Stegende hed søndag


The Kicker og Carlos Lopez før løbet i dag


Opløbet i Almost Derby Handicap – Rækkefølge i mål Ulrikke Nielsen/Footstepsofspring (FR) (blå/gul), Elione Chaves/Simbad (FR) (brun/lys blå) og Carloz Lopez/The Kicker

Forstå mig ret, jeg kan godt lide solskin og godt vejr, men i dag var det lige en postgang for varmt til mig ihvertfald. Endnu mere varmt må det have været for hestene og selvfølgelig jockey’er, men det er nu hestene, jeg føler for. Heldigvis var der hele dagen en dejlig brise, som vedholder nu, for ellers havde det været ganske ulideligt. Og det var sådan set slemt nok. Men alt forløb godt, og ingen uheld.

Fra vores side var Simbad og “racerponyen” aka Kicker i vælten i dag og de gjorde det begge rigtig godt. Simbad havde jeg på forhånd truet med bål og brand ligesom jeg havde været efter jockeyen også, men det er kun sjov, for det bliver, jo som det bliver, men vi var ved at blive lidt trætte i ansigtet af 4. pladser. Idag fik den store en flot 2. plads og ikke mindst kæmpede han som en løve. Rigtig skønt at se ham folde sig ud. Den bedste Kicker fik en 3. plads og var således som altid i pengene.

Ellers går det på bedste beskub her. Min ryg er tosset, så jeg er ikke til det vilde. Jeg rydder stadig op herhjemme for fuld kraft, og jeg kan endelig se lidt lys for enden af tunnelen. Stadigvæk? Siger du måske – ja, for når jeg nu får noget ind, så er jeg nødt til at rydde ud i det jeg har, og så har jeg også noget stående i kælderen nu, der skal videre, men ting tager tid her. Men jeg er lykkelig for de seneste dages fremskridt.

Bloggeriet og foto, har altså taget bagsædet, og det er ikke fordi, jeg ikke har noget at sige. Jeg har bare for lidt kræfter p.t. og vælger at bruge dem på lejlighed og det virkelige liv, når jeg endelig kan overskue at bevæge mig og iøvrigt være aktiv.

Det har været en varm og meget lang løbsdag i dag. Det er ikke ofte, jeg ønsker en sådan skal slutte, men i dag fik jeg nok, det skal jeg gerne indrømme. Var lige forbi stalden og se til de firbenede og få en lille sludder med de få to-benede, der dukkede op og så hjem og få noget at drikke og spise. Håber du nyder det gode vejr her stadig, søndag aften og har haft en god weekend iøvrigt.


Ganske som vi andre, var Simbad efter løbet godt tilfreds med egen indsats – her i vindercirklen