God weekend incl. links


Oliver Wilson på Maltho og bag ham Manuel Martinez på Simbad (FR) i Copenhagen Golden Mile 4. august 2013

Det er fredag, og tid for links og lidt småsludren. Der er ikke meget “sludren” over mig i dag, jeg er træt, har hovedpine og i det hele taget ikke meget værd. Af samme grund blev dagens staldtur udsat til i morgen, i håb om bedring. At jeg vågnede klokken 2 og ikke kunne sove, og først faldt i søvn igen klokken 5, hjælper ligesom heller ikke på noget som helst.

At sige, jeg er negativ over TV, forslår vist heller ikke, men nu håber jeg så bare, at de holder, hvad de lovede, og sender mine penge retur, så jeg kan komme videre og købe et andet TV.

Jeg fik lavet lidt i går. Min to-do-liste svinder langsomt, men sålænge den bare svinder, må det være godt nok.

Først lidt af det alvorlige og så lidt af det sjove bagefter, det må være sådan. Det er vitterligen en kæphest for mig, det med rygningen. De unge mennesker forstår ikke, at det rammer dem som en boomerang lige pludselig, og de har ingen ide om, hvor ufedt, det er ikke at kunne få luft – permanent. Spørg manden her, så kan han fortælle dig det. Smid nu de smøger for hulen.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Det med adoption, det er et meget komplekst spørgsmål, og der er ikke en løsning, der “virker” i alle tilfælde. Her er det så igen gået helt skævt, og det kan have indlydelse på adoptioner fremover.

Klik nedenfor for at læse mere:
Læs resten

Afslutninger


Inception (Pistachio-Miss Moet) med Nicolaj Stott i sadlen

I dag var årets sidste løbsdag på Klampenborg Galopbane. Det er der i sig selv ikke noget usædvanligt i, men der var dog en markant forskel i dag. Det norske flag var på halv. Det var det fordi, en helt ung og smuk pige mistede sit liv i går, efter en sej kamp mod cancer. Uendelig trist er det altid, men det kommer meget tæt på, når det er nogen man kender. Og vi kender alle nogen, og måske flere – det gør jeg ihvertfald.

Derfor blev kampagnen Knæk Cancer også meget aktuel og pågående lige her. Jeg spiste frokost i restauranten med en veninde, og hun prøvede at forklare mig, hvorfor den er så vigtig den kampagne – ad mit indlæg her, hvor jeg ellers forklarer, hvorfor jeg er træt af, at få det “stoppet ned i halsen”. Og det holder jeg nu stadig lidt på, men ser så lidt mildere på det, efter vores snak, og kan bedre se vigtigheden. Det er så også et særligt år med fokus på det, og det er vigtigt. Jeg har aldrig benægtet vigtigheden af forskning og forfærdeligheden i et dødsfald som Thea’s – aldrig. Det var mere måden på det. Men hvad er alternativet? – og det kan jeg så godt se et sted, efter “slåen i hovedet” med medicinske fakta og statestikker. Godt man har lov at blive klogere og man er ydmyg nok til at lytte til kloge veninder – tak!

Min kære veninde holdt som træner i dag. Det synes jeg også var rigtig hårdt, for jeg elsker at hjælpe hende og jeg elsker hende og hendes tilgang til alting. Vi har det skønt sammen og er meget ens i vores måde at se heste på. Jeg kommer til at savne hende og hendes heste på banen, det skal jeg blankt erkende. Jeg var lykkelig for, at jeg som en afskedsgestus fik lov at læsse min yndling blandt hendes heste – Dustin.

Afslutninger var det ikke slut med i dag, for efter løbsdagen var jeg i stalden og tage afsked med Inception, som i dag skulle videre til Jylland, hvor han er blevet solgt til. Fint for ham, han får det godt, men trist for os, for vi holdt alle meget af ham. En dejlig hest, som jeg håber og tror de bliver glade for derovre. Han fik et kys farvel på vej til transporten.

