Mageløse Monty

Dagen i dag var galopdag. Som jeg har nævnt, er humøret ikke det bedste for tiden, men det er nok ikke så underligt alt taget i betragtning. Normalt, er det det helt store boost at komme på banen, og det var da også som altid rigtig dejligt, ikke mindst på grund af alle de søde mennesker dernede. Derudover havde vi 5 heste til start fra stalden, og så var der ingen vej udenom regn og blæst og bidende kulde. Så det varme tøj kom på, og alligvel frøs vi med anstand. Engang imellem, kan jeg spørge mig selv, hvad hulen vi tænker på. Men det er jo lidenskaben for det hele, der gør det.

Jeg havde på forhånd besluttet at begrænse fotograferingen ganske voldsomt, og under dagen gik jeg ikke mindst “død” på projektet da det begyndte at regne pænt meget. Det er ikke yndling for kameraer. Dertil kommer at lyset også var et problem. Men jeg har da fået lidt, men godt.

Dagens “jeg-taber-lige-underkæben-oplevelse” var Monte Carlos sejr i Skandinavisk Grand Prix. Helt, helt fantastisk og igen var vi rørt i uhørt grad. I dag havde Monty som vi kalder ham, jockey Jan-Erik Neuroth i sadlen. Udover sejren her, havde vi to 2. pladser og en 4. plads. Så alt i alt, en god dag “på kontoret”. Det var Monte Carlo’s 4. sejr i år.

Bagefter fik vi en drink i stalden og så hjem og slappe af her. Mad skulle jeg også have og fik Boller i Karry, men skal huske mig selv på, at en ny skarp kniv ikke er sagen når man er træt. Så nu incl. forbinding på venstre pege.

I morgen står den på indehygge og formentlig fotos – hvis jeg orker – nu må vi se. God weekend til jer.

Dyrehaven og endnu en venindesludder

Jeg har været inde på, at jeg har været skrækkeligt udmattet på det seneste. Det er ikke blevet bedre – desværre! Og jeg ved af gode grunde ikke, hvornår det bliver. Da jeg vågnede i morges var vejret vendt til solskin og blå klar himmel. Noget vi ikke har set længe. Det har været en mudret grå ærtesuppe i en uges penge ca., hvis ikke længere. Jeg var i skidt humør af mange grunde, men tænkte at hvis jeg bare blev her og havde ondt af mig selv, blev det ihvertfald ikke bedre. Ud og få noget luft og fotografere lidt, nu når vejret var til det. Det måtte være kuren eller ihvertfald forsøget på en.

Jeg skrev til min veninde, om hun ville med. Det ville hun gerne, og mere end det. Hun syntes endda, det var en rigtig god ide. Så jeg hentede hende, og vi kørte mod Fortunen. Heldigt at vi var så relativt tidligt på færde – inden alle de mange “vi-skal-hygge-os-i-efterårsferien” mennesker ankom. Som det ses fik vi også set Hr. Ugle, som der har været megen snak om, men som jeg indtil i dag ikke havde set. Nu har jeg, og han er så sød.

Humøret. Det er ikke blevet bedre, men det var en dejlig gåtur og man får det bestemt ikke dårligere af en tur i Dyrehaven. På vejen hjem var vi ovre og handle, og så kørte jeg min veninde hjem bagefter. Så susede jeg i stalden og sagde hej lidt og så hjem, hvor jeg bare har hygget med fotos fra i dag, og ordnet et par få praktiske ting.

I morgen – tjah, jeg ved det ikke endnu. Måske et par galops, måske ikke, og måske noget praktisk. Potentielt vil jeg igen pleje det dårlige humør og blive her – vi må se.

Du kan se resten af fotos her.

En sludder og frisk luft

Det var rigtig mandag morgen i dag. Det var mørkt, delvist vådt og man følte sig ikke lige møghamrende oplagt til at skulle op klokken kvart i kvalme. Nå, men med vanlig omhu, kunne jeg da vågne klokken 5, og således behøvede jeg ikke bekymre mig om det.

