Sjældent og for første gang – CPHJF

For lidt siden aftalte jeg med min søster, at vi skulle ses. Hun spurgte, om vi skulle tage ind og høre noget jazz, da det indtil i dag har været Copenhagen Jazzfestival. Det ville jeg rigtig gerne. Jeg kan ikke lige huske, hvornår jeg sidste har været ude og høre jazz. Men jeg har helt sikkert aldrig været det sammen med min søster. Og så er det da ikke for tidligt, eftersom vi begge godt kan lide. Hun ville finde noget og vende tilbage. Hun fandt et arrangement kl. 15 i Kongens Have (onsdag). Vi ankom og fik os placeret og fandt vin, kage og snacks frem. Det holdt ikke længe. Skal vi ikke bare sige, at det band bestemt ikke “var os” og hvis det var Jazz, så hedder jeg Kong Karl den 14. Jeg ved ikke lige, hvad de har tænkt på, at sætte dem på Jazzfestival. En fejl efter min, søsters og mange fleres mening, der også udvandrede fra, hvad jeg i bedste fald ville kalde organiseret larm. Smag og behag, men jazz var det ikke, og bliver heller aldrig.

Altså måtte vi finde på noget andet. Vi satte os så langt fra larmen, som muligt (det er iøvrigt utroligt, så højt det er) og slappede lidt af, indtil vi skulle videre. Så drog vi til Studenterhuset, hvor der var rigtig jazz i form af Claus Waidtløv Trio og det var bare super, super godt og vi nød det og en iskold øl i fulde drag. Det var rigtig dejligt, at vi fik rigtig jazz og så af den kvalitet. Især for mig, der ikke har hørt andet. Min søster havde været til et par anddre arrangementer. Næste år tror jeg, at jeg vil gøre en dyd ud af, at høre mere. Som min søster sagde, man skal næsten være et skarn, når nu tilbudene er der. Og det har hun da helt ret i.

Fotos er fra dels min tur ind og imens og på vejen hjem. Jeg tog toget til Svanemøllen St. på vej ind og cyklede derfra, og så cyklede søster og jeg sammen hjemover og skiltes i Hellerup, hvor hun skal ind i landet og jeg længere nordover. Du kan holde musen over fotos og se teksten til fotos.

Jeg var godt træt, da jeg nåede hjem, men ikke desto mindre var jeg i stalden i går. Så i dag har det været dejligt at være hjemme, hvor jeg har lavet mad ilange baner og rigtig hygget mig. I morgen står den på projekter igen og så galop senere på dagen. Foreløbig ønskes I en god weekend.

En hyldest til mine mødre

Jeg tror, jeg har nævnt det før herinde, men jeg elsker orgelmusik. Især dette stykke, som jeg har elsket, fra første gang, jeg hørte det. At se det spillet og så så fantastisk som her, gør det endnu bedre. Jeg får hjertekvabbelse og gåsehud og bliver aldrig træt af det.

Faktisk spillede jeg for mange år siden klaver, noget jeg begræder, at jeg slap. Men hvis jeg skal være ganske ærlig, så er det nok godt nok for mit helbred, at jeg nøjes med at lytte til andre. Hvis jeg var fortsat, ville jeg helt sikkert have fortsat til orgel. Det havde kun gjort det endnu vanskeligere. Organist, er en selvstændig uddannelse, som tager 3 år (afhængig af kundskaber, kan det gøres på 2).

Jeg tænkte, det var passende, at skyde weekenden igang med dette et yndlingsstykkemusik. Dertil kommer, at det forgårs var min biologiske mors dødsdag og min mors var den 28. januar, så samtidig er det en hyldst til begge, der forhåbentlig følger godt med, deroppe fra.

Dagen er gået i stalden. Det var koldt og vådt, men de nye støvler, var ganske bestemt et stort hit, og jeg holdt mig tør og varm. For nu vil jeg ønske jer en rigtig god weekend. Og så gør mig lige en tjeneste – lyt!

Thank you for the music

Det er i stimer, vi siger farvel til de største i de her år. Nogen mere tidligt end andre. Dette har selvklart også noget at gøre med, at man selv bliver ældre, som en god ven påpegede på facebook. Endnu en er føjet til listen – Al Jarreau, som bare var en af de allerstørste og som i den grad, var en del af min ungdom. Det var faktisk min søster, der startede med at høre Al Jarreau, og efterhånden kom jeg også med på vognen og blev mere og mere begejstret. Jeg tror endnu ikke, jeg har mødt nogen, der ikke brød sig om hans musik, omend de nok findes.

Jeg har været til koncert med ham 2 gange, og endda mødt ham bag scenen også, og begge gange, var det sublime oplevelser. Nummeret ovenfor, er et godt eksempel på hans kunnen i den mere jazzede afdeling og et yndlingsnummer, men han havde også en periode med “hits” som var langt mere poppede, og det var også rigtig godt. Han var en af den slags, at det næsten var lige meget, hvad han lavede, så var det godt. Nu er det slut med Al’s bortgang 76 år gammel. R.I.P.

