Mandagsstemning på en tirsdag

Det var ikke mandag i dag, men derimod tirsdag. Allerede i går aftes, var jeg i tvivl om, hvilken dag det egentlig var. Jeg måtte så galt tjekke telefonen for at være sikker, for det føltes grangiveligt som om i dag skulle være mandag. Indtil jeg tjekkede havde jeg lige fået lullet mig selv ind i den følelse, at det jo så ikke gjorde noget, at jeg ikke kunne sove, når jeg bare kunne sove i dag. Sludder og vrøvl og jeg lå vågen til ihvertfald kl. 02.00.

Derfor er det unødigt at fortælle, at jeg var mere end kvæstet, da jeg vågnede, men afsted kom jeg og var i stalden ved 7.30-tiden. Jeg fik ordnet striglet en del heste og nusset lidt med Kicker (langtfra nok i dag dog), men der var nok at se til. Og om det var vejret eller hvad det var, hestene var også i mandagsstemning.

Da næstsidste lot tog på bane, var jeg hende der cyklede derned og så det, og så tog jeg hjem bagefter. Jeg var godt nok træt, hvilket også gav sig udslag i, at jeg igen gik ud som et lys efter et bad og en meget lille frokost.

Nu hygger jeg mig her med computer og TV. I morgen får jeg besøg af en veninde, jeg ikke har set i mange år. Det bliver superhyggeligt. Fotos er stalden set fra Ordrup Krat og nederst engen lige bag ved stalden.

Blå, mere blå og mest blå

Det kræver stadig tilvænning at være hjemme. Jeg forstår det ikke helt selv, men sådan er det altså. Savner min bror og var ovenud lykkelig forleden, da jeg fik talt med ham på Skype. Han ville prøve om han kunne logge på igen her i weekenden. Vi får se.

Det er også de barske realiteter at komme hjem til, såsom kedelige tandlægeregninger (Læs: Megamonsterdyre), og mange andre ting, man skal forholde sig til. Det er alt andet lige sjovere intet at skulle eller forholde sig til, og slappe af og hygge sig og gå ture i solen. Det kan vi vist ikke blive uenige om. Nu vender vejret forhåbentlig snart, og dermed humøret også. Det gør en kæmpe forskel, når solen kommer frem og himlen er blå.

Vi havde også det her vejr istalden i går. Der for jeg godt nok rundt som en flue i en flaske og fik overhovedet ikke tænkt på kapffe før klokken var 10! Det er usædvaneligt. Men så smagte den så meget bedre. Jeg følte mig nyttig og godt tilpas da dagen var slut der.

Også i dag har vejret spillet på alle de rigtige strenge med knaldblå himmel, og masser af sol. Det kan vi lide. Jeg passer hunde, og dså er der jo sjovre at komme ud og gå, når vejret eer sådan. Så vi var ude en hel time her i dag. Ellers har jeg bare siddet her og set TV og ordnet fotos – blandt andet til dette indlæg. Disse fotos er taget i dag, på vores gåtur. Nu er jeg mere død end levende og vil smutte i seng. Jeg har en hund her på hver side af mig i sofaen, også helt bevidstløse. De rykker nok med ind i seng, og det er bare hyggeligt.

I morgen kommer deres mor og vi går en lang tur med dem og jeg bedriver en vegansk pizza har jeg lovet. Opskriften skal jeg også have skrevet. Der er nok at lave, men jeg ønsker jer en fortsat god weekend.

Fotos:

1. Hundene lige ved en model, jeg aldrig havde set før – En BMW i3. Det er en el-bil.

2. Da vi var nået til Sølystvej

3 + 4 Søen samme sted. Den var underrenovering, men der var belæg for flotte refleksioner.

