11. februar 2012

Hvad kunne være mere passende, end at spille denne for jer! I give you Whitney & Cissy Houston. R.I.P. Whitney!

Dagen har iøvrigt været meget travl. 2 besøg i stalden og jeg føler virkelig, at jeg har gjort meget gavn i dag, men jeg er også meget træt, så nu vil jeg hen og slappe af.

Dagens sovetryne

Yep, det er mig! Egentlig var planen, at jeg skulle have lavet en masse her i dag, men først skulle jeg i stalden. Intet blev som planlagt, som det så ofte sker. Jeg vågnede egentlig i ordentlig tid til at nå at komme afsted, men mit hoved var tosset for nu at sige det mildt. Så jeg lagde mig og tænkte, jeg ville sove en times penge mere. Jeg forudså, at jeg slet ikke kunne falde i søvn. Wrong!! Gæt selv hvem der vågnede 11.30 helt fortumlet og ikke en dyt mere frisk. Øv!

Jeg skulle afsted over med bilen til min far, så jeg skulle op, så jeg smed noget tøj på og tog ned i stalden. Der var næsten alle ved at gå deres vej, og det var jo ligesom min egen skyld, men surt alligevel. Nå, men jeg fik da en tur til banen med træneren og det var superhyggeligt og jeg fik også Kickerkys, så helt forgæves var det bestemt ikke.

Så kunne jeg trille til min far og hjem igen. Unødvendigt, at sige, at jeg ikke overhovedet har været effektiv på nogen måde idag. Jeg sætter min lid til morgendagen. Der er ikke andet at gøre, jeg nægter at stresse over det.

Grunden til endnu en video med Earth, Wind & Fire er ret så indlysende, helt bortset fra, at jeg har en helt teknisk grund til at sætte en video mere ind, for jeg skal teste et plugin, jeg har installeret. Men i mit hoved kan man ikke få overdosis af Earth, Wind & Fire. Jeg hørte det hele dagen og aftenen i går, og jo mere jeg hører, jo mere elsker jeg det, til trods for, jeg som bekendt har været fan fra starten af og har oplevet ovensiddende live. Rigtig god weekend til jer!

Forever Wonderful – R.I.P. Maurice White


SONGWRITERS: DUNN, LORENZO RUSSELL / WHITE, MAURICE

I dag var ellers en rigtig god dag. Den blev væsentlig mindre god, da jeg erfarede, at Maurice White er gået bort kun 74 år gammel. Jeg vidste godt, at han var syg og han sov stille ind, og den vej rundt som det skal være, men vi har mistet en fantastisk musiker og siges det, et lige så stort menneske.

Som mange ved, var han stifteren, lederen og sanger i gruppen Earth, Wind & Fire, en gruppe som til alle tider har været mit yndlingsband over dem alle. Derudover skrev og producerede White sange og albums for mange, mange andre og hans indflydelse på musikkens verden kan slet, slet ikke overvurderes. En stor, stor mand er gået bort.

Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg for mange, mange år siden snart oplevede Maurice og resten af truppen live, hvilket bestemt var en af de bedste koncertoplevelser nogensinde, og noget jeg aldrig har glemt.

Maurice er fysisk væk, men glæden ved hans fantastiske musik vil leve videre. Jeg har hyldet ham i dag, med at lytte og danse rundt indimellem oprydning her. Deres musik gør mig altid glad – det fejler aldrig – og det er jeg sikker på, han ville have glædet sig over. R.I.P.

Rørende fantastisk – Joey Alexander

Jeg er bagud – jeg indrømmer det gerne. Det viser sig, at denne unge mand allerede i 2014 var på den danske Jazzfestival. Det er en af de ting, jeg gerne har villet de senere år, men som jeg ikke har fået gjort. Lidt sjovt er det, at det er Nils Lan Doky, der præsenterer ham (ovenfor)! Jeg har været heldig at se Niels flere gange, og han var det første, jeg tænkte på, da jeg hørte Joey Alexander. Selvsagt skal man kunne lide moderne Jazz for at kunne høre, at han er fantastisk eller bare Jazz som sådan. Ikke bare er han god for sin alder, hvor han er fantastisk, han er bare god i ordets forstand uanset.

Indrømmet da jeg i sin tid blev introduceret til det, kunne jeg ikke lide moderne Jazz, men nu sætter jeg stor pris på det. Og det skyldes ikke mindst Niels og hans musik. Det helt utrolige er at Joey Alexander kun er 12 år, og faktisk begyndte at spille som lidt af en tilfældighed. Han var hyberaktiv, og hans forældre købte ham et keyboard, og så gik det stærkt. For at gøre en lang historie kort, er han nu verdensberømt. Jeg så 60 minutes, som havde et indslag om ham. Han har også lavet et album, der hedder “My Favorite Things“. Nummeret nedenfor er derfra, og er “Over The Rainbow”.

Mere død end levende

Det har været hektisk her på det seneste for nu at sige det mildt! Hvorfor så det? Tjah, min far skulle jo flytte. Han har fået en beskyttet bolig, og den var sådan set klar, men sålænge hans lejlighed ikke var solgt, behøvede vi ikke skynde os voldsomt. Det blev den så lige pludselig og så fik vi travlt.

