Endnu et farvel og ændrede planer

Idag da jeg kom hjem, ventede der mig en besked om at ringe til Lolland. Der har jeg en meget ældre veninde på 95, som jeg holder meget af, og det var hendes familie, der ringede for at fortælle mig, at hun gik bort igår. Når man er nået den alder, så vil jeg ikke sige det er sørgeligt. Hun har længe ønsket at få lov at sove og det er ved at være noget siden, hun sådan helt har været “sig selv”, hvis det giver mening. Men hun holdt på sin værdighed til det sidste, hvis der var ting, hun lige kunne huske. Hun blev ramt af en lungeinfektion, og kroppen sagde som sådan stop bare.

Imorgen skulle jeg have været til en anden afsked, nemlig med min gode ven, som holder gravøl for den gode ven, han mistede i mandags. Nu ændres planerne, og jeg tager imorgen formiddag sydover for at sige min ældre veninde et sidste farvel. Vi har, da jeg boede dernede, haft utroligt mange gode timer sammen. Vi kunne snakke i timevis, og den aldersforskel der var, betød ingenting. Jeg kunne snakke mindst lige så godt med hende, som med jævnaldrene veninder. Hun var mig meget, meget kær, og jeg vil altid skatte, at jeg lærte sådan en dejlig dame at kende, og fik æren af at være hendes ven.

Stadig savnet

img_7345opt2.jpg

Idag er det 5 år siden min mor gik bort. Jeg har intet særligt gjort i den anledning. Grunden til dette er ikke mangel på respekt for mor el. at jeg ikke savner hende. Alle der kender mig og dem som læser med her, ved at dette i meget høj grad ikke er sådan. Tværtimod.

Når jeg intet har gjort ved det, er det fordi jeg langt hellere vil huske de gode minder om mor, end den forfærdelige dag, hvor vi mistede hende. Den absolut værste i mit liv. Derfor har jeg brugt dagen positivt ved at tage i stalden og nyde min venner der. Det er jeg helt sikker på mor billigere og helt bortset fra det, så savner jeg hende jo hele tiden og tænker på hende dagligt…

Mr. Ibrahim og jeg 1996

Jeg gik som, jeg sagde lidt på jagt i gemmerne forleden og fandt en masse sjove fotos, jeg havde glemt lidt. Når man ved, hvilke mængder, jeg taler om, så kan det ikke overraske nogen, at jeg ikke lige kan huske det hele :) – Blandt mange andre godter, fandt jeg dette af Mr. Ibrahim og jeg. Jeg var sådan lidt ked af, at jeg ikke lige umiddelbart troede, at jeg havde et af os sammen, men det viste sig så, at det har jeg altså. Så her er vi 1996. Billedet er taget af Sven Christensen.

En rigtig hankat

Tutten i håndvask_600

Jeg har her idag ledt efter det der foto af mig og æslet, men ikke fundet det. Til gengæld har jeg fundet en masse andre sjove ting. Så jeg poster nok lidt fra gemmerne her de nærmeste dage. Her er det min elskede hankat “Tutten”, der i tidernes morgen (da vi boede i min første lejlighed) fandt på, at det med at ligge i håndvasken, var lige sagen. Nedenfor ses han sammen med Garbo. I forhold til hende var han som det ses også en rigtig hankat, der forstod at fortælle, hvem der var herre i huset ;-)

At han var noget helt for sig, kan vist sagtens ses også der. Han var kæmpestor og vejede sine 8 kilo uden at være tyk. Han havde også det rødhårede temperament, og afskyede stort set alle andre end mig. Det var en stor, stor sorg, da han forsvandt og aldrig kom igen. Trods alt fik han 11 gode år og ingen kat var mere elsket. Var han ikke lækker?

I parantes bemærket, er de her fotos jo så taget med mit Canon EOS 500, og så scannet ind.

GarboogTutten1996_600

Nytårsstatus 2008

Det er snart et Nyt Ã…r vi tager hul på, og i den anledning er det altid tradition at kigge sig over den berømte skulder og kigge lidt frem i tiden også. Således også her på min blog og i mit hoved. Det har været et fabelagtigt år. Jeg har nydt stalden og alle vennerne der helt enormt, både de firbenede- og tobenede. I det hele taget har Galopsporten givet mig så meget, at det er ubeskriveligt. Ikke mindst min elskede Finish, og de søde piger, der der fulgte med. Min taknemmlighed overfor både Finish og pigerne, kan jeg slet ikke udtrykke med ord. Det var så også året, der bragte Finish hans egen hjemmeside/blog – Finishfirst.dk, som stadig er under udvikling og udbygning.

