Husker du….

hvor du var, da du fik besked om Michael Jackson’s død? Jeg husker det godt. Jeg var inde hos hende den store grå og havde nær sat mig på min bagdel i en af hendes gigaefterladenskaber, da pigerne fortalte det. Jeg blev bare trist.

Jeg håber, du så “This is it“,hvis du ikke har set den, her til aften. En fantastisk film, der ikke kunne give Michael et bedre eftermæle. Michael gik bort her for kort tid siden, for et år siden. Og det skal selvfløgelig mindes her. Og ja, det er “”Thriller”, for jeg bliver aldrig træt af den.

Gene Anthony Ray 1962-2003 og Fame

GeneAnthonyRay_600

Jeg har altid elsket at danse. I mine unge år gik jeg selvfølgelig også både til dans og jazz-ballet, som det hed dengang. Så når et show (og film – Ray var en af de få, som var med i begge) som “Fame (1982-87)” kom på banen, så var jeg ikke til at rive fra skærmen – overhovedet! Jeg elskede den serie, som nu bliver genudsendt på TV3 i øjeblikket, og grunden til dette indlæg egentlig. For nu det er på lige nu, og jeg kom til at tænke på “Gad vide, hvad der er blevet af Leroy?” – Altså Gene Anhony Ray! Og som vanligt med mig, ikke langt fra tanke til handling. Det måtte undersøges. Det viste sig, at Gene døde i 2003 af en blodprop i hjernen.

Jeg holdt af alle karakterne i Fame, for de havde alle deres særpræg, og det var en skøn serie, med masser af skøn musik og dans, men Leroy var for mig og mange tusinde andre, noget helt særligt. Det blev hans store øjeblik i livet og desværre det eneste. Det varede nogen år. Kig her for en scene med Leroy i hovedrollen, hvor hans stjerne stadig skinner helt klart. Denne stjerne, der også fik ham på den berømte Manhattan’s School of Performing Arts, hvor Fame også er optaget. Desværre sørgede han med sin Leroy-attitude også selv for at blive smidt ud derfra igen.

Gene var opvokset i Harlem, og havde ikke ligefrem de bedste betingelser, for et godt liv til en start. Og selv da det gik bedre, pustede den sociale arv ham noget så eftertrykkeligt i nakken med en mor og en mormor, der begge var på stoffer, og en mor der også kom i fængsel af samme grund. Han formåede ikke at holde fast i den chance han blev givet med showet heller. Han udeblev fra prøver og indrømmede også, at tage stoffer indimellem optagelserne. Og til sidst blev han fyret.

Så var der en lang periode, hvor det gik skidt, men han samlede sig op ved hårene, og prøvede at puste liv i en karriere, der desværre var tabt på gulvet, ligesom hans forsøg på at starte en skole i Milano fejlede. I 1996 fik Gene diagnosen HIV, og medicinen gjorde ham svag. Han ville aldrig svare på spørgsmål om sin sexualitet, og var aldrig gift. Set i bakspejlet var han formentlig homoseksuel. Han fik aldrig helt styr på sine problemer og fik aldrig igen sin plads i spotlightet, og hans lys brændte så ud 14. november 2003. R.I.P. Leroy!

Opdateret 11. marts 2013 – døde links fjernet og/eller erstattet, ligesom foto af Gene er isat. Mens jeg gennemgik nettet lidt i denne omgang, fandt jeg denne sjove blog, der omhandler Fame.

Deja vu

Til tider med min mistede barndomsveninde, fik jeg lige, da jeg læste indlægget ovre hos Mette. Hun bruger et udtryk som hun også altid brugte, og det gav et stik af savn i mig – øv osse! Så det gav for mig en lidt trist afsllutning på min dag oveni, at jeg har ondt i halsen i skrivende stund – så her går det sgu da godt lige nu. Jeg må hellere gå i seng!

Gl. Holtegaard


Gl. Holtegaard Julen 1994

En udflugt, jeg var på med min mor i 1994 var en tur til Gl. Holtegaard og se Jette Frölich’s Julepynt/udstilling, som er der hvert år. Min mor var meget kreativ, så hun var følgelig interesseret. Så vi drog af. Desværre er foto indefra ikke blevet godt og jeg har ikke taget noget af mor der. Men jeg tog så dette af den smukke bygning og det fandt jeg forleden og ville vise jer. Gl. Holtegaard er skabt af arkitekten Lauritz de Thurah (1706-59), og han har bl.a. også bygget Eremitageslottet. Det er taget med mit Canon EOS 500 som jo ikke var digitalt, så der blev sparet på fotos.

Sjovt nok læser jeg så her til morgen om Madames fødselsdag, og hun skal netop fejre den, med en middag på Spiseriet, der ligger i en af bygningerne der. Jeg mangler i den grad en menu på sitet, men det forlyder ved kig rundt om, at det er traditionelt dansk/fransk – sildeandretning, quiche m.m. og 3-retters menu om aftenen og til overkommelige priser helt sikkert.

Bygningen og Barokhaven kan være sikker på et besøg fra mig, når vejret bliver lidt lunere for en fotosession. Og så kan det da være, jeg skulle forkæle mig selv med frokost på Spiseriet. Når jeg når så langt, hører I det selvfølgelig.

