På “to-see-listen”

I dag slog jeg Hedda Hopper op i anden anledning og så at Helen Mirren spiller hende i denne film. Som stor fan af Old-School-Hollywood og den tid i det hele taget på den led, er denne film et must for mig. Jeg får den tidligst at se på DVD, eller når den kommer i TV, men alt godt kommer til den der venter. Og nu om stunder går der faktisk ikke så længe.

Ser du den, vil jeg da gerne høre, hvad du syntes. Når jeg engang får set vil jeg vende tilbage omkring den. Filmen har dansk premiere 11. februar.

Links:

Filmens officielle website

Rørende fantastisk – Joey Alexander

Jeg er bagud – jeg indrømmer det gerne. Det viser sig, at denne unge mand allerede i 2014 var på den danske Jazzfestival. Det er en af de ting, jeg gerne har villet de senere år, men som jeg ikke har fået gjort. Lidt sjovt er det, at det er Nils Lan Doky, der præsenterer ham (ovenfor)! Jeg har været heldig at se Niels flere gange, og han var det første, jeg tænkte på, da jeg hørte Joey Alexander. Selvsagt skal man kunne lide moderne Jazz for at kunne høre, at han er fantastisk eller bare Jazz som sådan. Ikke bare er han god for sin alder, hvor han er fantastisk, han er bare god i ordets forstand uanset.

Indrømmet da jeg i sin tid blev introduceret til det, kunne jeg ikke lide moderne Jazz, men nu sætter jeg stor pris på det. Og det skyldes ikke mindst Niels og hans musik. Det helt utrolige er at Joey Alexander kun er 12 år, og faktisk begyndte at spille som lidt af en tilfældighed. Han var hyberaktiv, og hans forældre købte ham et keyboard, og så gik det stærkt. For at gøre en lang historie kort, er han nu verdensberømt. Jeg så 60 minutes, som havde et indslag om ham. Han har også lavet et album, der hedder “My Favorite Things“. Nummeret nedenfor er derfra, og er “Over The Rainbow”.

Stemmer i stor stil

Jeg har altid haft noget med stemmer. Det har de fleste vel nok i en eller anden grad. Man skulle tro, jeg sad limet til skærmen ved diverse talentkonkurrencer. Det gør jeg ikke, der er simpelthen for mange til at man kan følge med. Og endnu en god ting ved Facebook er, at det behøver jeg slet ikke, for de bedste skal nok komme den vej rundt, og jeg bliver således gjort opmærksom på. Ikke at jeg kan miste nogen i farten, men jeg er sandelig blevet gjort opmærksom på nogle rigtig gode i årene. Det blev jeg så også lige i går, da jeg så ovensiddende video med Jordan Smith, tabte jeg underkæben.

Som mange andre på min alder og yngre, er jeg vokset op med Queen og Freddie Mecury og der er kun respekt til ham, men jeg må sige, at denne version i min øren, slår originalen. Helt, helt fantastisk. Og det er altså ikke kun mig, der synes! Dommerne er ved at trille ned af deres stole, når Jordan går i gang.

Ikke kun i denne sang, men også i “Chandelier” s, “Who you are” og sammen med Regina Love (også helt fantastisk) “Like I Can”. Gå selv ind på Youtube og lyt dig til mange, mange flere. Som en siger “You voice is like from another planet”! Enjoy!

Tarzan – igen og Creed

Jeg har altid været facineret af historien, som vel mange andre. Det forklarer også, hvorfor den er lavet i et utal af versioner. Nu kommer til sommer en helt ny en: The Legend of Tarzan (2016).

Og at dømme efter traileren, bliver det en, jeg ihvertfald skal se. Om ikke andet, kan jeg da savle over Alexander Skarsgårds smækre krop og ligeledes Djimon Hounsou’s (Amistad og Gladiator), og nyde en anden favorit – nemlig Samuel L. Jackson, som også er med i filmen.

Udover Tarzan, er der også Creed (2015), som allerede nu får rigtig fine anmeldelser og nomineringer og hvad har vi. Som læsere af filmstof herinde har opdaget, har jeg en stor svaghed for Sylvester Stallone, så den er også sikker på min “to-see-liste”. Sly spiller selv med her og er nomineret til en Golden Globe for sin bi-rolle. Slet ikke dårligt. Altid dejligt med noget at glæde sig til. Når jeg har set, vender jeg selvfølgelig tilbage.