5. Udsigten fra Emiliekildevej mod Øresund i dag. Som det ses, var det intet problem at kigge til Sverige.

6. Nogen synes det fine vejr skulle bruges til at fiske i, og gjorde det.

7. Toby og Figo.

En god uge

Stort set har det været en god uge synes jeg. Jeg har fået min motion ind i en gænge, og jeg går en tur på en time hver dag. Det skal selvfølgelig udvides, og det kan være, jeg skal skrue det op til 1½ i næste uge. Samtidig skruer jeg selvfølgelig på kosten også og det kan ses i forhold til vægten.
Næsten allerbedst er, at jeg har fundet nogle øvelser, som vitterligen hjælper på min ryg, så dem skal jeg så bare blive ved med.

Jeg skulle jo være startet først i de nye år egentlig, men jeg ville altså ikke være på “kur” som sådan, når jeg var på ferie. Jeg gik nogle lange ture i det omgang jeg kunne synes jeg, men slappede mest af. Men jeg passede på ikke at overdrive spisningen.

Da jeg var vel hjemme igen, var jeg mere død end levende af jetlag. Men så snart jeg oveni overkom en grim tur med ryggen gik jeg igang. Så det er altså forsinket i forhold til planen, men nu går det også godt frem og det skal det blive ved med.

Jeg har også skruet op for min deltagelse i stalden og har været ret flittig i ugen også, og det er jo også motion. Jeg kan hilse og sige, det er hårdt arbejde, at strigle heste, der fælder og er kommet fra landet. I dag blev det også til et par ture på banen og det er også hyggeligt.

På vej hjem handlede jeg lidt og nu har jeg så bare ligget og siddet i min seng og hygget med TV og computer efter et bad selvfølgelig. Jeg er ærligt talt træt. Weekenden står på oprydning, rengøring og selvfølgelig fotos. Jeg skal jo igang med den USA-tur 🙂 Ellers er der ingen planer, men det kan der eventuelt komme. Når programmet står relativt åben, er der plads til improvisationer og de er ofte de bedste. Ihvertfald må I have en dejlig weekend.

Og nu vi var ved husene, synes jeg, I skulle se en anden meget smuk villa, her en Patriciavilla på Wernersvej 1, Charlottenlund, som er vurderet til 9,2 mill.

Den klassiske villa

Mange der læser med her, ved at jeg elsker den klassiske villa, og især elsker jeg, at der ikke er blevet smækket nyt alt muligt i det, og originale detaljer bevaret. det er sjældent at finde efterhånden – desværre. Folk putter rask væk strømlinede grimme køkkener i en patriciavilla f.eks. – noget der sle tikke passer efte rmin mening.

Anyway, forlden faldt jeg over et hus, som passer til dem, som har samme drømme om den klassiske villa, som jeg har. Her er mulighedne for både at sætte sit eget præg på det og bevare. Nu harj eg ikke set huset indeni, men ved syn bare udefra, kan jeg sige, at det trænger til den beræmte kærlige hånd. Udover huset, som er dejligt, er der en skøn have bag huset. Foran huset er der fliser over det hele. Huset har hørt til hospitalet, og der var kontorer, deraf parkeringspladser. Men alt i alt, kunne det blive en dejlig bollig.

Ulempen ved det her hus er beliggendheden. Først og fremmest ligger det på et hjørne,og dernæst ligger det lige ved siden af en indkørsel til Gentofte hospital. Udover hospitalet, ligger der et dejligt villakvarter bagved huset, så det er stille den vej. Du kan se mere om villaen her.

Pris: 6.750.000

Bygget: 1919

Kvm: 211 kvm

Grund: 1107 kvm

Der er åbent hus på søndag 5. marts 14.15-14.35, Niels Andersens Vej 75, 2900 Hellerup

Fra ren gru til ekstrem lettelse og glæde

En lille hilsen herfra. Ikke fordi, der er sket så meget igen. Heldigvis holdt min fornemmelse af, at det her jetlagcirkus var ovre stik, og jeg er helt tilbage på dansk tid. Det i sig selv er dejligt, og oveni er ryggen også tilbage til normalen nu. Jeg har godt nok smerter i hofterne sådan lejlighedsvis, men det er ikke noget nyt. Sådan er det helt standard.

