Måske ikke forståelse, men så i det mindste respekt

Så tro mig, jeg gør mit bedste og alt hvad jeg kan for at opleve så meget som muligt, når jeg kan, i den grad, jeg formår. Hvis du holder af mig og er min ven, er det mindste, du kan gøre, at vide og respektere, at det er sådan

Det var egentlig Anne’s indlæg, der fik mig til at gribe “pennen”, for hun rammer igen hovedet på sømmet i det hun skriver. Og grunden til, at jeg farer i blækhuset nu er, at jeg i går oplevede en af den slags bemærkninger, der kan gøre, at jeg bliver endnu mere træt (Læs: Udmattet) end jeg allerede er i forvejen. De fleste, der følger med her, ved, at jeg har en del udfordringer med mit helbred. Det har jeg hver dag og har altid haft. Det er ikke for sjov, at jeg har fået en pension, eller at jeg i lange perioder, bare ligger i min seng.

Som Anne skriver, forsøger man som kronisk syg, at leve det bedste liv, man kan hver dag. Det er langt fra det aktive og spændende liv, man måske drømte om, men man putter så meget indhold i dagene, som man overhovedet kan, med de betingelser, der nu er. Nu her har de seneste tiders begivenheder ikke ligefrem hjulpet på min træthed (jeg havde flere uger, hvor jeg ikke sov ordentligt oveni), og jeg er totalt udmattet. Det bliver jeg engang imellem, og må bare ligge indtil det går over. Tro mig, jeg kan intet andet end bare blive her! Hvis man kender mig, så ved man også, at kunne jeg, så gjorde jeg.

Dertil kommer, at jeg til dagligt iøvrigt bare hurtigere bliver træt end alle andre gør, og har mindre energi på kontoen eller færre skeer, om du vil (Læs den endelig, for den forklarer det perfekt). Og så kan jeg selvfølgelig som alle andre få influenza etc. ganske som alle andre også kan det. Der er bare lige den hage ved det, at når jeg gør, så bliver det altid værre end for alle andre.

At jeg er kronisk syg og ikke kan, hvad jeg drømte om, er noget jeg ikke tænker så meget over mere. Nogengange gør jeg da, men som hovedregel – nej! Og jeg synes ikke, jeg lader det deffinere mig overhovedet! Men jeg tænker over, det når folk igen prøver at give mig gode råd, og ikke mindst, hvis de skal være nedladende overfor, at jeg er træt! De skulle prøve min træthed bare en uge, så tror jeg piben fik en hel anden lyd og de ville være klar over, at jeg gør meget, meget mere, end man med rette kan forvente af mig ofte. Jeg ønsker ikke for nogen, at de bliver syge, men engang imellem er der nogen, der kunne trænge til at mærke på egen krop, hvordan det er.

Til alle dem, med de gode råd! Tro mig, jeg har prøvet stort set alt, når jeg er syg og op gennem årene, og jeg har også lært, hvad der potentielt kan hjælpe mig en smule og hvad der ikke kan. Det er i bedste mening råd bliver givet (vælger jeg da at tro), men mit helbred er altså væsentlig anderledes skruet sammen end meningmands, og derfor er kuren ofte nødt til at være det også. F.eks. kan jeg også give min læge masser af grå hår i hovedet, fordi hans kur enten ikke hjælper eller jeg ikke kan tåle, det han skriver ud til mig.

Der er SÅ mange ting, jeg gerne vil. Listen er kilometerlang. Noget får jeg gjort og andre ting hober sig op (blandt andet middagsaftaler og sammenkomster med venner). Jeg er helt alene, og har ingen der kan hjælpe mig med ting, der skal gøres her f.eks. Som alle andre skal jeg have mad, rydde op og gøre rent (jeg vil ikke fortælle, hvordan her ser ud lige nu, og så med håndværkere oveni), og til det skal lægges, at jeg bruger rigtig mange kræfter på stalden og banen, når jeg er der. Som oftest falder jeg i søvn, når jeg kommer hjem og så sker der ikke mere den dag, udover aftensmad som oftest.

Dagen i dag, skulle egentlig bruges til at gøre rent og rydde op her, men jeg er igen bare dødhamrende kvæstet, så hvor meget, det ender med, ved jeg igen ikke. Jeg prøver, at se det sådan, at alt jeg får lavet, er en bonus. Så tro mig, jeg gør mit bedste og alt hvad jeg kan, for at opleve så meget som muligt, når jeg kan, i den grad, jeg formår. Hvis du holder af mig og er min ven, er det mindste, du kan gøre, at vide og respektere, at det er sådan.

Jeg skriver ikke dette for medlidenhed, for den ønsker jeg ikke, men jeg vil som minimum gerne have respekt for, at jeg gør mit bedste, og meget ofte endda mere! Vær sød og læse indlægget om skeerne, for så forstår du måske bare lidt mere (der er link til historien om skeerne på engelsk i indlægget). Og så iøvrigt tak for, at du læste med så langt, som hertil.

