Adoption i spørgsmål og svar – set herfra


Her har jeg prøvet at samle nogen af de spørgsmål, jeg har set berørt i de forskellige adoptionsfora her på det seneste. Og ja jeg ser det fra den adopteredes synspunkt, og vi må helt sikkert være det bedst kvalificerede til at tegne og fortælle om den del af det. Men der er jo mange måder at opleve det på. De her svar er set fra mit helt personlige synspunkt.

Vil barnet gerne have, at man flager med både det danske flag og barnets fødelandsflag ved fødselsdag?

** Det ville have været underligt for mig. Man føler sig fremmed nok, og en af de ting, der dog er som for alle andre, er fødselsdagen. Jeg har altid elsket det danske flag, og bryder mig ikke særligt om det tyske, hvor jeg jo retteligt er født. Skulle jeg have flaget med noget (udover dannebrog), skulle det have været det amerikanske flag, som jeg også elsker, og som jo er den biologiske anden halve del af mig. Mit råd vil være, at hvis barnet i en halvvoksen udgave giver udtryk for det som et ønske, så gør det, men vent på at ønsket kommer, efter det selvfølgelig er klargjort, at du er åben for den slags forslag. Det skal jo heller ikke bliver “kunstigt” overindlevelse. Det kan det meget hurtigt blive.

Er adoptivfamilier noget særligt? Og skal man gøre noget særligt ud af det?

** Jeg hæftede mig især ved en bemærkning/kommentar, der lød således: “….Vores familieliv er ganske almindeligt og vi har ærligt talt ikke noget behov for at gøre noget særligt ud af vores familieliv”.

Jeg skal ikke kunne sige det sådan generelt. Alle familier har vel deres “problemer”, som er større eller mindre. At der kan opstå en del debatpunkter, når man er adopteret, der klart. Det ser jeg dog som en ting, der skal bearbejdes helt fra, man er lille. Hvis man kender sin historie (så meget man kan tåle efter alder), så er der mindre “at komme efter”. Der kan bliver rigeligt alligevel, men så har man da til en start gjort, hvad man kan. Min oplevelse var, at jeg bare gerne ville være netop det “en helt almindelig familie”. Jeg ville have følt det uhørt grænseoverskridende, hvis mine forældre, havde “hældt” tyske/amerikanske (whatever) flag, traditioner, o.s.v. ned over hovedet på mig. Det er lidt med adoptivbørn (sådan virker det på mig), at vi skal omvendt integreres. Invandrere må skal tilpasse sig og vi skal partout have hevet “hjem”landets kultur ned over hovedet. Det har jeg aldrig nogensinde haft lyst til. Jeg er så blevet mere interesseret i det som mere voksen, men lad det udvikle sig naturligt.

Nu kan man sige, at i forhold til lige netop kultur, så er den tyske kultur jo ikke fuldstændig anderledes end den danske, og de er jo også et Industrielt land, hvorfor hele problematikken vedrørende børn (ad Amy – igen -sorry), er lidt hypotetisk for mig. Men uanset – den amerkanske side af mig, har altid interesseret mig, men det har været noget, jeg selv kunne opsøge, da jeg fik interessen og lysten. Det har ikke været noget, jeg har haft meget lyst til at blande mine forældre ind i. For mig er det to helt forskellige ting, og adskilt. Den del er min, og ikke noget jeg hverken ønsker (mere end jeg selv ligger op til), at de skal være overinvolveret i. Andre kan have det anderledes, men som jeg har været ind på før, så vær åben og lad jeres barn vide, I er der, men lad være at hive noget ned over hovedet på dem. Det er ikke sikkert, de har lyst, er interesserede eller er klar på nogen måde til det. Det er en process, og den kan og skal ikke forceres af “udefrakommende”.

Er der forskel på Adoptioner før og nu?