Finish glædede os med 2 sejre i året, en med Nicholas Cordrey, som han her ses sammen med og en med Rikke Munk Sørensen

Ligeledes betyder stalden og alle der simpelthen så meget for mig. Jeg elsker hestene – allesammen. Nogen lidt mere end andre, men generelt er det jo heste, jeg elsker. At der så indimellem er dem, der stjæler et lidt større stykke af ens hjerte, er jo en anden snak. Mange dejlige mennesker har jeg mødt i stalden og på banen, alle vigtige og alle har de været søde ved mig. Jeg håber, jeg giver bare halvt det tilbage til både stald, heste og mennesker, de giver mig. Så er meget nået. Tusind tak allesammen.


Stalden, hvor jeg tilbringer meget tid

Der er begrænset med kræfter her, så de fleste bliver brugt i stalden og den verden, men der er da også en verden udenfor stalden. Søde, søde venner har jeg og jeg værdsætter hver og en. Min gamle skoleveninde Janne var jeg og besøge i Sverige i sommer. Og det var bare så dejligt. Hun er en dejlig lattermild pige, som jeg holder utroligt meget af, og ligeledes hendes mand og søn. Hvor skønt med gæstfrie venner.

img_0195opt.jpg

img_0206opt.jpg
Indtryk fra den dejlige tur til Sverige

Hvis du vil læse om turen gøres det her:

Svenskerier I

Svenskerier II

Svenskerier III

Min barndomsveninde som nu bor i England, var hjemme og vi havde en skøn dag på Galopbanen og ude i byen bagefter.

Seneste havde jeg jo besøg af min veninde fra Falster, og vi havde nogen skønne dage her, med frokost, sygebesøg og indkøb i byen. Om vores dage, kan læses her nedenfor:


Besøg med indlagte gaver

Sygebesøg med indlagt frokost og udsigt

Bytur uden Tivoli

I hestesammenhæng havde jeg en fantastisk dejlig tur til min Jydske forbindelse den vej – Birgitte. Vi nåede sørme meget på de få dage, og som vi hyggede os. Tusind tak også til Birgitte, som iøvrigt også var og besøge mig. og vi var et smut på Royal Copenhagen.


Indtryk fra Stranden ved sommerhuset, hvor Birgitte og jeg nød de sidste dage med sommertemperatuerer – Nej, hvor det var skønt

Internettet bragte også nye relationer, og ikke mindst vagte det gamle venskaber og bekendtskaber til live – blandt dem, en nær veninde, en ven, en gammel flamme og …… nettet er mageløst! Ikke mindst bekendtskabet med Facebook er jo skyld i meget. Jeg kan kun anbefale. Det tager måske lidt at finde sig til rette, men når man så er der, er det stærkt vanedannende. Så giv det en chance. Man kan jo tage og bruge lige hvad man har lyst til, og være der så meget el. lidt man ønsker.

Jeg ønsker mig et år med lige så mange dejlige oplevelser som 2008 har været. Både med heste og uden, så kan jeg dårligt forlange mere. De eneste ting derudover, skulle være et bedre helbred, et nyt kamera, vægttab og en dejlig kæreste. Kameraet og vægttab står jeg selv for og helbredet er der desværre ikke så meget at gøre ved. Kærester har det med at dukke op sådan, når man mindst venter det, så det gør han nok også. Uanset bliver det spændende at se, hvad det nye år bringer på alle fronter.

Desværre har der jo også været ikke så gode oplevelser. Min ven i det udenbys – Jakob, var her nu mester for at køre galt på sin motorcykel – Gudskelov gik det ikke værre end det gjorde. Jeg håber, vi snart mødes i DK, hvilket vi iøvrigt også gjorde her i sommer, endnu en sommeroplevelse, vores dejlige frokost på Hellerup Havn.

img_0842opt.jpgJakob med havnen som baggrund

Min supershoppingveninde og jeg, har for ikke så længe siden gjort Bilka usikker. Vi skulle have set hinanden her mellem Jul og Nytår, men jeg har jo været syg!! Vi når ikke at ses så meget, som vi egentlig gerne ville, men når vi så ses, har vi det monsterhyggeligt. Det kan være frekvensen går lidt op i 2009 – det må den gerne.

Der har været sygdom hist og pist, og der er stadig folk her i blogverden, der må kæmpe en kamp, og heldigvis vindes nogen da også indimellem. Lige aktuelt er det, at en gammel kollega kæmper med cancer, og det er deværre en kamp, hun ikke vinder. Det er noget underligt at tænke på. Sådan er livet altså også engang imellem. En venindes mor, har fået en dårlig besked – også cancer. En god veninde er også dårlig og ved ikke engang hvorfor. Det nye år bringer klarhed og selvfølgelig håbes der på en harmløs besked.