Thanksgiving

IMG_0858opt2_Bernstorffsparken2014

Det er det i dag! Ikke at jeg har gjort noget i den anledning, hvilket jeg ellers drømte om. Både i forhold til at invitere min far, og flere veninder. Men som det er p.t. sker der intet i den retning. Jeg er stadig ikke frisk, så jeg har brugt dagen på, at tage til lægen – igen. Ikke at jeg så andet end et glimt af den ellers så smukke læge, men nu har jeg en tid i næste uge, og så er der da lidt håb om, at jeg ser den læge, jeg på papiret har!

Besøget gjorde mig jo klogere derhen, at jeg igen på papiret, har det godt nok (infektionstal status quo på 8), og intet på lungerne. Det er bare synd, den besked stadig ikke er nået frem til kommandocentralen, for jeg har en snert af feber igen og har det bare ikke godt. Altså må det være virusbetinget, hvilket man jo som bekendt intet kan gøre ved. Så nej det er jeg så ikke lige så taknemmelig for. Til gengæld prøver jeg at være taknemmelig over, at det ikke er noget værre og at jeg dog et sted har den her søde læge, og så være glad for, at jeg ser ham i næste uge.

Og nu vi er ved det her taknemmelighedshalløj, så er jeg jo også taknemmelig over mine søde venner, hestene og meget, meget mere. Ikke noget om det, men det skal ingen hemmelighed være, at jeg ér træt af det nu. På trods har jeg lavet en smule her i dag, så jeg ikke går helt til i skidt og mine planter ikke dør bort, men færdig er jeg ligesom slet, slet ikke.

Her til aften har jeg lige set “Rigtige mænd, hva’ nu?” – hold op, det er trist, vi ikke skal se dem mere, for de giver altså et grin hver eneste gang, så jeg er ved at trille af min pind.

I morgen vil jeg snøvle mig i stalden på et kort visit. Et Kickerkys eller to kan vel ikke skade, og så vil jeg gerne tage fotos af en af vores heste, som desværre forlader os. Så det er planen for i morgen og så hjem og slappe af eller finde Julepynten, hvis det går vildt for sig. Det er jo sådan set i sidste øjeblik nu. Hvorfor løber tiden altid fra mig? Det kunne jo så nu have noget at gøre med, at jeg har været syg i over 3 uger!! Argh!

Til alle jer, der læser med, vil jeg håbe, jeres dag har bragt glæde og hygge, hvis I har fejret og uanset. Om ikke andet, så er jeg også taknemmelig for jer!

Virkelighedsflugt og update

IMG_0739opt2_Juleguiralande

Jeg ville gerne sige, jeg synes, det går strålende, og at jeg er klar på alle de udfordringer og oplevelser, der ligger og venter på mig. Not so! Jeg er stadig snottet, svimmel og hostende! Det er sidste dag på antibiotika i dag, og er det ikke bedre i morgen tidlig må jeg lige overveje, om jeg skal have et tjek mere en af dagene. Ret beset er der kun gået ca. 1½ uge med det her, og set i den store sammenhæng, er det ikke længe, især ikke for mig. Problemet er, at det bare er ultradårlig timing i forhold til mange ting. Det spørger helbred ikke om.

Mens jeg ligger her, har jeg fået set (og får stadig) set en hulens masse TV. Som ofte, så flyder mange kanaler over med film, især her op til Juletid. Nedenfor er 3 film, jeg så her over weekenden. Rigtig hyggelige og pladderromantiske. Når man ligger her og ikke får det bedre, og med alt der foregår, kan det være godt med lidt virkelighedsflugt. Det egner alle disse 3 film sig fremragende til. Skulle du stå i mangel for den slags anbefaler jeg dem alle, hvis de bliver sendt igen, hvad de nok gør. Den bedste er dog The Christmas Card. Titlerne over videoerne, kan klikkes på, så du kan læse mere om filmene.

For nu vil jeg gå hen og være møgkedelig igen og prøve at få det bedre i håb om, at det lykkes snart!

The Christmas Card (2006)

A Christmas Song (2012)

Farewell Mr. Kringle (2010)

Elisabethtown (2005)

Jeg så den her kom forleden, og optog den. Den er med, hvad jeg lige så i teaseren med Orlando Bloom og Kirsten Dunst, og så skal det gå meget galt for det ikke er seværdigt.

Her til morgen så jeg den så, og som en bonus var en anden absolut favoritskuespillerinde med – Susan Sarandon.

Det viste sig, at være et dejligt bekendtskab hele vejen rundt, og jeg kan kun anbefale den.

Plottet er Drew (Bloom) forårsager et megatab for sit firma og bliver fyret. Han beslutter så, at tage livet af sig, men bliver meget belejligt afbrudt af en vedvarende ringen af sin telefon. Det er hans søster (Judy Greer), der fortæller at deres far er død, og han må hente ham i Elizabethtown.