** Det er der forhåbentlig på nogen punkter. Med hensyn til udvælgelsen af forældre, har jeg personligt oplevet, at der har været dem, som aldrig skulle have haft lov til at adoptere, der har fået det. Både før og i “nyere tid”. Så jeg ved ikke, hvad man lægger vægten på. Og hvad er normalt? Netop fordi adoptivbørn har så meget at slås med, så skal det være så “normalt” som muligt efter min mening, hvorfor jeg også mener, at der skal være grænser for, hvem der får lov til at adoptere.

Der er nok også stor forskel på, hvilke børn der bliver adopteret væk. F.eks. er vi kunne en meget lille procentdel adopterede fra Tyskland. Vi var “The Brown Babies” som ikke var velsete i Tyskland, og som var et produkt af mange amerkanske baser dernede. Der er lukket mange, men der er stadig nogen tilbage. Jeg har ikke nået at skrive om det, men på børnehjemmet, hvor jeg var, ligger stor vægt nu på, at “uddanne” mødrene, så de får en chance for, at tage sig af deres børn, hvis muligt. Således var der dengang jeg blev adopteret 120 børn, hvor der kun er 20 nu, og adoptioner er der næsten ingen af. De børn, der ikke kan være hos deres forældre, og som kunne være adoptionsklare, er ofte ret så dårlige og har f.eks. alkoholskader i svær grad.

Problemerne med skader på børnene, er vel større nu, fordi man er mere opmærksom på det. Der er jo ting, der ikke var nær så stor opmærksomhed på dengang, og som nævnt tidligere, så ønsker adoptivforældre sig ofte børn i særlige aldersklasser og uden diverse handicaps. Og så går fokus over til 3. verdens lande. Det der kan være uheldigt er, at man i oprindelseslandet er så dårligt udrustede, at man sender børn afsted, med store medfødte problemer, man dels ikke har mulighed for at undersøge og heller ikke resscourcer. At modtagelandet så heller ikke (i Amy’s tilfælde) var gearet, er jo dybt rystende. Jeg har svært ved at overskue hele den sag, men for mig at se, skulle Amy måske slet ikke have været adopteret væk.

Er åben adoption en god ide?

** Det kommer sørme an på (igen min helt persoligt opfattelse af det), hvad man mener med “åben”. Hvis man mener, at det til enhver tid skal være muligt for barnet at hente oplysningerne om sine biologiske forældre, når de når myndighedsalderen. Hvis de ønsker det før, skal adoptivforældrene være åbne for at fortælle så meget som muligt. Så kan du spørge, hvad så den anden vej? Jeg tror ikke på, at de biologiske forældre, skal kunne komme og gøre krav på oplysninger, støtte og indleven til enhver tid. Havde de haft nogen mulighed overhovedet, så havde de jo beholdt barnet. Jeg synes måske, at man kan strække sig så langt som til et foto og en opdatering en gang årligt, hvis det ønskes, og når barnet så bliver voksen, kan man selv bestemme, om man ønsker en kontakt. Det er jo uanset aldrig “for sjov”, at børn bliver adopteret væk, men jeg tror, man skal passe meget på, hvilke motiver, der ligger til grund, især i meget fattige lande og være meget opmærksomme på, hvordan tingene foregår. Ellers kan det hurtigt være noget man spekulere i. Er der nogen, der er så kyniske – ja det er der – desværre. Man kan sige, at en regulær kontakt med en mor på den anden side af jorden, jo heller ikke (for mig at se) er praktisk/ønonomisk muligt.

Skal man kontakte sine biologiske forældre?

** Man skal ikke. Det er jo meget personligt, om man føler lyst og behov for det. Jeg har selv haft behovet for at kigge bagud til den del, så meget, det har været mig muligt. Og desværre, er det begrænset, hvad jeg har kunne finde ud af, da min biologiske mor er død for mange år siden og min biologiske far, er som at lede efter en nål i ikke bare 1, men 10 høstakke.