Og iøvrigt sender jeg varme og gode tanker til alle, der på en eller anden måde kæmper. Det er til at klare en overgang, men for nogen er hver eneste dag året rundt en kamp, og jeg forstår ikke, hvor de får kræfterne fra.

Andre har alt, alt for travlt, og sætter ikke bare helbredet, men livet på spil og jeg er bekymret. Dem jeg taler om, ved det udemærket, og jeg kan kun håbe, at de formår at sætte nogen grænser i det nye år. Også så jeg får lidt glæde af dem, for det har godt nok manglet i det gamle år.

Jeg håber, du må finde glæde, ro og overskud i det nye år, uanset, hvad du laver, og hvad dine drømme er. Men først og fremmest håber jeg, at du vil passe på dig selv, lytte til din krop og sætte dit helbred først – det fortjener du.

Rigtigt godt Nytår til jer alle.

Hvert år til Jul

Her imorges så jeg et indslag på TV om en CD-pakke. Hvad har det med noget at gøre. Tjah! Det kommer nu. Blandt de sange, der er på den, er den her nedenfor med Toni Braxton. Jeg har to CD’er med hende, også den med denne sang på. Men som med så meget andet musik, har jeg været for dårlig til at høre det, de sidste år. Og det er jo tåbeligt. Det må jeg gøre noget ved, og så vil jeg iøvrigt have den soul-collection på et tidspunkt. Det er en guldskat af dejlige numre.

Sangen bragte også et helt andet minde. Om en kærlighed, der aldrig ruster og den Jul, hvor den “slap ud af sækken” så at sige. Hvert år til Jul tænker jeg på, da vi endelig sagde højt, hvad vi begge to godt vidste, og hvor smukt det var. Den her sang er til ham.

Klik nedenfor for teksten
Læs resten

The King has left us

img_6191opt.jpg
Hongkong sammen med jockey Cathrine Weilby, Træner Hanne Bechmann og Stella Rasmussen, da han vandt Top Tyve Finalen

Det sker for heste, såvel som for mennesker, at de og vi kommer så slemt til skade, at der intet er at stille op. Meget mere så for heste næsten end for mennesker. Vi kan f.eks. sættes i en kørestol og leve sådan i mange år. Hvor godt det er for kroppen som sådan er en anden snak, men det lader sig gøre jo. Nu er det jo sådan, at heste kan man ikke sætte i kørestol. Der er intet som helst liv for en hest, der ikke kan gå el. stå. Når den mister evnen til det, så er er det sket.


Hongkong på Enghavelyst her i eftersommeren

Således for selv de største og bedste. En sådan mistede vi i sidste uge – Hongkong som var familien Bechmanns hjertebarn og eget opdræt (de havde både mor og far), måtte desværre forlade os. Han fik en skade på det ene bagben, der ikke stod til at reparere. Et stykke af vejen håbede alle selvfølgelig at det kunne hele helt mirkuløst, og han kunne komme sig over denne skade, som han meget tidligt i sit liv kom sig over en anden slem skade. Denne gang skulle det ikke være. Og vi har mistet Hongkong.

img_5335opt.jpg
Hongkong bliver 2. til The Pirate i Holger Danske Cup i september 2007 – det er Hongkong længst til højre

Hongkongs jubelår var det år, jeg startede i stalden, nemlig 2007, hvor han og Cathrine Weilby fejrede utroligt mange trumfer og hvor han også blev hædret for det som Ã…rets Ældre Hingst og Ã…rets Handicapper.

Han var en stor, stor personlighed, og en af de første venner jeg fik i stalden udover Finish og en hest jeg holdt meget af at hygge om. Vi kom godt ud af det. Udover at være en personlighed var Hongkong indbegrebet af hestekraft. Jeg har sjældent set så muskuløs en hest og spændt udover muskerne var en pels så blank, som kun de færreste har det. Alle håbede vi på bedring for vores “Konge” – nu kan vi kun håbe, han hygger med pigerne i hestehimlen. Mange tanker til Hanne og Jens, som må være meget kede af det!

Hvis du har lyst til at læse lidt baglæns om Hongkong kan du gøre det på bl.a. følgende indlæg:

Solkongen – september 2008

En dejlig sidegevinst – juli 2008

Hannes herlige hold – Awardvindere – november 2007

Hongkongs hestekræfter – Top Tyve Finalen – oktober 2007


Hongkong (2001-2008) br hingst v/Hot Run – Meditation. R.I.P.