P.S.: Blandt meget, jeg elsker, er min blog her og også at lære nyt. Selvom jeg har blogget i mange år nu, så har jeg aldrig udforsket muligheden for farveskift i teksten før i dag. Så blev jeg også klogere, noget jeg ofte heller ikke har overskud til.

At skille sig ud og forskellen i blogland


Et af mine absolut favoritfotos – Lennart Hammer på Vida Nova – simpelthen valgt, fordi det er taget omtrent ved denne tid sidste år, nemlig 24. august

Jeg læser min Bloglæser igennem dagligt, for at se efter indlæg, og lige i forgårs faldt jeg over indlægget:”Sandt og falsk i blogland” hos Nutidspensionisten. Hun berører nogle ting, jeg selv har spekuleret lidt over. Ikke lige helt det samme, men henad de linier, så nu vil jeg så skrive et indlæg, jeg egentlig ikke ville have skrevet, men som trængte sig på, da jeg læste det.

I starten læste jeg også med på den famøse blog, og smed endda en kommentar, fordi jeg dengang synes, det var anderledes og måske lidt forfriskende med noget nyt. Det synes jeg s¨å ikke længere. Jeg synes ganske som nævnt, at det er deciderede ondskabsfulde personangreb, som ikke er sjove eller det, der ligner.

Med hensyn til Newyorkerbyheart, så må jeg give ret et langt stykke henad vejen. Men når det så er sagt, synes jeg så, at måske nok, at Fr. Møller er lige hård nok, og selv er skyldig i det samme, hun beskylder den famøse blog for. En ting er, at hun ikke er interesseret i mad og ikke kan lide ost. Fred med det, men det er jo altså en smagssag.

Hvad ikke står til diskussion er, at hun ikke svarer, når man som jeg gjorde nyeligt, skrev og spurgte høfligt om noget med hensyn til noget rent tekniske på hendes blog. Det kan jeg intet bruge til, og udi madblogge, er der SÅ mange gode, at hendes sagtens kan undværes – nemt. Jeg skal komme med flere alternativer snarest, for jeg har lovet, at lave et indlæg med madblogsanbefalinger.

Det er måske den menneskelige natur at “mænge sig” med dem, der ligner en selv. Det er vel derfor, der er danskerkolonier og gettho’er mange steder i verden, fordi folk klumper sig sammen. Det sjove er, at ofte er vi jo også nysgerrige, og vil gerne se andres liv og noget anderledes og måske lære lidt – jeg vil ihvertfald. Men det er så måske bare mig. Der er åbenbart en uskreven regel om, at man mindst på flere punkter skal ligne visse i blogland. For uanset, hvordan man vrider og vender sig, kan man ikke blive accepteret, når man skiller sig for meget ud, uanset at man aldrig, aldrig med hensigt har forsøgt at genere nogen, har lagt endeløse høflige og pæne, og helt velmente kommentarer hos de andre, og i det hele taget prøver at være et pænt menneske. Eftersom jeg ellers på flere punkter ligner mange andre, der åbenbart (uvist hvorfor) i modsætning til undertegnede har gjort sig fortjent, kan jeg kun konkludere, at det er et helt personligt “angreb” eller, hvad vi nu skal kalde det. Ikke at jeg er den eneste, der får den behandling, slet ikke. Men man er ikke “comme il faut” åbenbart, når man:

  • *Ikke strikker og hækler (det er såmænd ikke manglende lyst, men manglende evne)
    *Ikke har en yngste, mellemste eller ældste altså børn (Tænk engang, der er nogen, der lever et godt liv uden. Og så kunne det jo være, at det egentlig ikke var meningen, det skulle have været sådan, men hvem tænker på det?)
    *Ikke på anden måde er kreativ, udover fotograferingen (det kan ellers nok give kommentarer andre steder, og omend det ikke er mig selv, der skal vurdere mine fotos, ved jeg, de ikke er dårligere end mange andres)
    *Har mindst mindst en interesse (eller ikke mindst holdning), de andre ikke har.
    *Ikke som nogen skriver side op og side ned, om mine dårligdomme, og “svælger i dem”
  • Jeg kan sige det sådan. Skriver jeg for, at få kommentarer? Nej! Jeg skriver som en slags dagbog for mig selv, og for at have noget helt konkret at huske tidens gang på. Min hukommelse er bestemt ikke, hvad den var, og på den måde, er det dejlig måde for mig, at huske begivenheder, jeg måske ville glemme detaljerne i, ligesom jeg jo får brugt mine fotos mere end jeg ville ellers. Når det er sagt, så bliver jeg altså nøjagtig lige så glad som alle andre, for at få en kommentar. Og i forhold til mit læserantal, så er der helt bestemt noget, der ikke stemmer i forhold til kommentarer. Og jeg nægter at tro, at jeg skriver så meget ringere end så mange andre….

