, så hvorfor ikke. Jeg indrømmer blankt, jeg er for “doven” til at stå og lave 3 retter til mig selv. Så hellere spise lidt ekstra af pastaen, men jeg havde da til frokost næste dag også. Jeg håber, du vil nyde den ganske som jeg gjorde det.


Fyldt Pasta (Tortelini) Royale

250 g Champignon Tortellini eller hjemmelavet fyldt tortelllini/ravioli

½ bundt grønne asparges

1 porrer

1 fed hvidløg

1- 2½ dl havre eller soyafløde

Lidt Herbamare grønsagsbouillonpulver

1 tsk Dijonsennep

1-2 tsk. kapers

2 spsk hvedemel

vand

½ dl hvidvin

Salt og hvid peber

en smule “Fri” (vegansk smør)

Fremgangsmåde:

Asparges koges 2-3 minutter i ganske lidt vand ca. 1-2 dl med lidt grønsagsbouillon i, og tages op (gem kogevandet).

Lav jævning klar i en meljævner af melet og koldt vand. Smørret smeltes tilsæt hvidvin (lad det “brænde af”) og meljævningen tilsættes.

Spæd op med først kogevandet, siden soyamælk til saucen er så tyk/tynd, som du kan lide den. Tag af varmen og skru ned.

Kog din Tortellini/Ravioli.

Tilsæt kapers og sennep. Smag til med salt og peber.

Skær porren i ultratynde skiver, og tilsæt den.

Til sidst tilsættes fløden og asparges og saucen varmes godt igennem.

Bon Appetit!

10 år siden – har du glemt?

Jeg ved ikke, om du har glemt det! Det er en Jul (Julen 2004), som jeg aldrig glemmer af flere årsager! Selvfølgelig er den mest iøjnefaldende, at det var det år den frygtelige Tsunami i Sydøstasien ramte 26. december. Egentlig havde jeg ikke lige tænkt over, at det var 10 år siden, men forleden viste de på TV “Livet efter Tsunamien” (se den online, ihvertfald foreløbig) om familien Riggelsens liv efter at have mistet familiens yngste medlem på, hvad skulle have været deres drømmeferie. Den dokumentar tog mig tilbage til den Jul.

Man bliver selvfølgelig meget berørt, uanset hvem man er, over sådan en tragedie, men når det bliver fortalt af nogen, der faktisk har overlevet det, bliver det endnu mere virkeligt. Man kan slet ikke forstå, hvordan de kan finde styrken til at komme videre. Det gør de, og det ved vi jo, at man kan! Men stadig.

Den anden grund til, at jeg husker den Jul, er fordi jeg på det tidspunkt oplevede en stor kærlighed. Uden at gå i detaljer, blev den Jul et miskmask af følelser på den konto, over at miste den og selvfølgelig forfærdelsen over den skrækkelige tragedie. Oveni de to ting, var det også den første Jul uden min mor. Så på alle måder langt fra en god en af slagsen.

Uanset er jeg af den helt bestemte overbevisning, at der er en mening med tingene. Vi kan ikke altid se dem, for ikke at sige langt fra, men ikke desto mindre. Jeg kan kun håbe, at han stadig, som dengang, kan mærke, når jeg tænker på ham, for det gør jeg faktisk ofte. Og jeg ville stadig give, hvad som helst for at få det tilbage, vi havde. Når alt kommer til alt, er det vigtigste i verden, dem vi elsker!

Fædres, mødres m.fl.’s synder hævner sig – Stop!

Jul og Nytår bruges ofte til at gøre status i forhold til diverse, og således også her. Også omkring adoption og den slags emner. For mig personligt, er det selvfølgelig adoption, men det med at “blive forladt”, behøver ikke at have ettiketten adoption påhæftet. Dette bliver en noget lang omgang, men jeg håber, du hænger på til enden.

