Gisselfeld og Knuthenlund med GKF


På vej ind i bussen, hvor vi havde allerede bestemte pladser – god ide


Ankommet til Gisselfeld, gjorde vi kort ophold på Cafeen Madsyngeri


Et kig udover en af parkens søer på vej op til slottet


Kig fra indgangsporten

Klik nedenfor for at læse og se mere:
Læs resten

Der var engang…..

Jeg havde den sødeste nabo. Det var da jeg boede på Falster. Det havde jeg også senere på Lolland, men det er en anden historie. Min nabo på Falster var allerede dengang en ældre herre, der er ca. 10 år ældre end min far.

De år, hvor jeg boede på Falster, var jeg (som også senere var tilfældet) uhørt ramt af sygdom, operationer, og sygehusophold. Altid var han der, til at hjælpe mig, besøge mig, komme med gode haveråd, handle for mig og i det hele taget hjælpe på alle måder, han overhovedet kunne. Og jeg forsøgte så godt jeg kunne, at gøre genæld. Men der var ikke meget, han ikke kunne selv, men vi hyggede os ofte med kaffe eller en øl. Dejligt at have sådan en nabo.

På et tidspunkt møder han så for ca. 15 år siden sin kæreste. De havde begge været “rundt i manegen” og var måske ikke lige dem, man havde forventet ville finde sammen. Men for dem virkede det, og de havde det godt. Rigtig godt. Det var helt tydeligt. Det blev kun bekræftet ved, at min nabo for nogle år siden flyttede ned i hendes hus (på det tidspunkt, var jeg så flyttet til Lolland). Jeg besøgte dem dengang regelmæssigt, for da havde jeg jo bil. Det knep dem at køre så langt, det var okay, men de så da mit hus.

Så langt var alt godt, og selvom jeg flyttede hertil holdt vi kontakten. Den var ikke helt så ofte, men den var der dog. Selvfølgelig skulle de have året Julehilsen også, og den blev sendt afsted.

Igår ringede min far pludselig sent. Jeg havde talt med ham tidligere på dagen, så jeg blev ikke meget nervøs for, at det var noget med ham, men tænkte på et andet “familiemedlem”, der ligger på hospitalet. Det var ikke det, men han måtte fortælle mig, at den søde nabo mistede sin kæreste for en måned siden – helt pludseligt og uventet. Først forstod jeg ikke beskeden, og så dæmrede det. Far sagde, han gerne ville have jeg ringede ham op med det samme, for han havde ikke kunne få fat på mig. Det forstod jeg så ikke lige, men det var der en forklaring på.

Jeg ringede og fik fat på ham. Og det er så synd, så synd for ham. Ganske utrøstelig og ulykkelig var han. Jeg er også ked af det, meget endda. Jeg holdt meget af kæresten, som var en utroligt dejlig dame. Der er gået for længe siden sidst, jeg så dem. Nu er det for sent at se ihvertfald hende. Det var nærmest Deja Vu, for ligesom min kære mor, var hun faldet om med en hjerneblødning, men var så død efter nogle dage. Et eller andet sted, var det måske godt, han ikke fik fat på mig, for det var lige før, jeg rejste til Irland og faktisk var bisættelsen den dag, så jeg havde ikke kunnet deltage, uanset om jeg så havde vidst. Så på den måde, er der nok også en mening med det. Grunden til, at det ikke var lykkedes var, at han havde et forkert mobilnummer til mig.

Hvad der står fast er dog, hvem jeg skal ned og besøge efter Jul og Nytår, det står helt fast. En meget ældre herre, der har haft et langt og ikke særlig let liv, og nu sidder helt alene og er dybt ulykkelig. Det er næsten ikke til at bære…

At møde en gammel ven

Det at møde nogen man kender, er noget mange mennesker tager selvfølgeligt, ligesom at støde på nogen fra “gamle dage”. Efter min tid på Lolland-Falster, er jeg simpelthen SÅ glad, hver gang jeg møder nogen i byen jeg kender. Det kan være på Apoteket, Irma eller hvor som helst, og det sker ikke så sjældent efter jeg er flyttet tilbage. Selvom det nu er nogle år siden, jeg flyttede tilbage, så er glæden stadig intakt. Det var faktisk ret deprimerende aldrig nogensinde at møde nogen man kendte, og vide, at chancen for det var stort set lig nul. Ligesom den viden man havde om, at der ikke var nogen i umiddelbar nærhed, som havde kendt en længere end “5 minutter”.

Her kender jeg rigtig mange mennesker, og selvom jeg måske ikke ser dem alle sådan helt privat, så er de rundt om mig, og jeg støder på rigtig mange, fra min nutid og min fortid og føler mig ikke fuldstændig hægtet af. Derfor blev jeg da også helt vildt glad, da jeg forleden stødte på en gammel ven og overbo, som jeg ikke har set siden 1997, da jeg flyttede fra Skovshoved. For det ikke skal være løgn, så “gør han det i” noget hesterelateret nu. Sjovt! Han er ude og rejse i øjeblikket, men når han kommer hjem skal vi mødes og fortælle om alt det, der nødvendigvis er sket siden dengang.