Som det vides, har jeg været syg i umidelige tider inden det her, så jeg stod nærmest ud af sengen efter 2 mdr.’s sygdom, og så kunne jeg ellers starte en marathon flytning, der først lige er slut nu. Jeg behøver ikke at fortælle, at det kræver noget, stort set uden hjælp. Når man dertil lægger, at min far er typen der intet smider ud stort set, så kan I selv regne den ud, når viljen til det heller ikke, var den største. Det var jo så en nødvendighed når man flytter ned på en 1/4 af den plads man havde. Flyttet er han, med alt for meget, men så må han sortere og smide noget ud igen. Han trives det nye sted, og får god mad og kan altid kalde hjælp. En stor tryghed for os og ham. Så det er godt.

Overskriften hentyder til min tilstand nu. Jeg er mere død end levende, hvilket ikke er så underligt egentlig. Den hentyder også til, alle de mennesker, der går bort for tiden. Det er næsten dagligt, der er store profiler, der falder bort. Senest Glenn Frey, der var grundlægger af et fantastisk band Eagels. Lige så længe, jeg har elsket musik, har jeg elsket Hotel California, så selvfølgelig skulle I have det nummer.

Nu forestår der et arbejde for mig med at komme på plads her, efter jeg har fået nogle ting, fra min far og køren væk af det, jeg sorterer fra.

Godt Nytår 2015

Når nu ikke Facebook vil lege med, så må jeg jo skrive det her i stedet. Jeg havde skrevet et fint indlæg med videoen der ligger her også, og tror I ikke Facebook slettede det med likes, kommentarer og hele dynen!!! Det har jeg dog aldrig prøvet før. Møgrirriterende, men så kan vi da skrive her og der slettes intet.

I det nye år ønsker jeg mig ikke så meget andet end at helbredet arter sig så godt som muligt. Helt slippe for bøvl gør jeg nok ikke, men det ville da være en ønskedrøm. Derudover vil jeg bare gerne have så mange gode oplevelser, som overhovedet muligt indenfor de afstukne rammer.

I året der er gået, har jeg heldigvis haft masser. Modgang slipper ingen af os for, men så må vi putte så meget godt i posen indimellem, at der er noget, at stå imod med, til dårligere tider. Rigtig Godt Nytår, jeg håber, I får lige, hvad I ønsker jer, i det nye år.

Stemmer i stor stil

Jeg har altid haft noget med stemmer. Det har de fleste vel nok i en eller anden grad. Man skulle tro, jeg sad limet til skærmen ved diverse talentkonkurrencer. Det gør jeg ikke, der er simpelthen for mange til at man kan følge med. Og endnu en god ting ved Facebook er, at det behøver jeg slet ikke, for de bedste skal nok komme den vej rundt, og jeg bliver således gjort opmærksom på. Ikke at jeg kan miste nogen i farten, men jeg er sandelig blevet gjort opmærksom på nogle rigtig gode i årene. Det blev jeg så også lige i går, da jeg så ovensiddende video med Jordan Smith, tabte jeg underkæben.

Som mange andre på min alder og yngre, er jeg vokset op med Queen og Freddie Mecury og der er kun respekt til ham, men jeg må sige, at denne version i min øren, slår originalen. Helt, helt fantastisk. Og det er altså ikke kun mig, der synes! Dommerne er ved at trille ned af deres stole, når Jordan går i gang.

Ikke kun i denne sang, men også i “Chandelier” s, “Who you are” og sammen med Regina Love (også helt fantastisk) “Like I Can”. Gå selv ind på Youtube og lyt dig til mange, mange flere. Som en siger “You voice is like from another planet”! Enjoy!

Virkelighedsflugt og update

IMG_0739opt2_Juleguiralande

Jeg ville gerne sige, jeg synes, det går strålende, og at jeg er klar på alle de udfordringer og oplevelser, der ligger og venter på mig. Not so! Jeg er stadig snottet, svimmel og hostende! Det er sidste dag på antibiotika i dag, og er det ikke bedre i morgen tidlig må jeg lige overveje, om jeg skal have et tjek mere en af dagene. Ret beset er der kun gået ca. 1½ uge med det her, og set i den store sammenhæng, er det ikke længe, især ikke for mig. Problemet er, at det bare er ultradårlig timing i forhold til mange ting. Det spørger helbred ikke om.

Mens jeg ligger her, har jeg fået set (og får stadig) set en hulens masse TV. Som ofte, så flyder mange kanaler over med film, især her op til Juletid. Nedenfor er 3 film, jeg så her over weekenden. Rigtig hyggelige og pladderromantiske. Når man ligger her og ikke får det bedre, og med alt der foregår, kan det være godt med lidt virkelighedsflugt. Det egner alle disse 3 film sig fremragende til. Skulle du stå i mangel for den slags anbefaler jeg dem alle, hvis de bliver sendt igen, hvad de nok gør. Den bedste er dog The Christmas Card. Titlerne over videoerne, kan klikkes på, så du kan læse mere om filmene.

For nu vil jeg gå hen og være møgkedelig igen og prøve at få det bedre i håb om, at det lykkes snart!

The Christmas Card (2006)

A Christmas Song (2012)

Farewell Mr. Kringle (2010)

When a Man loves a Woman/It’s a Mans world

Faste læsere her vil vide, at jeg elsker, elsker Michael Bolton og har gjort i rigtig mange år. Af samme grund har jeg også været til 3 koncerter med ham, og endda været så heldig at møde ham en gang. Her synger han et af sine største hits for senere at blende sammen med Seal, som jeg også holder rigtig meget af. Deres stemmer sammen er helt fantastiske. Det er også en farlig fælde – Youtube – enjoy!