De fleste, der læser med her, ved, at jeg er adopteret. Det har aldrig været nogen hemmelighed, tværtimod. Man kan sige med forældre, der var og er hvide og mig som mulat, så var en slags forklaring jo ligesom også nødvendig. Men jeg håber og tror da bestemt, jeg havde fået den uanset. Jeg har fået historien om, hvordan jeg blev deres datter så længe, jeg kan huske tilbage. Sådan skal det efter min mening også være, uanset! Ikke når barnet er teenager (en alt for følsom alder), eller når barnet bliver 18 (alt, alt for sent). Man har ret til at vide, hvor man kommer fra, og det skal man vide, så tidligt som muligt.

Når det er sagt, så siger jeg ikke, at der ikke kan være detaljer, som børn ikke behøver at høre, før de bliver ældre. Men så vidt de spørger, så skal de også have et svar, som ikke er løgn. Hvis de kan “opfinde” spørgsmålet, så kan de formentlig også sagtens tåle svaret. Men det må være en vurdering, men svaret skal uanset, være så tæt på sandheden, som man vurderer, det er “forsvarligt”.

Grundene til, at jeg skriver dette indlæg er, dels at jeg fik nogle svar i min adoptionshistorie i året der gik og generelt overvejelser omkring emnet. Ingen af dem gode, må jeg desværre sige. Men det ene svar, kan måske forklare det andet. Det får jeg aldrig at vide desværre. Ikke på jorden ihvertfald. Det ene var, at jeg som et sidste forsøg skrev til min biologiske søster for at være sikker på, at hun står fast på sin beslutning om ikke at have kontakt. Det gør hun desværre, og hun har åbenbart heller ikke til sinds at besvare mine spørgsmål, men mener stadig, at “fortiden skal hvile”.

Det mener jeg så ikke. Den er en del af os, men jeg kan intet gøre. Jeg har dog senere, efter denne besked, erfaret noget, som også er en del af hendes fortid, som måske kan forklare, at hun mener, at det skal “hvile”. Der er meget tyskere synes, skal hvile, og som de bestemt ikke er stolte af, især i forbindelse med 2. verdenskrig – så har jeg ikke sagt for meget, og I kan selv fylde hullerne ud. Men således bliver denne oplysning også en del af min fortid, da det også berører mine forfædre. Desværre har jeg kun fundet den ene oplysning vedrørende dette et sted, og mangler at fylde mange huller ud endnu. Om de bliver det, ved jeg ikke, men jeg er stadig nysgerrig. Dog kan jeg snart ikke se, hvordan jeg skal få mange oplysninger, eftersom der så vidt vides, ikke er noget andet familie eller nogen, jeg kan spørge. Det eneste, jeg kan forlade mig på er arkiver diverse steder. De er så i mange tilfælde enten mangelfulde, næsten ikke til at drive fra myndigheder, eller simpelthen forsvundet i det kaos, der fulgte i Tyskland på den tid, ovenpå en lang krig.

Hvad jeg skal konkludere af det ved jeg ikke. Uanset, hvad der er årsagen, så kan jeg ikke få det til at stemme. De gange, jeg har skrevet til hende, har hun pænt svaret og været sød og venlig, men også meget bestemt i sin udmelding om netop ingen kontakt. Jeg forstår ikke, hvad der får hende til at reagere sådan. Som jeg ser det, har hun intet at tabe på det. Men sådan er det altså. Det skal ingen hemmelighed være, at jeg har det skidt med det. Det er ligemeget hvordan en afvisning, og det er aldrig sjovt. Det bliver kun værre af, at jeg jo ingen anden familie har på den side, da min biologiske mor gik bort for mange, mange år siden, og så vidt jeg ved, er der ikke anden familie. Om der er efterkommere efter søskende til min biologiske mors forældre, ved jeg ikke. Det var jo en af de spørgsmål, der var til min biologiske søster.

Det var så lidt om den personlige baggrund for det. Det næste, jeg egentlig ville sige med dette indlæg. Som de fleste ved, så ser jeg “Sporløs” hver gang og er lige berørt hver gang næsten (og indend du spørger, ja jeg har haft kontakt til dem). En anden udsendelsesrække, jeg er begyndt at følge, hedder på dansk “Meldt Savnet” og på engelsk “The Locater”, og sendes på ID kanalen, dog meget tidlig morgen, så den optages som regel. Jeg har tidligere hørt om Troy Dunn (The Locater), og han er også en mulighed i det her med at finde min biologiske far potentielt, hvis det der p.t. er igangværende ikke lykkes. Faktisk var jeg tæt på at skrive til ham, da jeg fik kontakt til vedkommende, der nu prøver at hjælpe. Om der kommer noget som helst ud af det, tvivler jeg på, men nu må vi se.

