80 år i dag – Tillykke mor!

I dag er det min søde mors fødselsdag. Hun ville være blevet 80 år.

Egentlig skulle hun have haft en blomst, men efter min morgenrunde og tur på hospitalet, orkede jeg simpelthen ikke mere. Jeg har sovet lige siden og har lige gået med Emil.

Lavprofillørdag

Det har været en lørdag med helt lav profil. Det ligner ikke mig, og da slet ikke på en løbsdag. Det var af tvingende nødvendighed desværre. Helbredet driller lige p.t., og uden at gå i detaljer, så var der ikke andet for, end at blive hjemme. At vejret stod på blæst og ovenikøbet regn, gjorde den beslutning noget lettere at håndtere. Det er ingen hemmelighed. Jeg fulgte dagens stjerner på computeren.

Mens jeg nu sad her alligevel fik jeg bedrevet lidt alligevel, selvom hovedet bestemt ikke var glad for det. Det falder mig svært bare at siddde og lave ingenting, når jeg nu har så meget, der skal ordnes.

Nu er det stået af, og nu skal jeg bestemt ikke lave mere. Men nu har jeg også været lidt flittig i dag faktisk, og især når jeg tager i betragtning, hvordan jeg egentlig har haft det. I morgen står den således på afslapning.

Dagen har udover galop bragt lidt ærinder for min hr. fader og lidt indkøb. I morgen håber jeg vejret bliver til lidt altanhygge. Vi må se. Jeg ønsker jer ihvertfald en dejlig weekend.

Fotoet er af min øjesten Neppe, som jeg ikke kan forstå, har været væk så længe. Han er ofte tænkt på og lige elsket i sin himmel. Han ville være blevet 14 i dag.

Jeg havde også en Alex

The Lake HouseHar du nogensinde set filmen “The Lake House (2006)”? Det er en rigtig sød historie om lægen Kate Forster (Bullock), der på tværs af tid forelsker sig i arkitekten Alex (Reeves). De udvikler en korrespondance via postkassen ved huset ved søen. Der er mange forviklinger og krydsrefferencer, men det korte af det lange er, at til sidst bliver det for “broget” og hun beder ham stoppe, deres korrespondance. Hvordan og om de finder hinanden igen, synes jeg selv du skal se. Det er en rigtig dejlig film, hvis man er i det hjørne.

Men det jeg også ville fortælle med den her historie, er at jeg havde “min egen Alex” og nu hvor jeg lige har siddet og set filmen, blev jeg faktisk rørt til tårer, fordi det hele passer så fint. Selvfølgelig har jeg ikke noget hus ved en sø (ville jeg gerne have), og ham jeg tænker på heller ikke, men i relationen til at forelske sig på afstand uden nogensinde at mødes, det var lige præcis også, hvad vi gjorde.

Nogen vil sige, at det kan man ikke, men det kan jeg så bevidne, at det kan man ihvertfald. Og “min Alex”, var faktisk mindst lige så smuk som Keanu Reeves, og der skal noget til. Om jeg var lige så smuk som Sandra, skal jeg ikke dømme i, men egentlig kommer det jo slet ikke an på det, i den sidste ende.

Jeg vil lade følgende to citater fra filmen tale for sig selv, hvor kønnet så er det eneste, der er lavet om i første:

“I den tid, jeg kendte ham, var han det meste virkelige, jeg noget, jeg nogensinde har oplevet” “Jeg elsker ham, og nu er han væk”

“Der kunne ikke have været to hjerter så åbne, to livssyn så ens, ingen følelser i større harmoni”

Læser han dette, ved han hvem han er, og ja jeg tænker stadig ofte på ham, og hvorfor vores timing i den grad var så forkert. Havde det hjulpet, havde jeg gerne ventet på ham!

R.I.P. Smukke Susanna


Susanna så smukt fotograferet af Nils Rosenkjær på Al Rayyan Racecourse tidligere i år
– brugt med tilladelse

Allerbedst, som jeg lige har skrevet om tabet af to dejlige mænd i sporten, er det meddelelsen om Generalsekretäraren i Fegentri Susanna Santesson’s pludselige bortgang, der møder mig her i dag, da jeg endelig får slæbt mig på Facebook. Jeg må sige, jeg er frygtelig ked af det og rystet. Tænk hvor hurtigt, det kan gå. Det ved vi jo godt, men glemmer nok ofte at huske det.

