50 år siden i dag


Hildegard Charlotte Weide

Det slog mig lige her til morgen, at det i dag er 50 år siden min biologiske mor blev fundet død i sin lejlighed. Jeg kender ikke reglerne for den slags (de er formentlig også meget anderledes nu), men på dødsattesten står der, at det er hendes dødsdag, selvom man med sikkerhed fastslog at hun havde ligget ca. 1½ måned. Selv tror jeg på, at hun døde et sted mellem den 22. og 23 december 1964, men uanset forlod hun livet tidligt.

Lidt underligt er det også, at det kun er få dage siden, det var min mors dødsdag også og at de begge døde af en hjerneblødning.

Det slider stadig på mig, at min biologiske søster, har valgt som hun har, men der er ikke at gøre ved det. Jeg føler, vi begge går glip af noget værdifuldt, men sådan er det. Til gengæld ved jeg (så meget jeg nu kan), at havde min biologiske mor levet, ville hun gerne have set mig. Hun bad om fotos af mig, ca. ½ år før hun døde, men ombestemte sig så alligevel (nok fordi det ville være for hårdt), og så gik hun bort kort tid efter.

Shoppingterapi – anbefales!


Mit nye ur, jeg mistænker er et herreur, men who cares?

Jeg har været i seriøs shoppingterapi i dag, og det har faktisk hjulpet synes jeg. At sige, jeg har stormet rundt fra Herodes til Pilatus er ingen overdrivelse, men jeg fik gjort alt, jeg skulle! Der var snart ikke det sted jeg ikke var: Helsekosten, Superbest, Irma, Antikvitetsbutik, hvor jeg købte to små franske buster til at stå i mit vindue (100,- kr. for 2), Mekanikeren (der i parantes bemærket faktisk havde lukket i dag) efter nyt viskerblad til bilen, forbi min far, Jægersborg Alle hvor jeg var forbi Optikeren og lave en tid (jeg har problemer med brillefremkaldt hovedpine – og dem har jeg rigelig af i forvejen, hovedpiner), og så var jeg forbi en tøjbutik, hvor jeg havde set et ur.

Uret så jeg før Jul, så jeg var egentlig overrasket (glædeligt) over at det var der endnu. Jeg har gået som “katten om den varme grød”, men nu tænkte jeg, at jeg måtte springe ud i det, for ellers får jeg aldrig et ur. Sådan er man nødt til at gøre engang imellem, når man ikke har så farligt mange penge. Ikke at det var dyrt overhovedet, men stadig. Det var først senere, jeg opdagede, at uret er et Casio, det havde jeg sådan set ikke hæftet mig ved. Jeg har lidt “dårlig samvittighed” på den konto! Og hvorfor så det? Jo, jeg havde engang en veninde, der arbejdede indenfor branchen, og det værste man kunne byde hende var netop Casio Ure. Jeg er altså ligeglad, hvad det hedder, hvis jeg er glad for det (når nu jeg ikke har råd til det Rolex, jeg gerne ville have), og det virker som det skal. Det var så lige ved at være problematisk, for jeg kunne ikke få det indstillet.

Da jeg var i Lyngby (efter at have været i ALDI, Lundtofte), for at få uret mindsket i størrelse tænkte jeg ikke over, at det ikke var stillet, og det burde jo heller ikke være et problem som sådan. Jeg kæmpede de tapres kamp, men kunne ikke få skruen løs, så jeg kunne stille mit ur. Jeg så i ånden, at jeg skulle retur til butikken i Lyngby, for der hvor jeg købte det var de ikke til hjælp med det og heller ikke tage led af. Det kan så være, jeg kommer til at rende alligevel, for det er lykkedes mig at stille klokken, men datoen kan jeg dælme ikke få til at virke. Det er jo lidt træls. Jeg har ledt højt og lavt efter modellen på nettet, men har ikke kunnet finde. Jeg mistænker faktisk, at det er et herreur, da dem, jeg har set, der ligner, er det. Men det er sådan set ligemeget, sålænge, jeg er glad for det, og det er jeg, men vil da gerne have datoen fixet. Vi må se, jeg prøver at se, om jeg kan blive klogere af at kigge på dem, der ligners brugsforvirring.