Men for nu at blive “på sporet” så har jeg set de her udsendelser. Troy Dunn finder forsvundne familiemedlemmer i de her udsendelser. Når jeg siger familiemedlemmer, kan det være søstre, brødre, døtre, mødre fædre etc.

Efter at have set et pænt stort antal af de her udsendelser, er jeg fuldstændig rystet over, hvad “velmenende” mødre, fædre, bedsteforældre etc. ofte gør, for at skille børn fra enten mor eller far. Meget, meget ofte, er de her forældre blevet urigtigt fremstillet som dårlige forældre, der ikke er værd at kende, hvis ikke de ligefrem er blevet løjet døde eller man har opdigtet, at de selv valgte at forsvinde, når det faktisk var en selv, der nægtede dem adgang til deres eget barn.

Tilbage sidder børn med knuste hjerter, der intet forstår, og som oftest føler, at det er deres skyld, at de blev ladt tilbage. Hvorfor svigter man sit eget barn og vil ikke se det?? Det kan børn ikke rumme eller forstå, og de higer efter en forklaring. Det ser vi hos adoptivbørn, men her taler vi også børn, der som nævnt ovenfor, er bleve skilt fra deres forældre (det kan være mor eller far eller begge). Hvordan man selv i relativt moderene tider, kan få sig selv til at handle så egoistisk, er mig en total gåde. Meget ofte er det også bedsteforældre, der sidder og trækker i trådene her, og som åbenbart kan dominere deres børn til helt forfærdelige beslutninger. Nu skal det siges, at de her udsendelser, omhandler USA, hvor systemet, er ganske anderledes. Dels hvad angår adoption (burde laves drastisk om), og i forhold til, at man langt lettere bare kan forsvinde. Men der er lektier i det her til alle.

Uanset, hvad du mener om din svigersøn/datter, eks-mand etc., så har barnet i det “spil” behov for kontakt til sin far, mor etc. Måske kom I ikke ud af det, uvist af hvilken grund. Medmindre, der er meget grove grunde (misbrug etc.) til, at barnet ikke har behov for at være involveret i det. Dog skal barnet (i de tilfælde), når myndigt, have muligheden for at danne sig sin egen mening. Og man kan på en så neutral måde fortælle sandheden før og så sige, at kontakten kan genoprettes senere, hvis barnet stadig ønsker det. Bortset fra at skade barnet og den udskilte forældre med løgnene, er risikoen jo også, at man “skyder sig selv i foden”. Hvis jeg fandt ud af min ene forældre, havde løjet om den anden hele mit liv, og bevidst havde holdt mig fra vedkommende, så ved jeg godt, hvem det ville gå ud over! Så for Guds skyld lad dog være! Det er ikke jeres beslutning, men en man selv skal tage på informeret grundlag.

Desværre er der også de forældre, der helt uvist af hvilken grund ikke vil se deres børn. Jeg skal være ærlig at sige, at mit hjerte bløder for børnene, men et eller andet sted, er de nok bedre tjent uden. De må som jeg, bare prøve at forholde sig til, at der er rigtig meget, man ikke forstår, og leve med det.

I forhold til adoption, må jeg sige, at det skal være den sidst mulighed. I civilicerede lande er der, grunde som stoffer, psykisk sygdom og sygdom i det hele taget, men det skal være den sidste og eneste mulighed. Her er vi så slet, slet ikke kommet ind på de problematikker, der går i spil, når vi taler om U-lande. Tak hvis du læste med så langt, og du er selvfølgelig velkommen til at sige din mening nedenfor.

Dad’s, mum’s among others sins, leave their trace – Stop!

Christmas and New Years is often used to make status regarding a lot of things, and this is the case here too. Also about the subject of adoption and that kind of issues. For me personally of course it’s adoption, but the “being left” part dosen’t need to have the label of adoption on it. This is a bit of a long entry, but I hope you stick with me till the end.