Eftersom jeg rent sovemæssigt, nu ikke er helt zoombie, så har jeg straks begyndt mit nytårsfortsæt, som går på en gåtur på ca. 1 time dagligt. Gerne mere efterhånden, men til en start, og så har jeg også andre øvelser, der skal på bordet.

Lige nu er alt den motion jeg tror jeg vil kaste mig over, en krigs-glædes-dans! Og hvorfor så det? Tjah, fordi i går, skulle jeg finde et foto til en ven. Jeg går hen og tænder min computer (her taler vi min stationære), hvor der ligger rigtig mange ting. Mange har jeg flyttet over på ekstern harddisk og til online album, men meget har jeg godt nok ikke. Jeg tænder “dyret” og ingenting sker!!! Gæt hvem der bliver helt bleg? Ja, det gjorde jeg. Til gengæld var jeg også noget uforstående. Normalt har man lidt på fornemmelsen, hvis den er helt galt, omend jeg godt er klar over, at et totalt stop selvfølgelig kan ske pludseligt. Jeg kunne dog ikke helt få det til at passe. Men faktum var, at computeren var død. Gæt hvem der gik i depressionsmode? Ja også mig! Er der noget, der betyder rigtig meget for mig, så er det mine fotos, så jeg var sgu ked af det og håbede bare, at det kunne reddes.

Her i dag, sætter jeg så et stik i en stikdåse, som er løs og “bing” så tænder computeren. Total optur! Og hvordan hulen går det så for sig? Jamen det gør det fordi, jeg bor i en gammel lejlighed, og al strøm er i stor stil forlængerledninger og stikdåser. Den stikdåse, jeg rettede et stik i, er i den anden ende af rummet end computeren, og jeg forbandt ikke de to ting. Men for helvede, jeg er lettet. Jeg tager det som vink med en vognstang om, at nu må jeg se og få styr på de fotos – tro mig, jeg lytter og danser videre!!

Før denne skønne hændelse, var jeg i stalden. Jeg stod op klokken 7, tog tøj på og drog afsted. Sne og is er afløst af mudder og vand. Ingen af delene er særlig sjovt. Man kan sige, mudderet forhindrer ikke, at vi rider, så den vej selvfølgelig bedre, men til gengæld er alt klamt, vådt og møgbeskidt og smurt ind i mudder. Jeg var faktisk flittig i dag og fik ordnet hele 3 heste meget grundigt og pudset en grime som jeg også fik lavet et ekstra hul i.

Efter alt den aktivitet fulgtes jeg med med sød hesteveninde (vi bor stort set ved siden af hinanden). Jeg var godt nok på cykel og hun på gåben, men jeg har jo godt af at gå. Således fik jeg da også gået 5090 skridt (3,8 km) i dag. Husk at gemme dine fotos på drev – enten i cloud, eksterne drev etc. Dagens lektie!!

Foto er Ordrup Krat i lørdags!

Glæde på efterbevilling og dagens gåtur

Normalt er åbenbaringer jo en god ting, men når man føler sig som den berømte “skovl”, når man får en, så er det knap så sjovt. Denne var lige nyttig og jeg kan takke min kvikke og dejlige veninde for, at jeg efter 2 år efter jeg købte min el-pejs, endelig får en funktion, jeg hele tiden har savnet hos den.