Links

  • Gl. Holtegaard
  • Jette Frölich
  • Arkitekt Lauritz de Thurah på Wikipedia
  • Tidligere ejere af Gl. Holtegaard
  • Et helt liv levet

    Dette er indtryk, fra ejendommen hvor min kære veninde, har levet en stor del af sit spændende liv. Som vi snakkede om mange gange igår, så var hun forud for sin tid. I 30’rne gjorde hun det, at hun i modsætning til mange andre tog ud og rejse og så sig om. Det var ikke så almindeligt, som det senere blev. Faktisk ville hun have været med en onkel til Amerika tidligere (altså før hun var myndig), men der satte hendes far hælene i. Og det var jo så held i uheld kan man sige, for hun kom til England, hvor hun holdt meget af at være, og Paris ikke mindst.

    Hendes mand mødte hun, og de slog sig ned på hans fødegård. Det er derfra fotos er. Der bor nu deres søn, og de var værter igår. Nogen utroligt søde og gæstfrie mennesker, som var de det allesammen. Jeg fik igår jo lejlighed til at møde nogen af alle de børn, børnebørn og oldebørn, jeg har set mange fotos af og hørt om i de år, jeg har kendt min søde veninde. Omstændighederne til trods, var det meget dejligt at se dem.

    Vi var da alle berørte i kirken. På afdødes vegne, kunne vi kun være glade. Det må være noget med det uigenkaldelige i det på en eller anden måde, og ens egen sorg over at miste så kært et væsen som hun vitterligt var. Hun var ganske enestående faktisk, og glæden over at have været hendes ven, er den jeg prøver at holde fast i. For som jeg også skrev tidligere. Det er ved at være noget siden, at hun var 100% sig selv, selvom hun aldrig gik helt tabt mentalt. Det var det smukkeste vejr, og flottere afskedsvejr kunne ikke tænkes. Jeg vil altid huske hende med den største glæde og selvfølgelig vil jeg savne hende, for vi havde det så utroligt dejligt sammen, men 95 er meget gammelt, og hun fortjente fred og ro. Det har hun fået nu.

    Endnu et farvel og ændrede planer

    Idag da jeg kom hjem, ventede der mig en besked om at ringe til Lolland. Der har jeg en meget ældre veninde på 95, som jeg holder meget af, og det var hendes familie, der ringede for at fortælle mig, at hun gik bort igår. Når man er nået den alder, så vil jeg ikke sige det er sørgeligt. Hun har længe ønsket at få lov at sove og det er ved at være noget siden, hun sådan helt har været “sig selv”, hvis det giver mening. Men hun holdt på sin værdighed til det sidste, hvis der var ting, hun lige kunne huske. Hun blev ramt af en lungeinfektion, og kroppen sagde som sådan stop bare.

    Imorgen skulle jeg have været til en anden afsked, nemlig med min gode ven, som holder gravøl for den gode ven, han mistede i mandags. Nu ændres planerne, og jeg tager imorgen formiddag sydover for at sige min ældre veninde et sidste farvel. Vi har, da jeg boede dernede, haft utroligt mange gode timer sammen. Vi kunne snakke i timevis, og den aldersforskel der var, betød ingenting. Jeg kunne snakke mindst lige så godt med hende, som med jævnaldrene veninder. Hun var mig meget, meget kær, og jeg vil altid skatte, at jeg lærte sådan en dejlig dame at kende, og fik æren af at være hendes ven.

    Stadig savnet

    img_7345opt2.jpg

    Idag er det 5 år siden min mor gik bort. Jeg har intet særligt gjort i den anledning. Grunden til dette er ikke mangel på respekt for mor el. at jeg ikke savner hende. Alle der kender mig og dem som læser med her, ved at dette i meget høj grad ikke er sådan. Tværtimod.

    Når jeg intet har gjort ved det, er det fordi jeg langt hellere vil huske de gode minder om mor, end den forfærdelige dag, hvor vi mistede hende. Den absolut værste i mit liv. Derfor har jeg brugt dagen positivt ved at tage i stalden og nyde min venner der. Det er jeg helt sikker på mor billigere og helt bortset fra det, så savner jeg hende jo hele tiden og tænker på hende dagligt…

    Mr. Ibrahim og jeg 1996

    Jeg gik som, jeg sagde lidt på jagt i gemmerne forleden og fandt en masse sjove fotos, jeg havde glemt lidt. Når man ved, hvilke mængder, jeg taler om, så kan det ikke overraske nogen, at jeg ikke lige kan huske det hele :) – Blandt mange andre godter, fandt jeg dette af Mr. Ibrahim og jeg. Jeg var sådan lidt ked af, at jeg ikke lige umiddelbart troede, at jeg havde et af os sammen, men det viste sig så, at det har jeg altså. Så her er vi 1996. Billedet er taget af Sven Christensen.

    En rigtig hankat

    Tutten i håndvask_600

    Jeg har her idag ledt efter det der foto af mig og æslet, men ikke fundet det. Til gengæld har jeg fundet en masse andre sjove ting. Så jeg poster nok lidt fra gemmerne her de nærmeste dage. Her er det min elskede hankat “Tutten”, der i tidernes morgen (da vi boede i min første lejlighed) fandt på, at det med at ligge i håndvasken, var lige sagen. Nedenfor ses han sammen med Garbo. I forhold til hende var han som det ses også en rigtig hankat, der forstod at fortælle, hvem der var herre i huset ;-)

    At han var noget helt for sig, kan vist sagtens ses også der. Han var kæmpestor og vejede sine 8 kilo uden at være tyk. Han havde også det rødhårede temperament, og afskyede stort set alle andre end mig. Det var en stor, stor sorg, da han forsvandt og aldrig kom igen. Trods alt fik han 11 gode år og ingen kat var mere elsket. Var han ikke lækker?

    I parantes bemærket, er de her fotos jo så taget med mit Canon EOS 500, og så scannet ind.

    GarboogTutten1996_600