Most of those who read my blog knows that I’m adopted. It has never been a secret, on the contrary. You could argue, that with white parents and me being mulatto, some sort of explanation was needed anyway. but I hope and firmly believe that I’d gotten one even if that hadn’t been the case. I have been told the story about how I became their daughter as long as I can remember. That’s the way it should be. Not when the child is a teenager (a way to sensitive age), or when the child is 18 (way too late). You have a right to know where you come from, and you should know as early as possible.

When that is said, I’m not saying, that there can’t be details that children don’t need to hear before they get older. But as far as they ask, they should have an answer that isn’t a lie. If they can “invent” the question, they can properly deal with the answer. That has to be a judgement call but the answer should be as near t the truth as you think is “proper”.

The reasons for me writing this entry is, that I had some answers in my adoptionstory in the year that passed and gerally just thoughts I have had on the subject. Unfortunately, none very good I’ll have to say. But the one answer might explain the other. That I’ll never know, I’m sorry to say. Not on this planet anyhow. One was that I as a last attempt tried writing my biological sister to make sure, she was adiment that she don’t want any contact. She is unfortunately and she’s not going to answer my questions either, but is still of the oppinion that “the past should rest”.

I don’t think so. It’s part of us, men there’s nothing I can do. Later I did get some information, which is part of her past as well, that might explain, why she think it should “rest”. There is a lot Germans think needs to rest and which they are not prould, especillay in connection with 2nd. World War – then I havne’t said too much and you can properly fill out the spaces. But this information is also part of my past, as it’s also my ancestors. Unfortunately I have only found this one information about this in one place and I still need to fill out a lot of blancks. If they’re going to be, I don’t know but I’m still currious. I must admit, I have a hard time believing in finding more information, as there’s not any family or others I can ask. The only thing I can rely on is goverment archives in different places. They are either lacking or defective, or not obtainable or simply lost in the chaos that followd in Germany and other places after a long war.

What should be the conclusion of this, I don’t know. Whatever the reason I can’t make any sense of it. The few times I’ve written to her, she has answered nicely, but has also been very firm in her believe about no contact. I don’t understand, why she’s reacting like this. As I see it, she has nothing to loose. But that’s the way it is. I make no secret of that I feel bad about it. No matter how you look at it, it’s a rejection and that’s never nice. It is only made worse of the fact that I don’t have any other family on that side, as my biological mother passed years back and as far as I know, there isn’t any other family. If there is any relatives from siblings of my biological mothers parents I don’t know. That was one of the questions for my biological sister.

That was a little about the personal side of things. The next I next, was what I really wanted to say with this entry. As most of you know I watch “Sporløs” and I’m almost equally touched every time (and before you ask, yes I have been in touch with them). Another programme series, I’ve started to follow is called “Meldt Savnet” (missing) in Danish and in English “The Locater”, and is sent on the ID channel, but very early in the morning, so normally I record it. I had heard of Troy Dunn (The Locater) earlier, and he is also a possiblity in the businees of finding my biological father potentielly, if what’s going on at present is not succesful. I was very close to writing him, when I had contact to then one helping me now. If anything comes of it, I doubt, but let’s see.

But to stay “on track” I’ve been watching these programmes. Troy Dunn finds missing familymembers in them. When I say family memebers it can be sisters, brothers, daughters, mothers, fathers etc.

After I have seen quite a large number of them, I’m totally in chock over what “well meaning” mothers, fathers, grand parents etc. often do to part children from their mums or dads. Very, very often these parents have been portraitet as bad parents who is not worth knowing, if they have not been lied dead or supposedly chosen to dissapear, when it was actually themselves who refused them access to their own child.

Left behind is children with broken hearts who dosen’t understand and who often feel it’s their fault, that they are left behind. who often feel it’s their fault that they were left behind. Why are you letting your own child down and don’t want to see it?? Children can’t process it or understand, and they yearn for an explanation. We see it adopted children, but here we are also talking about children, who as mentioned above, were separated from their pareents (that could be mother or father or both). How do you in even relatively moderne times, get to a point where you can be that selfish, is beyound me. Very often it has been grandparents who has been pulling the strings and who obviously dominate their children to some awful decissions. It has to be said that these programmes is in USA, where the system is very different. Partly as far as adoption goes but also in terms of it’s far easier to dissapear. But there is lesson in this for all.