Indrømmet, jeg er træt med træt på nu, så den hedder afslapning nu. Jeg har indkøbt æbler i store mængder til en vis racerpony, så jeg tænker jeg skal ned og give ham i morgen, ihvertfald et par og så skal de andre heste nok også have lidt. Så det går okay. Jeg vil ikke sige, jeg jubler endnu, men det slæber af, og sålænge det gør det klager jeg ikke.

Update: Det lykkedes mig at finde et modelnummer på bagsiden af uret og en brugsforvirring og nu er både klokken og dato tip-top, og jeg kan GLAD spise noget aftensmad :-)

Jamaica Inn

Forleden faldt jeg tilfældigt over denne miniserie. Det er lidt underligt, for på nettet står der, den er i 3 dele, men på TV ser det ud som om, der “kun” er 2. Anyway, har jeg lige set del 1 for lidt siden og glæder mig til at se den næste.

Serien bygger på Daphne de Maurier’s bestsellerbog af samme navn. Nu var jeg så lidt rundt på nettet og kigge mig omkring, og det viser sig, at Jamaica Inn, er et helt virkeligt sted, som faktisk inspirerede forfatterinden til bogen. Det ligger i Cornwall og det var også på grund af location, jeg egentlig gerne ville se den til en start, for det er et af de steder, der er på min rejse “Bucket List” så at sige. Nu da jeg ved kroen eksisterer rigtigt, er et ophold der bestemt på listen også (desværre temmelig dyrt). Hvad skal man dog gøre med alle de skønne steder, der gerne skulle besøges?

Det viser sig, at der tidligere er lavet en film over bogen, men får du mulighed for at se denne, skal du bestemt gøre det.

Uvishedens vished

Som jeg fortalte for noget siden, havde jeg – eller rettere en netbekendt, fundet en søgeengel til mig, der skulle kunne hjælpe i forhold til at finde til min biologiske far, og hele problematikken med at finde ham. Det er altså lidt underligt, det her med en følelse og intuition. Da jeg talte med den her person første gang over Skype, havde jeg en dårlig “vibe”. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor – han forekom mig lidt underlig. Som det flinke menneske, jeg er tænkte jeg, at det sikkert bare var mig.

Set i bagklogskabens kloge lys, skal man lytte til den slags. Men jeg havde jo intet at have mine fornemmelser i, og når man står overfor en, der potentielt kan finde ens biologiske ophav, så bliver man sårbar. Det er der desværre mange derude, der hellere end gerne slår plat på. Også vedkommende her. Det lød så godt og hans første melding var, at han havde en ide om, hvor min far kunne være, og han havde søgt og kun funde personer i live med samme fødselsdag. Så håbefuld var jeg.

Jeg havde lige skrevet med ham, og han sagde, at han ville sende mig en mail samme aften (hans tid), så det regnede jeg selvfølgelig med. Men så gik linien “kold” og jeg hørte intet. Der gik uger, og jeg skrev med passende intervaller og spurgte, hvad der skete og om der var noget nyt, både på mail og Skype – intet!!! En ting er, hvis man intet har fundet, og det er jo reelt nok, hvis sporet går koldt, men at lade folk “hænge” på den måde og ikke svare på beskeder! Det blev mere og mere underligt, også fordi han var online på Skype og bare ignorerede mig.

Enden på det blev, at jeg selvfølgelig var desperat og ikke forstod et kuk af noget som helst og skrev en mail til hende, der havde henvist til ham. Det viste sig så, at også hun havde oplevet højst besynderlig adfærd den vej rundt og andre betalende klienter, der fik samme behandling. Ligeledes kunne hun heller ikke få fat på ham, hverken på mail eller telefon.

Det er ikke så meget pengene, selvom det selvfølgelig også er ærgerligt, men visheden om, at nogen vil være så skrupelløse og udnytte ens sårbare situation. Jeg har oplevet det før, men da var det mange flere penge. Her er det til at overleve bedre, hvis de er tabt, men det er da noget svineri af rang.

