The last blues

Gary Moore har spillet sin sidste blues. Desværre. Jeg håber, han sov stille ind. Jeg kan ikke påstå, at have det store kendskab til ham, men som mange andre, elsker jeg sangen ovenfor. Jeg har noget med guitarsoloer og havde også albummet “Still got the blues” på LP og kunne høre sangen igen og igen.

Faktisk havde jeg en sød overbo på et tidspunkt, der var en dygtig guitarrist, og han kunne spille soloen lige så godt som Gary. Det var ret cool – jeg gad vide, om han stadig kan det. Det er ikke længe siden, jeg mødte ham på gaden, og vi fandt ud af, vi er næsten naboer igen. Det var et sidespring, men ihvertfald får du sangen her.

Det bliver aldrig lettere – Escargot


Escargot i rollen som galophest med sin faste makker jockey Cathrine Weilby (sort/hvide farver)

For publikum, er det fest, fart og smukke heste og jockeys i flotte farver. Og det ër festligt og farverigt og dejligt. Det synes vi andre jo også. Hvad mange ikke tænker på er, at der er mange, mange timer “i kulisserne”, hvor hestejere (i nogen tilfælde), os piger, trænere, dyrlæger, og andre behandlere passer, pudser, plejer og behandler hestene, og gør alt hvad vi kan for, at de skal have det godt, og selvfølgelig fungerer så vel muligt på banen også.

De ser heller ikke hestene som individer med personlighed, charme selvtillid og lækkert hår, om jeg så må sige, og lige i det tilfælde, jeg her skal fortælle om, var det netop det. Bagsiden af meldaljen er også, at alt hvad der bliver gjort kan slå fejl, eller der er ikke mere at stille op. Uanset hvor megen kærlighed, omsorg og behandling der bliver puttet i en hest, så sker det også, at enden af vejen nås. Vi er alle knust, når vi skal sige farvel til heste, vi har brugt flere år ssammen med. Selvfølgelig er man tættere på nogen end andre, men vi holder jo af dem alle. Det er et kæmpe ansvar at have dyr og smerteligt at måtte sige farvel. Men er man en god hestejer eller dyreejer i det hele taget, ved man også, når tiden er kommet.

Escargot (2006) måtte forlade denne verden den 4. august i år og blev således kun 4 år, hvilket er ingenting for en hest. Forud gik et langt forløb med tilbagevendennde rygproblemerr. Indimellem var der bedring, og så gjorde “Sneglen” (Escargot betyder snegl på fransk), som han blev kaldt, det rigtig godt. Desværre kun for at “falde fra hinanden igen” straks efter. Alt blev forsøgt. Dels fordi han var en rigtig god hest rent galopmæssigt, men også fordi han derudover var en elsket ven.

Til sidst vidste vi godt, at var det var sidste chance. Der var ganske enkelt ikke flere muligheder, hvis det ikke holdt. Sneglen startede sidste gang, da vi var på Jägersro, og han reddede dagen med sin 4. plads. Umiddelbart efter måtte den tungeste beslutning tages.

Han var fuld af fis og ballade, og en rigtig humørbombe. Var altædende og bare rigtig dejlig, og vi savner ham alle. Men mest af alt savner hans mor Lene ham, og vi føler med hende. For vi har på nært hold set, hvor megen kærlighed og omsorg hun gav sit Sneglebarn.


Escargot på Enghavelyst 18. august 2008


R.I.P. Escargot 2006-2010.




Husker du….

hvor du var, da du fik besked om Michael Jackson’s død? Jeg husker det godt. Jeg var inde hos hende den store grå og havde nær sat mig på min bagdel i en af hendes gigaefterladenskaber, da pigerne fortalte det. Jeg blev bare trist.

Jeg håber, du så “This is it“,hvis du ikke har set den, her til aften. En fantastisk film, der ikke kunne give Michael et bedre eftermæle. Michael gik bort her for kort tid siden, for et år siden. Og det skal selvfløgelig mindes her. Og ja, det er “”Thriller”, for jeg bliver aldrig træt af den.