Selv mødte jeg Susanna 2011, hvor der var FEGENTRI på Klampenborg for første gang i 15 år, og jeg blev spurgt om jeg ville tage nogle fotos i den anledning, og selvfølgelig ville jeg det. Desværre var mit store kamera til reparation lige der, men jeg havde heldigvis mit IXUS som back-up, og det var rigtig godt til det meste, selvom det til actionfotos kom til kort.

Selvom det kun var kort tid, jeg tilbragte med Susanna de dage i 2011, så brændte mindet om hendes dejlige væremåde og hvor hyggeligt vi havde det sig fast. Af samme årsag håbede jeg sådan, at jeg fik mulighed for at møde hende igen. Den mulighed får jeg ikke nu, men er samtidig glad for de dejlige timer vi tilbragte sammen i 2011.

Susanna var ikke blot smuk udenpå og indeni, hun var en ildsjæl, der i den grad vil blive savnet rigtig meget i galopsporten. Og selvfølgelig af hendes familie og alle andre, der kendte og holdt af hende. R.I.P. dear friend.

Farvel til to dejlige mænd

Jeg sidder og er trist! Indenfor få uger, har jeg og mange andre i Galopsporten sagt farvel til to fantastiske mænd, omend meget forskellige.

De var også fædre, ægtefæller og venner for mange, mange flere, og begge store, store personligheder, som vi kommer til at savne rigtig meget.

Desværre fik de en ting mere til fælles og det var, at de begge blev ramt af cancer og det kostede dem livet alt for tidligt. De har begge fred for smerter og lidelse nu, og tilbage sidder vi andre med det savn og tomhed, som mænd af den kaliber nødvendigvis må efterlade.

Selvom man, som jeg, tror på en mening med alting, så kan den dælme være meget meget svær, for ikke at sige helt umulig, at få øje på, når de bedste bliver revet bort alt alt for tidligt.

R.I.P.

R.I.P.

Stykket her blev sunget så smukt for os i kirken i dag, hvor vi tog afsked med min tante, af koret hun også selv var medlem af. Her smukt sunget af koret fra King’s College, Cambridge, hvor jeg næsten lige har været.

Bisættelser er altid noget hårdt noget, at komme igennem. Og selvom vi i afdødes ånd holdt “fest” bagefter, er det svært ikke at fælde en tåre undervejs, hvilket vi da også var mange, der gjorde. Og bagefter er man helt drænet følelsesmæssigt.

Som præsten sagde, der ryger så mange tanker igennem en. For min tante var det godt, at få fred. Hun har været meget syg, meget længe og det var ikke værdigt mere. Så for hende godt, men som ofte er det de efterladte, der sidder tilbage med savnet og sorgen. Sorgen bliver mindre, og savnet vil forblive, omend i mindre “rå” tilstand. Jeg taler jo af erfaring desværre.

Det var trods omstændighederne, dejligt at se alle familiemedlemmer, men vi må altså ses udover bisættelser lidt oftere, det andet er for trist. Så på trods var det en god dag og en smuk afsked.

Starten på en meget lang dag

Som nævnt, var det i går mors fødselsdag. I den anledning havde min søster inviteret på frokost og det synes jeg, var en rigtig god ide og far selvfølgelig også. Altså hentede han mig og vi drog afsted, men første stop var kirkegården med en buket roser, jeg havde købt til mor. Selvfølgelig skal hun have blomster på sin fødselsdag, og det fik hun. I bemærker nok, at der ser væsentligt mere bart ud på de små gravsten, end på mine tidligere fotos. Det skyldes at man nu håndhæver de regler, jeg før har nævnt med hård hånd. Hvis man har en vase, må man stille i den og ellers ingenting. Far sagde, at han også lige har fået et skriv om det.

Jeg tror, man skal gøre meget tydligere opmærksom på dette, når folk bestiller gravsteder, for jeg tror mange så ville vælge en mellemløsning, der går på et lille urnegravsted, hvor man har en meget lille “have”, hvor man kan plante og sætte en ting etc. En løsning jeg også gerne ville have haft, men det var ikke mit valg desværre.

Vi fik givet mor blomster og så kørte vi videre mod min søster. To be continued…..

79 år i dag

I dag ville min mor være fyldt 79 år, og det var i januar 10 år siden, vi mistede hende. På en måde, er det jo længe siden og så er det alligevel ikke. Savnet vil altid være der, og jeg kan stadig tænke, at jeg skal ringe til hende. Det lyder måske helt tåbeligt, men det er noget, jeg har hørt fra mange, der også har mistet en forældre eller anden person, de var tæt på.

