Der var engang…..

Jeg havde den sødeste nabo. Det var da jeg boede på Falster. Det havde jeg også senere på Lolland, men det er en anden historie. Min nabo på Falster var allerede dengang en ældre herre, der er ca. 10 år ældre end min far.

De år, hvor jeg boede på Falster, var jeg (som også senere var tilfældet) uhørt ramt af sygdom, operationer, og sygehusophold. Altid var han der, til at hjælpe mig, besøge mig, komme med gode haveråd, handle for mig og i det hele taget hjælpe på alle måder, han overhovedet kunne. Og jeg forsøgte så godt jeg kunne, at gøre genæld. Men der var ikke meget, han ikke kunne selv, men vi hyggede os ofte med kaffe eller en øl. Dejligt at have sådan en nabo.

På et tidspunkt møder han så for ca. 15 år siden sin kæreste. De havde begge været “rundt i manegen” og var måske ikke lige dem, man havde forventet ville finde sammen. Men for dem virkede det, og de havde det godt. Rigtig godt. Det var helt tydeligt. Det blev kun bekræftet ved, at min nabo for nogle år siden flyttede ned i hendes hus (på det tidspunkt, var jeg så flyttet til Lolland). Jeg besøgte dem dengang regelmæssigt, for da havde jeg jo bil. Det knep dem at køre så langt, det var okay, men de så da mit hus.

Så langt var alt godt, og selvom jeg flyttede hertil holdt vi kontakten. Den var ikke helt så ofte, men den var der dog. Selvfølgelig skulle de have året Julehilsen også, og den blev sendt afsted.

Igår ringede min far pludselig sent. Jeg havde talt med ham tidligere på dagen, så jeg blev ikke meget nervøs for, at det var noget med ham, men tænkte på et andet “familiemedlem”, der ligger på hospitalet. Det var ikke det, men han måtte fortælle mig, at den søde nabo mistede sin kæreste for en måned siden – helt pludseligt og uventet. Først forstod jeg ikke beskeden, og så dæmrede det. Far sagde, han gerne ville have jeg ringede ham op med det samme, for han havde ikke kunne få fat på mig. Det forstod jeg så ikke lige, men det var der en forklaring på.

Jeg ringede og fik fat på ham. Og det er så synd, så synd for ham. Ganske utrøstelig og ulykkelig var han. Jeg er også ked af det, meget endda. Jeg holdt meget af kæresten, som var en utroligt dejlig dame. Der er gået for længe siden sidst, jeg så dem. Nu er det for sent at se ihvertfald hende. Det var nærmest Deja Vu, for ligesom min kære mor, var hun faldet om med en hjerneblødning, men var så død efter nogle dage. Et eller andet sted, var det måske godt, han ikke fik fat på mig, for det var lige før, jeg rejste til Irland og faktisk var bisættelsen den dag, så jeg havde ikke kunnet deltage, uanset om jeg så havde vidst. Så på den måde, er der nok også en mening med det. Grunden til, at det ikke var lykkedes var, at han havde et forkert mobilnummer til mig.

Hvad der står fast er dog, hvem jeg skal ned og besøge efter Jul og Nytår, det står helt fast. En meget ældre herre, der har haft et langt og ikke særlig let liv, og nu sidder helt alene og er dybt ulykkelig. Det er næsten ikke til at bære…

11. september 2001 – 10 år

Det er i dag 10 år siden, det helt utænkelige skete. De skrækkelige billeder af Tvillingetårnene, der styrtede til jorden og ikke mindst alle de mennesker, der var i bygningerne, der måtte springe i døden eller lade sig gå til i faldet. Uanset, var udfaldet det samme – døden. Tænk at have stået der med visheden om det. Det er næsten ikke til at bære at tænke på. Men vi skal tænke på det, og især på dagen.

Hvad er der så sket siden, og hvad har konsekvenserne været af det? Tjah, vi kender alle den forhøjede sikkerhed i lufthavne og mange andre steder, hvor der ikke skal nær det samme til før alarmberedskabet ryger op i RØD. Her har jeg persoligt været ude for en (heldigvis) falsk bombealarm på stationen lige ved.

En langt alvorligere følge af den forfærdelige hændelse er, at mange af de brandmænd, der reddede folk ud fra ruinerne, og gravede de døde ud, nu bliver alvorligt syge. Flere hundrede, er allerede døde. Kilden er støvet fra ruinerne, som giver cancer og lungeproblemer. Derudover kommer efterdønningerne fra alle dem som mistede nogen ved det oprindelige angreb, eller som stadig lever med traumer fra det i en eller anden form.