Det eneste, der glæder mig er, at jeg på forhånd ikke havde de store forventninger/forhåbninger, både fordi det indtil nu bare har været håbløst, men også for min egen bekyttelses skyld. Nu ville hende, der havde henvist prøve at finde en anden, men jeg tænker på, om jeg skal opgive nu, for jeg må sige, jeg er grundigt træt af det. Egentlig havde jeg jo lige før, hun kom “på banen” en anden i tankerne – det vil jeg lige prøve at vende med hende. Let er det ikke og det er det eneste, der er vished for midt i uvisheden.

Skibby tur/retur

Det var alt alt for længe siden, jeg havde været en tur forbi min veninde Sandie
(Healthy Horse). Det har mange årsager, men for en dels vedkommende det faktum, at jeg ikke låner bil så ofte og så sygdom på begge sider. Anyway, nu stod sol og måne rigtigt, bilen var klar og så var det bare om at komme udover stepperne. Godt snevejret holdt sig bort indtil i dag. Vejret var gråt og koldt, men ingen sne eller anden nedbør, hvilket jeg var taknemmelig for. Jeg kan selvfølgelig køre i det, men jeg vil da helst være fri over længere stræk. Til gengæld lå der sne deroppe, som det ses og det er grobund for dejlige fotos.

Det første der mødte mig, da jeg landede hos Sandie var hende med den smukke Cayenne. Det er en sand fornøjelse at komme derop. Der er heste i alle størrelser og racer og alle glade og velpassede. Mens jeg var der, fik hun besøg af et par klienter. Dermed ment et par heste, der skulle gøre brug af faciliteterne. Den ene var smukkere end den anden og jeg nød dem i fulde drag. Udover Cayenne og et par andre, hun også havde vist mig inden de kom.

Jeg havde taget frokost med Paellaen jeg nævner her. Den smager nemlig fint kold og der var lige en portion til hver (3 indl. Sandies mand). Den var populær og de syntes også, den smagte rigtig godt. Så fik Sandie og jeg lidt kage og kaffe, mens han kørte en tur og så skulle der lukkes heste ind. Det hjalp jeg så også med (det plejer jeg også og nyder). Det eneste minus var mudder og sne. Jeg var var to gange ved at sidde fast i mudderet og jeg var skisme lidt nervøs for at skvatte i det glatte mudder, men det undgik jeg heldigvis. Dejlige heste og et dejligt besøg.

Da jeg nåede Gentofte, var jeg lige forbi en anden veninde med en lille føs’dagsgave, hun ikke havde fået endnu og det blev også til en kop Cola og en længere sludder. Rigtig hyggeligt, men så var jeg også helt brugt op, da jeg endelig landede her.

I dag har jeg været i stalden for en kortere bemærkning (lidt kickerhygge og hygge med pigerne) og så forbi far med bilen. Han havde besøg af min søster, der var venlig at give mig et lift baglæns. Nu står den på sne-inde-hygge for resten af weekenden. Jeg skulle helst tage mig lidt sammen i forhold til rengøring i morgen, men ellers afslapning og kun hvad jeg gider. Rigtig god weekend til jer.

Se den, skal jeg ihvertfald

Denne film er meget imødeset fra flere kanter. Også fra mig, da jeg som vides, altid har holdt af Whitneys musik, og var meget glad for Angela Bassett som skuespiller. Denne er hendes instruktørdebut.

Jeg har luret en smule på, hvad der indtil nu er skrevet på amerikanske medier om filmen, men jeg vil vente med at læse mere, til jeg selv har set den – skal du se den?

Fødselsdagsbrunch

Min formiddag/noget af eftermiddagen er blevet brugt på en dejlig brunch, som var til ære for min nevø, der har fødselsdag i dag. En flot ung mand på 19 år, er han blevet! Med fare for at lyde gammel, så er det dælme ikke til at forstå, men ikke desto mindre. Det er sjovt at følge de unge mennesker, som man har set fra helt små – også selvom det ikke er ens egne.