Jeg plejer at sige, at man absolut skal gøre det, hvis man har lyst til det, også selvom det har konsekvenser. F.eks var forståelsen for min beslutning og nysgerrighed omkring det ikke særlig stor til at begynde med (så har jeg sagt det pænt), og det var da hårdt. Min interesse begyndte i teenageårene, hvor jeg tænker, man begynder at forme sin idenditet rigtigt. Problemet med at starte for tidligt kan være, at man får oplysninger, man måske ikke er klar til at håndtere. Man skal ihvertfald gøre sig helt klart, at hvis man søger, så skal man også være forberedt på dårlige oplysninger. Det kan være en mor, der som min ikke havde det godt, og som fik et kort og ikke særlig godt liv, eller at man finder en biologisk forældre, man i modsætning til, hvad man troede ikke kan relatere til, eller som eventuelt ikke vil en eller evner det. Der er mange varianter over den historie. Så uanset, så skal man gøre sig klart, at det ikke nødtvendigvis er godt nyt. Gør man det, så skal man helt sikkert gøre det. Jeg er glad for, at jeg ledte og søgte, og i og for sig gør lidt stadig i forhold til mine bedsteforældre på mødrende side og min biologiske far (omend jeg stort set har givet op omkring ham).

Er det svært, at vokse op som adopteret?

** Det tror jeg, det kan være. Der er ingen regler omkring det ligesåvel som der ikke kan generaliseres omkring “almindelige” børn. Som vi ofte har været inde på i diverse debatter, kan det nogengange være meget svært, at skelne, om problemerne skyldes at man er adopteret, er almindelig problemer eller er fordi familien som sådan “bare” er dysfunktionel eller måske et mix af det hele.
Og jeg tror, at de mønstre, der giver en dysfunktionel familie kan være meget svær at opsnappe, og blev det ihverfald ikke førhen. I hvor høj gad det gør nu skal jeg ikke kunne sige. Et er sikkert, man skal prøve at gøre det således at barnet ikke skal slås med mere end højst nødvendigt udover selve det at være adopteret.

Og så vil jeg iøvrigt gerne igen henvise til den fantastiske artikel her: “Jeg er adopteret” af Joan Rang Christensen. Den rammer godt plet midt i, hvordan det meget ofte er.

Hvad mener du om ophævelse af adoption?

Jeg kan sagtens forstå, at man kan komme så langt ud, og at man kan være i så dårligt et forhold, at det kan blive ens eneste vej ud. Dog skal alt være prøvet og det skal bestemt ikke (som ved skilsmisse, som blev nævnt som en slags sammenligning), vær noget man “bare” gør. Det tror jeg så næppe, det vil være, og kan godt forestille mig, hvor mange overvejelser der ligger bag en sådan beslutning. Den skal kun træffes ved meget tungvejende omstændigheder.

Hvorfor kan man ikke “bare” afskære kontakten istedet for en ophævelse?

Selvfølgelig kan man afbryde kontakten og ikke ophæve adoptionen. Det er et voldsomt skridt som gøres i yderste nødstilfælde. Forskellen består i, at man ophæver det helt juridisk, og således heller ikke har det arvemæssige aspekt mere. Så et fuldtændigt brud.

Skal adoptivbørn være mere taknemmelig end andre børn?

** Det mener jeg jo ikke de skal. Som i så mange andre forhold, skal man give, hvad man giver af et godt hjerte. Hvis man skal bankes oveni hovedet med, hvor taknemmelig man skal være – så er en ting sikker: så er man det ikke, og det bliver bare en byrde. Det er vel mere omvendt, at forældrene skal være glade for, at have fået det privilegie det er, at tage sig af et lille menneske. Ligesom “almindelige” familier, skal adoptivbørn ikke være mere taknemmelige. Men det er noget, mange bruger imod dem, og som i høj grad bliver en møllesten om halsen på en, og som skaber rigtig dårlig stemning. Så uanset om du er helt almindelig forældre eller adoptivforældre, så lad være med det. Fortjen din respekt og den taknemmelighed du får, og lad være at smide det i hovedet på dit barn. Det er så lidt klædeligt.