Uanset, hvor stor vi synes effekten er af angrebet her 10 år senere, så skal det aldrig glemmes, og heller ikke de tanker, kræfter og ideologier, der lå bag det frygtelige angreb. For selvom mange af dem, enten blev slået ihjel ved selvmordsangrebet 9. september 2001 eller ved nogen før eller senere, og nogen andre taget til fange og dræbt på anden vis, så er der med garanti masser, der gerne tager over, hvor de andre slap.

Ground Zero er her 10 år efter næsten stadig bare det, og der er kun bygget en bygning på sitet sådan rigtigt -7 World Trade Center. To bygninger er i konstruktionsfasen lige nu – One World Trade Center and 150 Greenwich Street (kendt som: Four World Trade Center). Dette er bemærkelsesværdigt eftersom de to originale tårne kun tog 3 år at bygge fra start til slut. Du kan læse mere om genopbygningsplanerne på Wikipedia.

Lad os håbe på en dag uden voldlige markeringer af denne så triste dag, og at vi forhåbentlig aldrig skal opleve noget lige så skrækkeligt igen. Dagen vil blive markeret på mange TV-kanaler i dag, ligesom i medierne generelt. Her kan du se en fotojournalist genopleve sine egne levende billeder fra dagen.

Af hjertet tusind, tusind tak!


Garbo i sin kurv i fredags

Fredag var som I ved en tung, tung dag. Det gik som sådan noget nu kan, og jeg var selvfølgelig rigtig ked af det. Dog hjalp det, at min lille ven så tydeligt ikke havde det godt de sidste dage, og at håbe på noget mirakel kunne jeg jo ikke. Ligeledes var det den dyrlæge jeg allerhelst ville ind til, der synes han ville tage mig, fordi jeg havde siddet i venteværelset et pænt stykke tid. Det er altså ikke ret rart i sådan en situation. Han bekræftede mig i og roste mig for beslutningen. Det var helt, helt sikkert tid. Garbo fik som han sagde et rigtig langt liv, og det er jeg glad for, samtidig med at jeg selvfølgelig nu savner hende helt enormt meget. Her er frygteligt tomt.

Jeg har haft i alt 3 katte i mit liv og de har alle været dejlige personligheder og har alle sat deres større eller mindre poteaftryk i mit hjerte. Dog vil jeg sige, at forholdet jeg fik til Garbo i de år, hvor vi var helt alene, var noget ganske særligt og hendes personlighed fik rigtig lov at komme til udtryk. Og hvilken en. Hun var en fantastisk dejlig og meget, meget klog kat. Alle der har mødt hende ved, hvad jeg taler om. Og smuk var hun, som I ved også.

Tomheden bliver formentlig mindre, og jeg tilpasser mig et nyt liv uden kat i huset. Eller dyr i det hele taget. I mit hjem havde vi altid hund. Og nej jeg skal ikke have nogen ny kat. Ikke at jeg ikke kunne i princippet, men jeg udviklede slem allergi lige inden, jeg flyttede herind og det er kun blevet værre og værre. Så derfor og så fordi jeg i princippet ikke kan lide konceptet indekatte. Det kunne gå fordi Garbo var så gammel og jeg vidste, at hun stort set ikke gik ud den sidste tid i huset. Her var hun ude og trække luft ude på altanen, hvilket hun også var i fredags.

Tusind, tusind tak for alle de varme og dejlige hilsener i anledning af Garbo’s bortgang. De har virkelig lunet og trøstet mig, ligesom et utal af varme kram og sms’er og en sød veninde, der støttede mig over skype i de sidste svære timer. Det var dælme ikke sjovt. Det er i nødens stund man kender sine venner, og det er virkelig sandt. Tusind tak, for at I skrev og var der!

Til dem som måske (det var der en der kunne) finde på at sige, at jeg jo bare kunne få en ny, og det jo bare var en kat! Det står helt for egen regning. Hvis man kan finde på at sige sådan, har man i min verden helt misforstået noget, og gået glip af det fantastiske forhold, man kan få til sin kat, hund eller hvad det måtte være. Det er en lille sjæl og hun var min allerbedste lille ven i 18 år. Det er dælme ikke “bare” noget som helst!

Igen tak til alle jer der forstår og for jeres deltagelse!