Så var jeg i stalden lidt i 7,for vi havde heste, der skulle arbejde. Jeg nåede lige at ordne en af de nye heste, inden jockey Oliver Wilson kom og skulle sadle op. Det hjalp jeg så med, og vi fik en sludder. Altid hyggeligt og de kom afsted. Den anden var Kickertutten som også skulle arbejde sammen med denne hest. Så var vi nede og se det og alt gik godt. Så gik dagen ellers slag i slag og jeg nåede da at have flere i hænder og også gå minitur med Kicker, og en af pigerne fra stalden og Monte Carlo.

Til sidst var jeg fuldstændig ødelagt, så træt var jeg. Kunne dårligt stå på benene, men jeg skulle i YouSee, for jeg havde ligesom en telefon (simkort), der ingenting ville. Jeg ventede en rum tid, men jeg fik en superfin behandling og gik derfra med en telefon som nu igen virker. Man er totalt handicappet uden.

Inden jeg forlod stalden havde en pigerne foreslået en gåtur i Bernstorffsparken med den hund, hun passer p.t. Og egentlig en dejlig tanke, men samtidig var jeg SÅ træt, at jeg stort set ikke kunne tænke en klar tanke, men jeg sagde, jeg ville se, hvor lang tid telefonhalløj tog. Jeg overvejede, om jeg skulle springe fra eller til, men endte med, at det ville jeg gerne. Dels fordi vi stort set ikke har fået gjort noget sammen i sommer i forhold til, hvad vi plejer og så tænkte, jeg at jeg også selv var træt af, altid at være træt. Så på trods, tog jeg med. Og det gik, og det gik godt og var en dejlig tur. At jeg så gik ud som et lys, da jeg kom hjem er noget helt andet.

Nu vil jeg hen i min seng igen, og klokken er faktisk halvmange nu, for håndværkerne kommer jo i morgen og vækker mig uanset, så ….

Kan du huske Cowboytoasten?

For længe siden, før jeg blev vegetar første gang kan jeg huske Cowboytoast, og at det var noget, jeg købte engang imellem. Dog var det paplignende brød mig i den grad imod. Og allerede dengang var jeg jo godt klar over, at det kød, der var i, helt sikkert var af meget tvivlsom oprindelse. Alligevel smagte de okay eller retter ideen var god, men udførelsen var elendig. Nå, jeg blev vegetar, var i mange år, og havde så en pause og er nu tilbage og har været nogle år. Og hvorfor kom jeg så til at tænke på dem igen. Jo, jeg så dem nyeligen i en butik igen. Så de “lever” altså stadig ligesom Parisertoasten (jeg gad vide, hvorfor den hedder sådan). Cowboytoastens navn giver om ikke andet mening.

Nå, men jeg har en ide om, at hvad der kan laves vegetarisk eller endnu bedre vegansk og smage lige så godt som originalen skal gøres. Så jeg kastede mig udi projektet. Jeg har nogle nye veganske burger, som jeg bare elsker. De smager så meget henad kød som det er vel muligt, og dem havde jeg. Resten var rigtig nemt. Brødet er fra Irma, deres superdejlige Baker Street sandwichbrød, og så et løg, lidt ketchup og eventuelt lidt vegansk smør eller alm. Det er faktisk ikke nødvendigt, for du kan vandstege løgene, og jeg prøvede her til morgen bare at smøre ketchup på brødet i et tyndt lag (kun den ene halvdel) og det fungerede fint.

Jeg skal hilse at sige, at denne version er langt, langt bedre end originalen ikke mindst fordi den bare smager bedre, men også fordi den er helt uden den dårlige samvittighed. Jeg har fået en om dagen de sidste mange dage, og jeg er officielt afhængig af vegansk cowboytoast!

1 løg

1 1/4 tsk. karry

1 Hälsens Kök Burger (fås iøvrigt også i Irma)

1 tsk. eller hvor meget der kræves for et tyndt lag ketchup på din toast (ene halvdel)

2 tsk. vegansk smør (kan udelades)

1 panninijern eller sandwichtoaster

Varm din burger i sandwichtoaster eller panninijern
Steg løget karmeliseret og blødt enten med vand eller/og smør sammen med karry
Smør den ene toasthalvdel med ketchup og evt. 1 tsk. vegansk smør (blandet)
Læg toasten sammen med løg og burger og put i sandwichtoaster eller pannijern og der er serveret!