Fotomarathon og et par favoritter

Chess Racing’s Berling (IRE) med Valmir De Azeredo i sadlen på vej til start i SOC

Som nævnt har det været en god weekend! Men nu forestår der et fotomarathon uden lige. Det er altid godt at hygge med fotos, men der er ovenpå sådan en omgang her, alt alt for mange af dem. Men man bliver glad, når man får nogle gode skud og især af sine favoritter. Indrømmet, jeg elsker alle hestene, men der er altid nogen favoritter. Sådan har vi det allesammen.

De her to, er et par af mine og jeg er ikke alene på den “galaj” overhovedet ikke. I år var sponsor på Scandinavian Open Championship (GR.3) Chess Racing. Jeg tror, jeg har nævnt det før, men Chess Racing er Benny Andersson fra hedengangne ABBA. Og selvfølgelig er hans farver skaktern, hvilket vil sige, at disse to heste er hans. Han har haft mange, mange skønne heste og har stadig og det her er bare to af dem. Ingen af disse vandt, men Inaya (GB) nederst blev 2. i Skandinavian Open, som de begge var med i. Berling (IRE) vandt sidste år, men det var ikke lige med ham i går. Til gengæld var der andre af Chess Racing’s heste, der vandt i weekenden, men det kommer der mere om herovre senere, når jeg når så langt.

Dertil kom at præsentationen af hestene i SOC, blev gjort til musik fra netop Chess. Jeg ved ikke, om jeg har nævnt det før, men jeg var så heldig, at jeg så originalen i London i sin tid. Bare musikken nu giver mig gåsehud. Det var en fantastisk oplevelse.
Her var det “One Night In Bangkok” – meget fint!

Jeg var iøvrigt så smadret, at jeg sov til klokken 10, og jeg føler mig stadig ikke vågen. Egentlig var meningen, at jeg ville have været i stalden i dag, men det stod hurtigt klart, at det blev droppet, som i helt droppet. Jeg vendte mig om, og sov videre. Det er jo sådan, at jeg p.t. har de har stilladsgutter rendende, og det startede med et bor til at fastgøre diverse klokken 7.30, men jeg faldt da i søvn igen. Nu sidder jeg så her (igen) og nørkler fotos og hyggeligt er det, men det tager bare tid og kræfter.

Og nej, jeg er stadig ikke kommet mig over hele DNA-historien!! I den forbindelse skylder jeg at sige en stor, stor tak til alle jer søde, søde venner, der har skrevet og været glade på mine vegne. Det er SÅ stort, at det er svært, at tage ind næsten. Og at I deler min glæde, gør den endnu større, så tusind, tusind tak for jer. Som jeg siger venner, er den familie man selv vælger.

Chess Racing’s Inaya (GB) med Nelson De Souza i sadlen også på vej til start i SOC. Begge heste trænes af Jessica Long

Ordløs Onsdag

Denne sang rummer rigtig mange minder for mig, og det er en af de sange, jeg næsten ikke kan høre, uden at få tårer i øjnene. Men bortset fra min sentimentalitet, så er det en fantastisk dejlig sang, som I passende kan få her på en våd, kold og blæsende onsdag, hvor jeg stadig kæmper med de sidste bunker og en overvældende træthed.

Jeg var flittig i går og ordnede flere heste og havde også et par til frisøren. Sove kunne jeg selvfølgelig ikke aftenen før, selvom jeg skulle op klokken “jeg ved ikke hvad”, og det gik slag i slag, så en lur fik jeg aldrig, og det hævner sig så idag, men jeg får da lavet lidt.

Dagens sovetryne

Yep, det er mig! Egentlig var planen, at jeg skulle have lavet en masse her i dag, men først skulle jeg i stalden. Intet blev som planlagt, som det så ofte sker. Jeg vågnede egentlig i ordentlig tid til at nå at komme afsted, men mit hoved var tosset for nu at sige det mildt. Så jeg lagde mig og tænkte, jeg ville sove en times penge mere. Jeg forudså, at jeg slet ikke kunne falde i søvn. Wrong!! Gæt selv hvem der vågnede 11.30 helt fortumlet og ikke en dyt mere frisk. Øv!

Jeg skulle afsted over med bilen til min far, så jeg skulle op, så jeg smed noget tøj på og tog ned i stalden. Der var næsten alle ved at gå deres vej, og det var jo ligesom min egen skyld, men surt alligevel. Nå, men jeg fik da en tur til banen med træneren og det var superhyggeligt og jeg fik også Kickerkys, så helt forgæves var det bestemt ikke.

Så kunne jeg trille til min far og hjem igen. Unødvendigt, at sige, at jeg ikke overhovedet har været effektiv på nogen måde idag. Jeg sætter min lid til morgendagen. Der er ikke andet at gøre, jeg nægter at stresse over det.