Falster dag I – Gåbense

Min første dag på Falster (onsdag sidste uge), der var vi ude og køre en lille tur til Gåbense, som det ses ligger helt ud til vandet. Det var det eneste tidspunkt vejret ikke var helt høj sol og klar himmel. Men det var nu flot alligevel, som det ses.

Vi fik dejlig mad og slappede bare af for resten, for næste dag skulle der jo så ske lidt, og det gjorde der så også. Mere om det senere!

Blomsterelskerens blomster

Vi havde mange fælles interesser. Og en af dem var blomster som vi begge elskede. Derfor var det en stor glæde at se alle de smukke blomster, der var til hende igår, og flest i hende favoritnuance – lyserød/rosa, som netop også er min favorit! Særligt havde vi passionen for roser tilfælles, og dem var der også nogen af, som det ses. Kisten blev båret til rustvognen, hvor vi sang “Dejlig er jorden”, inden den begav sig afsted. Efter det kørte vi tilbage til gården og fik et meget flot traktement og dejlig vin. Jeg kom med toget kl. 20 og var her på adressen kl. 23.30 – meget, meget træt!

Et helt liv levet

Dette er indtryk, fra ejendommen hvor min kære veninde, har levet en stor del af sit spændende liv. Som vi snakkede om mange gange igår, så var hun forud for sin tid. I 30′rne gjorde hun det, at hun i modsætning til mange andre tog ud og rejse og så sig om. Det var ikke så almindeligt, som det senere blev. Faktisk ville hun have været med en onkel til Amerika tidligere (altså før hun var myndig), men der satte hendes far hælene i. Og det var jo så held i uheld kan man sige, for hun kom til England, hvor hun holdt meget af at være, og Paris ikke mindst.

Hendes mand mødte hun, og de slog sig ned på hans fødegård. Det er derfra fotos er. Der bor nu deres søn, og de var værter igår. Nogen utroligt søde og gæstfrie mennesker, som var de det allesammen. Jeg fik igår jo lejlighed til at møde nogen af alle de børn, børnebørn og oldebørn, jeg har set mange fotos af og hørt om i de år, jeg har kendt min søde veninde. Omstændighederne til trods, var det meget dejligt at se dem.

Vi var da alle berørte i kirken. På afdødes vegne, kunne vi kun være glade. Det må være noget med det uigenkaldelige i det på en eller anden måde, og ens egen sorg over at miste så kært et væsen som hun vitterligt var. Hun var ganske enestående faktisk, og glæden over at have været hendes ven, er den jeg prøver at holde fast i. For som jeg også skrev tidligere. Det er ved at være noget siden, at hun var 100% sig selv, selvom hun aldrig gik helt tabt mentalt. Det var det smukkeste vejr, og flottere afskedsvejr kunne ikke tænkes. Jeg vil altid huske hende med den største glæde og selvfølgelig vil jeg savne hende, for vi havde det så utroligt dejligt sammen, men 95 er meget gammelt, og hun fortjente fred og ro. Det har hun fået nu.

Togturen


Usigten til hver sin side af Nykøbing F. Station. Øverst ind mod centrum, hvor forretningsstrøgene ligger nede bagved. Vejen der ses, er en ringvej, der kører udenom byen. Nederst den slags huse, der er meget typiske langs banen den vej nedover


Staionsbygningen, som jeg ved Gud synes, er noget af det grimmeste, jeg længe har set. Men sådan ser den ud


Øverst et kig sydover mod sukkerfabrikken, hvis skorstene også anes. Nederst et lokomotiv, som jeg godt nok synes, er imponerende, og nu holdt det der lige

Turen var fin. Vejret var helt fantastisk, og jeg ærgede mig på den konto lidt over, at jeg ikke kan køre så langt, for så havde mulighederne for fotos undervejs været udendelige. Markerne var dækket af sne, og det Sydsjællandske og Lolland-Falstreskee landskab viste sig fra sin smukkeste side. Så når nu galt skulle være, var det en fantastisk dag, at tage turen på. Jeg var træt, da jeg tog afsted, selvom jeg havde sørget for, at få sovet godt. Det har også noget med de smertestillende piller at gøre, jeg nævnte forleden. Så der var kun at “samle mig selv op” og så komme afsted. Det er lidt af en tur. Først med S-toget til Østerport. Der står man så på Regionaltoget til Nykøbing Falster. I Nykøbing tager man Regiontoget videre til Nakskov. Fra Nakskov St. skulle jeg så videre endda ca. 20 minutter i bil. Busdriften på Lolland lader meget tilbage at ønske, og da særlig i weekenderne. Så jeg blev hentet på stationen. Jeg var sådan nogenlunde frisk, da jeg nåede dertil, og jeg havde også fået sovet lidt undervejs.