Når alt det er sagt, så var der masser af glæder også. En skøn veninde og spise frokost med, dejlige snakke med mange venner og gode væddeløb. Så alt i alt en fin afslutning – de alvorligere sider til trods. Tak for den til alle. Nu vil jeg finde sofaen, for frisk er jeg altså ikke og har kun lige holdt sammen ved hjælp af piller, som jeg iøvrigt skal have flere af og en skål varm suppe. For hold op, hvor var det da lige koldt i dag. Fortsat god weekend!

Når at tage afsked, er det bedste


Motiv fra Holmens Kirkegård

For ikke så mange dage siden fik jeg efterretning om, at et familiemedlem var gået bort og i dag skal h*n sendes pænt afsted på den sidste færd. Normalvis ville man nok blive ked af det, og synes at det var for tidligt vedkommende skulle herfra.

I dette tilfælde var det måske snarere (for) sent. Nogengange er livet bare alt, alt for svært og hårdt. Så hårdt at dem der sidder tilbage næsten kun kan sige “Gudskelov”, når vedkommende endelig får fred. Sådan var det i dette tilfælde. Jeg håber og tror, h*n har fred nu for smerter og pinsler på enhver måde.

Uden at vide det helt nøjatigt, tror jeg at nedenstående måske var noget, vedkommende ville synes om, så derfor bliver det afskedssangen herfra. R.I.P.

Begivenhedsrig meget varm dag incl. en afsked


Fredrik Johansson og Peas & Carrots på vej til start for allersidste gang, i dag før Skandinavisk Grand Prix på Klampenborg Galopbane

Det blev en dejlig dag, men en dag, der faktisk spillede på alle følelserne. Der er især en ting, som fortjener ganske særlig opmærksomhed, og det er det faktum, at dagen var Peas & Carrots sidste løbsdag. Heldigvis fik jeg mange dejlige fotos af ham, og var nede tage afsked med ham bagefter. Han har i en årrække, som jeg har nævnt før, været Skandinaviens absolut bedste i sin klasse og en stor, stor publikumsfavorit.

Vejret behøver jeg ikke nævne, det var – for nu at sige det pænt, kvælende varmt. Men det gik jo. Efter løb, var jeg lige en tur i stalden, hvor vi var nogen stykker, der var forsamlet og fejrede at stalden havde en sejr i går og så hjem. Jeg er flad nu, men meget taknemmelig over, at fotos netop fra idag blev gode.

Mere følger herovre formentlig i morgen, for nu vil jeg slappe af, for jeg er godt nok træt, og hovedpinen lever stadig :-(

Vil du se endnu flere fotos fra dagen, så ligger de her efterhånden

Kære Kim….


Dagens mand – Kim Andersen på Condor, en hest han også har haft mange gode resultater på

Sådan var der mange taler, der startede i dag til receptionen. Rigtig mange mennesker var kommet for at hylde Kim Andersen, som har været jockey et helt liv, og har “levet af sin hobby” som han selv udtrykte det. Det er en stor ting, at få lov til, og noget alle jockeys værdsætter.

Man langt fra alle gør det med så stor succes som Kim. Antallet af sejre og ikke mindst klassiske sejre, er helt utroligt. Og ikke nok med det, så har Kim hele vejen ført sig frem på en sober og yderst professionel måde, som alle i den grad var enige om, at hylde og rose ham højt for. Også mennesket Kim blev hyldet som en trofast og dejlig ven, og ingen kan være andet end utrolig glad for de pæne ord, og det flotte fremmøde i dag.

Jeg kan kun sige som mange, mange andre i dag: Kære Kim, vi kommer til at savne dig, men ønsker dig ALT det bedste fremover, og tusind tak for mange dejlige oplevelser.

En sorgens dag

Efter 18 dejlige, dejlige år, er vi nået til vejs ende lille søde Garbo og jeg. Det har været klart, siden jeg kom hjem, at vi var for nedadgående. Hun spiser kun det allermest nødvendige, og det ville i den sammenhæng kun være et spørgsmål om tid, før hun begynder at tabe sig drastisk.

Allerede inden jeg tog på ferie, var jeg i tvivl, om jeg skulle sige farvel, inden jeg tog afsted. Men der spiste hun stadig almindeligt. Det der gjorde udslaget var, at hårene på svulsten var faldet af, og selvfølgelig er den også vokset meget. Den er ikke køn, men værre er det, at nu er der gået hul på den og det bløder også. Og jeg var helt klar på, at nåede vi dertil, så var det slut. Så imorgen skal jeg sige farvel til min lille ven, og det er næsten ikke til at bære. Men for hendes skyld skal jeg. Jeg får hende urnekremeret og så kan jeg beslutte, hvad jeg så gør senere. Så der bliver lige stille her lidt.