Gene Anthony Ray 1962-2003 og Fame

GeneAnthonyRay_600

Jeg har altid elsket at danse. I mine unge år gik jeg selvfølgelig også både til dans og jazz-ballet, som det hed dengang. Så når et show (og film – Ray var en af de få, som var med i begge) som “Fame (1982-87)” kom på banen, så var jeg ikke til at rive fra skærmen – overhovedet! Jeg elskede den serie, som nu bliver genudsendt på TV3 i øjeblikket, og grunden til dette indlæg egentlig. For nu det er på lige nu, og jeg kom til at tænke på “Gad vide, hvad der er blevet af Leroy?” – Altså Gene Anhony Ray! Og som vanligt med mig, ikke langt fra tanke til handling. Det måtte undersøges. Det viste sig, at Gene døde i 2003 af en blodprop i hjernen.

Jeg holdt af alle karakterne i Fame, for de havde alle deres særpræg, og det var en skøn serie, med masser af skøn musik og dans, men Leroy var for mig og mange tusinde andre, noget helt særligt. Det blev hans store øjeblik i livet og desværre det eneste. Det varede nogen år. Kig her for en scene med Leroy i hovedrollen, hvor hans stjerne stadig skinner helt klart. Denne stjerne, der også fik ham på den berømte Manhattan’s School of Performing Arts, hvor Fame også er optaget. Desværre sørgede han med sin Leroy-attitude også selv for at blive smidt ud derfra igen.

Gene var opvokset i Harlem, og havde ikke ligefrem de bedste betingelser, for et godt liv til en start. Og selv da det gik bedre, pustede den sociale arv ham noget så eftertrykkeligt i nakken med en mor og en mormor, der begge var på stoffer, og en mor der også kom i fængsel af samme grund. Han formåede ikke at holde fast i den chance han blev givet med showet heller. Han udeblev fra prøver og indrømmede også, at tage stoffer indimellem optagelserne. Og til sidst blev han fyret.

Så var der en lang periode, hvor det gik skidt, men han samlede sig op ved hårene, og prøvede at puste liv i en karriere, der desværre var tabt på gulvet, ligesom hans forsøg på at starte en skole i Milano fejlede. I 1996 fik Gene diagnosen HIV, og medicinen gjorde ham svag. Han ville aldrig svare på spørgsmål om sin sexualitet, og var aldrig gift. Set i bakspejlet var han formentlig homoseksuel. Han fik aldrig helt styr på sine problemer og fik aldrig igen sin plads i spotlightet, og hans lys brændte så ud 14. november 2003. R.I.P. Leroy!

Opdateret 11. marts 2013 – døde links fjernet og/eller erstattet, ligesom foto af Gene er isat. Mens jeg gennemgik nettet lidt i denne omgang, fandt jeg denne sjove blog, der omhandler Fame.

Deja vu

Til tider med min mistede barndomsveninde, fik jeg lige, da jeg læste indlægget ovre hos Mette. Hun bruger et udtryk som hun også altid brugte, og det gav et stik af savn i mig – øv osse! Så det gav for mig en lidt trist afsllutning på min dag oveni, at jeg har ondt i halsen i skrivende stund – så her går det sgu da godt lige nu. Jeg må hellere gå i seng!

Gl. Holtegaard


Gl. Holtegaard Julen 1994

En udflugt, jeg var på med min mor i 1994 var en tur til Gl. Holtegaard og se Jette Frölich’s Julepynt/udstilling, som er der hvert år. Min mor var meget kreativ, så hun var følgelig interesseret. Så vi drog af. Desværre er foto indefra ikke blevet godt og jeg har ikke taget noget af mor der. Men jeg tog så dette af den smukke bygning og det fandt jeg forleden og ville vise jer. Gl. Holtegaard er skabt af arkitekten Lauritz de Thurah (1706-59), og han har bl.a. også bygget Eremitageslottet. Det er taget med mit Canon EOS 500 som jo ikke var digitalt, så der blev sparet på fotos.

Sjovt nok læser jeg så her til morgen om Madames fødselsdag, og hun skal netop fejre den, med en middag på Spiseriet, der ligger i en af bygningerne der. Jeg mangler i den grad en menu på sitet, men det forlyder ved kig rundt om, at det er traditionelt dansk/fransk – sildeandretning, quiche m.m. og 3-retters menu om aftenen og til overkommelige priser helt sikkert.

Bygningen og Barokhaven kan være sikker på et besøg fra mig, når vejret bliver lidt lunere for en fotosession. Og så kan det da være, jeg skulle forkæle mig selv med frokost på Spiseriet. Når jeg når så langt, hører I det selvfølgelig.

