Ganske som bedst

Som vanligt har jeg ikke nået, alt det, jeg satte mig for. Jeg har dog nået noget andet, nemlig indlæg ovre på Horseracing.dk og det skal jo også passes. Jeg mangler stadig, at fortælle om turen til Sverige, men den løber ingen steder heldigvis.

Dagen har været, som sådan en dag, når den er bedst i min verden. Startende i stalden i morges, hvor jeg skulle være og fodre til middag, da alle andre var til løb i Århus med to af staldens heste. Det fik vi klaret, og jeg tog hjem og som så ofte var jeg helt smadret. Så det blev til en lur inden løb på computeren. En af vores heste vandt sørme i Århus. Lille Air Strike Eleven, gjorde det igen. Ikke om jeg fatter, hvordan den lille hest finder styrken til det hun gør. Sagen er, at det gør hun og det var helt fantastisk.

Aftenen sluttede med et enkelt glas vin, og en dejlig hakkebøf, udover jeg selvfølgelig har været her på computeren. Faktisk en lørdag lige efter mit hoved. I morgen i dag står den på lidt rengøring og så skal jeg slappe af for resten. Der skal lige ballance i “regnskabet” kan jeg mærke. God søndag til jer.

En fantastisk morgen


Fra venstre: Elione Chaves på Hurry Basil (IRE), Ole Larsen på El Miracle (SWE) – begge i Grand Cup på Derbydag og Dina Danekilde på Calva (SWE), som hun rider i Dansk Derby 2010


Den ene af Bechmann Racings tre Derbykandidater Air Strike Eleven med Susie Glennie på ryggen, Manuel Martinez på Bye Bye Bandit og Martin Rodriguez på His Highness (SWE) – de to sidste starter begge i Larch Ærespræmie


Senere var Malin Karlsson på William Tell og Nicolaj Stott på Good Girl også nede og gå et arbejde, omend det var på sandet, så tog jeg selvfølglig også foto af dem. William Tell starter i Familien Bustrup Handicap og Good Girl i Fawzia Stakes

Igår var en dejlig dag på alle måder. Den startede med den traditionsrige Derbygalop. Det er altid hyggeligt. Masser af mennesker, dejlige heste, morgenmad og en lille skarp til dem, som lystede en sådan. Igår var vi ovenikøbet velsignet med fantastisk smukt vejr. Det var vi iøvrigt også sidste år. Selvfølgelig røg der en masse fotos, og jeg sidder og ordner dem, mens jeg hygger mig med iskaffe og NCIS på fjernsynet. Slet ikke dårligt kan jeg sige.

Senere tog jeg med Hanne i stalden og hjalp med at gøre klar til de næste ridt. Blandt andet Good Girl, som jeg også gik en lang tur med, efter hendes arbejde. En dejlig måde at se Dyrehaven på. Lige så stor hun er, lige så sød er hun heldigvis, når vi er ude og spadsere – nærmest som en stor hund. Rigtig dejligt. Vi fik styr på det hele, og jeg kunne tage hjem med god samvittighed. Der kommer flere fotos på Horseracing.dk snarest.