I dag kom vi til at tale om de der el-pejse igen, fordi min veninde, har fået en til sit soveværelse også. Og i den forbindelse, kom vi til at tale om, at det altså var underligt, at min ikke bare kunne lyse (brænde) uden varme, for det kan de næsten alle sammen. På fjernbetjeningen, kan man kun tænde og slukke. Men så spørger min veninde, om jeg er sikker på der ingen knapper er og det mente jeg da bestemt. Der er ingen synlige. Så siger hun, at på hendes er der skjulte knapper lige bag et panel over der hvor varmen kommer ud. Også til hvis fjernbetjeningen svigter. Jeg prøver så at tage i mit panel og ganske rigtigt, der er knapper og 2 indstillinger, en med varme og en uden. Således gik det til, at jeg nu er helt vild af begejstring over min ovn, sådan lidt forsinket. Jeg har hele tiden været glad for den med varme i, men om aftenen har det ofte ærgret mig, at jeg ikke kunne tænde den som min veninde kunne bare med flammer, for det er da hyggeligt. Det kan jeg så også nu, og glad er jeg. Men jeg følte mig da lidt dum!

Et af mine Nytårsfortsætter er, at jeg skal ud og gå en god tur hver dag. Gerne mere end det, og helst længere og længere efterhånden, men man skal jo som bekendt starte et sted. Så jeg gik ned i stalden i dag. Det var ellers ikke min mening, at jeg ville derned i dag. Jeg gik over banen, og fik taget lidt fotos også, men ikke af heste. Hvorfor? Der var ingen p.g.a. vejret. Det var pivglat for nu at sige det mildt. Jeg var ved at stå på numsen 4 gange, og til sidst turde jeg dårlig bevæge mig. Det blev ikke bedre af at komme op på vejen efter banen og pull-op-gården. Tværtimod! Den var ren is. Men det lykkedes at komme hen i stalden og på vejen mødte jeg en hesteveninde, der var i bil. Vi blev heldigvis enige om, at jeg godt kunne få et lift hjem. Jeg var ærlig talt noget “lunken” ved at skulle gå hjem igen, efter turen ned.

Dernede var der ikke meget gang i den. Alt stod som ventet næsten stille, ihvertfald på ridefronten, for det var jo håbløst med alt det is og sne. Jeg fik børstet min anden “baby” som er kommet fra ferie, og hygget lidt om ham. Dejligt nok. Han har heller ikke glemt at give kys, mens han var væk. Så det var godt nok. Efter kaffe og en hyggesnak, blev vi ikke meget længe og jeg fik et lift hjem. Der hentede jeg så den bærbare, som havde en fejl. Den ladede ikke. Det så ud til at være opladeren, men nu driller den sgu lidt igen, så det kan være, jeg må afsted igen. Møgirriterende faktisk!

Da jeg kom hjem efter alt det, var jeg faktisk træt, men jeg fik vasket to maskiner tøj, fik selvfølgelig et bad og så har jeg nørklet med fotos her på computeren og set TV og selvfølgelig nydt min ovn.

Ellers går det fremad. Jeg er ikke på Arizonatid mere, og det i sig selv er en stor lettelse. Det var lige ved at give mig kuller. Min ryg har været helt smadret og forleden havde jeg min fantastiske massør her, og det hjalp. Men ondt gør det altså, når han tager fat. Men er det ikke noget med, at det skal være skidt før, det bliver godt? Så passer det ihvertfald her. Stadig ikke helt godt, men dog i den rigtige retning. Jeg har stadig gøremål nok her og behøver heller ikke kede mig i morgen. Det gør jeg som bekendt aldrig. Jeg vil ønske jer en rigtig god weekend fortsat.

Fotos: Er på vej i stalden og viser mine yndlingsrækkehuse, Odrup Torv (det hedder det ikke helt rigtigt, men i folkemunde gør det) Banevej og Hyldegårdsvej, Odrupvej og så et par yndlingshuse). Senere på dagen blev det overskyet og begyndte at regne, så jeg var heldig at få disse med den blå himmel

At komme sovende til det

Det udtryk, har fået en helt ny betydning siden jeg kom hjem fra USA. Jeg har været mere død end levende. Jeg har ganske enkelt ikke kunne finde rytmen i døgnet igen. I nat var første gang, jeg fik noget, der kunne minde om en ordentlig nats søvn, så jeg håber, at jeg nu er ved at komme på ret køl. Det er noget belastende for nu at sige det mildt. Det er som at gå rundt i en tåge, når man endelig er vågen, og så skal der i øvrigt kæmpes for at være vågen hele tiden – og i det store hele er det mislykkedes. Når jeg så endelig skulle sove, så har jeg været vågen.

