Et år siden i dagI

I dag er det et år siden, jeg sagde farvel til min far på Gentofte Hospital. Det var underligt,men samtidig, var det også afslutning på flere års bekymring og evig ængstelse for, hvad der skete næste gang. For var der noget, der var sikkert, så var det, at der blev en næste gang. Det var kun et spørgsmål om, hvornår.

Til sidst nåede vi enden,hvor der ikke kom nogen næste gang. I starten var det svært at forholde sig til, for jeg ihvertfald troede langt henad vejen, at det “bare” var endnu en krise og så kom far sig igen, igen. Det gjorde han ikke. Og så var det om ikke et chock, så ihvertfald trist. For samtidig med, at vi var helt realtistiske, så bliver man jo aldrig parat til sådan at sige farvel. Men der var ikke noget at gøre, det skulle vi.

Det har været en stor trøst, at jeg var der og sad hos far, da han gik bort. Det nåede jeg ikke med min mor, fordi jeg på det tidspunkt boede langt væk. Men da var min søster og far hos hende. Da far døde, var der kun mig. Og det var så fredeligt som det kan være. Og det er jeg glad for. Han sov stille ind.

På denne dag, vil jeg sige, at jeg selvfølgelig tænker meget på min far, men jeg er ikke som sådan ked af det. Det kunne ikke være anderledes, og vi havde allerede haft ham “til låns” længe. Han skal have tak for alt, han gjorde, og jeg håber, han er glad for, hvordan hans døtre er kommet i vej, når han sidder deroppe og kigger ned.

Sorte Holger og fædrenes synder

Jeg låner en bil i øjeblikket, og bilradioen er indstillet på en kanal, jeg ikke sådan hører så meget Radio 24/7. I den forbindelse hørte jeg udsendelsen om Sorte Holgers søn (klik for at lytte udsendelsen), og hvordan han oplevede en barndom med en storkriminel og meget selvcentreret og voldelig far. Det var ikke for sarte sjæle kan jeg afsløre. Og selv som voksen er han tydeligt påvirket af faderens overgreb.

Efter at have hørt udsendelsen blev jeg nysgerrig på ham her Holger og fandt faktisk en udsendelse lavet om ham, året før han ifølge sønnen dør en smertefuld død af cancer, hvilket også ifølge sønnen, ikke var spor for meget til ham. Han havde helst set ham pint og plaget meget mere. Det er interessant, at høre begge sider af samme historie, og at Holger slet ikke nævner sin søn stort set. Lyt og se selv og dan dig dit eget indtryk af en forbryderverden fra før “verden gik af lave”. Og så er jeg helt vild med indretningen i Holgers lejlighed, som er så 70’erne som det næsten kan blive. Fantastisk! Skriv endelig og fortæl, når du har lyttet og set. Klik på linket her og se “Sorte Holger, en gammel skurk

Artikler:

5. august 1998 – Ærlige penge, fast arbejde – ikke her!

Hyldest til en fætter

Som alle vist efterhånden ved, så fandt jeg jo min biologiske familie. Nogen siger, jeg ikke siger så meget om det mere. Er det forkert? Jeg kan jo ikke blive ved med at svælge i, hvor meget jeg elsker min nye familie, og selvfølgelig ikke mindst min bror. Det ville I sgu nok blive trætte af. Men bare rolig, jeg er mindst lige så glad for min nye familie og min bror som jeg hele tiden har været, hvis ikke mere.

Som i andre familier er alt ikke kun fryd og gammen og det er ikke noget glansbillede, man træder ind i. Det er det heller ikke her. Der er flere “issues”, men det er jo virkeligheden og hører med. I den her virkelighed, havde jeg også en fætter og en kusine i USA. En fætter, som var lige gammel med mig – født 8. maj og en kusine. Da jeg fik kontakt til min bror og familien som sådan skrev jeg også til dem selvfølgelig.

Min kusine har jeg haft kontakt til siden i større eller mindre grad, hvorimod min fætter aldrig svarede eller godkendte mit venskab på Facebook. Hvorfor ved jeg ikke, men nu er det så ihvertfald for sent. Desværre var han allerede der, ret syg, og det skulle blive værre. Den 15. maj døde han, efter at have ligget i koma en uge, og i går blev han stedt til hvile.

Min bror har taget den tunge tur til Ohio, hvor den del af familien bor (og hvor også vores fælles far boede til sin død i 1989). Det må være tungt for min kusine, som således mister sin bror og eneste søskende. Jeg er ked af det for hende og min brors skyld, og for min egen del ked af, at jeg aldrig nåede at lære min eneste biologiske fætter at kende. R.I.P.

Fotos er fra Ordrup Kirkegård, taget 17/5

60 år siden

Bortset fra at være helligdag, så er det i dag 60 år siden min mor og far blev gift. Og som vejret blev senest her i dag, forestiller jeg mig, at det var, da de blev gift. Både som beskrevet af min mor og som det fremgår af de gamle fotos.

Mor og far nåede at fejret 40 års bryllupsdag og have kendt hinanden i 50 år, men min mor gik desværre bort 3 år før deres 50 års bryllupsdag. Denne bryllupsdag er de forhåbentlig sammen og kan trods alt fryde sig over et vellykket ægteskab. Min søster har sørget for blomster til dem, fra os begge på kirkegården og jeg markerer her på bloggen.