Jeg ved, jeg gør det bedste for hende, men hold da op, hvor er jeg ked af det.

Et helt liv levet

Dette er indtryk, fra ejendommen hvor min kære veninde, har levet en stor del af sit spændende liv. Som vi snakkede om mange gange igår, så var hun forud for sin tid. I 30′rne gjorde hun det, at hun i modsætning til mange andre tog ud og rejse og så sig om. Det var ikke så almindeligt, som det senere blev. Faktisk ville hun have været med en onkel til Amerika tidligere (altså før hun var myndig), men der satte hendes far hælene i. Og det var jo så held i uheld kan man sige, for hun kom til England, hvor hun holdt meget af at være, og Paris ikke mindst.

Hendes mand mødte hun, og de slog sig ned på hans fødegård. Det er derfra fotos er. Der bor nu deres søn, og de var værter igår. Nogen utroligt søde og gæstfrie mennesker, som var de det allesammen. Jeg fik igår jo lejlighed til at møde nogen af alle de børn, børnebørn og oldebørn, jeg har set mange fotos af og hørt om i de år, jeg har kendt min søde veninde. Omstændighederne til trods, var det meget dejligt at se dem.

Vi var da alle berørte i kirken. På afdødes vegne, kunne vi kun være glade. Det må være noget med det uigenkaldelige i det på en eller anden måde, og ens egen sorg over at miste så kært et væsen som hun vitterligt var. Hun var ganske enestående faktisk, og glæden over at have været hendes ven, er den jeg prøver at holde fast i. For som jeg også skrev tidligere. Det er ved at være noget siden, at hun var 100% sig selv, selvom hun aldrig gik helt tabt mentalt. Det var det smukkeste vejr, og flottere afskedsvejr kunne ikke tænkes. Jeg vil altid huske hende med den største glæde og selvfølgelig vil jeg savne hende, for vi havde det så utroligt dejligt sammen, men 95 er meget gammelt, og hun fortjente fred og ro. Det har hun fået nu.

Tilbageblik og et sidste farvel

Jeg fandt et dagbogsnotat eller kalender notat 23. april 1996:

“Redet Look At Me – i skoven med Lone Larsen”

Og gennem 1996 var der flere af den slags noter om rideture med Lone. Jeg kan ikke huske turen specifikt, men den har helt sikkert været hyggelig, for vi havde det rart. Hesten var en hoppe født i 1993, har jeg fundet ud af. Det er ikke fordi jeg kan huske.

Idag har jeg sagt farvel til hende. Ikke at jeg havde kontakt med hende i mange år. Men det var sådan set ikke bevidst, at det blev sådan, det blev bare sådan.

Vi sludrede altid, når jeg så hende på banen, og så flyttede jeg langt væk. Da jeg for ca. 2 år siden vendte tilbage til byen, var hun allerede meget syg. Når jeg skriver “Larsen” er det fordi, det hed Lone førhen, og sådan kendte jeg hende først. Senere tog hun så sit pigenavn Graversen.

Jeg tænker meget på hendes sønner, og hvor svært, det må være for dem. Samtidig kan man jo ikke lade være at huske, hvordan det var, da jeg selv mistede min egen mor.

Et sidste farvel skulle gives, og det er altid svært – også selvom Lone var meget syg, og helt sikkert har det bedre, hvor hun er nu.

Her er lidt minder fra dengang fundet på nettet:

Stald luksus – 1999

Det var en meget smuk afsked idag. Der var ufatteligt mange blomster til en rar pige, der elskede heste og sine sønner mere end selve livet og i høj grad meget mere, end hun formåede at elske sig selv – desværre! Nu har hun fred, og vi fik sagt et smukt farvel. Det er hårdt, og meget hårdt er det at se hvor hårdt det tager på de nærmeste, for vi ved det selv, når vi har været der. Men for Lone var det godt – endelig har hun fred.

