Things we lost in the fire (2007)

Filmen er lavet af danske Susanne Bier, og har været en jeg gerne har villet se længe. Ikke mindst fordi Halle Berry er med i den, og den var meget rost. Den blev vist på TV forleden og jeg optog den og så den her i dag.

Den er fuldt fortjent rost. Historien er kort fortalt, at vi følger en lykkelig famlie på fire, der brat bliver revet i stykker, ved faderens (Duchovny) pludselige tragiske bortgang. Samme har en rigtig god ven (del Toro), som ikke har det helt godt. For nu at sige det lige ud, så kravler han rundt på bunden af verden, godt hjulpet af diverse stoffer. Efter det tragiske dødsfald, tager den efterladte hustru (Berry) sig af vennen. Og det er godt for alle.

Det er en varm historie og skuespillet er fabelagtigt fra alle. Jeg har aldrig før set Benicio del Toro, eller så har jeg ihvertfald ikke lagt mærke til ham. Det gør man her. Han brænder virkelig igennem i den her film. Et rigtig fint bekendtskab.

Kommer filmen igen, eller ser du den på bud et sted, og synes du har mønten til at brænde på en film, så kan du roligt købe denne. Jeg kunne ihvertfald godt lide den. Og titlen? Jo, den henviser til noget, men det synes jeg selv, du skal se, hvad er.

Alexander (2004)

Vi har snart set en del af dem storfilmene. Episke værker om store mænd i store krige, slag og hver deres tidsaldre. Der var Troy, Braveheart, Gladiator o.s.v. Og så er der Alexander (2004) instrueret af Oliver Stone (JFK – historien der ikke ville dø, Født den 4. juli), som jeg så forleden. Jeg ved ikke, hvad jeg egnetlig forventede af den, men jeg ved, hvad jeg fik. Jeg fik en “på dusinet” skåret storfilm. Har du set de andre nævnt, har du også set denne. Og så vil jeg sige Gladiator (2000) for mig, er den bedste af nævnte.

Denne er visuelt meget, meget flot, men så er alt også sagt. Den er for lang, der er for lidt handling og det hele står ligesom i stampe. Man følger Alexander fra barn, via en fortæller Old Ptolemy (Anthony Hopkins) som har fulgt ham hele livet, gennem sin egen tjeneste ved hoffet. Også en model der er brugt utallige gange. Og det kan gøres mere eller mindre heldigt. Her bliver det lidt rodet, fordi man springer for meget i fortællingen.

Rollen som hans enøjede meget excentriske og diktatoriske far har en helt ukendelig Val Kilmer, og hans mor Olympias spilles af Angelina Jolie. I filmen har Alexander et tydeligt kærlighedsforhold til barndomsvennen Hepheistion, som spilles af Jared Leto – deres kærlighed holder livet ud. Alexanders far bliver dræbt, da han kun er i tyverne og dermed bliver han konge af Makedonien. Og så skal der indtages lande, og han drager mod øst i endeløse slag, der kræver uhyggelige ofre, men også bringer ham en kone – Roxane (Rosario Dawson).

Har du ikke andet at lave, så se den, ellers nøjes med Traileren her, for du har set det hele før som sagt. Ikke engang de ellers flotte (i nogen tilfælde fejlcastede) navne, og fantastisk scenografi, kan redde den. Vil du læse lidt om den rigtige Alexander den Store, kan du gøre det her.

Fornemme gæster

Jeg ELSKER at se Top Gear som nævnt før. Her til aften var der ikke lige andet der fristede, og så så jeg Top Gear. Som altid var det en fornøjelse, men i aften var den godt nok større end vanligt på grund af gæsterne.

I hvert afsnit af Top Gear har de besøg af berømtheder, der kører en tur på deres bane i en helt almindleig bil. I aftenens afnsit var det så Tom Cruise og Cameron Diaz. Jeg er vild med dem begge to. Men nu er jeg altså til mænd. Jeg lover mundvandet drev hen ad gulvet. Charmen, smilet og den fantastiske udstråling han har ham Tom. SUK!! – jeg er solgt, lige på stedet. Men kig selv og se om ikke du kan se det – ellers skal du måske have nye briller ;-) De klarede det iøvrigt på fantastisk tid rundt banen begge to, så de er ikke kun til pynt!

