Hyldest til en fætter

Som alle vist efterhånden ved, så fandt jeg jo min biologiske familie. Nogen siger, jeg ikke siger så meget om det mere. Er det forkert? Jeg kan jo ikke blive ved med at svælge i, hvor meget jeg elsker min nye familie, og selvfølgelig ikke mindst min bror. Det ville I sgu nok blive trætte af. Men bare rolig, jeg er mindst lige så glad for min nye familie og min bror som jeg hele tiden har været, hvis ikke mere.

Som i andre familier er alt ikke kun fryd og gammen og det er ikke noget glansbillede, man træder ind i. Det er det heller ikke her. Der er flere “issues”, men det er jo virkeligheden og hører med. I den her virkelighed, havde jeg også en fætter og en kusine i USA. En fætter, som var lige gammel med mig – født 8. maj og en kusine. Da jeg fik kontakt til min bror og familien som sådan skrev jeg også til dem selvfølgelig.

Min kusine har jeg haft kontakt til siden i større eller mindre grad, hvorimod min fætter aldrig svarede eller godkendte mit venskab på Facebook. Hvorfor ved jeg ikke, men nu er det så ihvertfald for sent. Desværre var han allerede der, ret syg, og det skulle blive værre. Den 15. maj døde han, efter at have ligget i koma en uge, og i går blev han stedt til hvile.

Min bror har taget den tunge tur til Ohio, hvor den del af familien bor (og hvor også vores fælles far boede til sin død i 1989). Det må være tungt for min kusine, som således mister sin bror og eneste søskende. Jeg er ked af det for hende og min brors skyld, og for min egen del ked af, at jeg aldrig nåede at lære min eneste biologiske fætter at kende. R.I.P.

Fotos er fra Ordrup Kirkegård, taget 17/5

60 år siden

Bortset fra at være helligdag, så er det i dag 60 år siden min mor og far blev gift. Og som vejret blev senest her i dag, forestiller jeg mig, at det var, da de blev gift. Både som beskrevet af min mor og som det fremgår af de gamle fotos.

Mor og far nåede at fejret 40 års bryllupsdag og have kendt hinanden i 50 år, men min mor gik desværre bort 3 år før deres 50 års bryllupsdag. Denne bryllupsdag er de forhåbentlig sammen og kan trods alt fryde sig over et vellykket ægteskab. Min søster har sørget for blomster til dem, fra os begge på kirkegården og jeg markerer her på bloggen.

Jeg har været i stalden i dag, hvor jeg havde besluttet at komme tidligt. Det er ikke så ofte, jeg kommer SÅ tidligt, for som regel er hestene på walker der så det er begrænset, hvad der sådan lige kan gøres så tidligt, når man ikke lige rider. Men det gjorde jeg så i dag og havde da også nok at se til faktisk. Blandt andet en dejlig, dog ikke så lang skovgåtur med Kickertutten. Det er altid en fornøjelse. Men eftersom jeg var vågen kl. 4 i morges og ikke faldt i søvn igen, så er og var jeg helt smadret, da jeg kom hjem. Så jeg har sovet, efter jeg fik et bad. Frisk er jeg dog stadig ikke. Jeg håber, at jeg i morgen kan få styr på måske bare et eller 2 projekter her, udover rengøring.

For 85 år siden i dag – en hyldest i fotos!

Far i den nye lejlighed på Brogaardshøj den 13. februar 2016. Eller nærmere et værelse med et lille te-køkken og toilet og bad og en lille gang, men han var rigtig glad for at være der. Og så var vi også

Blev min far født, og således ville i dag have været hans fødselsdag. Den nåede han ikke. Jeg ved ikke, om jeg skal sige desværre. Jeg mangler da min far rigtig meget ofte. Samtidig var hans liv blevet en endeløs renden på hospitalet og var et sted, hvor vi alle bare ventede på næste katastrofe. Han kunne ikke komme til at leve et ordentligt liv, og han ville ikke endnu mere hospital med usigt til endnu mindre livskvalitet end han allerede havde. Jeg håber, han har det godt, hvor han er nu. Og alt taget i betragtning, havde han jo haft et langt og godt liv, hvilket han også selv sagde.

For at fejre ham, som jeg nu bedst kan det, så har jeg samlet alle de her fotos fra fars liv, og som fortæller noget om ham, synes jeg. Nogen er jeg ikke sikker på årstallet på, men det bliver efter bedste evne, og i så vidt jeg skønner i rækkefølge.

Der er selvfølgelig mange flere fotos fra et langt liv, men jeg synes disse viser far som den festabe, han også var. Han kunne rigtig godt lide at være til selskab og have gæster. Engang imellem gad han ikke, men når han så kom afsted/i gang, så var det jo supersjovt, og han underholdt altid. Det er noget, jeg ihvertfald vil huske ham for. Derudover er der lidt andet også. Jeg håber, I vil nyde fotos, og huske far på hans dag – Tillykke far!

Klik nedenfor for at se flere fotos:

Læs resten

Forever Wonderful – R.I.P. Maurice White


SONGWRITERS: DUNN, LORENZO RUSSELL / WHITE, MAURICE

I dag var ellers en rigtig god dag. Den blev væsentlig mindre god, da jeg erfarede, at Maurice White er gået bort kun 74 år gammel. Jeg vidste godt, at han var syg og han sov stille ind, og den vej rundt som det skal være, men vi har mistet en fantastisk musiker og siges det, et lige så stort menneske.

Som mange ved, var han stifteren, lederen og sanger i gruppen Earth, Wind & Fire, en gruppe som til alle tider har været mit yndlingsband over dem alle. Derudover skrev og producerede White sange og albums for mange, mange andre og hans indflydelse på musikkens verden kan slet, slet ikke overvurderes. En stor, stor mand er gået bort.

Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg for mange, mange år siden snart oplevede Maurice og resten af truppen live, hvilket bestemt var en af de bedste koncertoplevelser nogensinde, og noget jeg aldrig har glemt.

Maurice er fysisk væk, men glæden ved hans fantastiske musik vil leve videre. Jeg har hyldet ham i dag, med at lytte og danse rundt indimellem oprydning her. Deres musik gør mig altid glad – det fejler aldrig – og det er jeg sikker på, han ville have glædet sig over. R.I.P.

Lavprofillørdag

Det har været en lørdag med helt lav profil. Det ligner ikke mig, og da slet ikke på en løbsdag. Det var af tvingende nødvendighed desværre. Helbredet driller lige p.t., og uden at gå i detaljer, så var der ikke andet for, end at blive hjemme. At vejret stod på blæst og ovenikøbet regn, gjorde den beslutning noget lettere at håndtere. Det er ingen hemmelighed. Jeg fulgte dagens stjerner på computeren.

Mens jeg nu sad her alligevel fik jeg bedrevet lidt alligevel, selvom hovedet bestemt ikke var glad for det. Det falder mig svært bare at siddde og lave ingenting, når jeg nu har så meget, der skal ordnes.

Nu er det stået af, og nu skal jeg bestemt ikke lave mere. Men nu har jeg også været lidt flittig i dag faktisk, og især når jeg tager i betragtning, hvordan jeg egentlig har haft det. I morgen står den således på afslapning.

Dagen har udover galop bragt lidt ærinder for min hr. fader og lidt indkøb. I morgen håber jeg vejret bliver til lidt altanhygge. Vi må se. Jeg ønsker jer ihvertfald en dejlig weekend.

Fotoet er af min øjesten Neppe, som jeg ikke kan forstå, har været væk så længe. Han er ofte tænkt på og lige elsket i sin himmel. Han ville være blevet 14 i dag.

Jeg havde også en Alex

The Lake HouseHar du nogensinde set filmen “The Lake House (2006)”? Det er en rigtig sød historie om lægen Kate Forster (Bullock), der på tværs af tid forelsker sig i arkitekten Alex (Reeves). De udvikler en korrespondance via postkassen ved huset ved søen. Der er mange forviklinger og krydsrefferencer, men det korte af det lange er, at til sidst bliver det for “broget” og hun beder ham stoppe, deres korrespondance. Hvordan og om de finder hinanden igen, synes jeg selv du skal se. Det er en rigtig dejlig film, hvis man er i det hjørne.

Men det jeg også ville fortælle med den her historie, er at jeg havde “min egen Alex” og nu hvor jeg lige har siddet og set filmen, blev jeg faktisk rørt til tårer, fordi det hele passer så fint. Selvfølgelig har jeg ikke noget hus ved en sø (ville jeg gerne have), og ham jeg tænker på heller ikke, men i relationen til at forelske sig på afstand uden nogensinde at mødes, det var lige præcis også, hvad vi gjorde.

Nogen vil sige, at det kan man ikke, men det kan jeg så bevidne, at det kan man ihvertfald. Og “min Alex”, var faktisk mindst lige så smuk som Keanu Reeves, og der skal noget til. Om jeg var lige så smuk som Sandra, skal jeg ikke dømme i, men egentlig kommer det jo slet ikke an på det, i den sidste ende.

Jeg vil lade følgende to citater fra filmen tale for sig selv, hvor kønnet så er det eneste, der er lavet om i første:

“I den tid, jeg kendte ham, var han det meste virkelige, jeg noget, jeg nogensinde har oplevet” “Jeg elsker ham, og nu er han væk”

“Der kunne ikke have været to hjerter så åbne, to livssyn så ens, ingen følelser i større harmoni”

Læser han dette, ved han hvem han er, og ja jeg tænker stadig ofte på ham, og hvorfor vores timing i den grad var så forkert. Havde det hjulpet, havde jeg gerne ventet på ham!

R.I.P. Smukke Susanna


Susanna så smukt fotograferet af Nils Rosenkjær på Al Rayyan Racecourse tidligere i år
– brugt med tilladelse

Allerbedst, som jeg lige har skrevet om tabet af to dejlige mænd i sporten, er det meddelelsen om Generalsekretäraren i Fegentri Susanna Santesson’s pludselige bortgang, der møder mig her i dag, da jeg endelig får slæbt mig på Facebook. Jeg må sige, jeg er frygtelig ked af det og rystet. Tænk hvor hurtigt, det kan gå. Det ved vi jo godt, men glemmer nok ofte at huske det.

Selv mødte jeg Susanna 2011, hvor der var FEGENTRI på Klampenborg for første gang i 15 år, og jeg blev spurgt om jeg ville tage nogle fotos i den anledning, og selvfølgelig ville jeg det. Desværre var mit store kamera til reparation lige der, men jeg havde heldigvis mit IXUS som back-up, og det var rigtig godt til det meste, selvom det til actionfotos kom til kort.

Selvom det kun var kort tid, jeg tilbragte med Susanna de dage i 2011, så brændte mindet om hendes dejlige væremåde og hvor hyggeligt vi havde det sig fast. Af samme årsag håbede jeg sådan, at jeg fik mulighed for at møde hende igen. Den mulighed får jeg ikke nu, men er samtidig glad for de dejlige timer vi tilbragte sammen i 2011.

Susanna var ikke blot smuk udenpå og indeni, hun var en ildsjæl, der i den grad vil blive savnet rigtig meget i galopsporten. Og selvfølgelig af hendes familie og alle andre, der kendte og holdt af hende. R.I.P. dear friend.