Hvilken rolle skal den biologiske mor have i politisk sammenhæng?

Jeg ved ikke, om man her taler indenlandske adoptioner eller udenlandske. Taler vi indenlandske, skal det vel være sådan, at man så vidt muligt prøver at undgå den situation. Er den sket, skal den biolgiske mor formentlig stadig have støtte, men så er det en generel støtte der ikke som sådan vedkomme adoptionsdebatten. Selvfølgelig skal de biologiske mødre støttes, men det skal være inden, de kommer så langt, at de er nødt til at adoptere

Til slut vil jeg sige, at det er en process at finde sine ben her i verden. Og måske i høj grad som adoptivbarn. Sådan har jeg ihvertfald følt det. Langt henad vejen. Man plages ofte af dårlig samvittighed, tvivl og masser af spørgsmål. Er det jeg føler normalt, er jeg en dårlig datter, søn etc., hvis jeg ikke føler sådan eller sådan? Og så videre. Det er heldigvis blevet langt lettere at kommunikere med andre ligesindede end da jeg i sin tid tumlede med alt det her. Så på den led, er det blevet lettere. Man kan få et indtryk af, at man ikke er unormal fordi man går med disse følelser evt. Jeg håber, du eventuelt er blevet lidt klogere på, hvordan de her ting, kan ses. Som sagt min personlige oplevelse af det. Den deles muligvis af flere, og nogen er decideret uenige. Men nu har du ihvertfald fået mit indput.

Har du andre spørgsmål, jeg ikke har fået berørt, er du velkommen til at stille dem her eller privat, hvis du hellere vil det.

Gør det af ren og skær kærlighed

Vi har for øjeblikket en heftig debat på Adoption og Samfunds gruppe på Facebook. Årsagen er denne artikel, der fortæller om danske forældre, der i stigende grad ikke vil have børn, der er for gamle, og iøvrigt har “mangler”! Dette være sig formentlig sygdomme, handicaps med mere. De ser adoptivbarnet som en erstatning for det biologiske barn, de ikke selv kan få. Det må så i givet fald være dem, der adoptere fordi, de ikke kan få børn. Det glemmes bare HELT i artiklen, at det langt fra altid er motivationen, og at nogen simpelthen vælger den løsning uagtet, udfra en betragtning om, at det er så mange børn, der trænger for kærlighed og omsorg. Og det skal være udfra den betragtning man gør det hovedsageligt. Man skal ikke være en erstatning for noget som helst uopfyldt behov. Er man det, tror jeg risikoen for skuffelser og frustrationer ligger lige for – og det er nok også det, der sker meget ofte tror jeg. Også selvom ønsket om at give kærliged faktisk var motivet til at starte med.

Men som jeg skrev i gruppen. Adoptivforældre gør ting forkert, de misforstår og sætter forkerte krav og ønsker til deres børn, og har for mange, for få etc. forventninger og alt det her – surprise! Og endnu større surprise – det sker faktisk også for biologiske forældre. Er det så godt eller skidt at være adopteret? Det kan være begge dele. Nogengange er det rigtig godt, og alt er fint, og andre gange går det ad helvede til. Sjovt nok helt som i alle andre familier, er der ikke kun godt, eller kun skidt – der er det hele.

Når det er sagt, så har man ekstra ting i baggagen som adopteret, og det kan give problemer på mange planer. Hvis man oveni har fysiske skavanker også, gør det selvfølgelig tingene endnu mere komplicerede. Så selvfølgelig skal man være rustet til opgaven og VILLE det af hele sit hjerte. Det tror jeg så hele processen inden man overhovedet får barnet sørger for, at det vil man. Kan man sætte spørgsmålstegn ved motiverne – ork ja sagtens! Men vi må gå ud fra, at viljen til en start er der. Om det så er nok på den lange bane, er som med biologiske forældre ikke en given ting.

Hvad tænker du om artiklen?