Sig din mening – Med eller uden?

Jeg synes jo bestemt ikke, der er nogen som helst grund til at vise sine fortrin (pæne eller ej) hverken i den bedste sendetid eller ellers. Jo i et program indrettet til den slags, og så kan man vælge det fra eller til.

Jeg har INTET imod bryster (så ville jeg da være et skarn, for jeg har jo selv to), men jeg synes, der er grænser, og det skal der være. Der er ting, der er intime, private og for voksne, og det gør ikke noget, det er sådan. Jeg har da set min mor uden tøj, da jeg var mindre, men selvom jeg ikke havde, så er jeg sikker på, jeg sagtens havde fundet ud af, hvordan de ting hang sammen alligevel. Man lukker (forhåbentlig ikke) heller sine børn ind i soveværelset for at se, hvad der foregår der? Og ja de skal da vide, hvad der er oppe og nede og sådan, men det skal de nok lære. Også uden bare bryster på TV.

Jeg er personligt helst fri for at se på andres bryster og hvad det ellers kan være sådan helt ude af sammenhæng. Medina’s bryster er skam pæne, og ja hun kan være stolt af dem. Men jeg har intet at bruge dem til, og det havde været meget flottere og mere passende med en af mange andre søde bluser og toppe der fås nu om stunder.

Jeg vil sige i dette tilfælde som i så mange andre: Fordi man kan, er det altså ensbetydende med, at man skal. Frisind er godt, men det skal også administreres, og lidt Takt og Tone har aldrig skadet nogen. Jeg er faktisk pænt træt af, at man i Danmark snart har glemt, hvad det betyder.

Men for nu at gøre det lidt interaktivt, får du nu lov at sige din mening her, hvilket så kan forekomme fremover, når det lige passer ind i blogskriverens sammenhænge:

[poll-id=2]

Forestil dig……

at din eneste søn bliver dræbt, fundet skudt på en parkeringsplads. Det i sig selv kunne nedbryde hvem som helst. Det viser sig, at være en ekskæreste, der har begået drabet. Næste chock er, at hun inden nogen når noget, er taget til Canada (fra USA). Hun bliver så varetægtsfængslet, og meddeler så, at hun er gravid med afdødes barn.

De knuste bedsteforældre tager straks afsted, sælger alt og flytter derop i håb om på sigt, at få forældremyndigheden over deres barnebarn. Nu følger måneders udholdenhedsprøve udi tålmodihed og fokus på målet. For hvad de ikke bliver udsat for, at deres søns morder og mor til deres barnebarn, er ikke småting. Men de udholder det hele og kører en timelang tur til fængslet, da hun bliver fængslet, for at hun kan se sønnen. De når selvfølgelig at knytte sig til den lille gut, som hedder Zachary, og de bliver endnu engang sat på umenneskelige prøver, da Shirley bliver løsladt mod kaution igen.

Og så sker det helt utænkelige. De vågner en morgen og får beskeden om, at mor og barn er forsvundet. For nu at gøre en lang historie kort, så finder de deres lig, ud for kysten. Mord/selvmord. Ikke nok med, at hun tager sin lille søns liv, hun berøver også tre andre børn deres mor – hun havde tre i forvejen. At hun havde store mentale problemer, var bevist mange gange, hvilket også var grunden til, at Andrew til sidst slog op med hende. Og det tålte hun simpelthen ikke og ringede til ham som besat. Og til sidst knækkede filmen så helt. En ganske uhyrlig historie.

Andrews forældre kæmper for at få lavet kautionsloven om, således at man ikke kan løslades mod kaution, hvis man er sigtet for mord. Andrews bedste ven Kurt, har lavet filmen “Dear Zachary (2008)“, som istedet blev en film til Andrews forældre om ham, men som skulle have været til hans søn. Nogengange kender ondskaben ingen grænser. Som Andrews mor siger i filmen – hun var djævlen i egen person, hverken mere eller mindre…… puh! Deraf sikkert også titlen på en bog Andrews far skrev “Dance with the devil“, som blev en bestseller.