Stormfuld og efterårspræget fredag

Så blev det fredag – igen! Jeg synes sgu det er fredag hele tiden. Men den har vi været inde på før. Denne er en der startede noget grå og trist, så kom solen og jeg ærgede mig over, at jeg ingenlunde, havde engergi til en fotoudflugt. Senere gik solen igen og det begyndte at blæse. Det stormer næsten udenfor nu og jeg er glad for, at jeg ingen steder kom, men har holdt mig indendørs i varmen.

Hvad har jeg så lavet? Ikke noget særligt egentlig. Jeg har sat en vask over, og så har jeg haft den flinke tømrer på besøg (de nye vinduer/døre og eftertilretning af småting). Så har jeg været kreativ med den ene af mine malebøger, i dag har det været Den Hemmelige Have.

Dagen var også den, hvor en stor personlighed i galopsporten blev bisat, og egentlig havde jeg tænkt på, at vise ham den sidste ære, men helt seriøst, så har jeg altså fået bisættelse nok sådan lige. Og jeg kendte heller ikke tidligere galoptræner Frantz Nuts personligt, omend jeg selvfølgelig kan huske ham, og ikke mindst hans flaghest Clarion King, og selvsagt også hilste på ham på banen. Frantz blev 86 år gammel og det ret beset en pæn alder også, og i virkeligheden er han jo så samme generation som min far. Men fra hvad jeg hører, så fik han en fin afsked, og det er jeg glad for.

Egentlig skulle jeg have været sammen med en sød veninde i morgen, men hun er småsyg og alle der kender mig ved, at smittes vil jeg altså ikke. Og heller ikke risikere det, hvis jeg kan undgå det. Det var meningen, vi skulle have gjort det istedet for at tage på banen i morgen. Men jeg bliver nu hjemme uanset og får lavet så meget, jeg kan overkomme her, for Guderne må vide, der er nok at tage fat på. Og så er jeg heller ikke 100% på toppen selv, så det passer sådan set godt nok.

Nu vil jeg prøve at foretage mig lidt nyttigt og få noget aftensmad i gang. Til frokost fik jeg en vegansk burger, og den var supergod. Det er de bedste burgere fra Hälsens Kök (fås i Irma), som jeg har brugt og de smager bare super. Til alle veggieforskrækkede, vil jeg anbefale disse, da de er meget tæt på kødsmagen. Til aften står den på en let pastaret. Jeg skal nå at se løb fra Århus, så jeg må hellere…..rigtig god weekend til jer!

A Place to Call Home (2013- )

Denne serie kører på DR1 (på dansk: En ny begyndelse), og har du ikke set den endnu, så anbefales den varmt herfra. Den er australsk, og jeg kom ind midt i det hele, men er godt og vel hooked. Du kan læse mere om serien her på IMDB. Men den beskrives således på DR:

Sygeplejersken Sarah Adams er vendt hjem til Australien efter 20 år i udlandet. Den rige familien Bligh har skaffet hende arbejde i en idyllisk landsby tæt på deres smukke gods, og Sarah er blevet knyttet sammen med familien for altid – på godt og ondt.

Måske ikke forståelse, men så i det mindste respekt

Så tro mig, jeg gør mit bedste og alt hvad jeg kan for at opleve så meget som muligt, når jeg kan, i den grad, jeg formår. Hvis du holder af mig og er min ven, er det mindste, du kan gøre, at vide og respektere, at det er sådan

Det var egentlig Anne’s indlæg, der fik mig til at gribe “pennen”, for hun rammer igen hovedet på sømmet i det hun skriver. Og grunden til, at jeg farer i blækhuset nu er, at jeg i går oplevede en af den slags bemærkninger, der kan gøre, at jeg bliver endnu mere træt (Læs: Udmattet) end jeg allerede er i forvejen. De fleste, der følger med her, ved, at jeg har en del udfordringer med mit helbred. Det har jeg hver dag og har altid haft. Det er ikke for sjov, at jeg har fået en pension, eller at jeg i lange perioder, bare ligger i min seng.

Som Anne skriver, forsøger man som kronisk syg, at leve det bedste liv, man kan hver dag. Det er langt fra det aktive og spændende liv, man måske drømte om, men man putter så meget indhold i dagene, som man overhovedet kan, med de betingelser, der nu er. Nu her har de seneste tiders begivenheder ikke ligefrem hjulpet på min træthed (jeg havde flere uger, hvor jeg ikke sov ordentligt oveni), og jeg er totalt udmattet. Det bliver jeg engang imellem, og må bare ligge indtil det går over. Tro mig, jeg kan intet andet end bare blive her! Hvis man kender mig, så ved man også, at kunne jeg, så gjorde jeg.