Whatever you think of your son/daughter-in-law, ex-husband/wife, the child in this “game” needs contact with her father, mother etc. Maybe you didn’t get along, for whatever reason. Unless there are very serious reasons (addiction, abuse etc.) that the child dosen’t want to get involved. Anyhow when adult it should have the oppertunity to make up it’s own mind. And you can in as neutral a way as possoble tell the truth before and say, that if they still want to, the contact can be made later. Apart from harming the child and the left out parent with the lies, there’s also the risk that you “shoot yourself in the foot”. If I fould out that one of my parents had been lying about the other my whole life and intentionally has kept me from him, I know who I would blame! So for God’s sake don’t. It’s not your decission, but one you have to make yourself with all the information.

Unfortunately there is parents who for reasons beyond me, don’t want to see their children. I have to be honest and say, my heart bleeds for the children, but in a sense, they might be better of without them. They’ll have to deal with that there’s a lot we don’t understand and live with it.

In terms of adoption, I also have to say, it most certainly has to be a last option. In civilised countries, there are reasons as drugs, drink and mental illness or simply illness, but it has to be a last and only resort. Here we haven’t event mentioned the things that are into play, when we’re talking about Undeveloped countries. Thank you if you stayed with me this far, and of course feel free to give me your take on it below.

De Urørlige (2012) og historisk Juletv

Jeg har set rigtig meget TV i Julen. Ikke bare “hovedet-under-armen-TV”, men sandelig meget, man også kan lære af. Det sjove i det her er, at da jeg gik i skole, så var historie faktisk et hadefag, men når jeg får det i spændende dokumentarer, så synes jeg det er rasende spændende. Jeg nævner i vilkårlig rækkefølge:

Dronning Victorias børn (BBC)
Det var en oplysende udsendelse, om en dronning der var en neurotisk tyran af værste skuffe og som bestemt ikke, var noget forbillede med hensyn til børn og forældreskab.

The men who built America (2012)
De mægtigste mænd i USA (i verden), og hvordan de byggede deres imperiummer op, med stor flid, men sandelig også med store omkostninger rent menneskeligt både for dem selv, men ikke mindst for deres ansatte.

Jerusalem’s historie (The making of a holy city)
Nok ingen overraskelse, men de slåkampe, der har været i og omkring Jerusalem, og stadig er, for ikke at nævne desiderede masakre, er ikke værd at nævne. Den ene part har snart været lige så slem som den næste. Gad vide, om det nogensinde får en ende – jeg tror det ikke

Planet Dinosaur
Jeg elsker at se om Dinosaurer, og den her serie fangede mig vitterligen. Den tager udgangspunkt i fosiler, der er fundet rundt omkring i verden og fortæller så historier om de Dinosaurer, der levede der. Meget spændende.

Sidst men ikke mindst så jeg forleden De Urørlige (2012) (se trailer i starten af indlægget), og jeg vil næsten ikke gå i detaljer om den, andet end at sige, det er den mest set franske film nogensinde. Jeg plejer ikke at orke Franske Film overhovedet, men den her, sad jeg tryllebundet til, når jeg ikke lige, var ved at gå til af grin. Og så en rigtig historie, og det er nok også det, der har gjort den så populær – jeg kan kun sige, at har du ikke allerede, så hold øje og se den, når den kommer igen.

2015 et nyt år og noget at se frem til


Årets Derbyvinder Davicii med trækker Christel

Guderne skal vide, at jeg ikke altid har et særligt samarbejdsvilligt helbred. Det er ikke blevet bedre i året der gik, men det forventede jeg nu heller ikke. Det bedste jeg kan håbe på, er at jeg kan gennemføre de store planer, jeg sætter mig, og ikke må aflyse dem. Som I ofte ved, har det jo engang imellem været nødvendigt.