Link:

Filmens hjemmeside

Er jeg den eneste…

der slår ud i røde knopper, og fibrilsk griber efter fjernbetjeningen, for at flygte væk fra Føtex forfærdelige reklame??? Jeg kan simpelthen ikke ha’ den!!! Godt jeg bor langt, langt væk fra en Føtex.

Uanset, så er deres reklame altså nok til, at jeg ville boykotte. Kan det virkelige være sandt, at reklamerne skal være så elendige… åbenbart, for det er ikke den eneste.

På mit TV lige nu…..

Jeg elsker den film, nummer I og II og endda et par af de efterfølgende. Sidstnævnte ikke så meget for handlingen, men for Sylvester Stallone, som bare er så dejlig her, hvor han var yngre. Og ikke nok med det, så er Carl Weathers, der spiller Apollo Creed bestemt heller ikke dårlig. Du kan nå det, der er lidt over halvdelen tilbage. Stramme mandelår og biceps – ikke dårligt :) – på næste søndag kan du få mere af samme “skuffe”, for der kommer Rocky III.

Koncerten, jeg aldrig kommer til

Som jeg har nævnt før føler jeg egentlig ikke, jeg har meget “tilgode”, når vi taler koncerter. Jeg har været utroligt velsignet og været til mange fantastiske koncerter. Men der er en, jeg virkelig er ked af, jeg aldrig nogensinde kan komme til uanset, hvordan jeg vender og vrider det. Det er en koncert med Elvis Presley anno 1972. Så er det godt, han er velkokumenteret. Lige nu sidder jeg og ser ham på TCM, hvor de viser “Elvis on Tour”, som er en dokumentar fra netop 1972, hvor vi følger Elvis rundt på tour.

Jeg har sagt det før. Man må og skal være lesbisk eller fuldstændig lavet af sten, hvis ikke han kan få gang i ens hormoner. Han er bare…..host! Skal vi nøjes med dejlig, så fornærmer jeg ikke nogen, men hold da lige op en dejlig mand på rigtig mange måder. Og som jeg har nævnt, så er jeg mest til den sene Elvis. Når jeg først begynder at se ham, så kan jeg på ingen måde løsrive mig. Du kan lige nå slutningen, men frygt ikke ellers bliver samme udsendelse sendt i morgen tidlig kl. 9.05, så se det eller optag, hvis du kan lide Elvis. En dejlig tur med ham, bandet og den skønne musik. Ellers kan jeg afsløre, at der ligger en god del på Youtube også.

African American Lives

Jeg har set noget meget interessant i dag. Jeg har tidligere været inde på, at der ved Julegavekøb, kan falde lidt af til mig selv. Det her var så vist noget før Julegaver, men anyway. Jeg havde set DVD’en for længe siden. Den der handlede om, hvordan Oprah fandt sine rødder.

Læser du med her jævnligt, vil du vide, at jeg efterhånden i noget der ligner et kvart århundrede, har ledt efter mine. Ikke med den store sucess. Jeg prøvede for lidt siden at få min biologiske mors fødselsattest, men løb igen hovedet imod den mur der hedder, at jeg bliver smidt fra et kontor til et andet. Jeg har fundet en dame, der kan hjælpe noget, men det koster altså også lidt. Heldigvis ikke meget.

Men det var sådan set ikke det, det her handler om. Det handler om den side af mig, jeg slet intet kender til. Min biologiske far. Efterhånden begynder jeg (og ovenævnte dame) at tvivle på, at de oplysninger jeg har, er rigtige. Noget stemmer ihvertfald ikke. For de mænd vi har fundet, der passer på navn og fødselsdato, har ihvertfald helt sikkert intet med sagen at gøre. Så hvad gør en klog så` Det skal jeg finde ud af i det nye år. Så der er to store opgaver, der venter. Man løber sur i det, og må holde pauser. Det kan andre, der har været det igennem, skrive under på.