The last blues

Gary Moore har spillet sin sidste blues. Desværre. Jeg håber, han sov stille ind. Jeg kan ikke påstå, at have det store kendskab til ham, men som mange andre, elsker jeg sangen ovenfor. Jeg har noget med guitarsoloer og havde også albummet “Still got the blues” på LP og kunne høre sangen igen og igen.

Faktisk havde jeg en sød overbo på et tidspunkt, der var en dygtig guitarrist, og han kunne spille soloen lige så godt som Gary. Det var ret cool – jeg gad vide, om han stadig kan det. Det er ikke længe siden, jeg mødte ham på gaden, og vi fandt ud af, vi er næsten naboer igen. Det var et sidespring, men ihvertfald får du sangen her.

Det bliver aldrig lettere – Escargot


Escargot i rollen som galophest med sin faste makker jockey Cathrine Weilby (sort/hvide farver)

For publikum, er det fest, fart og smukke heste og jockeys i flotte farver. Og det ër festligt og farverigt og dejligt. Det synes vi andre jo også. Hvad mange ikke tænker på er, at der er mange, mange timer “i kulisserne”, hvor hestejere (i nogen tilfælde), os piger, trænere, dyrlæger, og andre behandlere passer, pudser, plejer og behandler hestene, og gør alt hvad vi kan for, at de skal have det godt, og selvfølgelig fungerer så vel muligt på banen også.

De ser heller ikke hestene som individer med personlighed, charme selvtillid og lækkert hår, om jeg så må sige, og lige i det tilfælde, jeg her skal fortælle om, var det netop det. Bagsiden af meldaljen er også, at alt hvad der bliver gjort kan slå fejl, eller der er ikke mere at stille op. Uanset hvor megen kærlighed, omsorg og behandling der bliver puttet i en hest, så sker det også, at enden af vejen nås. Vi er alle knust, når vi skal sige farvel til heste, vi har brugt flere år ssammen med. Selvfølgelig er man tættere på nogen end andre, men vi holder jo af dem alle. Det er et kæmpe ansvar at have dyr og smerteligt at måtte sige farvel. Men er man en god hestejer eller dyreejer i det hele taget, ved man også, når tiden er kommet.

Escargot (2006) måtte forlade denne verden den 4. august i år og blev således kun 4 år, hvilket er ingenting for en hest. Forud gik et langt forløb med tilbagevendennde rygproblemerr. Indimellem var der bedring, og så gjorde “Sneglen” (Escargot betyder snegl på fransk), som han blev kaldt, det rigtig godt. Desværre kun for at “falde fra hinanden igen” straks efter. Alt blev forsøgt. Dels fordi han var en rigtig god hest rent galopmæssigt, men også fordi han derudover var en elsket ven.

Til sidst vidste vi godt, at var det var sidste chance. Der var ganske enkelt ikke flere muligheder, hvis det ikke holdt. Sneglen startede sidste gang, da vi var på Jägersro, og han reddede dagen med sin 4. plads. Umiddelbart efter måtte den tungeste beslutning tages.

Han var fuld af fis og ballade, og en rigtig humørbombe. Var altædende og bare rigtig dejlig, og vi savner ham alle. Men mest af alt savner hans mor Lene ham, og vi føler med hende. For vi har på nært hold set, hvor megen kærlighed og omsorg hun gav sit Sneglebarn.


Escargot på Enghavelyst 18. august 2008


R.I.P. Escargot 2006-2010.




Husker du….

hvor du var, da du fik besked om Michael Jackson’s død? Jeg husker det godt. Jeg var inde hos hende den store grå og havde nær sat mig på min bagdel i en af hendes gigaefterladenskaber, da pigerne fortalte det. Jeg blev bare trist.

Jeg håber, du så “This is it“,hvis du ikke har set den, her til aften. En fantastisk film, der ikke kunne give Michael et bedre eftermæle. Michael gik bort her for kort tid siden, for et år siden. Og det skal selvfløgelig mindes her. Og ja, det er “”Thriller”, for jeg bliver aldrig træt af den.