Dertil kommer, at jeg til dagligt iøvrigt bare hurtigere bliver træt end alle andre gør, og har mindre energi på kontoen eller færre skeer, om du vil (Læs den endelig, for den forklarer det perfekt). Og så kan jeg selvfølgelig som alle andre få influenza etc. ganske som alle andre også kan det. Der er bare lige den hage ved det, at når jeg gør, så bliver det altid værre end for alle andre.

At jeg er kronisk syg og ikke kan, hvad jeg drømte om, er noget jeg ikke tænker så meget over mere. Nogengange gør jeg da, men som hovedregel – nej! Og jeg synes ikke, jeg lader det deffinere mig overhovedet! Men jeg tænker over, det når folk igen prøver at give mig gode råd, og ikke mindst, hvis de skal være nedladende overfor, at jeg er træt! De skulle prøve min træthed bare en uge, så tror jeg piben fik en hel anden lyd og de ville være klar over, at jeg gør meget, meget mere, end man med rette kan forvente af mig ofte. Jeg ønsker ikke for nogen, at de bliver syge, men engang imellem er der nogen, der kunne trænge til at mærke på egen krop, hvordan det er.

Til alle dem, med de gode råd! Tro mig, jeg har prøvet stort set alt, når jeg er syg og op gennem årene, og jeg har også lært, hvad der potentielt kan hjælpe mig en smule og hvad der ikke kan. Det er i bedste mening råd bliver givet (vælger jeg da at tro), men mit helbred er altså væsentlig anderledes skruet sammen end meningmands, og derfor er kuren ofte nødt til at være det også. F.eks. kan jeg også give min læge masser af grå hår i hovedet, fordi hans kur enten ikke hjælper eller jeg ikke kan tåle, det han skriver ud til mig.

Der er SÅ mange ting, jeg gerne vil. Listen er kilometerlang. Noget får jeg gjort og andre ting hober sig op (blandt andet middagsaftaler og sammenkomster med venner). Jeg er helt alene, og har ingen der kan hjælpe mig med ting, der skal gøres her f.eks. Som alle andre skal jeg have mad, rydde op og gøre rent (jeg vil ikke fortælle, hvordan her ser ud lige nu, og så med håndværkere oveni), og til det skal lægges, at jeg bruger rigtig mange kræfter på stalden og banen, når jeg er der. Som oftest falder jeg i søvn, når jeg kommer hjem og så sker der ikke mere den dag, udover aftensmad som oftest.

Dagen i dag, skulle egentlig bruges til at gøre rent og rydde op her, men jeg er igen bare dødhamrende kvæstet, så hvor meget, det ender med, ved jeg igen ikke. Jeg prøver, at se det sådan, at alt jeg får lavet, er en bonus. Så tro mig, jeg gør mit bedste og alt hvad jeg kan, for at opleve så meget som muligt, når jeg kan, i den grad, jeg formår. Hvis du holder af mig og er min ven, er det mindste, du kan gøre, at vide og respektere, at det er sådan.

Jeg skriver ikke dette for medlidenhed, for den ønsker jeg ikke, men jeg vil som minimum gerne have respekt for, at jeg gør mit bedste, og meget ofte endda mere! Vær sød og læse indlægget om skeerne, for så forstår du måske bare lidt mere (der er link til historien om skeerne på engelsk i indlægget). Og så iøvrigt tak for, at du læste med så langt, som hertil.

P.S.: Blandt meget, jeg elsker, er min blog her og også at lære nyt. Selvom jeg har blogget i mange år nu, så har jeg aldrig udforsket muligheden for farveskift i teksten før i dag. Så blev jeg også klogere, noget jeg ofte heller ikke har overskud til.

Den bedste medicin – en update!

Indrømmet, jeg har været tavs. Det har sgu været lidt tungt her på det seneste. Det skal jeg godt indrømme. Ikke at jeg har været dybt ulykkelig, men jeg har været udmattet i en grad, så jeg dårligt kunne fungere. Og jeg tænker, det også er en slags reaktion. Der har også været meget på en gang, så jeg tænker, det er naturligt nok, at det lige tager lidt, at finde sine ben, ovenpå sådan en omgang.