Endnu et farvel og ændrede planer

Idag da jeg kom hjem, ventede der mig en besked om at ringe til Lolland. Der har jeg en meget ældre veninde på 95, som jeg holder meget af, og det var hendes familie, der ringede for at fortælle mig, at hun gik bort igår. Når man er nået den alder, så vil jeg ikke sige det er sørgeligt. Hun har længe ønsket at få lov at sove og det er ved at være noget siden, hun sådan helt har været “sig selv”, hvis det giver mening. Men hun holdt på sin værdighed til det sidste, hvis der var ting, hun lige kunne huske. Hun blev ramt af en lungeinfektion, og kroppen sagde som sådan stop bare.

Imorgen skulle jeg have været til en anden afsked, nemlig med min gode ven, som holder gravøl for den gode ven, han mistede i mandags. Nu ændres planerne, og jeg tager imorgen formiddag sydover for at sige min ældre veninde et sidste farvel. Vi har, da jeg boede dernede, haft utroligt mange gode timer sammen. Vi kunne snakke i timevis, og den aldersforskel der var, betød ingenting. Jeg kunne snakke mindst lige så godt med hende, som med jævnaldrene veninder. Hun var mig meget, meget kær, og jeg vil altid skatte, at jeg lærte sådan en dejlig dame at kende, og fik æren af at være hendes ven.

Udhvilet – sådan da


Udsigten fra min stue i huset på Lolland – det er faktisk taget 11. august 2001, så stemningen passer

Det er ikke ofte jeg savner mit hus på Lolland. Faktisk aldrig. Her til morgen kom jeg lige til det i et lille glimt, og jeg vil dårligt kalde det et savn, mere en mindefremkaldelse. Luften og solen her til morgen minder mig om mine morgener dernede, og varslet om, at lige om straks ville jeg skulle have gang i brændeovnen for ikke at fryse. Udsigten fejlede aldrig noget, og den kan jeg da godt savne lidt engang imellem, men nej jeg er faktisk godt tilfreds. Men jeg vil en tur derned snart og indsnuse noget landluft og hilse på gamle venner.

Jeg er relativt udhvilet her til morgen. Det er sjældent, at jeg er helt udhvilet. Sådan er det bare, og når jeg kommer hjem kan jeg så tage en lur igen. Det bliver uanset om jeg vil el. ej, så dratter jeg omkuld. Man er bare nødt til at accepterer, at sådan er det. Men nu må jeg hellere komme afsted ud i solen. God dag til jer!

IMMA – En epoke slutter!


Øverst skolen set fra Nakskov og nederst Nakskov set fra skolen. De er taget med det der digitale kamera fra forrige århundrede, så undskyld kvaliteten ;-)

IMMA er skolen, jeg gik på senest! Da jeg startede der for 8 år siden, var det den eneste skole i DK, hvor man kunne blive Multimediedesigner. Det var derfor jeg flyttede til Nakskov i sin tid, fordi jeg skulle gå på skolen. Der var meget, der ikke var en god oplevelse ved at være der, men det skyldes ikke kun skolen, men også mig. Så sådan var det. Men jeg fik en masse god viden af at gå der alligevel. Den kommer mig jo stadig til gode nu, hvor jeg pusler med sitet her og sådan. Og interessen for disse ting, var jo også årsagen til, at jeg ville gå der.

En anden ting, var skolens beliggenhed, som var fantastisk. Som det ses, ligger skolen helt ud til Nakskov Havn, og der var superdejligt, med udsigt over til Nakskov. Bygningen er den gamle Skibværftsbygning, og har været fantastisk flot, hvilket man kunne ane på de nederste etager, der ikke var helt ødelagt, som der hvor vi holdt til.

Nu flytter IMMA til Nykøbing. Hvorfor man har taget den beslutning, kan jeg jo næsten gætte, for antallet af elever er dalet til en brøkdel af, hvad det var i skolens storhedstid. Mit hold var skolens største, og det var faktisk for mange. Men sådan er det langt fra mere, oveni at man jo kort tid efter, at jeg startede, begyndte at udbyde uddannelsen alle steder stort set. Til gengæld skulle lærerkræfterne på IMMA, dengang have været enestestående, men de er også for længst væk, så motivationen og begrundelserne for at bibeholde skolen er væk. Det er meget meget trist, for man mister et unikt miljø, og koncept samtidig med, at mange snydes for oplevelsen af, om ikke at blive boende, så for en tid at bo i en provinsby, hvor der bare er dejligt.

For selvom jeg flyttede igen, så synes jeg stadig Nakskov er en skøn by, og jeg glæder mig til, at jeg snart skal ned og besøge en veninde der, og min gamle nabo, der bor i Dannemare. At skolen stadig skal hedde IMMA, er i mine (og måske også andres) nærmest blasfami, for den nye skole kommer ikke til at have “en dyt” med det der var IMMA at gøre. Trist nok! Selvom det ikke bragte mig, hvad jeg regnede med, så blev det sådan set held i uheld, at jeg startede der. Det forløb viste mig, som så ofte før, at der er en mening med tingene…. også dette, så derfor ville jeg ikke have undværet!