Gene Anthony Ray 1962-2003 og Fame

GeneAnthonyRay_600

Jeg har altid elsket at danse. I mine unge år gik jeg selvfølgelig også både til dans og jazz-ballet, som det hed dengang. Så når et show (og film – Ray var en af de få, som var med i begge) som “Fame (1982-87)” kom på banen, så var jeg ikke til at rive fra skærmen – overhovedet! Jeg elskede den serie, som nu bliver genudsendt på TV3 i øjeblikket, og grunden til dette indlæg egentlig. For nu det er på lige nu, og jeg kom til at tænke på “Gad vide, hvad der er blevet af Leroy?” – Altså Gene Anhony Ray! Og som vanligt med mig, ikke langt fra tanke til handling. Det måtte undersøges. Det viste sig, at Gene døde i 2003 af en blodprop i hjernen.

Jeg holdt af alle karakterne i Fame, for de havde alle deres særpræg, og det var en skøn serie, med masser af skøn musik og dans, men Leroy var for mig og mange tusinde andre, noget helt særligt. Det blev hans store øjeblik i livet og desværre det eneste. Det varede nogen år. Kig her for en scene med Leroy i hovedrollen, hvor hans stjerne stadig skinner helt klart. Denne stjerne, der også fik ham på den berømte Manhattan’s School of Performing Arts, hvor Fame også er optaget. Desværre sørgede han med sin Leroy-attitude også selv for at blive smidt ud derfra igen.

Gene var opvokset i Harlem, og havde ikke ligefrem de bedste betingelser, for et godt liv til en start. Og selv da det gik bedre, pustede den sociale arv ham noget så eftertrykkeligt i nakken med en mor og en mormor, der begge var på stoffer, og en mor der også kom i fængsel af samme grund. Han formåede ikke at holde fast i den chance han blev givet med showet heller. Han udeblev fra prøver og indrømmede også, at tage stoffer indimellem optagelserne. Og til sidst blev han fyret.

Så var der en lang periode, hvor det gik skidt, men han samlede sig op ved hårene, og prøvede at puste liv i en karriere, der desværre var tabt på gulvet, ligesom hans forsøg på at starte en skole i Milano fejlede. I 1996 fik Gene diagnosen HIV, og medicinen gjorde ham svag. Han ville aldrig svare på spørgsmål om sin sexualitet, og var aldrig gift. Set i bakspejlet var han formentlig homoseksuel. Han fik aldrig helt styr på sine problemer og fik aldrig igen sin plads i spotlightet, og hans lys brændte så ud 14. november 2003. R.I.P. Leroy!

Opdateret 11. marts 2013 – døde links fjernet og/eller erstattet, ligesom foto af Gene er isat. Mens jeg gennemgik nettet lidt i denne omgang, fandt jeg denne sjove blog, der omhandler Fame.

Deja vu

Til tider med min mistede barndomsveninde, fik jeg lige, da jeg læste indlægget ovre hos Mette. Hun bruger et udtryk som hun også altid brugte, og det gav et stik af savn i mig – øv osse! Så det gav for mig en lidt trist afsllutning på min dag oveni, at jeg har ondt i halsen i skrivende stund – så her går det sgu da godt lige nu. Jeg må hellere gå i seng!

Gl. Holtegaard


Gl. Holtegaard Julen 1994

En udflugt, jeg var på med min mor i 1994 var en tur til Gl. Holtegaard og se Jette Frölich’s Julepynt/udstilling, som er der hvert år. Min mor var meget kreativ, så hun var følgelig interesseret. Så vi drog af. Desværre er foto indefra ikke blevet godt og jeg har ikke taget noget af mor der. Men jeg tog så dette af den smukke bygning og det fandt jeg forleden og ville vise jer. Gl. Holtegaard er skabt af arkitekten Lauritz de Thurah (1706-59), og han har bl.a. også bygget Eremitageslottet. Det er taget med mit Canon EOS 500 som jo ikke var digitalt, så der blev sparet på fotos.

Sjovt nok læser jeg så her til morgen om Madames fødselsdag, og hun skal netop fejre den, med en middag på Spiseriet, der ligger i en af bygningerne der. Jeg mangler i den grad en menu på sitet, men det forlyder ved kig rundt om, at det er traditionelt dansk/fransk – sildeandretning, quiche m.m. og 3-retters menu om aftenen og til overkommelige priser helt sikkert.

Bygningen og Barokhaven kan være sikker på et besøg fra mig, når vejret bliver lidt lunere for en fotosession. Og så kan det da være, jeg skulle forkæle mig selv med frokost på Spiseriet. Når jeg når så langt, hører I det selvfølgelig.

Links

  • Gl. Holtegaard
  • Jette Frölich
  • Arkitekt Lauritz de Thurah på Wikipedia
  • Tidligere ejere af Gl. Holtegaard