Men da jeg så DVD’en om Oprah og hendes rødder, var der en masse oplysninger om steder man kan søge og hvordan man går frem. Det hjælper ikke mig, før jeg har flere oplysninger, men for jer andre, der har kan det være nyttigt. Det viser sig nu, at der er lavet en serie i stil med “Do you know, who you are”, som jeg har skrevet før, men bare i forhold til afro-amerikanere som hedder African American Lives. Det synes jeg jo personligt er enormt spændende, og jeg vil købe DVD’erne, for jeg kan simpelthen ikke få nok af de der historier. Måske netop fordi jeg ikke kan finde min egen?

Du kan se flere spændende DVD’er om emnet lige her. Men se dig godt for inden du køber. DVD’en om Oprah, har jeg kun givet ca. 30 kr. for, hvor den koster langt mere her. Og husk at fortælle mig, hvis I køber og ser nogen af de her spændende ting. Man kan få de her DVD’er både hos Amazon.co.uk og hos Play.com - sidstnævnte har gratis levering – også til DK.

OBS!! Du skal være opmærksom på, at nævnte DVD’er er Region 1 DVD’er og altså kræver at du har en DVD, der kan det.

Præstens kone (1996)

Igår så jeg film, jeg havde optaget “The Preachers Wife (1996)”. Jeg synes ellers den her film, var en relativt ny film, i bjerget af film, jeg gerne ville se, men som jeg ikke havde nået endnu. Stadig kan jeg blive helt klam ved tanken om at den er SÅ gammel som 1996.

Det der i første omgang fik mig på sporet, var at Whitney stadig har sin stemme i behold (før det gik helt, helt galt), og så at Gregory Hines er med. Og ham ved jeg dog, er afgået ved en for tidlig død, selvfølgelig til cancer. Og det vidste jeg jo var noget siden, og så “knækkede filmen” for mig, for jeg mente da at filmen måtte være meget nyere og at han var død længe før, den blev lavet. NOT SO!!! Hines gik bort i 2003!!! Se det her illustrere altså, hvordan det er at blive ældre, og i hvor UHYGGELIG grad tiden forsvinder for mig og det bliver kun værre. Shit siger jeg bare!

Nå, men bortset fra det, så er det en hyggelig film. Den har de stærkeste kræfter på skuespilsiden, og selvfølgelig synger Whitney vidunderligt. Det var mens hun stadig kunne. Og der skal ingen tvivl herske når hun er god, findes det ikke bedre. Og så lige en advarsel, for er man ikke til gospel, skal man selvfølgelig ikke se filmen. Whitney spiller en korleder af – ja godt gættet – et gospelkor. Og de og hende synger, så englene garanteret hopper af fryd på deres små skyer, er jeg overbevist om.

Filmen havde iøvrigt en helt anden handling, end jeg troede. Jeg er ikke engang nået til at læse, hvad den handlede om. Den handler om et ægtepar, hvor han er præst (Courtney B. Vance), og hun (Whitney Houston)som sagt er korleder. De tilhører en stor men faldefærdig og gammel kirke, som de har overtaget efter hendes far. Det går ikke for godt, og det bliver ikke bedre af, at hendes mor bor der, og blander sig i alting. Som fortæller af historien, er deres søn (Justin Pierre Edmund) som spilles helt genialt. Og så er han iøvrigt bare den sødeste dreng, jeg længe har set. Sådan en der får en til at ønske sig en selvom det er årtier for sent. SÅ sød.

Med det hele som er ved at “køre helt af sporet”, har de brug for hjælp, og pludselig ankommer en hjælper til præsten angiveligt sendt at kirkekontoret. Det er det er det også, men det er en hjælper af den albernative slags, som spilles af Denzel Washingthon. Han har en engels ansigt, og er så sød og charmerende, at hans hjælp også er lige ved at køre tingene af sporet. Hvem Greogory Hines spiller, synes jeg, du selv skal se. I to småbiroller ses også Cissy Houston og Lionel Richie. En rigtig hyggelig Julefilm, en sød historie og dejlig musik og selvfølgelig – En happy end!

Nedenfor er traileren til filmen, og en video af en sang Whitney synger i filmen.

I