I går fik jeg gået en lang tur -ned til stalden og var på vejen forbi banen, hvor jeg også var heldig at møde et par venner. Og bagefter var jeg i Lyngby med min TV-box der brød sammen lige før jeg tog på ferie. Det var så tæt på, at jeg nåede at få den nye box, men fik ikke den kasse, jeg skulle returnere den gamle i. Så måtte de vente, så det gjorde de så til i går.

Nu har jeg så endelig sovet “normalt” i nat, men at sige, jeg er frisk, ville være en overdrivelse. Men jeg er stadig vågen, men det holder nok ikke hele eftermiddagen. Nu har jeg så også været på farten og det hjælper heller ikke. Mødtes med min veninde og så gik vi en lang tur over og fik noget kaffe. Rigtig hyggeligt, men vi blev som vanligt ikke færdige. Fotos er fra i går, da jeg gik ned til stalden. Hvad så med hestene spørger du nok? Og det er både relevant og et godt spørgsmål. Det er sådan, at så længe, jeg ikke er vågen og så træt som p.t., skal jeg ikke tumle dyr på 400-500 kg. Det holder bare ikke. Det kræver man er vågen. Så det må lige vente, til jeg er lidt mere på dubberne. Men jeg kunne smutte forbi og give en gulerod i går og det kan også være bedre end ingenting.

Nu håber jeg, at søvnmønstret er på vej i den rigtige retning, og så skal jeg have gjort rent, for det har jeg ikke gået gjort endnu. Og skal jeg være ganske ærlig så trænger her gevaldigt. For nu vil jeg ønske jer en dejlige weekend.

Ligesom nok nu og ellers en dejlig dag

Jeg ved ikke lige, hvad der sker! Det er som om, at glæden ved fundet af mine søskende og familie i USA skal opvejes af dårligdomme. Indtil nu er 5 personer, jeg kendte døde på mindre end 6 måneder. To var dog gamle og syge, men den ene var så min far og den anden en tidligere nabo. En var en god ven, der døde 55 år gammel, en var en ægtefælle til en meget sød dame jeg kender (iøvrigt min fantastiske værtinde på B&B i Newmarket) og den sidste, jeg lige opdagede i går, er Sue, som malede de fantastiske kort med galopmotiver, som jeg ofte har reklameret for her på siden. Det var også hende, jeg mødtes med, da jeg var ovre og se Frankel, og vi havde det superhyggeligt. Jeg havde håbet, at møde hende igen. Nu synes jeg godt, det må stoppe. Det er næsten ved at være sådan, at jeg ikke tør undersøge, hvis jeg ikke har hørt fra nogen et stykke tid. Sue plejede altid at skrive her op til Jul og minde om køb af kort og iøvrigt bare smide en hilsen. Det lader til, at hun har været syg gennem et stykke tid, men jeg kender ikke de nærmere omstændigheder. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har fået dødsfald nok sådan lige.

Alt dette påvirkede mig (udover andre spekulationer), så jeg sov ad helvede til for at sige det mildt. Jeg havde ellers fint selskab, for min venindes to små hunde var her. Dem skulle jeg passe til og med i dag, hvor hun ville hente dem til aften. Fotos ovenfor, er fra vores tur til morgen. Vejret var flot, men bidende koldt og ikke mindst stormede det 10 pelikaner. Jeg var næsten bange for, at hundene ville lette. I dag var iøvrigt første gang, jeg gik med dem uden snor. Jeg har passet dem masser af gange, og ved de er superlette at styre, men når det ikke er ens egne, er man altså forsigtig. Men idag skulle det altså prøves, og selvfølgelig gik det superfint. Meget dejligere for dem og også for mig.