Mor er hos mig hver dag, jeg tænker på hende og mindes hende. Det gør ikke ondt på samme måde mere, men det kan gøre det indimellem. I dag vil jeg prøve at huske den dejlige fødselsdag, vi holdt for hende hos mig tilbage i 1997 i mit hus, som hun var så glad for – du kan se foto af hende fra den dag her. I dag får hun roser på hendes lille sted, og far, min søster og jeg spiser frokost sammen.

Senere står den på mere godt selskab, alle de søde mennesker og flotte heste på banen. Det er aftenløb, så det starter klokken 17.15, skulle du få lyst og lejlighed. Vejret er som altid ikke til at styre, nu når jeg endelig har taget varmt tøj på, så kommer solen, men jeg kan da tage af senere igen. God lørdag til jer!

Tribute to an old friend


Et af Anna’s andre føl, men ikke Preussen-Wind

For snart mange år siden tilbragte jeg mange, mange weekender hos en speciel og fuldstændig hestetosset dame i det Nordsjællandske. Damen hed Anna Aaby. Lidt interessant er det, at en af hendes hopper Preussen-Rose blev bedækket med Temple Wind XX, som var opdrættet af Bechmann Racing, som jeg nu har tilknytning til. Preussen-Wind kom han til at hedde. Det viser sig, at efter at jeg har været i kontakt med TAF og spurgt dem, så er den god nok. Den hingst man finder ved at google Preussen-Wind, er ikke den hest, men en senere, der desværre er afgået ved døden. Hvad der skete med Anna’s Preussen-Wind, ved jeg ikke endnu, men har sendt en mail til den ihvertfald første ejer, så må vi se, om jeg hører fra hende.

Nu lever Anna ikke længere. Jeg vidste godt, hun var kommet på plejehjem og skrev til hendes søn, for at høre, hvordan og hvorledes, og fik nyheden, at Anne gik bort i november. Jeg kan ikke tælle, hvor mange weekender, og timer det er blevet til omkring hendes køkkenbord med hyggelige sludre og lidt at spise. Anna havde mange historier og de var altid interessante, for hun havde et rigt og spændende liv. Det var også hos Anna, jeg mødte mit første æsel og ikke mindst æselføl “Smultron”, som bare var det sødeste. Lidt ked af, jeg ikke vidste, hun var gået bort, for jeg ville gerne have vist hende den sidste ære og være kommet til hendes bisættelse. R.I.P. dear friend og tak for mange dejlige timer!

Jeg har også fået lov at bringe den nekrolog, som man bragte på TAF’s hjemmeside, da Anna døde. Den ses ikke umiddelbart, for de har fået ny hjemmeside, men her er den.

NEKROLOG

Søndag d. 19.november indløb meddelelsen om Anna Aaby`s bortgang. Anna blev 85 år gammel.
Annas interesse for heste og hesteavl fik hun vel om nogen ind med modermælken. Hendes far Dr. Arvid Aaby-Ericsson var i mange år en højt anerkendt hippolog og leder af Svensk varmblodsavl og araberavl.
I 1964 da Anna flyttede ind på hendes ejendom Åengen i Helsinge, forærede han hende en 4-årig hoppe ved navn Pyramida, indkøbt på stutteri Racot i Polen. Pyramida fik under Anna’s ejerskab stor betydning for trakehneravlen langt ud over landets grænser. Hoppen fik i alt 15 føl, heraf to kårede hingste, nemlig Gunnarsønnerne Pyrgos og Pyrmont. Sidstnævnte opnåede som første dansk avlede trakehnerhingst udmærkelse som reservefløjhingst i Neumünster i 1972. Naturligvis med en stolt Anna som deltager.
Anna var med blandt den gruppe, der i 1971 stiftede Trakehner-Avlsforbundet i Danmark. Hun var medlem af den første bestyrelse og stod som stambogsfører for de første svære opgaver med at samle og registrere vore heste, en opgave hun på yderst kompetent vis løste til alles tilfredshed.
Ved stambogskontorets overflytning til Århus valgte Anna at blive i Helsinge, hvorfra hun i de kommende år hyppigt optrådte som international dommer primært for pony- og araberhestene.
Vi vil huske Anna som et varmt, engageret og imødekommende menneske, der altid var parat med råd og vejledning og som altid tænkte på dyrenes ve og vel.
Æret være Anna`s minde.

Anders Dahl


Motiv fra Anna’s forhave incl. hendes pony, som jeg med skam erkende ikke lige kan huske, hvad hed