    Det med at skille sig ud, er jeg vant til. Jeg har et helt livs træning. Men at jeg skulle blive udsat for samme behandling, jeg er blevet før også i blogland, havde jeg faktisk ikke troet. Naivt måske, men sådan er det. Men netop fordi, jeg er i træning, så lever jeg jo med det, og overlever skam også. Men det undre mig, at dem der ellers “råber op” om rummelighed og plads til alle i det ganske land, bestemt ikke gør som de prædiker, når det kommer til blogland. Så meget er sikkert og vist. Og så er vi ude i den med moral er godt, men dobbeltmoral er åbenbart endnu bedre. Jeg kan sige, som en sagde for nyelig, at man kan jo godt blive ked af det! Ja det kan man helt bestemt!

    Med hensyn til, hvorvidt andre i det ganske land, har ondt et vist sted over, om jeg blogger. Det kan jeg HELT ærligt ikke tage mig en SKID af, for nu at sige det helt lige ud. Jeg har mere ned snehvidt mel i posen og jeg VED, at hvis nogen skulle bytte med mig, så ville de ikke på nogen måde.

    At jeg så ikke “piner det ud i pap”, hver og hverdanden dag, hvordan jeg har det og ikke har det, er så det. Jeg har HELT bevidst valgt, at jeg ikke er min diagnose, og jeg gerne vil tages for PERSONEN mig og ikke patienten. At jeg er det sidste, er der ikke tvivl om på nogen måde. Jeg har skam været rigtig meget igennem og jeg kunne da godt skrive en længere roman om det, HVIS jeg ville. Det vil jeg ikke! Det er også helt bevidst, at jeg ikke har nævnt min diagnose nogen steder. For jeg synes, det er en privat sag, som kun kommer mig ved, og dem som er tæt på mig. Dem der skal have det at vide, får det. Sådan er det.

    Jeg kunne sagtens fokuserer på alle de dage, hvor jeg er skidt, og har ondt både her og der og allevegne og iøvrigt intet orker. Og ja, jeg tager i stalden et par gange om ugen ca., men ingen kan jo se, hvor meget jeg ligger brak dagen efter og intet kan vel? Det er der ingen, der tænker på. Men jeg vælger at gøre det, for det er min store glæde og passion. Men at det koster på energikontoen er helt sikkert.

    Desuden tror jeg, at jeg har godt af, at røre mig – nej jeg tror det ikke, jeg ved det. Og nej, vi skal ikke tale om mit forbrug af smertestillende piller eller medicin for den sags skyld. Den gode doktor og jeg plejer at blive enige om, at jeg formentlig nok skal begraves på Kemisk Værk i Køge med alt det, jeg har fået gennem tiden og stadig får. Så NEJ, det er ingen dans på roser altid, langt fra.

    Jeg kan så vælge, at fokuserer på det – alt skidtet, eller jeg kan vælge (som regel), at fokuserer på de mange, mange gode ting i mit liv også. Hvis jeg må være helt ærlig, så er jeg ked af, at Fr. Møller er så sortseende. Jeg kan kun håbe, at hun vælger at skrive om de negative ting, men at der forhåbentlig også er noget positivt, for ellers er det dælme da godt nok træls. Ikke fordi, det ikke ser sort ud her mange gange eller andre steder for den sags skyld. Det kan det da indimellem, men jeg håber altså, at hun også ser dejlige ting, udaf sine “briller”.

    Jeg kan helt ærlig ikke se, hvorfor det er så skidt at fokusere på det gode, og jeg kan slet ikke se, hvorfor andre skal “have på puklen” for det. For det ser bestemt ikke så rosenrødt ud på de blogs, hun hentyder til, som hun får det til at lyde. Hun nævner en, som er ude i skilsmisse og den slags. Og ja, det er da hårdt og trist – helt bestemt. Men de samme blogs som jeg ved, hun tænker på, har altså også været ude i “stormvejr” – i helt tilfældig rækkefølge, kan jeg nævne: Alvorlig sygdom, et barns dødsfald, tab af en ægtefælle, et andet barns dødsfald, alvorlig sygdom, alvorlig potentiel diagnose og alvorligt syge børn, for nu bare lige at nævne, hvad der falder først for.

    Så NEJ, det er ikke fordi NOGEN af os nogensinde glemmer, at livet ikke KUN er lyserødt. Det ved vi godt, men der er stor forskel på om glasset er halvt fuldt eller halvt tomt. Jeg vil helst se det som halvt fuldt, som mange andre også – dét er forskellen. Og ja, jeg tror de har ret, når de siger, det hjælper, at se det sådan! Men for en gang skyld, kom jeg så ud med noget, som jeg føler er negativt, og som gør mig ked af det.