Jeg har været i stalden i dag, hvor jeg havde besluttet at komme tidligt. Det er ikke så ofte, jeg kommer SÅ tidligt, for som regel er hestene på walker der så det er begrænset, hvad der sådan lige kan gøres så tidligt, når man ikke lige rider. Men det gjorde jeg så i dag og havde da også nok at se til faktisk. Blandt andet en dejlig, dog ikke så lang skovgåtur med Kickertutten. Det er altid en fornøjelse. Men eftersom jeg var vågen kl. 4 i morges og ikke faldt i søvn igen, så er og var jeg helt smadret, da jeg kom hjem. Så jeg har sovet, efter jeg fik et bad. Frisk er jeg dog stadig ikke. Jeg håber, at jeg i morgen kan få styr på måske bare et eller 2 projekter her, udover rengøring.

For 85 år siden i dag – en hyldest i fotos!

Far i den nye lejlighed på Brogaardshøj den 13. februar 2016. Eller nærmere et værelse med et lille te-køkken og toilet og bad og en lille gang, men han var rigtig glad for at være der. Og så var vi også

Blev min far født, og således ville i dag have været hans fødselsdag. Den nåede han ikke. Jeg ved ikke, om jeg skal sige desværre. Jeg mangler da min far rigtig meget ofte. Samtidig var hans liv blevet en endeløs renden på hospitalet og var et sted, hvor vi alle bare ventede på næste katastrofe. Han kunne ikke komme til at leve et ordentligt liv, og han ville ikke endnu mere hospital med usigt til endnu mindre livskvalitet end han allerede havde. Jeg håber, han har det godt, hvor han er nu. Og alt taget i betragtning, havde han jo haft et langt og godt liv, hvilket han også selv sagde.

For at fejre ham, som jeg nu bedst kan det, så har jeg samlet alle de her fotos fra fars liv, og som fortæller noget om ham, synes jeg. Nogen er jeg ikke sikker på årstallet på, men det bliver efter bedste evne, og i så vidt jeg skønner i rækkefølge.

Der er selvfølgelig mange flere fotos fra et langt liv, men jeg synes disse viser far som den festabe, han også var. Han kunne rigtig godt lide at være til selskab og have gæster. Engang imellem gad han ikke, men når han så kom afsted/i gang, så var det jo supersjovt, og han underholdt altid. Det er noget, jeg ihvertfald vil huske ham for. Derudover er der lidt andet også. Jeg håber, I vil nyde fotos, og huske far på hans dag – Tillykke far!

Klik nedenfor for at se flere fotos:

Læs resten

Forever Wonderful – R.I.P. Maurice White


SONGWRITERS: DUNN, LORENZO RUSSELL / WHITE, MAURICE

I dag var ellers en rigtig god dag. Den blev væsentlig mindre god, da jeg erfarede, at Maurice White er gået bort kun 74 år gammel. Jeg vidste godt, at han var syg og han sov stille ind, og den vej rundt som det skal være, men vi har mistet en fantastisk musiker og siges det, et lige så stort menneske.

Som mange ved, var han stifteren, lederen og sanger i gruppen Earth, Wind & Fire, en gruppe som til alle tider har været mit yndlingsband over dem alle. Derudover skrev og producerede White sange og albums for mange, mange andre og hans indflydelse på musikkens verden kan slet, slet ikke overvurderes. En stor, stor mand er gået bort.

Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg for mange, mange år siden snart oplevede Maurice og resten af truppen live, hvilket bestemt var en af de bedste koncertoplevelser nogensinde, og noget jeg aldrig har glemt.

Maurice er fysisk væk, men glæden ved hans fantastiske musik vil leve videre. Jeg har hyldet ham i dag, med at lytte og danse rundt indimellem oprydning her. Deres musik gør mig altid glad – det fejler aldrig – og det er jeg sikker på, han ville have glædet sig over. R.I.P.

Lavprofillørdag

Det har været en lørdag med helt lav profil. Det ligner ikke mig, og da slet ikke på en løbsdag. Det var af tvingende nødvendighed desværre. Helbredet driller lige p.t., og uden at gå i detaljer, så var der ikke andet for, end at blive hjemme. At vejret stod på blæst og ovenikøbet regn, gjorde den beslutning noget lettere at håndtere. Det er ingen hemmelighed. Jeg fulgte dagens stjerner på computeren.

Mens jeg nu sad her alligevel fik jeg bedrevet lidt alligevel, selvom hovedet bestemt ikke var glad for det. Det falder mig svært bare at siddde og lave ingenting, når jeg nu har så meget, der skal ordnes.

Nu er det stået af, og nu skal jeg bestemt ikke lave mere. Men nu har jeg også været lidt flittig i dag faktisk, og især når jeg tager i betragtning, hvordan jeg egentlig har haft det. I morgen står den således på afslapning.

Dagen har udover galop bragt lidt ærinder for min hr. fader og lidt indkøb. I morgen håber jeg vejret bliver til lidt altanhygge. Vi må se. Jeg ønsker jer ihvertfald en dejlig weekend.

Fotoet er af min øjesten Neppe, som jeg ikke kan forstå, har været væk så længe. Han er ofte tænkt på og lige elsket i sin himmel. Han ville være blevet 14 i dag.