Og så skal jeg ikke røbe mere, men bare sige, at det er en film, der både er komisk og alvorlig og på en fin måde faktisk er alvorlig uden at være det ret længe ad gangen. Den forstår antydningens fine kunst, og får alligevel sparket nogle meget fine pointer igennem. Og så er skuespillet fabelagtigt.

Skulle du alligevel have lyst til at se en film, kommer den igen her i eftermiddag klokken 17.25 på TV3 Puls.

Billie: Fine and Mellow

Billie_Holiday_and_Mister_New_York_N_600

Jeg har set dokumentar om Billie Holiday til aften. Hun slår mig altid som en så tragisk skikkelse, med et enormt talent. Datidens Whitney kan man sige. Hun døde kun 44 år gammel. Hun blev spurgt, om hvilken sang, hun synes reflekterede hende mest, og denne var den ene. Det er ikke ukendt, at det med mænd bestemt ikke var hendes stærke side heller, og hun havde den ene mere håbløs end den anden.

Hendes melankolske, men meget fængende stil har jeg altid holdt af, men jeg skal være ret meget ovenpå, for at høre hende. Hun brænder så meget igennem tror jeg, at det påvirker mig for meget ellers. Sådan et spild, men som en ven til hende sagde – det var hendes valg, og sådan var det jo desværre og er for alle der ødelægger deres liv med alkohol og stoffer.

Skræmmende!

Det er ikke sjældent, at jeg ser noget på TV, der gør, at det løber mig koldt ned ad ryggen og jeg bare slet, slet ikke forstår, hvad hulen der går af folk. Nu faldt jeg lige over denne dokumentar, som snart har premiere, om en søskendeflok, der har været holdt indespærret i en lejlighed i New York i 14 år! Skræmmende, og Gudskelov de slap ud.

Jeg skal sevfølgelig se, når det bliver muligt, og om ikke andet kommer den nok på TV på et tidspunkt. Men for hulen, it’s a crazy world!

29. januar 2015 – The Guardian: “Unlocking the Wolfpack – a strange tale of isolated brothers locked in a tiny NYC apartment”

20. august 2015 – BBC News – : “Angulo brothers kept in near isolation for 14 years”

Fredagsfornøjelser ad omveje

Oill-Bill-signature-shoe-girl-orange-p

minus-maura-lace-tee_600

Det er ikke så farlig tit, jeg går på tøjindkøb og slet ikke online. Jeg har haft uheldige oplevelser den vej rundt. Ikke fordi jeg ikke har fået god service, for det har jeg, men fordi det er meget svært at vide, om tingene passer medmindre man har købt mærkerne før.

Mange af jer andre, så sikkert også “Gift ved første blik” på TV. En af de medvirkene piger – Kathrine, hvis forhold iøvrigt holdt længere end de fleste af de medvirkende, har startet en blog og en webshop. Jeg så en artikel om hende og det ene førte det andet med sig og så faldt jeg altså for de her sko og nu jeg var der nappede jeg T-shirten også – begge på udsalg. Du kan selv smutte ind og kigge om dukan finde noget, du har lyst til.

Hvis man dømmer fra min blog, er det begrænset, hvad der sker i min verden. Det er ikke helt sandt, men nogle ting, kan man jo ikke skrive om. Af mange årsager, har jeg det mindre godt for tiden – en af grundene, er min ryg som er tosset p.t. og jeg har ondt, ondt det meste af tiden. Det plejer at forføje sig sådan indenfor et par dage, men dennegang, har det varet et par uger. Det mest oplivende lige p.t. og iøvrigt, er dejlige Kickermus, som bare kun kan gøre glad. Jeg var dernede i går. Nu holder jeg lige fri til næste uge, for som ofte, har jeg masser at se til her også.

Indtil nu har jeg næsten fået afrimet min fryser, været nede og handle og nu skal jeg ud og være færdig med fryseren og så skal jeg gerne have lavet et indlæg om Derbyheste også herovre. Det er bare svært, når det er helvedet at sidde med ryggen. Men jeg får da lavet lidt hver dag.

Normalt, er jeg ikke den der piver voldsomt synes jeg ikke, men lige p.t, gad jeg godt have en sød kæreste, der gav en krammer. Jeg har også et rigtig godt bud på, hvem det godt måtte være, for vedkommende giver verdens bedste af slagsen, men sådan er der så meget…..

Nu vil jeg ønske jer en dejlig weekend, uden ondt i ryggen eller andre steder.