I dag stod jeg op, og kunne fungere og så skulle jeg da til løb. Ingen tvivl der. Jeg må igen konstatere, at en tur på banen og i stalden er den bedste medicin og alle de søde mennesker begge steder skal have stor tak for deres opbakning og støtte. Uvurderligt.

Selvfølgelig fik jeg også taget “lidt” fotos og det var faktisk dejligt. Et par favoritter fra dagen får I her. Det øverste er vores vinder fra i dag, Sunday Pearl (sort/hvid m/rød hue) midt i foto på vej i mål og det nederste er den første af tre vindere for Nicolaj Stott i dag og den første på dagen i det hele taget Daurehøj Carlras, trænet af Søren Jensen. For stalden blev det en god dag. En vinder, en 2. og to 3. pladser og en 5. pladser.

Det har været en dejlig dag, men hold nu magle, det er koldt nu. Jeg ved godt, hvad jeg skal have på næste løbsdag. Den hedder den store uldne sweater. Det har været en meget kold vind hele dagen og solen gik, og så mærkes det rigtigt, at det bestemt ikke er sommer længere.

I morgen tidlig skal jeg have en dosis hest mere, og det har jeg vist kun godt af, og når jeg kommer hjem skal jeg ordne lidt mere fotos. Jeg har også planer om en hyldest til min far – for selvfølgelig savner jeg ham! Rigtig god weekend til jer.

Ups! Der var udsalg


I går sad jeg og roede på computeren, mens jeg så galop fra Norge. Jeg får tilbudsmail fra Horze, for jeg har jo indimellem brug for lidt udstyr i den retning. Jeg køber både hos Horze og i butikken på banen. Jeg har længe ønsket mig et par Jodhpurs støvler, men har ingen fundet, der IKKE var læder. Var galt gået, havde jeg nok måske købt nogle i læder, men egentlig prøver jeg at undgå og har gjort det længe.

Så var der det her udsalg med fri fragt hos Horze, og se bare, hvad jeg fandt til 240,- kr. Det var ikke meget at betænkte sig på, og de er bestilt. Tilbudet er der endnu sammmen med en masse andre, så vil du også have, så kig ind til dem. Nu håber jeg bare, de passer, for som det vides er min trackrecord med sko, der ikke passer noget træls. Jeg håber det, for det er lige sådan nogen jeg har ønsket mig. De har iøvrigt mange gode ting, som man også kan bruge, selvom man ikke er rytter og ting til hund/kat også.

Hvis jeg red, skulle de selvrølgelig bruges til det, men eftersom jeg ikke gør, skal de “bare” bruges sådan helt generelt. Sådan et par støvletter er skønne til at par cowoboybukser og i det hele taget. Støvlerne hedder Horze Spirit Kilkenny jodhpurs.

Update: Det viser sig at støvlerne er PU-læder og således er oksehud beklædt med plastik, så slet ikke en smule veganske, så jeg er lige vidt, omend de er gode. Suk!

Sig det med blomster

Samme dag, som far gik bort fik jeg også blomster. Dels fik jeg fra min staldfamilie den smukke buket med Dahliaerne og den smukke hvide buket fra en veninde på Falster.

Det er som jeg har sagt før, ganske utroligt så mange søde hilsener og tilkendegivelser jeg har fået. Og jeg siger tak for hver eneste.

Desværre står de dårlige nyheder åbenbart i kø i øjeblikket. I dag erfarede jeg, at en gammel ven, som jeg har kendt, da jeg var helt ung og haft sporadisk kontakt til senere, er gået bort kun 55 år gammel. Det er kort tid siden, jeg ville skrive til ham, og fik det ikke gjort, og nu er han borte. Jeg må indrømmme, jeg er noget chokeret.

Nu må det ligesom godt stoppe. Det har været den ene ting, efter den anden. Til gengæld vil jeg sige, at jeg sætter stor pris på, når folk siger det med blomster, for jeg elsker blomster. Så tusind tak for de smukke blomster. Jeg håber dælme, jeg snart får nogle i en lidt glædeligere anledning.