Minder i dagligdagen

Jeg har rigtig mange fine ting, jeg har arvet fra min mor og fået af hende også. De her gamle hyacintglas, kan jeg tydeligt huske, da jeg fik af hende, og nu fik jeg købt noget til at putte i dem forleden. Den fine lommelærke (anes lige til højre på foto øverst) er også gammel og er en fødselsdagsgave, som mor selv har brugt meget tid på at finde til mig. Hun var fantastisk til den slags. Hun er med mig hver eneste dag, både i mit hjerte, men også helt fysisk i form af de mange fine ting, jeg har fået af hende. Det er slet ikke så ringe…. men jeg ville nu stadig gerne, at hun var her sådan helt igen. Men når det nu ikke kan være anderledes, er jeg heldig med at have haft hende, og at have sådan nogen fine minder, både om hende som menneske og de fine ting.

Jim Cronin MBE – R.I.P.

Det er et år og syv måneder siden, men jeg har først opdaget det igår. Jeg har ellers set rigtig mange “Monkey Business” fra Monkey World i Dorset og elsket at se dem. Selv når det var genudsendelser for 20 gang, kunne jeg stadig hygge mig med at se Jim og hans kone Alisons dedikation og lidenskab. At de var et par, der var skabt for hinanden var bare så tydeligt, og de gjorde et kæmpearbejde. Nu er Jim gået bort.

Han startede Monkey World med et statslån, hvor han lejede et stykke jord og begyndte sit arbejde med at redde chimpanser over hele jorden. Også andre primater og aber kom til, og i forbindelse med arbejdet mødte han Alison, der havde den akademiske baggrund for parken og de kørte et parløb både privat og professionelt og blev også gift. I 2006 fik både Alison og Jim en MBE for deres arbejde for Dyrene.

Otte måneder før sin død blev Jim diagnosticeret med levercancer, og tog til sin hjemby New York for behandling. En behandling der desværre ikke virkede. Jim blev født 15. november 1951-17. marts 2007 og blev således 55 år.

Det forlyder, at han skulle begraves i parken han stiftede og elskede så højt, og at hans kone Alison vil føre hans livsværk videre. Det gjorde mig virkelig ondt, at opdage denne “nyhed” – det var alt for tidligt vi igen mistede en ildsjæl.

Hvis du kan læse engelsk og vil se nogen af artiklerne, der blev skreve i anledning af Jims død, kan du gøre det her.

Tilbageblik og et sidste farvel

Jeg fandt et dagbogsnotat eller kalender notat 23. april 1996:

“Redet Look At Me – i skoven med Lone Larsen”

Og gennem 1996 var der flere af den slags noter om rideture med Lone. Jeg kan ikke huske turen specifikt, men den har helt sikkert været hyggelig, for vi havde det rart. Hesten var en hoppe født i 1993, har jeg fundet ud af. Det er ikke fordi jeg kan huske.

Idag har jeg sagt farvel til hende. Ikke at jeg havde kontakt med hende i mange år. Men det var sådan set ikke bevidst, at det blev sådan, det blev bare sådan.

Vi sludrede altid, når jeg så hende på banen, og så flyttede jeg langt væk. Da jeg for ca. 2 år siden vendte tilbage til byen, var hun allerede meget syg. Når jeg skriver “Larsen” er det fordi, det hed Lone førhen, og sådan kendte jeg hende først. Senere tog hun så sit pigenavn Graversen.

Jeg tænker meget på hendes sønner, og hvor svært, det må være for dem. Samtidig kan man jo ikke lade være at huske, hvordan det var, da jeg selv mistede min egen mor.

Et sidste farvel skulle gives, og det er altid svært – også selvom Lone var meget syg, og helt sikkert har det bedre, hvor hun er nu.

Her er lidt minder fra dengang fundet på nettet:

Stald luksus – 1999

Det var en meget smuk afsked idag. Der var ufatteligt mange blomster til en rar pige, der elskede heste og sine sønner mere end selve livet og i høj grad meget mere, end hun formåede at elske sig selv – desværre! Nu har hun fred, og vi fik sagt et smukt farvel. Det er hårdt, og meget hårdt er det at se hvor hårdt det tager på de nærmeste, for vi ved det selv, når vi har været der. Men for Lone var det godt – endelig har hun fred.

Præsten holdt en utroligt gribende og god tale, som bare ikke kunne have været bedre. Mange gode minder blev netop taget frem, samtidig med, at sandheden heller ikke blev skjult, at der også var meget barske sider i den bog, der var bogen om Lones liv. Det var helt som det skulle være.

Jeg vil mindes de gode tider – det bad hun om, så det gør jeg, og håber jeg møder hende igen til en rigtig god galop! I himlen er der nemlig ingen sygdom og begrænsninger, så det tror jeg helt sikkert, jeg gør.

Hvil i fred kære Lone!