Et år siden i dagI

I dag er det et år siden, jeg sagde farvel til min far på Gentofte Hospital. Det var underligt,men samtidig, var det også afslutning på flere års bekymring og evig ængstelse for, hvad der skete næste gang. For var der noget, der var sikkert, så var det, at der blev en næste gang. Det var kun et spørgsmål om, hvornår.

Til sidst nåede vi enden,hvor der ikke kom nogen næste gang. I starten var det svært at forholde sig til, for jeg ihvertfald troede langt henad vejen, at det “bare” var endnu en krise og så kom far sig igen, igen. Det gjorde han ikke. Og så var det om ikke et chock, så ihvertfald trist. For samtidig med, at vi var helt realtistiske, så bliver man jo aldrig parat til sådan at sige farvel. Men der var ikke noget at gøre, det skulle vi.

Det har været en stor trøst, at jeg var der og sad hos far, da han gik bort. Det nåede jeg ikke med min mor, fordi jeg på det tidspunkt boede langt væk. Men da var min søster og far hos hende. Da far døde, var der kun mig. Og det var så fredeligt som det kan være. Og det er jeg glad for. Han sov stille ind.

På denne dag, vil jeg sige, at jeg selvfølgelig tænker meget på min far, men jeg er ikke som sådan ked af det. Det kunne ikke være anderledes, og vi havde allerede haft ham “til låns” længe. Han skal have tak for alt, han gjorde, og jeg håber, han er glad for, hvordan hans døtre er kommet i vej, når han sidder deroppe og kigger ned.

Glædelig Jul fra Arizona, USA

Så er det Jul lige om lidt, og jeg sidder her i Arizona, USA! Det i sig selv, er så vildt, at jeg stadig ikke helt fatter det. Som nævnt på Facebook og iøvrigt, så går alt fantastisk, og jeg elsker min nye familie. De virker også til at stortrives med mig, Jeg har nu hilst på min anden niece også, og hun er mindst lige så skøn og smuk som sin søster, så jeg er så heldig. Jeg har 2 fantastiske nevøer i Danmark, en her og 2 niecer. Det er da helt vildt.

Der er masser af tid, så vi har tid til at tage det helt stille og roligt, hvilket jeg er glad for. Og jeg får også tid til at hvile ud indimellem, hvilket er dejligt nok. På mit hotel har jeg skiftet værelse, da jeg var endt på rygeettagen, og var ved at dø mildt sagt. Så jeg kunne heldigvis flytte ned i stuen, og har et dejligt værelse der nu.

Jeg vil prøve at skrive noget ned hver dag i kulisserne, men hvor meget jeg får postet ved jeg ikke, for jeg vil ikke stresse over bloggen/fotos. Det jeg får skrevet er lige så meget for at huske, hvad der skete hvad dag, og få nedfældet tanker omkring det. Så kan det blive til indlæg, når jeg kommer hjem, eller hvornår jeg nu synes. Jeg skal jo være væk et stykke tid.

Om lidt kommer min dejlige bror hjem, og vi skal allesammen – min svigerinde også ud og handle ind, så vi kan få spaghetti til aften. I øvrigt er min svigerinde mindst lige så dejlig som min bror, og vi svinger også super sammen, så det kan ikke være bedre. Så jeg må beklage, jeg savner jer altså ikke, men jeg glæder mig meget til at dele det hele, når jeg kommer hjem. Og er glad for alt det, jeg har at komme hjem til.

Nu bliver livet fejret og samvær med dejlig familie og venner, og så er det også tid at huske dem vi mistede. Alle de kendte selvfølgelig, men her hos mig, dem, der stod mig nær i større eller mindre grad. Alle gik de bort indenfor mindre et halvt år og det samme halvår som jeg finder min familie her. Lige voldsomt nok!

Far 1932-2016
John 1960-2016
Sue 1947-2016
Hanne 1956-´2016
Karl 1921-2016

Æret være deres minde, og her er de i hvert fald ikke glemt, selv midt i glæden. For nu vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig Jul og et godt og lykkebringende Nytår, hvor jeg vil se rigtig mange af jer. Kollagen er udtryk for meget af det året har budt på, og som vides, har det været en rutchebanetur, af de større. Men for at have glæden, må vi også have sorgen og savnet.