Dommedag

Sådan føles idag lidt. Det er selvfølgelig en kende overdrevet, men det fremmer forståelsen. Anyway, jeg var til lægen for at få opklaret, om der var noget på lunger etc. – ikke det, der ligner noget som helst. Han tror, det har noget med min allergi at gøre, og foreslog optrapning af den medicin, jeg får for det. Og det kan jeg også gøre, omend i begrænset omfang. For ikke nok med jeg lider alverdens kvaler med helbredet, så er jeg også sart, hvad angår, hvad jeg tåler. Men nu prøver jeg at skrue så meget op, jeg kan.

Dagens næste udfordring gik dels på, at få styr på det med den her harddisk, og få ringet til det nummer, jeg har fået udleveret til formålet. Jeg ringede og fik en sludder med dem, og de var vældig flinke, og ville gøre, hvad de kunne for at redde mine data, omend ingen jo kan garantere noget. Til gengæld skal jeg så heller ikke betale, hvis ikke det lykkes. Det koster en timeløn, og så kan I selv regne ud, at jeg for den pris, kunne have købt en ny harddisk. Det får være, for det vigtige er, at jeg redder mine fotos. Og så må jeg iøvrigt investerer i en mere, så jeg har det på to, og så på nettet, skulle galt ske. Hvordan gemmer du dine fotos og sager? Så langt så godt, så den skal jeg så ud med imorgen. Vær sød og kryds fingre for, at mine data kan reddes!!!

Det var lidt lettere, da jeg boede i Nakskov, der havde jeg min egen private computermand. Ham savner jeg, og ikke kun for hans evner udi det med computere, men bare det hyggelige selskab. Vi havde det så hyggeligt, og ikke nok med det, så kunne han ALTID hjælpe mig. Se det var tider….

Derudover har jeg jo stadig et problem i forhold til min gamle blog. Jeg havde skrevet til en, jeg havde fundet her på nettet, som skulle være ferm til det, og som en anden havde fået hjælp af. Det fik jeg ikke meget ud af. Vedkommende skriver på sin hjemmeside, at man bare skal skrive og så vil vedkommende vende tilbage. Nej det gør h*n så ikke! Jeg har intet hørt, og det er ved at være noget siden, jeg skrev. Fint nok, hvis man ikke har tid eller evner til at hjælpe, men svare synes jeg, nu må være det mindste. Nu har jeg skrevet til en anden, som har styr på alt det her, så nu håber jeg, at det projekt også kan lykkes.

Synes dælme der er nok at få styr på, og pengene fosser ud af kassen hurtigere end jeg ved ikke hvad. Det er da gode penge givet ud, men der er bare så meget synes jeg. Jeg er ihvertfald spændt på, hvordan det går med det hele. Jeg fik også indleveret et par ure eller tre, så de kan få batteri i. Jeg har nu i flere uger, ikke kunnet se klokken.

Min søde veninde, er hjemme fra det store udland, og hende skal jeg prøve at mande mig op til at se imorgen engang. Så nu må jeg hellere smide computeren over i et hjørne, og HVILE mig, så jeg kan hænge sammen imorgen. Jeg synes godt, jeg kan bruge lidt held nu, med dette og hint og ikke mindst det sk… helbred. Kryds lige fingre for de to projekter her lykkes i det mindste og så hav en god start på ugen.

Mandagstema – Landlig

Mandagstemaet er Landlig. Det bliver ikke mere landligt end Lolland-Falster. Lolland lidt mere end Falster, men uanset, er det jo landsdele, der har betydet meget for mig og jeg elsker stadig at komme på besøg dernede, selvom jeg ikke bor der mere.

Landligt er der også på Thy, hvor begge mine forældre kommer fra, og jeg håber at skulle derop en tur her nu i sommer. Der er også utroligt smukt, og jeg elskede at komme derop og besøge mormor og morfar (farfar og farmor var flyttet til Sjælland mange år før jeg kom til). Neden for lidt landlig stemning fra Lolland-Falster.