Det er ved at være nogen timer siden, jeg kom hjem derfra, men med alt det mad, er det ikke den store sult, der plager mig, men lidt skal jeg da have. Det vil jeg så gå ud og få, når jeg har sat punktum for dette indlæg. Men inden jeg gør det, vil jeg ønske jer en rigtig god weekend!

Skin (2008)

Denne film – Skin (2008) havde TV-premiere forleden dag, og jeg optog den. Underligt nok, havde jeg aldrig hørt en lyd om den. Filmen har, så vidt jeg har kunnet google mig frem til kun været vist i lande langt fra Danmark, så det forklarer det.

Filmen handler om Sandra, der bliver født sort, af hvide Afrikanerforældre under Apartheid i Sydafrika. Dette skaber uhørt mange problemer for familien af helt åbenlyse grunde og ender med at splitte den helt. Det er en meget rørende og også sørgelig film. Når den bliver vist på dansk TV igen, skal du bestemt se den, og den burde også blive brugt i undervisning i skolerne i relevante timer.

Jeg vil ikke afsløre for meget af handlingen og skal du ikke vide for meget, skal du begrænse dit valg af links nedenfor. Jeg vil skrive (spoilers) ved de links, der bortgiver handlingen, så kan du selv vælge. Traileren giver også noget væk, så vil du intet vide, skal du ikke se den. Du kan selvfølgelig også købe den på her på Amazon.co.uk

Det er en stærk film, med gode skuespillere. Den eneste jeg lige umiddelbart kendte var Sam Neil, som bl.a. er kendt for Jurassic Park filmene og TV-Serien The Tudors (2007). Så jeg vil nøjes med at sige, at får du lejlighed til at se den, skal du bestemt gøre det.

Filmen bygger på en sand historie og rigtige personer – og iøvrigt en bog, der bærer titlen “When She Was White: The True Story of a Family Divided by Race” by Judith Stone.

Links:

Filmens officielle website

Skin on Wikipedia (Spoilers)

Sandra Laing på Wikipedia (Spoilers)

Bogen: When She was White – The True Story about a Family Divided by Race

Artikler: (Spoilers)

30. oktober 2009 – Essence.com – Sandra Laing Talks About Race and Her Film ‘Skin’

19. december 2008 – The Daily Mail – The tragic story of how a white girl being born black tore a family apart

17. marts 2003 – The Guardian – The black woman – with white parents

Næsten druknet


Marianne med en favorithest af mine – Smokey Storm (GB) den 11. oktober 2014

Dagen startede i stalden og det regnede ikke ti len begyndelse. Det begyndte det dog hurtigt på, men i starten ikke noget særligt. Men efter første hold var ude, og andet næsten lige var taget afsted, begyndte det så at regne mere og mere og til sidst væltede det ned. Ikke nok med, at det regnede, det stormede samtidig. I dag var der ikke det, der kunne ligne misundelse over pigernes rideture.

De fleste ved, at heste og stormvejr sjældent er en god kombi, og slet ikke fuldblodsheste og stormvejr! Nå, men hjem kom tøserne og de var stivfrosne. Jeg havde i mellemtiden hygget med racerponyen og en af de andre heste, så jeg frøs endnu ikke, og kunne gå dem til hånde, så godt jeg kunne – det havde jeg så selvfølgelig gjort løbende, som jeg plejer.

Den forsvundne pakke, som var Julegaver, dukkede op forleden, som fortalt og i den anledning havde jeg lidt, der skulle sendes videre. Det betød en tur på posthuset. Jeg havde allerede bestemt, at jeg lige så godt kunne få det overstået, for så skal jeg ikke ud i morgen.

