Og vi gentager…..Påskedårlig!

Gentagelser og genudsendelser, kan være mere end træls, når vi taler fjernsyn. Jeg skal hilse og sige, at når vi taler helbred, så er det ikke mindre. Nu da jeg skulle finde fotoet ovenfor (i mangel af et andet), fandt jeg ud af, at det jo desværre langt fra første gang, jeg har lagt mig på samme tidspunkt, og bliver sikkert ikke det sidste.

Hvad har jeg så lavet i Påsken. Tjah, jeg har sådan set været smådårlig nu i ihvertfald en uges tid med hovedpine og den der fornemmelse af, at man er lige ved at blive syg. Allerede lørdag var jeg mega-sløj fra morgenen af, men det var min fars fødselsdag, og den skulle jo fejres. Heldgivs havde min søster tilbudt at tage det hverv, som jeg ellers havde lagt op til, at jeg ville. Det er frustrerende gang på gang, at måtte enten melde afbud eller overlade ting til andre på grund af det sk.. helbred. Når jeg siger, jeg er glad for, at det ikke er værre, skal der ingen tvivl herske om, at det er jeg selvfølgelig i den grad, men ikke desto mindre, er det træls.

Så både i går og i dag har jeg bare ligget her og set TV og sovet. I går sov jeg hele eftermiddagen, men det er ofte den bedste medicin, når man har feber. Dagen i dag skulle have stået på Kickerkys og staldhygge, men sådan bliver det altså ikke desværre.

Nu håber jeg bare, jeg snart har det bedre og så håber jeg, at jeres Påske har været god, og uden sygdom.

Dejlig dag med Kongelig deltagelse

Dagen har været tilbragt på Galopbanen. Der var løb med præmie udsat af hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte, som hun selv kom og overrakte. Udover hendes deltagelse, var der ponygalop og mange fine løb iøvrigt.

Som altid fik jeg taget alt for mange fotos, til trods for, at jeg faktisk sprang nogle løb over. Men jeg har også fået mange gode – blandet andet af Prinsessen, hvis jeg selv må sige det. Må se om min vanlige hofkrittiker udi Kongelige fotos er enig.

Solen skinnede fra en skyfri himmel og der var masser af dejlige venner på banen og alle bidrager de til at gøre dagen ekstra rar og hyggelig, og dagen flyver afsted. I dag var der en gammel ven, det var særligt dejligt at hilse på og give en krammer.

Morgendagen bringer flere glæder. Om alt vil en dejlig græstur med favorit”ponyen” – han var iøvrigt i godt humør og delte gladeligt kys ud, da jeg hilste på i stalden efter løb. Simbad synes vi skulle stå i solen, og Swansea lagde sig flat ned i folden, så folk kom styrtende og spurgte, om hun var okay. Det viser sig, at det gør hun altid. Hun nød livet og solen. Når jeg engang kommer videre kan du se flere fotos fra dagen på horseracing.dk og på facebook også.