Tid til forandring

Forleden spurgte Madame, om vi nogensinde har prøvet, at vågne op og være klar over, at det liv, vi lever ikke virker for os mere? Og ja, det har jeg prøvet to gange faktisk. Jeg ville egentlig have svaret ovre hos hende, men blev enig med mig selv om, at beretningen måske var lige lang nok, og faktisk et indlæg i sig selv.

Første gang, jeg lavdede et stort skift, var da jeg flyttede herfra Charlottenlund til Nordfalster. Det skete fordi jeg i flere år, havde haft en drøm om, at flytte på landet. Det fungerede så også rimeligt i nogen tid, men det blev ikke, som den drøm jeg havde haft. Senere flyttede jeg så endnu længere væk, kun på grund af uddannelse – helt til Nakskov. Det er dælme langt væk. Planen var så til en start, at jeg jo så kunne sælge huset, når jeg var færdig og så skulle jeg jo have et godt job, og kunne så beslutte, hvor jeg ville bo. Iøvrigt er foto nummer to udsigten fra min baghave i huset i Nakskov.

Som det vides gik det slet ikke sådan. Helbredet svigtede, og dermed kræfterne. Det svigtende helbred udløste en pension og så langt så godt, om man så kan sige. Jeg er godt tilfreds med det, for det kan ikke være anderledes, men at sidde i et hus, der kræver mængder af vedligeholdelse og reparationer, og være meget, meget langt væk fra alt og alle, var ikke langtidsholdbart fandt jeg så ud af. Og så blev det besluttet, at jeg skulle flytte tilbage igen. Det har jeg aldrig fortrudt. Tværtimod, er jeg utrolig glad for det. Til gengæld er jeg da også glad for, at jeg prøvede drømmen om livet på landet.

Til dem, der kunne få samme ide vil jeg sige. Gør du det, skal du gøre dig klart, at vennerne ikke kommer og besøger dig i samme grad, som du (og måske de) kunne ønske, så du skal i den grad kunne holde dit eget selskab ud. Har du en mand og er det en drøm i har sammen, så er det en helt anden historie, for så er I jo ikke helt alene. Lektien er, at tænke sig godt om, men samtidig synes jeg bestemt, man skal udleve sine drømme så vidt man kan….

En af de dage


Hvad jeg tror er hvidtjørneblomster på Falster i april 2009

Idag er en af de dage, som bare ikke bliver mere trist, rent vejrmæssigt ihvertfald. Det er gråt, hundekoldt, blæsende og mørkt. Rigtig vinter. Det eneste der ikke er, er nedbør, Så jeg synes, I skulle have lidt opmuntrende sol og forår.

Her håber jeg, at det går lidt bedre. Sådan føles det ihvertfald lidt her til morgen, men jeg er forsigtig, for jeg ved jo, hvor hurtigt det går baglæns igen. Men jeg prøver at holde mig lodret i nogen timer idag, og så må vi se. Jeg vil gerne have styr på mine Galopfotos, og jeg er altså stadig håbløst bagud, så en mappe dagligt skulle det gerne blive til, men hvad som helst, for at komme i bund. Så jeg må hellere…. God søndag.

At møde nogen man kender

Det er der vel som sådan ikke noget underligt i. Jeg kom bare til at tænke på, hvor RART det er, at det for mig rent faktisk er noget, der sker nu. Tanken slog mig, da jeg i FAKTA forleden først mødte en venindes datter, og bagefter en af galoppigerne. Det var bare så hyggeligt.

Da jeg boede på Lolland-Falster var det jo ikke ligefrem noget der skete. Og bare visheden om, at der bor nogen i nærheden man kender, er faktisk dejligt, når man har boet udenfor lands lov og ret, flere timers kørsel fra venner og familie. Umiddelbart lyder det måske fjollet, men tro mig, det betyder noget.