Som det ses, er det nye kamera, og ikke mindst mit nye objektiv det helt store hit. Nu kan jeg fotografere yndlingshusene meget bedre og knivskarpt (der er klart nogen, der ikke går ned på huse eller biler!). Der stor, stor forskel. Men det andet objektiv, er jo også så gammelt, at det burde have været kasseret og bliver det nok også nu, for det ér færdigt. Det er en fornyet glæde at fotografere med det nye på alle måder.

Som en fodnote har jeg fået ryddet en del op her, og nu begynder det at tage sig fornuftigt ud. Jeg har ikke pyntet til Jul som sådan, for jeg er her alligevel ikke, så det kan være det samme. Også på madsiden, har jeg været god. Jeg har fået lavet Dal til fryseren og spist til frokost og så har jeg lavet en af Kirstens opskrifter til aften – den var også god.

Nu har jeg afleveret hunde, spist og siddet her. Så nu er jeg klar til at hoppe under dynen. Forhåbentlig kan jeg sove, men efterhånden forventer jeg mig ikke det vilde. Det kan være, jeg tager en pille for, at få sovet ud. Sådan må jeg ty til engang imellem, hvis jeg skal kunne fungere. Ihvertfald håber jeg også, I må sove godt.

Dyrehaven og endnu en venindesludder

Jeg har været inde på, at jeg har været skrækkeligt udmattet på det seneste. Det er ikke blevet bedre – desværre! Og jeg ved af gode grunde ikke, hvornår det bliver. Da jeg vågnede i morges var vejret vendt til solskin og blå klar himmel. Noget vi ikke har set længe. Det har været en mudret grå ærtesuppe i en uges penge ca., hvis ikke længere. Jeg var i skidt humør af mange grunde, men tænkte at hvis jeg bare blev her og havde ondt af mig selv, blev det ihvertfald ikke bedre. Ud og få noget luft og fotografere lidt, nu når vejret var til det. Det måtte være kuren eller ihvertfald forsøget på en.

Jeg skrev til min veninde, om hun ville med. Det ville hun gerne, og mere end det. Hun syntes endda, det var en rigtig god ide. Så jeg hentede hende, og vi kørte mod Fortunen. Heldigt at vi var så relativt tidligt på færde – inden alle de mange “vi-skal-hygge-os-i-efterårsferien” mennesker ankom. Som det ses fik vi også set Hr. Ugle, som der har været megen snak om, men som jeg indtil i dag ikke havde set. Nu har jeg, og han er så sød.

Humøret. Det er ikke blevet bedre, men det var en dejlig gåtur og man får det bestemt ikke dårligere af en tur i Dyrehaven. På vejen hjem var vi ovre og handle, og så kørte jeg min veninde hjem bagefter. Så susede jeg i stalden og sagde hej lidt og så hjem, hvor jeg bare har hygget med fotos fra i dag, og ordnet et par få praktiske ting.

I morgen – tjah, jeg ved det ikke endnu. Måske et par galops, måske ikke, og måske noget praktisk. Potentielt vil jeg igen pleje det dårlige humør og blive her – vi må se.

Du kan se resten af fotos her.

Tak for alt!

I har jo helt sikkert bemærket, at der intet har været sket her, siden jeg fortalte om, at jeg fik hevet en tand mere ud. Få dage før dette skete, blev min far indlagt – igen! Dem der har fulgt med her, ved at det har han været mange gange over de seneste år.