Links

  • Gl. Holtegaard
  • Jette Frölich
  • Arkitekt Lauritz de Thurah på Wikipedia
  • Tidligere ejere af Gl. Holtegaard
  • Et helt liv levet

    Dette er indtryk, fra ejendommen hvor min kære veninde, har levet en stor del af sit spændende liv. Som vi snakkede om mange gange igår, så var hun forud for sin tid. I 30’rne gjorde hun det, at hun i modsætning til mange andre tog ud og rejse og så sig om. Det var ikke så almindeligt, som det senere blev. Faktisk ville hun have været med en onkel til Amerika tidligere (altså før hun var myndig), men der satte hendes far hælene i. Og det var jo så held i uheld kan man sige, for hun kom til England, hvor hun holdt meget af at være, og Paris ikke mindst.

    Hendes mand mødte hun, og de slog sig ned på hans fødegård. Det er derfra fotos er. Der bor nu deres søn, og de var værter igår. Nogen utroligt søde og gæstfrie mennesker, som var de det allesammen. Jeg fik igår jo lejlighed til at møde nogen af alle de børn, børnebørn og oldebørn, jeg har set mange fotos af og hørt om i de år, jeg har kendt min søde veninde. Omstændighederne til trods, var det meget dejligt at se dem.

    Vi var da alle berørte i kirken. På afdødes vegne, kunne vi kun være glade. Det må være noget med det uigenkaldelige i det på en eller anden måde, og ens egen sorg over at miste så kært et væsen som hun vitterligt var. Hun var ganske enestående faktisk, og glæden over at have været hendes ven, er den jeg prøver at holde fast i. For som jeg også skrev tidligere. Det er ved at være noget siden, at hun var 100% sig selv, selvom hun aldrig gik helt tabt mentalt. Det var det smukkeste vejr, og flottere afskedsvejr kunne ikke tænkes. Jeg vil altid huske hende med den største glæde og selvfølgelig vil jeg savne hende, for vi havde det så utroligt dejligt sammen, men 95 er meget gammelt, og hun fortjente fred og ro. Det har hun fået nu.

    Endnu et farvel og ændrede planer

    Idag da jeg kom hjem, ventede der mig en besked om at ringe til Lolland. Der har jeg en meget ældre veninde på 95, som jeg holder meget af, og det var hendes familie, der ringede for at fortælle mig, at hun gik bort igår. Når man er nået den alder, så vil jeg ikke sige det er sørgeligt. Hun har længe ønsket at få lov at sove og det er ved at være noget siden, hun sådan helt har været “sig selv”, hvis det giver mening. Men hun holdt på sin værdighed til det sidste, hvis der var ting, hun lige kunne huske. Hun blev ramt af en lungeinfektion, og kroppen sagde som sådan stop bare.

    Imorgen skulle jeg have været til en anden afsked, nemlig med min gode ven, som holder gravøl for den gode ven, han mistede i mandags. Nu ændres planerne, og jeg tager imorgen formiddag sydover for at sige min ældre veninde et sidste farvel. Vi har, da jeg boede dernede, haft utroligt mange gode timer sammen. Vi kunne snakke i timevis, og den aldersforskel der var, betød ingenting. Jeg kunne snakke mindst lige så godt med hende, som med jævnaldrene veninder. Hun var mig meget, meget kær, og jeg vil altid skatte, at jeg lærte sådan en dejlig dame at kende, og fik æren af at være hendes ven.

    Stadig savnet

    img_7345opt2.jpg

    Idag er det 5 år siden min mor gik bort. Jeg har intet særligt gjort i den anledning. Grunden til dette er ikke mangel på respekt for mor el. at jeg ikke savner hende. Alle der kender mig og dem som læser med her, ved at dette i meget høj grad ikke er sådan. Tværtimod.

    Når jeg intet har gjort ved det, er det fordi jeg langt hellere vil huske de gode minder om mor, end den forfærdelige dag, hvor vi mistede hende. Den absolut værste i mit liv. Derfor har jeg brugt dagen positivt ved at tage i stalden og nyde min venner der. Det er jeg helt sikker på mor billigere og helt bortset fra det, så savner jeg hende jo hele tiden og tænker på hende dagligt…