Præsten holdt en utroligt gribende og god tale, som bare ikke kunne have været bedre. Mange gode minder blev netop taget frem, samtidig med, at sandheden heller ikke blev skjult, at der også var meget barske sider i den bog, der var bogen om Lones liv. Det var helt som det skulle være.

Jeg vil mindes de gode tider – det bad hun om, så det gør jeg, og håber jeg møder hende igen til en rigtig god galop! I himlen er der nemlig ingen sygdom og begrænsninger, så det tror jeg helt sikkert, jeg gør.

Hvil i fred kære Lone!

Skyggen af et smil og en afslutning

Smilet var ikke det blændende fantastiske, jeg plejer at få. Der var skyggen af et smil, et sørgmodigt et. Det er okay, når man samme dag har mistet sin mor. En mor som mange af os har kendt og som også havde tilknytning til banen. Hun har været meget, meget syg alt, alt for længe. Nu har hun fået fred. Så på den måde, var det egentlig okay, at hun gik bort idag. Men derfor er det jo stadig hårdt at sige farvel, det ved vi jo. Mange tanker til de efterladte.

Om ikke så længe, kan jeg så gå den tunge gang til en sidste afsked med en pige, jeg også har haft det rart sammen med, før hun blev syg. R.I.P.

Solen gik ned over en smuk afsked

img_7825opt.jpg
Solnedgang over Ordrup her idag

Jeg er lige kommet hjem efter bisættelse næsten. Dødtræt er jeg. Men en smuk afsked var det. Ordrup kirke er meget enkel og smuk indeni, og da jeg kom ½ time før ceremonien skulle starte, var der allerede blomster til døren helt fra den hvide kiste smukt pyntet med gule, gyldne og orange farver. Solen skinnede og himlen var blå. Det var kun sorgen over at have mistet en stor mand, på flere planer der gjorde, at der var sorte skyer. Inden vi var startet lå der blomster ved stolene også i begge sider, næsten til døren også!

Jeg ankom alene, og havde således ingen at følges med ind, men var da klar over, at der kom nogen, jeg kendte. Satte mig bagerst i kirken og nød lyset, der faldt så smukt i de røde blyindfattede ruder oppe ved alteret. Det endte med, at en god galopven ankom, og så var jeg jo ikke alene længere. Det var rart! Efterhånden kom der jo flere og flere mennesker og vi endte som ventet op med en fyldt kirke. Der var en meget højtidelig og gribende stemning, og præsten holdt en smuk tale. Han tale om, hvor stor betydning stemmer har – og om nogen var Henrik Leth jo kendt for sin stemme. Alle kendte ham, selv dem der ikke iøvrigt kendte en snus til galop. Som det blev sagt – vi får aldrig en ny Henrik Leth – han var “The one and only”! Så må vi der har kendt ham og oplevet ham så ofte, være taknemmelige og bære hans røst i vores hjerte!

Glad var jeg for, at han og hans hustru Lise fik lov at fejre deres Guldbryllup i sommer, og havde en dejlig tur til Frankrig med børn og børnebørn. Men tænk engang, at stå der efter 50 år alene lige pludselig, uden sin elskede. Det er frygteligt hårdt. Men selvfølgelig var den yngre generation også hårdt mærket af deres elskede far, farfar, og morfars bortgang. Og alene at se det, påvirkede bestemt også andre end jeg!

Det var en fin afsked…

Efter kirken var der inviteret til samling på Taarbæk Kro, hvor jeg så kørte ned. Jeg havde forventet, at skulle have en passager, men det fik jeg så ikke. Jeg havde ingen speciel forventning andet end måske en drink og en sandwich måske, men det var stor frokost med det hele og siddende. Det var et fantastisk lækkert og flot arrangement. Maden var som altid dejlig! Jeg fandt et bord med galopmennesker, og fik lov at sidde med, og det var rigtig hyggeligt. Det hjælper da noget at mødes og tale lidt sammen, selvom sorgen sidder i familien længe, så tror jeg, alligevel det er vigtigt. Jeg savnede det ihvertfald, da min mor gik bort. Efter et par timers hygge og god mad, drog vi hjemover, og jeg kom så hjem for en times tid siden.