En uvirkelig realitet

Den der Berlin-tur! Jeg har stadig svært ved at tro, at jeg rent faktisk har været afsted. Det gik så eventyrligt og var så dejligt. Måske, er det fordi, jeg har drømt om det så mange år, at komme derned. Jeg ved det ikke. Hvad jeg dog er helt sikker på – jeg elsker Berlin og jeg må snart derned igen :-)

Endnu en dokumentar – om adoption!

Ja jeg kom vidt omkring igår aftes – og jeg så også denne dokumentar. Den handler om Hae-Jin, som bliver adopteret til DK, da hun er helt lille! Hele historien kan du læse ved at klikke på linket, men udsendelsen handler om, at hun rejser til Korea (Fra 1970-2005 er knapt 20.000 udenlandsk fødte børn adopteret af danske familier. Ud af disse er ca. 9.000 adopterede fra Korea). for at besøge sin biologiske familie og senere også til USA, hvor noget af familien også bor.

Det at være adopteret, der noget der nok for ikke adopterede er meget, meget svært at sætte sig ind i, hvis ikke umuligt, hvis man ikke selv er det. Derfor betyder det ofte meget for adopterede, hvis de da på nogen måde forholder sig til det (for nogen betyder det ingenting, mens det for andre er en livslang process), at møde andre adopterede, for man deler nogen fælles følelser og tanker. Og det er selvfølgelig endnu mere fremherskende, hvis man ser anderledes ud, og som Hae-Jin kommer fra et land med SÃ… anderledes en kultur og alting.

Selv er jeg adopteret fra Tyskland, og os hører man ikke ret meget om! Hvis du vil se statestikker på, hvor mange børn der blev adopteret fra hvor m.m., kan du se her! Jeg er altså før 1970, men tæller åbenbart ikke ;-) Og det er der flere af dem jeg kender, der er, og eftersom vi jo var sådan et “efterkrigsprodukt” så er den “trafik” åbenbart stoppet. Der bliver vel stadig født børn af amerikanske soldater, men hvor de bliver af, hvis det skal adopteres væk, det ved jeg så ikke. Jeg kan kun konstatere at de ikke kommer til DK. Er du adopteret fra Tyskland, så har jeg en gruppe for os, som du kan se her. Har du spørgsmål til mig vedrørende min adoption el. hvordan jeg oplevede det, svarer jeg gerne også på mailen.
Det var for mig ihvertfald en meget spændende og følelseladet udsendelse, og godt fortalt. Det er ikke altid lige let, at være adopteret… og det på mange måder, hvilket denne udsendelse også illustrerede. Men Liselotte Hae-Jin, som hun helt rigtigt hedder, fik til sidst det bedste ud af det, og ballancerede mellem de to kulturer. Som det blev sagt på et stort møde som Koreaklubben (som Liselotte er formand for) holdt – hvorfor skal man vælge, man kan jo godt være begge dele.

Læs iøvrigt en udemærket artikel af Psykolog Lene Kamm, om det at adoptere et barn fra udlandet. Hun er iøvrigt også selv adopteret.