Forever Wonderful – R.I.P. Maurice White


SONGWRITERS: DUNN, LORENZO RUSSELL / WHITE, MAURICE

I dag var ellers en rigtig god dag. Den blev væsentlig mindre god, da jeg erfarede, at Maurice White er gået bort kun 74 år gammel. Jeg vidste godt, at han var syg og han sov stille ind, og den vej rundt som det skal være, men vi har mistet en fantastisk musiker og siges det, et lige så stort menneske.

Som mange ved, var han stifteren, lederen og sanger i gruppen Earth, Wind & Fire, en gruppe som til alle tider har været mit yndlingsband over dem alle. Derudover skrev og producerede White sange og albums for mange, mange andre og hans indflydelse på musikkens verden kan slet, slet ikke overvurderes. En stor, stor mand er gået bort.

Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg for mange, mange år siden snart oplevede Maurice og resten af truppen live, hvilket bestemt var en af de bedste koncertoplevelser nogensinde, og noget jeg aldrig har glemt.

Maurice er fysisk væk, men glæden ved hans fantastiske musik vil leve videre. Jeg har hyldet ham i dag, med at lytte og danse rundt indimellem oprydning her. Deres musik gør mig altid glad – det fejler aldrig – og det er jeg sikker på, han ville have glædet sig over. R.I.P.

80 år i dag – Tillykke mor!

I dag er det min søde mors fødselsdag. Hun ville være blevet 80 år.

Egentlig skulle hun have haft en blomst, men efter min morgenrunde og tur på hospitalet, orkede jeg simpelthen ikke mere. Jeg har sovet lige siden og har lige gået med Emil.

Lavprofillørdag

Det har været en lørdag med helt lav profil. Det ligner ikke mig, og da slet ikke på en løbsdag. Det var af tvingende nødvendighed desværre. Helbredet driller lige p.t., og uden at gå i detaljer, så var der ikke andet for, end at blive hjemme. At vejret stod på blæst og ovenikøbet regn, gjorde den beslutning noget lettere at håndtere. Det er ingen hemmelighed. Jeg fulgte dagens stjerner på computeren.

Mens jeg nu sad her alligevel fik jeg bedrevet lidt alligevel, selvom hovedet bestemt ikke var glad for det. Det falder mig svært bare at siddde og lave ingenting, når jeg nu har så meget, der skal ordnes.

Nu er det stået af, og nu skal jeg bestemt ikke lave mere. Men nu har jeg også været lidt flittig i dag faktisk, og især når jeg tager i betragtning, hvordan jeg egentlig har haft det. I morgen står den således på afslapning.

Dagen har udover galop bragt lidt ærinder for min hr. fader og lidt indkøb. I morgen håber jeg vejret bliver til lidt altanhygge. Vi må se. Jeg ønsker jer ihvertfald en dejlig weekend.

Fotoet er af min øjesten Neppe, som jeg ikke kan forstå, har været væk så længe. Han er ofte tænkt på og lige elsket i sin himmel. Han ville være blevet 14 i dag.

Jeg havde også en Alex

The Lake HouseHar du nogensinde set filmen “The Lake House (2006)”? Det er en rigtig sød historie om lægen Kate Forster (Bullock), der på tværs af tid forelsker sig i arkitekten Alex (Reeves). De udvikler en korrespondance via postkassen ved huset ved søen. Der er mange forviklinger og krydsrefferencer, men det korte af det lange er, at til sidst bliver det for “broget” og hun beder ham stoppe, deres korrespondance. Hvordan og om de finder hinanden igen, synes jeg selv du skal se. Det er en rigtig dejlig film, hvis man er i det hjørne.

Men det jeg også ville fortælle med den her historie, er at jeg havde “min egen Alex” og nu hvor jeg lige har siddet og set filmen, blev jeg faktisk rørt til tårer, fordi det hele passer så fint. Selvfølgelig har jeg ikke noget hus ved en sø (ville jeg gerne have), og ham jeg tænker på heller ikke, men i relationen til at forelske sig på afstand uden nogensinde at mødes, det var lige præcis også, hvad vi gjorde.

Nogen vil sige, at det kan man ikke, men det kan jeg så bevidne, at det kan man ihvertfald. Og “min Alex”, var faktisk mindst lige så smuk som Keanu Reeves, og der skal noget til. Om jeg var lige så smuk som Sandra, skal jeg ikke dømme i, men egentlig kommer det jo slet ikke an på det, i den sidste ende.