Grunden til endnu en video med Earth, Wind & Fire er ret så indlysende, helt bortset fra, at jeg har en helt teknisk grund til at sætte en video mere ind, for jeg skal teste et plugin, jeg har installeret. Men i mit hoved kan man ikke få overdosis af Earth, Wind & Fire. Jeg hørte det hele dagen og aftenen i går, og jo mere jeg hører, jo mere elsker jeg det, til trods for, jeg som bekendt har været fan fra starten af og har oplevet ovensiddende live. Rigtig god weekend til jer!

Forever Wonderful – R.I.P. Maurice White


SONGWRITERS: DUNN, LORENZO RUSSELL / WHITE, MAURICE

I dag var ellers en rigtig god dag. Den blev væsentlig mindre god, da jeg erfarede, at Maurice White er gået bort kun 74 år gammel. Jeg vidste godt, at han var syg og han sov stille ind, og den vej rundt som det skal være, men vi har mistet en fantastisk musiker og siges det, et lige så stort menneske.

Som mange ved, var han stifteren, lederen og sanger i gruppen Earth, Wind & Fire, en gruppe som til alle tider har været mit yndlingsband over dem alle. Derudover skrev og producerede White sange og albums for mange, mange andre og hans indflydelse på musikkens verden kan slet, slet ikke overvurderes. En stor, stor mand er gået bort.

Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg for mange, mange år siden snart oplevede Maurice og resten af truppen live, hvilket bestemt var en af de bedste koncertoplevelser nogensinde, og noget jeg aldrig har glemt.

Maurice er fysisk væk, men glæden ved hans fantastiske musik vil leve videre. Jeg har hyldet ham i dag, med at lytte og danse rundt indimellem oprydning her. Deres musik gør mig altid glad – det fejler aldrig – og det er jeg sikker på, han ville have glædet sig over. R.I.P.

Rørende fantastisk – Joey Alexander

Jeg er bagud – jeg indrømmer det gerne. Det viser sig, at denne unge mand allerede i 2014 var på den danske Jazzfestival. Det er en af de ting, jeg gerne har villet de senere år, men som jeg ikke har fået gjort. Lidt sjovt er det, at det er Nils Lan Doky, der præsenterer ham (ovenfor)! Jeg har været heldig at se Niels flere gange, og han var det første, jeg tænkte på, da jeg hørte Joey Alexander. Selvsagt skal man kunne lide moderne Jazz for at kunne høre, at han er fantastisk eller bare Jazz som sådan. Ikke bare er han god for sin alder, hvor han er fantastisk, han er bare god i ordets forstand uanset.

Indrømmet da jeg i sin tid blev introduceret til det, kunne jeg ikke lide moderne Jazz, men nu sætter jeg stor pris på det. Og det skyldes ikke mindst Niels og hans musik. Det helt utrolige er at Joey Alexander kun er 12 år, og faktisk begyndte at spille som lidt af en tilfældighed. Han var hyberaktiv, og hans forældre købte ham et keyboard, og så gik det stærkt. For at gøre en lang historie kort, er han nu verdensberømt. Jeg så 60 minutes, som havde et indslag om ham. Han har også lavet et album, der hedder “My Favorite Things“. Nummeret nedenfor er derfra, og er “Over The Rainbow”.

Mere død end levende

Det har været hektisk her på det seneste for nu at sige det mildt! Hvorfor så det? Tjah, min far skulle jo flytte. Han har fået en beskyttet bolig, og den var sådan set klar, men sålænge hans lejlighed ikke var solgt, behøvede vi ikke skynde os voldsomt. Det blev den så lige pludselig og så fik vi travlt.

Som det vides, har jeg været syg i umidelige tider inden det her, så jeg stod nærmest ud af sengen efter 2 mdr.’s sygdom, og så kunne jeg ellers starte en marathon flytning, der først lige er slut nu. Jeg behøver ikke at fortælle, at det kræver noget, stort set uden hjælp. Når man dertil lægger, at min far er typen der intet smider ud stort set, så kan I selv regne den ud, når viljen til det heller ikke, var den største. Det var jo så en nødvendighed når man flytter ned på en 1/4 af den plads man havde. Flyttet er han, med alt for meget, men så må han sortere og smide noget ud igen. Han trives det nye sted, og får god mad og kan altid kalde hjælp. En stor tryghed for os og ham. Så det er godt.

Overskriften hentyder til min tilstand nu. Jeg er mere død end levende, hvilket ikke er så underligt egentlig. Den hentyder også til, alle de mennesker, der går bort for tiden. Det er næsten dagligt, der er store profiler, der falder bort. Senest Glenn Frey, der var grundlægger af et fantastisk band Eagels. Lige så længe, jeg har elsket musik, har jeg elsket Hotel California, så selvfølgelig skulle I have det nummer.

Nu forestår der et arbejde for mig med at komme på plads her, efter jeg har fået nogle ting, fra min far og køren væk af det, jeg sorterer fra.