Far havde sin del af helbredsproblemer. Han havde kun 31% hjertefunktion, og endnu mindre nyrerfunktion, KOL, en cancer og sukkersyge. Så at sige, at han levede på trods, er ingen overdrivelse. Det der blev udslagsgivende, var at fars nyrer stod af. Han havde for lang tid siden sagt, at han ikke ville i dialyse. Dels var der meget lille chance for, at det overhovedet ville hjælpe og dels ville han miste evnen til at kunne gå.

Da far blev indlagt havde han lungebetændelse. Den kom der ret hurtigt styr på, men far fik det ikke bedre, og ikke mindst havde han vædske i bughulen. Det har han også haft før, men det har kunnet afhjælpes. Det kunne det ikke nu, og vi forstod ikke til en start, hvorfor ikke. Der var det så, det kom for en dag, at hovedproblemet simpelthen var nyrerne. De var ved at stå helt af. Far fik så nogle dage – måske ugen ud (det var søndagen før han gik bort) til at bestemme sig, afhængig af, hvordan tingene udviklede sig. Så længe fik han ikke og han fik mandag besked på, at nu var det nu. Far ville ikke længere, hvilket alle havde fuld forståelse for.

Og så gik det stærkt. Torsdag kl. 13.40 sov far ind og jeg sad hos ham, og han fik fred for smerter og ubehag. Stor tak til Medicinsk Afdeling, opgang 2, II. sal på Gentofte Hospital for god og kærlig pleje af far den sidste tid. Det var en afdeling, hvor han har været ofte og han var tryg og glad for at være. Det var en stor trøst, at han kunne få lov at ende sin tid der.

Derefter var det arrangering af bisættelse, og det gik rigtig godt. Rigtig sød og professionel Bedemand Hellerup Begravelsesforretning, hvor vi følte os godt taget hånd om på alle måder. Dernæst var det samme dag den søde, søde præst ved Messiaskirken Mette Born Djurhuus. Hende følte vi os også utroligt godt tilpas med, og var forvisset om, at hun ville gøre det godt, og det viste sig at holde stik hele vejen igennem. Tusind tak til begge for deres gode behandling. Mellem bedemand og præst kørte min søster og jeg en tur ned til vandet og spiste en is, og sad og kiggede ud over vandet. Det var helt i fars ånd og en dejlig måde lige at rense hovedet lidt på.

I går sagde vi så farvel til vores far. Og selvom det var trist, så var det ikke tragisk. Far var meget syg og han ville ikke mere. Dertil kommer, at jeg ihvertfald havde sagt farvel flere gange helt mentalt, fordi han vitterligen har været ved at tage herfra mere end en gang. Fordi han netop ikke ville mere og har kæmpet så flot så længe, var og er det helt okay et sted. Normalt plejer jeg at være hende, der går helt i opløsning til bisættelser/begravelser, men dennegang var jeg indbegrebet af ophøjet ro. Det var så også en ny oplevelse, og gjorde at jeg kunne trøste andre, der var meget kede af det.

Efter kirken var vi hos min søster til kaffe, te, kage, vand, øl, vin og sandwich og også det, gik rigtig fint. Jeg håber og tror, at far var stolt af vores måde at håndtere det hele på. Efter alle var gået kørte min søster og jeg på kirkegården for at se og fotografere blomsterne, og de ses så her ovenfor.

Som en slutbemærkning vil jeg på vores vegne igen gerne takke for utallige søde beskeder i en svær tid og selvfølgelig stor tak til alle, der mødte op, sendte hilsener eller begge dele i går.

Det skal indrømmes, jeg er træt! Det har været nogle hårde uger og min søvn har bestemt ikke været, hvad den skulle. Man mærker bagefter, hvor anspændt man har været. Så nu skal jeg prøve, om jeg kan få hvilet ud og komme mig lidt ovenpå det hele. Så nu ved dem, som ikke har talt med mig eller læst på Facebook også hvorfor, der har været helt tavst her.

“Tak for alt”, er tak til far, og til alle jer, der har vist jeres deltagelse!