Jeg vil lade følgende to citater fra filmen tale for sig selv, hvor kønnet så er det eneste, der er lavet om i første:

“I den tid, jeg kendte ham, var han det meste virkelige, jeg noget, jeg nogensinde har oplevet” “Jeg elsker ham, og nu er han væk”

“Der kunne ikke have været to hjerter så åbne, to livssyn så ens, ingen følelser i større harmoni”

Læser han dette, ved han hvem han er, og ja jeg tænker stadig ofte på ham, og hvorfor vores timing i den grad var så forkert. Havde det hjulpet, havde jeg gerne ventet på ham!

R.I.P. Smukke Susanna


Susanna så smukt fotograferet af Nils Rosenkjær på Al Rayyan Racecourse tidligere i år
– brugt med tilladelse

Allerbedst, som jeg lige har skrevet om tabet af to dejlige mænd i sporten, er det meddelelsen om Generalsekretäraren i Fegentri Susanna Santesson’s pludselige bortgang, der møder mig her i dag, da jeg endelig får slæbt mig på Facebook. Jeg må sige, jeg er frygtelig ked af det og rystet. Tænk hvor hurtigt, det kan gå. Det ved vi jo godt, men glemmer nok ofte at huske det.

Selv mødte jeg Susanna 2011, hvor der var FEGENTRI på Klampenborg for første gang i 15 år, og jeg blev spurgt om jeg ville tage nogle fotos i den anledning, og selvfølgelig ville jeg det. Desværre var mit store kamera til reparation lige der, men jeg havde heldigvis mit IXUS som back-up, og det var rigtig godt til det meste, selvom det til actionfotos kom til kort.

Selvom det kun var kort tid, jeg tilbragte med Susanna de dage i 2011, så brændte mindet om hendes dejlige væremåde og hvor hyggeligt vi havde det sig fast. Af samme årsag håbede jeg sådan, at jeg fik mulighed for at møde hende igen. Den mulighed får jeg ikke nu, men er samtidig glad for de dejlige timer vi tilbragte sammen i 2011.

Susanna var ikke blot smuk udenpå og indeni, hun var en ildsjæl, der i den grad vil blive savnet rigtig meget i galopsporten. Og selvfølgelig af hendes familie og alle andre, der kendte og holdt af hende. R.I.P. dear friend.

Farvel til to dejlige mænd

Jeg sidder og er trist! Indenfor få uger, har jeg og mange andre i Galopsporten sagt farvel til to fantastiske mænd, omend meget forskellige.

De var også fædre, ægtefæller og venner for mange, mange flere, og begge store, store personligheder, som vi kommer til at savne rigtig meget.

Desværre fik de en ting mere til fælles og det var, at de begge blev ramt af cancer og det kostede dem livet alt for tidligt. De har begge fred for smerter og lidelse nu, og tilbage sidder vi andre med det savn og tomhed, som mænd af den kaliber nødvendigvis må efterlade.

Selvom man, som jeg, tror på en mening med alting, så kan den dælme være meget meget svær, for ikke at sige helt umulig, at få øje på, når de bedste bliver revet bort alt alt for tidligt.

R.I.P.

R.I.P.

Stykket her blev sunget så smukt for os i kirken i dag, hvor vi tog afsked med min tante, af koret hun også selv var medlem af. Her smukt sunget af koret fra King’s College, Cambridge, hvor jeg næsten lige har været.

Bisættelser er altid noget hårdt noget, at komme igennem. Og selvom vi i afdødes ånd holdt “fest” bagefter, er det svært ikke at fælde en tåre undervejs, hvilket vi da også var mange, der gjorde. Og bagefter er man helt drænet følelsesmæssigt.

Som præsten sagde, der ryger så mange tanker igennem en. For min tante var det godt, at få fred. Hun har været meget syg, meget længe og det var ikke værdigt mere. Så for hende godt, men som ofte er det de efterladte, der sidder tilbage med savnet og sorgen. Sorgen bliver mindre, og savnet vil forblive, omend i mindre “rå” tilstand. Jeg taler jo af erfaring desværre.

Det var trods omstændighederne, dejligt at se alle familiemedlemmer, men vi må altså ses udover bisættelser lidt oftere, det andet er for trist. Så på trods var det en god dag og en smuk afsked.