Det blev en beslutning, jeg godt nok var ved at fortryde, mere end en gang, men nu var jeg på vej. Det væltede ned i nogle uhørte mængder og stormede gjorde det også. Jeg fik så meget vand ind i øjnene, at jeg ikke kunne se, hvor jeg kørte, helt borset fra, at jeg ingen luft havde, fordi det sådan blæste. Så jeg gik det meste af vejen. Normalt vil jeg sige, at en gåtur er sund for mig, og det mener jeg sådan set også, men i dag endte det med at være en heltemodig indsats, at gå den tur. Nå, men frem kom jeg og fik sendt pakkerne. Så var det toget hjem og så et hurtigt smut i Irma, og så var jeg også hende, der var færdig.

Det tog mig noget, der ligner ½ time under den varme bruser at “tø op”, så kold var jeg, og så kan jeg godt mærke i den gamle krop, at den er mast ovenpå sådan en tur. Vi får se, i morgen kan jeg garanteret ikke bevæge mig. I dag var tanken om den lille bil ikke langt væk, og jeg er mere fristet end længe. I næste uge tror jeg, at jeg skal over og kigge – det sker der ihvertfald intet ved.

Fotoet er en god hesteveninde med en yndlingshest fra samlingen fra sidste år, der stadig har meget liggende, der ikke er blevet sorteret – surprise!!!

Vietnamesisk Nuddelsuppe (Pho) inspireret suppe

Jeg har længe villet prøve en suppe af den her slags, og forleden synes jeg, tiden var inde, også i og med, jeg fik noget grønkål forærende, som passende kunne passe ind der. Hvis man skal følge de nøjatige anvisninger som f.eks. her, så skulle der have været mange flere ting i spil, såsom evt. svampe, tofu og bønnespirer, men nu lavede jeg med de ting, jeg havde i huset, og det smagte himmelsk. Så kan der altid købes ind efter “originalen” en anden gang. Det er også det opskrifter er til, at lade sig inspirere, og bruge, hvad man har. Det viste sig, at de ellers fine øko-chili, jeg havde fået købt, var nogen uden “punch” overhovedet, så jeg måtte tilføje ekstra chilisauce. Man kan regulere, hvor stærkt man ønsker suppen. Men ganske lidt varme skal der næsten være. Nu har jeg fået købt mig stærkere chili, så næste gang bliver der lidt mere varme. Med det vejr, der hersker lige nu, står den vist på denne dejlige suppe snart igen.

Vietnamesisk Nuddelsuppe (Pho)

Bouillon
1-2 tsk raspolie
1 Stort løg, pillet og halveret
2 tsk. presset ingefær
1 stk. hel kanel
1 stjerne anis
2 nelliker
1 tsk. korriander frø
1 liter bouillon (her svampe og grønsags)
2 tsk. soyasauce
3 gulerødder, skrællet og groft hakket

Nudler

500 g tørrede flade ris nudler (known as bánh pho) eller andre risnudler
(her var det vercimelli risnudler)

Fyld

1/2 rødløg, i meget tynde skiver
1 forårsløg, i tynde skiver
1 chilli peber (Thai bird, serrano, or jalapeño), i skiver
1 spsk limesaft
1/4 rød peber i tynde skiver
2-3 grønkålsblade
1 gulerod, skåret i tynde skiver med kartoffelskræller

Bouillon

Løg, ingefær, stjerneanis, nelliker og korriander steges over medium lav varme, og der røres godt, så det ikke brænder på. Når krydderierne er aromatiske, tilsættes bouillon, soya sauce.

Bring bouillon i kog og skru ned for varmen og lad simre dækket til i ca. 30 min. Si den og hold den varm indtil den er klar til at servere.

Nudlerne

Mens bouillonen simrer, puttes nudlerne i en stor skål og dækkes med varmt vand. Lad stå i et øjeblik (hvis meget tynde nudler og ellers tilbered som anvist på pakken. De skal være bløde men med bid. Hæld vandet fra. Hvis det ikke er nok at stille i blød blanceres de i kogt vand et par sekunder.

Det ekstra (kan udelades)

Lidt ekstra kålblade i meget små stykker og gulerod skåret med kartoffelskræller

Servering

Nudlerne kommes i skålen. Put de ekstra ting over nudlerne og hæld bouillon i.