I året der gik, havde jeg “kun” en stor plan, og den gik på, at jeg skulle til England og se verdens bedste galophest Frankel. Jeg har desværre ikke fået skrevet de sidste indlæg om turen (endnu!), som indbefatter blandt andet en dejlig tur til Cambridge som er en skøn by, men har dog fået indikeret, at det var en skøn tur. Og den kunne ikke have været bedre.


Fra en fantastisk dejlig sensommerdag med en god veninde i København

Det vigtigste har været, at undgå de store udsving både for mit helbred, og når det ikke har gjort knuder, så at skrabe så mange oplevelser af den gode slags sammen. Måske synes jeg ikke helt, jeg har nået nok i år, i forhold til, hvad jeg havde sat mig for, men sålænge jeg gør, hvad jeg kan, så kan jeg jo ikke mere.


Den fantastiske morgen i Newmarket


Verdens bedste Frankel på Banstead Manor, Suffolk England 9. september

Det værste man kan, er ikke at have drømme, håb og ønsker for fremtiden! Så kan man lige så godt ligge sig til at dø. Jeg har heldigvis masser af drømme, ønsker og alting både for året, der kommer og i det hele taget. Problemet er tid og kræfter. Tiden er min store fjende, og jeg er ikke alene, den går alt for stærkt, og jeg kan slet ikke følge med mere. Jeg prøver, men kommer til kort gang på gang – er det bare, at blive ældre?


Dyrehaven, som jeg elsker. Her var det en tur for at fange de sidste farver

Der er så mange skønne mennesker, jeg gerne ville have set i år, som jeg ikke har fået set. Mest fordi, jeg simplethen ikke har haft overskud og når jeg endelig har haft, så har de ikke kunnet, eller der har været andre ting i vejen. Anyway, jeg vil igen i det nye år prøve at få mødt mange flere af mine venner gamle som nye. På min liste står også rejser som altid, både hesterelateret og ikke. Der var to ting, som jeg egentlig troede, jeg skulle have været i år, som ikke blev. Det ene var London og det andet var Øvrevoll Galopbane. Så det står bestemt også på listen for 2015. Så må vi se, hvordan og hvorledes. Rom er også i kortene, og…. der er for mange skønne steder, at se ligesom jeg jo er heldig at have venner strategisk placeret rundt omkring. Fotoredigering/upload – need I say more – måske tage færre fotos (nej, for det er en passion og glæde), og så har jeg da også en million opskrifter, der skal prøves….og….kede mig – det gør jeg heldigvis aldrig!


En tur op og se Exners Hus blev det også til


Fra en helt impulsiv tur til Bellevue strand, dette er så taget på vej derned

Som ofte er det sådan, at på trods, så har jeg haft mange dejlige oplevelser i året der er gået, og det opdager jeg ikke mindst, når jeg ser mine fotos igennem. Faktisk har jeg haft mange flere, end jeg lige altid kan huske og ikke mindst derfor er fotos (for mig) også vigtige. Her er lidt af fotos vist fra bare en håndplukket del af oplevelserne i året der er gået. Indrømmet, langt de fleste har været heste og/eller staldrelateret, men det klager jeg altså slet slet ikke over, tværtimod.


En rigtig dejlig oplevelse var åbent hus hos Healthy Horse, hvor jeg så Voltering for første gang – og selvfølgelig fotograferede ligesom jeg mødte dressurrytter Cathrine Dufour, som udover at være en superdygtig rytter også er fantastisk sød

For nu vil jeg først og fremmest takke for godt selskab i året der gik. Både til jer der har lagt vejen her forbi, dem jeg har talt i telefon med, sms’et med og haft gode chatsamtaler med på Skype og haft fornøjelse af i det virkelige liv. Alt har været dejligt og værdsat. Jeg ønsker jer et rigtigt Godt og Lykkebringende Nytår, hvor jeg glæder mig til enten at høre fra jer her på bloggen, på sms, Skype m.m. eller hvis vi er rigtig heldige i det virkelige liv.


Tilfældigt valgt motiv fra Galopbanen, et foto der ikke har været vist før – Elione Chaves på Final Score


Jeg skal have mit Kongelige foto i hus, og det fik jeg med dette (synes jeg selv) vellykkede portræt af Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte