En afslutning

Du husker måske, at jeg skrev dette indlæg, omkring at få nogle informationer fra min biologiske søster. I dag fandt jeg et kort i min postkasse fra hende, som definitivt lukker den dør, og uden jeg er blevet en klap klogere. Lidt i form af endnu et foto af min mor og hendes mor (vores mormor), men ellers ikke.

Ikke et ubehagligt brev som sådan, men bare meget tydeligt, at der ikke er noget at komme efter der – desværre. Selvom det var ventet, en underlig og trist fornemmelse! Så nu tror jeg ikke, jeg orker at lede mere på nogen måde. Jeg har forsøgt alt, og jeg har ikke mere energi på den konto nu. Den energi jeg har, vil jeg hellere bruge på andre ting. Dukker der mirakuløst informationer op, er det fint, og gør der ikke, så må det være sådan. Så derfor en afslutning!

God weekend incl. links


Oliver Wilson på Maltho og bag ham Manuel Martinez på Simbad (FR) i Copenhagen Golden Mile 4. august 2013

Det er fredag, og tid for links og lidt småsludren. Der er ikke meget “sludren” over mig i dag, jeg er træt, har hovedpine og i det hele taget ikke meget værd. Af samme grund blev dagens staldtur udsat til i morgen, i håb om bedring. At jeg vågnede klokken 2 og ikke kunne sove, og først faldt i søvn igen klokken 5, hjælper ligesom heller ikke på noget som helst.

At sige, jeg er negativ over TV, forslår vist heller ikke, men nu håber jeg så bare, at de holder, hvad de lovede, og sender mine penge retur, så jeg kan komme videre og købe et andet TV.

Jeg fik lavet lidt i går. Min to-do-liste svinder langsomt, men sålænge den bare svinder, må det være godt nok.

Først lidt af det alvorlige og så lidt af det sjove bagefter, det må være sådan. Det er vitterligen en kæphest for mig, det med rygningen. De unge mennesker forstår ikke, at det rammer dem som en boomerang lige pludselig, og de har ingen ide om, hvor ufedt, det er ikke at kunne få luft – permanent. Spørg manden her, så kan han fortælle dig det. Smid nu de smøger for hulen.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Det med adoption, det er et meget komplekst spørgsmål, og der er ikke en løsning, der “virker” i alle tilfælde. Her er det så igen gået helt skævt, og det kan have indlydelse på adoptioner fremover.

Klik nedenfor for at læse mere:
Læs resten

Reception – Børneimporten


Snakken gik livligt


2 af forfatterne fortæller om projektet, og takker for vores medvirken


Her får man en fornemmelse af det fantastiske lokale, som er en del af Rigsarkivet

I går var jeg til reception i anledning af udgivelsen af “Børneimporten” – det var noget, jeg bare ville, for jeg synes, det er super, at vores historie bliver fortalt. Som jeg skrev tidligere, har jeg også været med til at bidrage til indholdet.

Til receptionen kunne vi købe bogen til favorabel pris, og siden jeg nu selv er med i den, kunne jeg ikke modstå, så den kom med hjem. Jeg har allerede læst noget i den, og kan let blive grebet, kan jeg mærke. Men hovedets tilstand gør, at jeg skal tage i meget små bidder. Men læst skal den nok blive.

Det var super at møde en masse ligesindede, og jeg nåede da også at sludre med flere. Vi løb desværre tør for tid, for ellers tror jeg godt, vi kunne have fået meget mere tid til at gå med at udveksle erfaringer. Noget vi talte om, vi vil gøre på en facebookgruppe senere.

Tak til alle jeg hilste på og ikke mindst var det også hyggeligt at møde et bekendt ansigt fra min pure ungdom. Som vanligt, er alle velkomne med indput her og på mailen. Tak til forfatterne for bogen og alle for en hyggelig reception.

Børneimporten – Om bagsiden af medaljen


Dette er en bog, som jeg af helt personlige (og formentlig åbenlyse) grunde har set meget frem til. Det er en bog om mig og alle de andre. Den handler om et fåtal af adopterede, nemlig os fra Tyskland. Der tales meget om mange andre adopterede, men sjældent om vores særlige historie. Derfor glæder det mig, at den nu bliver fortalt. Noget jeg også selv har bidraget til.

Her er hvad forlaget skriver om bogen:

Op mod 3.000 tyske mulatbørn blev i efterkrigs-
årene adopteret til Danmark. De var resultatet af
forhold mellem tyske kvinder og afroamerikanske
soldater i et Vesttyskland, hvor nazismen endnu
spøgte. I deres fødeland var børnene uønskede, men
i Danmark ville mange par gerne adoptere dem. Den
godhjertede Tytte Botfeldt hjalp derfor med at finde
mulatbørn til adoption, men hun arbejdede uden
autorisation, og ingen undersøgte adoptivforældrene.

Børneimporten giver ordet til de adopterede,
der for første gang fortæller om, hvilke konsekvenser
det har haft at blive rykket op med rode og plantet
i tilfældige danske familier – i mange tilfælde med
omsorgssvigt og misbrug til følge. Samtidig fortælles
historien om udenlandsk adoptions begyndelse i Danmark
– en historie, der trækker mange tråde til vore
dages adoptionsdebat.

Bogen udkom den 4. september 2013, er på 282 sider (illustreret), og skrevet af Amalie Linde, Amalie Kønigsfeldt og Matilde Hørmand-Pallesen.

Links:

31. august 2013 – Politiken – Tusinder af tyske mulatbørn blev adopteret illegalt til Danmark

En bedre mandag end forventet

IMG_8058opt2_080412Udsigt
.
Vejret var nøjatig lige så flot for et år siden. Så intet problem med at genbruge fotoet. Jeg har været uhyggelig effektiv i dag. Skrevet lister og ringet rundt om priser på forskellige ting, jeg har skullet have gjort et stykke tid. Så kan jeg komme videre i min process med ting, jeg skal have lavet her i lejligheden. Elsker at få styr på tingen og vide, hvad jeg har med at gøre. Så går det hele meget bedre. Således blev dagen den vej rundt bedre end jeg egentlig forventede, da jeg vågnede mere død end levende i morges. Jeg var ikke bare træt, men udmattet. Stadig træt, men humøret lysner væsentlig ved tanken om alt det, jeg har fået styr på.

Nu har jeg to ting tilbage, jeg lige vil have gjort, og så vil jeg gå ind og slappe lidt af. Således er ugen skudt godt i gang. Det blev også dagen, hvor vi mistede Jernladyen – Lady Margaret Thatcher. Det minder mig om, at jeg skal få set filmen om hende også. Hun havde et langt og “fuldt” liv må man sige, men tabet hos pårørende, er ikke mindre af den grund – det ved vi jo.

Jeg læser også med gru, om alle børnehøsterierne i Afrika og jeg må sige, at jeg også er af den opfattelse, at Danadopt ikke gør deres arbejde godt nok. Jeg kan ikke se alternativerne, og overskue hvilken løsning, der duer. Jeg ved bare helt sikkert, at det ikke er godt nok, som det kører. Ulykkeligt for alle implicerede. Adoption skal være en absolut nødløsning, og ikke noget man “bare” griber til, og så er det ligemeget, hvor barnet kommer fra. Det er et indlæg i sig selv en anden dag.

Jeg fik også besøgt Yves Rocher for nye forsyninger udi yndlingsprodukterne. Dog undre det mig, at et postordrefirma ikke har det som standard, at man får sine varer leveret til døren. Nej de leveres til nærmeste posthus. Vil man have dem leveret, skal man bestille pr. post, mail eller telefon og kan ikke få den løsning over nettet, udover at skulle betale ekstra 15 kr.!! Er jeg den eneste, der ikke synes det er okay og at ideen ved at handle der, så forsvinder?? Jeg kan så melde, at Yves Rocher’s produkter, er jeg meget glad for, og endnu gladere er jeg for, at de er på listen over de “safe” produkter med hensyn til testning.

For nu ønsker jeg jer en dejlig uge og bedre vejr eller rettere mere varme, for flot er det jo, bare hundekoldt. Jeg skrabede is af ruden nu her, da jeg var ude og køre.

Brown Babies: The Mischlingskinder Story Trailer

Jeg behøver næppe forklare, hvorfor jeg viser denne trailer. Filmen er ikke kommet ud endnu undtagen i udvalgte “Screeninger”, men når den gør, så skal jeg selvfølgelig se den, da jeg også er en “Brown Baby”. Der er flere links om netop dette på min side med Adoptions- og Slægtsforskingsrelaterede links.

In English:

There’s properly not much need for me to explain, why I’m showing you this trailer. The film hasn’t come out except in chosen Screenings, but when it does, I’ll of course see it as I’m also a Brown Baby.
There are more links on this on my page with Adoption- and Ancestryrelated links.

Kommentarproblem løst efter et smut til byen

IMG_4209opt2_Berlin
Rhododendron fotograferet i haven til det børnehjem, hvor jeg var som bette

Sikke en omtumlet og anderledes morgen. Startede med at jeg fik en mail fra en af jer søde læsere, at I ikke kunne kommentere her. Så fulgte endnu en besked på Facebook fra en venlig sjæl også, og det var så tydeligt, der var et problem.

Igår havde jeg problemer med, at mit afstemnings-plugin ikke viste de ting, det skulle i indlæggene, men gerne ville i sidebaren. Så vidt vides, har jeg stadig det problem, medmindre det også har løst sig med det andet. Først skulle jeg dog lige over til byen for nedennævnte.

Til morgen havde jeg lige et ærinde hos Optikeren, hvor vi er ved at pejle os ind på, at løse mine kontaklinseproblemer. Mine øjne er blevet lidt sarte med tiden, dog uden at være røde eller på anden måde synligt mærket af, at de har brugt linser i snart mange år. Men når det er sagt, så skal jeg jo helst kunne bruge i lang tid endnu. Det kan så måske knibe, for jeg føler mig lidt generet. Men kan jeg bare bruge noget af tiden og så tage briller på, når jeg tuller rundt her eller om aftenen, så er det såmænd også godt. Men min meget kompetente og flinke optiker ville gerne, at jeg skiftede til 1-dagslinser i stedet for vædsker og månedslinser og det er så det, vi prøver i øjeblikket i flere varianter. For med som så meget andet, skal jeg jo være “på tværs”, så det er ikke så lige til at finde noget, der duer. Men vi er da tættere end nogensinde og jeg tror på det.

Jeg kan kun anbefale disse kompetente og utroligt søde mennesker, som overtog efter min gamle optiker for et par år siden. Han havde ret, når han sagde, at dem ville jeg blive meget glad for. Så bor du i området og bruger du briller eller kontaktlinser, og er du ikke tilfreds med den optiker du i øjeblikket bruger, så får de min varmeste anbefaling. Jeg har brugt forretningen siden jeg for snart et helt liv siden, startede med at bruge briller, da jeg gik i skole og så lige til nu. Og jeg har ingen planer om at skifte!

Vel hjemme igen satte jeg mig, og ville prøve at finde kilden til det her problem. Efter at have slået samtlige (næsten) plugins fra og til og test-kommenteret – eller rettere prøvet, nåede jeg et, som faktisk gjorde nøjatigt som det fik besked på. Det havde jeg fået sat “til”, men eftersom det lille hak inden I kommenterer er nok, så behøver I ikke også svare spørgsmål. Problemet var også, at spørgsmålet ikke stod der, men den bare konstaterede, at I ikke svarede, og så kunne I ikke kommentere! Jeg undskylder, men nu skulle alt være i den skønneste orden og jeg modtager med tak kommentarer igen.

Udover alt dette, så fik jeg en ny kontakt på LinkedIn til morgen, ligesom jeg fik jeg lang mail fra min søgeengel i det tyske lige inden, jeg startede denne mail. Den vil jeg svare, og så vil jeg se film, som jeg lånte af min søde veninde, da jeg var og besøge hende.

Derudover er jeg gået i “Berlin-mode” også på foto-siden og har sat mig for at komme videre i mine beretninger fra den skønne Berlintur. Jeg ved mange, er trætte af kulden, så derfor det meget sommerlige foto, der hører til i næste kapitel vi når til i den forbindelse. God dag til jer.

Også sagt om Adoptionens Pris

Jeg har været rundt omkring og læst og kommenteret på indlæg hist og pist på de blogs, jeg normalt følger, udover mit eget indlæg om den. De er også nævnt her, og så har jeg fundet lidt andre også.

Som jeg skrev et sted, så er der kun en god ting at sige om den dokumentar, og det er at den skabte debatten som er pinedød nødvendig for, at vi kan flytte os; Flytte os langt væk fra noget så kynisk og følelseskoldt som et system, der svigter på alle planer og alle steder! Ingen nævnt ingen glemt!!!

29. november 2012 – Kong Mor – Det handler ikke om kærlighed

27. november 2012 Fra Hoved til Pen – Jeg har mere… hvis du orker

27. november 2012 – Susanne og familie – Så du TV i går?

27. november 2012 – Vandt til vin – Jeg turde ikke se det

27. november 2012 – Tanja Hother -Adoptionens Pris 1

27. november – O’manne Light – Jamen jeg så det selv i fjernsynet

27. november 2012 – Frk. Vilstrup – Adoptionens Pris

26. november 2012 – Midt i det hele – Adoptionens Pris

26. november 2012 – Læge Vibeke Manniche -Adoptionens pris –
stor ros til Katrine W. Kjær

26. november 2012 – Anne Cathrine Bro – Adoptionens pris,
hjerteskærende dokumentar

22. november 2012 – Change is a possibility – Adoptionens Pris

En nitte!!!

Dette var udtrykket adoptivmoderen brugte om et lille forsvarsløst menneske, der brutalt blev revet fra alt, hvad hun har kendt. En kærlig far og mor, og en fuldstændig anderledes kultur

Startede dagen med at se Adoptionens Pris. Efter det, kan dagen da kun blive bedre. Jeg er mundlam, rystet og fuld af sorg på den lille piges vegne! Der er tydeligt sket mange fejl i den her sag, ikke mindst fra Danadopt’s side i Etiopien, men sandelig også på myndighederne her’s side. Ved snart dårligt, hvor man skal ende og begynde, men at noget er RIVENDE galt, er da bare helt tydeligt.

Forældre, der blev groft villedt, og som troede, de skulle have kontakt med deres børn efterfølgende, ligesom de blev lovet økonomisk kompensation, de aldrig fik. For det ville være menneskehandel, så det må de ikke få. Men at lyve og manipulere sårbare, hiv-smittede fattige forældre, er jo ingen sag, så det gør man da.

I Danmark sidder et par der ønsker sig drømmen om kernefamilien. Jamen så adoptere vi da bare et par stykker. Dette bliver tydeligt gjort for at opfylde deres drøm om “idyllen”, som snart viser sig at være alt andet. Hvordan dette forældrepar NOGENSINDE er blev godkendt til noget, der har med børn at gøre, er mig en komplet gåde. Magen til egocentrerede ukærlige væsener skal man da lede længe efter.

Desværre har jeg set den slags eksempler før, og været mindst lige så rystet og ikke kunnet fatte, hvordan disse mennesker blev adoptivforældre. I nogen tilfælde er det gået godt på trods af, hvad jeg troede, det ville ende med, og i andre ved jeg det ikke. Men det retfærdiggør ikke forældrene fra udsendelsen. Helt forfærdeligt.

Nu sidder vi med en pige, der helt sikkert bliver tabt på gulvet, og som nu vokser op på institution, istedet hos sine kærlige forældre i Etiopien, der “sjovt nok” viser sig, sagtens kunne have beholdt hende.

Lyder jeg som om, jeg er imod adoption? Måske! Ihvertfald hvis og når det skal foregå på den her måde. Adoption skal såvel som andre drastiske løsninger KUN forekomme, når der ikke er andre – ikke for at tilfredsstille et dansk (eller andet) par, der tydeligt slet, slet ikke var i det her af de rigtige grunde, og et system, der har svigtet en lille pige, helt, helt forfærdeligt. Jeg har kvalme!

Klik nedenfor, hvis du vil læse mere om sagen, ligesom der er link til selve dokumentaren online:

Læs resten

Adoption i spørgsmål og svar – set herfra

Her har jeg prøvet at samle nogen af de spørgsmål, jeg har set berørt i de forskellige adoptionsfora her på det seneste. Og ja jeg ser det fra den adopteredes synspunkt, og vi må helt sikkert være det bedst kvalificerede til at tegne og fortælle om den del af det. Men der er jo mange måder at opleve det på. De her svar er set fra mit helt personlige synspunkt.

Vil barnet gerne have, at man flager med både det danske flag og barnets fødelandsflag ved fødselsdag?

** Det ville have været underligt for mig. Man føler sig fremmed nok, og en af de ting, der dog er som for alle andre, er fødselsdagen. Jeg har altid elsket det danske flag, og bryder mig ikke særligt om det tyske, hvor jeg jo retteligt er født. Skulle jeg have flaget med noget (udover dannebrog), skulle det have været det amerikanske flag, som jeg også elsker, og som jo er den biologiske anden halve del af mig. Mit råd vil være, at hvis barnet i en halvvoksen udgave giver udtryk for det som et ønske, så gør det, men vent på at ønsket kommer, efter det selvfølgelig er klargjort, at du er åben for den slags forslag. Det skal jo heller ikke bliver “kunstigt” overindlevelse. Det kan det meget hurtigt blive.

Er adoptivfamilier noget særligt? Og skal man gøre noget særligt ud af det?

** Jeg hæftede mig især ved en bemærkning/kommentar, der lød således: “….Vores familieliv er ganske almindeligt og vi har ærligt talt ikke noget behov for at gøre noget særligt ud af vores familieliv”.

Jeg skal ikke kunne sige det sådan generelt. Alle familier har vel deres “problemer”, som er større eller mindre. At der kan opstå en del debatpunkter, når man er adopteret, der klart. Det ser jeg dog som en ting, der skal bearbejdes helt fra, man er lille. Hvis man kender sin historie (så meget man kan tåle efter alder), så er der mindre “at komme efter”. Der kan bliver rigeligt alligevel, men så har man da til en start gjort, hvad man kan. Min oplevelse var, at jeg bare gerne ville være netop det “en helt almindelig familie”. Jeg ville have følt det uhørt grænseoverskridende, hvis mine forældre, havde “hældt” tyske/amerikanske (whatever) flag, traditioner, o.s.v. ned over hovedet på mig. Det er lidt med adoptivbørn (sådan virker det på mig), at vi skal omvendt integreres. Invandrere må skal tilpasse sig og vi skal partout have hevet “hjem”landets kultur ned over hovedet. Det har jeg aldrig nogensinde haft lyst til. Jeg er så blevet mere interesseret i det som mere voksen, men lad det udvikle sig naturligt.

Nu kan man sige, at i forhold til lige netop kultur, så er den tyske kultur jo ikke fuldstændig anderledes end den danske, og de er jo også et Industrielt land, hvorfor hele problematikken vedrørende børn (ad Amy – igen -sorry), er lidt hypotetisk for mig. Men uanset – den amerkanske side af mig, har altid interesseret mig, men det har været noget, jeg selv kunne opsøge, da jeg fik interessen og lysten. Det har ikke været noget, jeg har haft meget lyst til at blande mine forældre ind i. For mig er det to helt forskellige ting, og adskilt. Den del er min, og ikke noget jeg hverken ønsker (mere end jeg selv ligger op til), at de skal være overinvolveret i. Andre kan have det anderledes, men som jeg har været ind på før, så vær åben og lad jeres barn vide, I er der, men lad være at hive noget ned over hovedet på dem. Det er ikke sikkert, de har lyst, er interesserede eller er klar på nogen måde til det. Det er en process, og den kan og skal ikke forceres af “udefrakommende”.

Er der forskel på Adoptioner før og nu?

** Det er der forhåbentlig på nogen punkter. Med hensyn til udvælgelsen af forældre, har jeg personligt oplevet, at der har været dem, som aldrig skulle have haft lov til at adoptere, der har fået det. Både før og i “nyere tid”. Så jeg ved ikke, hvad man lægger vægten på. Og hvad er normalt? Netop fordi adoptivbørn har så meget at slås med, så skal det være så “normalt” som muligt efter min mening, hvorfor jeg også mener, at der skal være grænser for, hvem der får lov til at adoptere.

Der er nok også stor forskel på, hvilke børn der bliver adopteret væk. F.eks. er vi kunne en meget lille procentdel adopterede fra Tyskland. Vi var “The Brown Babies” som ikke var velsete i Tyskland, og som var et produkt af mange amerkanske baser dernede. Der er lukket mange, men der er stadig nogen tilbage. Jeg har ikke nået at skrive om det, men på børnehjemmet, hvor jeg var, ligger stor vægt nu på, at “uddanne” mødrene, så de får en chance for, at tage sig af deres børn, hvis muligt. Således var der dengang jeg blev adopteret 120 børn, hvor der kun er 20 nu, og adoptioner er der næsten ingen af. De børn, der ikke kan være hos deres forældre, og som kunne være adoptionsklare, er ofte ret så dårlige og har f.eks. alkoholskader i svær grad.

Problemerne med skader på børnene, er vel større nu, fordi man er mere opmærksom på det. Der er jo ting, der ikke var nær så stor opmærksomhed på dengang, og som nævnt tidligere, så ønsker adoptivforældre sig ofte børn i særlige aldersklasser og uden diverse handicaps. Og så går fokus over til 3. verdens lande. Det der kan være uheldigt er, at man i oprindelseslandet er så dårligt udrustede, at man sender børn afsted, med store medfødte problemer, man dels ikke har mulighed for at undersøge og heller ikke resscourcer. At modtagelandet så heller ikke (i Amy’s tilfælde) var gearet, er jo dybt rystende. Jeg har svært ved at overskue hele den sag, men for mig at se, skulle Amy måske slet ikke have været adopteret væk.

Er åben adoption en god ide?

** Det kommer sørme an på (igen min helt persoligt opfattelse af det), hvad man mener med “åben”. Hvis man mener, at det til enhver tid skal være muligt for barnet at hente oplysningerne om sine biologiske forældre, når de når myndighedsalderen. Hvis de ønsker det før, skal adoptivforældrene være åbne for at fortælle så meget som muligt. Så kan du spørge, hvad så den anden vej? Jeg tror ikke på, at de biologiske forældre, skal kunne komme og gøre krav på oplysninger, støtte og indleven til enhver tid. Havde de haft nogen mulighed overhovedet, så havde de jo beholdt barnet. Jeg synes måske, at man kan strække sig så langt som til et foto og en opdatering en gang årligt, hvis det ønskes, og når barnet så bliver voksen, kan man selv bestemme, om man ønsker en kontakt. Det er jo uanset aldrig “for sjov”, at børn bliver adopteret væk, men jeg tror, man skal passe meget på, hvilke motiver, der ligger til grund, især i meget fattige lande og være meget opmærksomme på, hvordan tingene foregår. Ellers kan det hurtigt være noget man spekulere i. Er der nogen, der er så kyniske – ja det er der – desværre. Man kan sige, at en regulær kontakt med en mor på den anden side af jorden, jo heller ikke (for mig at se) er praktisk/ønonomisk muligt.

Skal man kontakte sine biologiske forældre?

** Man skal ikke. Det er jo meget personligt, om man føler lyst og behov for det. Jeg har selv haft behovet for at kigge bagud til den del, så meget, det har været mig muligt. Og desværre, er det begrænset, hvad jeg har kunne finde ud af, da min biologiske mor er død for mange år siden og min biologiske far, er som at lede efter en nål i ikke bare 1, men 10 høstakke.

Jeg plejer at sige, at man absolut skal gøre det, hvis man har lyst til det, også selvom det har konsekvenser. F.eks var forståelsen for min beslutning og nysgerrighed omkring det ikke særlig stor til at begynde med (så har jeg sagt det pænt), og det var da hårdt. Min interesse begyndte i teenageårene, hvor jeg tænker, man begynder at forme sin idenditet rigtigt. Problemet med at starte for tidligt kan være, at man får oplysninger, man måske ikke er klar til at håndtere. Man skal ihvertfald gøre sig helt klart, at hvis man søger, så skal man også være forberedt på dårlige oplysninger. Det kan være en mor, der som min ikke havde det godt, og som fik et kort og ikke særlig godt liv, eller at man finder en biologisk forældre, man i modsætning til, hvad man troede ikke kan relatere til, eller som eventuelt ikke vil en eller evner det. Der er mange varianter over den historie. Så uanset, så skal man gøre sig klart, at det ikke nødtvendigvis er godt nyt. Gør man det, så skal man helt sikkert gøre det. Jeg er glad for, at jeg ledte og søgte, og i og for sig gør lidt stadig i forhold til mine bedsteforældre på mødrende side og min biologiske far (omend jeg stort set har givet op omkring ham).

Er det svært, at vokse op som adopteret?

** Det tror jeg, det kan være. Der er ingen regler omkring det ligesåvel som der ikke kan generaliseres omkring “almindelige” børn. Som vi ofte har været inde på i diverse debatter, kan det nogengange være meget svært, at skelne, om problemerne skyldes at man er adopteret, er almindelig problemer eller er fordi familien som sådan “bare” er dysfunktionel eller måske et mix af det hele.
Og jeg tror, at de mønstre, der giver en dysfunktionel familie kan være meget svær at opsnappe, og blev det ihverfald ikke førhen. I hvor høj gad det gør nu skal jeg ikke kunne sige. Et er sikkert, man skal prøve at gøre det således at barnet ikke skal slås med mere end højst nødvendigt udover selve det at være adopteret.

Og så vil jeg iøvrigt gerne igen henvise til den fantastiske artikel her: “Jeg er adopteret” af Joan Rang Christensen. Den rammer godt plet midt i, hvordan det meget ofte er.

Hvad mener du om ophævelse af adoption?

Jeg kan sagtens forstå, at man kan komme så langt ud, og at man kan være i så dårligt et forhold, at det kan blive ens eneste vej ud. Dog skal alt være prøvet og det skal bestemt ikke (som ved skilsmisse, som blev nævnt som en slags sammenligning), vær noget man “bare” gør. Det tror jeg så næppe, det vil være, og kan godt forestille mig, hvor mange overvejelser der ligger bag en sådan beslutning. Den skal kun træffes ved meget tungvejende omstændigheder.

Hvorfor kan man ikke “bare” afskære kontakten istedet for en ophævelse?

Selvfølgelig kan man afbryde kontakten og ikke ophæve adoptionen. Det er et voldsomt skridt som gøres i yderste nødstilfælde. Forskellen består i, at man ophæver det helt juridisk, og således heller ikke har det arvemæssige aspekt mere. Så et fuldtændigt brud.

Skal adoptivbørn være mere taknemmelig end andre børn?

** Det mener jeg jo ikke de skal. Som i så mange andre forhold, skal man give, hvad man giver af et godt hjerte. Hvis man skal bankes oveni hovedet med, hvor taknemmelig man skal være – så er en ting sikker: så er man det ikke, og det bliver bare en byrde. Det er vel mere omvendt, at forældrene skal være glade for, at have fået det privilegie det er, at tage sig af et lille menneske. Ligesom “almindelige” familier, skal adoptivbørn ikke være mere taknemmelige. Men det er noget, mange bruger imod dem, og som i høj grad bliver en møllesten om halsen på en, og som skaber rigtig dårlig stemning. Så uanset om du er helt almindelig forældre eller adoptivforældre, så lad være med det. Fortjen din respekt og den taknemmelighed du får, og lad være at smide det i hovedet på dit barn. Det er så lidt klædeligt.

Hvilken rolle skal den biologiske mor have i politisk sammenhæng?

Jeg ved ikke, om man her taler indenlandske adoptioner eller udenlandske. Taler vi indenlandske, skal det vel være sådan, at man så vidt muligt prøver at undgå den situation. Er den sket, skal den biolgiske mor formentlig stadig have støtte, men så er det en generel støtte der ikke som sådan vedkomme adoptionsdebatten. Selvfølgelig skal de biologiske mødre støttes, men det skal være inden, de kommer så langt, at de er nødt til at adoptere

Til slut vil jeg sige, at det er en process at finde sine ben her i verden. Og måske i høj grad som adoptivbarn. Sådan har jeg ihvertfald følt det. Langt henad vejen. Man plages ofte af dårlig samvittighed, tvivl og masser af spørgsmål. Er det jeg føler normalt, er jeg en dårlig datter, søn etc., hvis jeg ikke føler sådan eller sådan? Og så videre. Det er heldigvis blevet langt lettere at kommunikere med andre ligesindede end da jeg i sin tid tumlede med alt det her. Så på den led, er det blevet lettere. Man kan få et indtryk af, at man ikke er unormal fordi man går med disse følelser evt. Jeg håber, du eventuelt er blevet lidt klogere på, hvordan de her ting, kan ses. Som sagt min personlige oplevelse af det. Den deles muligvis af flere, og nogen er decideret uenige. Men nu har du ihvertfald fået mit indput.

Har du andre spørgsmål, jeg ikke har fået berørt, er du velkommen til at stille dem her eller privat, hvis du hellere vil det.