Endnu en dag med afskeder

Dagen i dag var endnu engang fyldt med afskeder. Nogle mere vigtige end andre. Den ene var, at jeg skulle sige farvel til Susie i stalden. Kun for de mørke måneder, ganske som vanligt. Men jeg bliver aldrig god til det. Især ikke dennegang, for vi har intet nået i år. Men som dem, der har fulgt lidt med ved, har det også været en begivenhedsrig sommer, for nu at udtrykke det mildt. Og så er det jo heller ikke alt, jeg skriver her. Så det har været rigeligt og med store følelsesmæssige udsving.

Så jeg tog først i stalden og vi spiste morgenmad og sludrede lidt og så kørte jeg ned og handlede. Forleden købte jeg en pakke med Earl Grey Te i løs vægt. Først havde jeg købt den på nettet på tilbud, men så viste det sig, at min lokale helsekost havde den. Det blev jeg glad for, for den var rigtig god. Så jeg købte den forleden. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke finde den og i dag havde jeg stadig ikke fundet den. Jeg skulle alligevel derned og købe nogen andre ting, så jeg susede derind og købte en ny pakke te, for jeg kunne ikke regne ud, hvor den var. Og selvfølgelig lå den ude foran vores cykelkælder, hvor jeg havde tabt den. Så nu har jeg en ekstra pakke. Det er okay, jeg skal nok få den brugt!

Så kom jeg hjem. Inden jeg tog afsted havde jeg hilst på Viktor – “min” stilladsgut, som jeg har sludret hyggeligt med. Han kunne godt spise mere chokoladekage, og jeg lovede ham et stykke, hvis han ikke var gået, når jeg kom retur. Det var han langt fra, og det er på det tidspunkt, at fotos er taget. Den her kran er altså mega-enorm, og så har jeg ikke overdrevet. Prøv at kigge i forhold til bilen på parkeringspladsen ovre til højre og i forhold til husene. Stilladset skal fra den ene side af huset over på den anden. Man er altså lidt nervøs ved, når der hænger sådan en bunke jern og svæver over huset, selvom man ved der er styr på det. Det er hårdt arbejde også med hjælp af kranen. Det skal stables i bunker og surres sammen og fast på lastbilen, der holder og venter. Viktor’s kollega på den ene side af huset og ham på den anden. Der var styr på det og de endte med, at køre med to meget fyldte biler.

Inden de kørte kom han op og hentede et stykke kage til dem og sagde pænt farvel. Stilladserne vil jeg godt undvære, men gutterne – både tømren og Viktor, kommer jeg nu til at savne, for de er et par rigtig søde fyre. Tømren havde jeg fornøjelse af i går, fordi mit nedløbsrør var utæt. Nu burde der ikke være mere, der kan gå “kuk” i. Så kan vi tage “en tur” mere, når de vil renovere de andre altaner. Jeg beder bare til, at de forbliver som de er, med et rækværk, der evt. matcher de altaner på forsiden (ses også på foto). Her kan du se, hvordan de så ud før. Men jeg har intet at skulle have sagt.

Da jeg kom hjem, kunne jeg gå hjem og lave mad. I morgen skal jeg nemlig til en lille komsammen og bliver hentet. Og inden skal jeg lige forbi nogle venner og hente en lille erkendtlighed, de synes, jeg skal have med til USA. Så det bliver en travl dag. Nu må jeg hellere gå i seng og se, om dagen i dag, er en, hvor jeg kan falde i søvn sådan i rimelig tid.

Frøken Flittig

Det er så mig, hvis nogen er i tvivl! Dagen i dag, er blevet godt brugt. Jeg har i den grad hevet mig selv op med hårrødderne og da jeg først kom igang, var jeg heldigvis ikke til at stoppe igen.

Min ene altan, lignede et bombenedslag efter de her håndværkere. Dels fordi alt stod hulter til bulter og dels fordi, der var beskidt også. Så jeg startede der. Alt blev flyttet på plads og rykket rundt og gulvet blev skruppet med sæbe og hele svineriet. Bord og ting blev tørret af og der blev ryddet op. Så nu er der ikke et øje tørt.

Gulvet i soveværelset og stuen blev vasket og det i køkkenet lige tørret over. Det er skal en større rengøring også der. Og så har jeg fået sat næsten alt på plads i mit spisekammer, hvilket altså siger ikke så lidt. Som jeg skrev på Facebook, så skal der dælme skrues ned for mine hoardingtendenser i den retning. Jeg kunn brødføde en mindre landsby med alt det mad, jeg render og gemmer. Så nu køber jeg altså intet i et godt stykke tid, for der skal ryddes ud i de her ting. Ikke mindst fordi jeg også mister overblikket og jo så også er stødt på nogle ting, der måtte smides ud. Ikke at de var megagamle, men økologiske frø, tørret frugt etc. er altså noget der går dyr i rigtig hurtigt. Og selv hele rå bønner, har jeg oplevet angreb på, hvilket jeg slet ikke forestillede mig. Meget er røget i køleskab og fryser, for at undgå fremad, for jeg er megatræt af de her flyvende objekter. Inden alt blev sat på plads, så blev der skuret og skrubbet og sprøjtet for dyr derinde og luftet ud en hel dag, inden, jeg satte på plads igen. Så nu håber jeg det går.

Det er dagens dont i store træk, men jeg er godt tilfreds. Arbejdet med de nye altaner (grimme som helvede), men sikrere end de gamle, skrider frem og jeg regner med, at når jeg kommer hjem i morgen efter min tur ud i verden, så har jeg også en ny. Iøvrigt fik jeg også i går en hyggelig sludder med ham, der sætter dem op, og hans hjælper. Jeg er skrækkelig. Den vej rundt hader jeg forandring, men ikke mindst synes jeg det er synd, for det ændre bygningens udtryk fuldstændig. Hvorfor ikke sætte nogen nye magen til de gamle op! Jeg forstår det ikke, men det er vel som altid et spørgsmål om kr. og ører. Men uanset skal de jo være speciallavet, for den slags altaner er jo ikke standard som så meget er det. Anyway, nu er jeg mere end spændt (læs: Frygter helt vildt), hvad de vil gøre med vores smukke murede altaner mod banen. Jeg håber inderligt, de bliver lavet magen til. Jeg vil blive megaked af at skulle have sådan et galvaniseret helvede den vej.

Dagen har også budt på en Skypesamtale med min bror. Det er ved at være noget siden, vi har talt sammen, så det var skønt, at høre hans stemme igen.

I morgen var egentlig stalddag, men jeg synes, jeg trængte for en kaffedate, og min veninde trængte også, så sådan en tager vi lige i morgen. Og da jeg nu har været så flittig i dag, så kan jeg gøre det med god samvittighed. Lige nu får jeg en kop te, og hører guitarsolo i et forsøg på, at hive mig selv lidt op igen…. for jeg er træt nu, både mentalt og ellers. Jeg ønsker jer en dejlig aften.

Fra et stilladsperspektiv

img_1078opt2_091116_stilladsperspektiv

Ja lidt tosset er man vel. Forleden dag slog det mig, at nu ryger de her stilladser jo ned, og så har jeg ikke længere muligheden for at fotografere verden set fra et stilladssynspunkt. Skulle det nu også være nødvendigt? Tjah, det kan diskuteres, men jeg vil jo gerne udfordre mig selv og prøve noget nyt. Og det her var ihvertfald nyt. Nu er det så kun den øverste del af stilladset, de har fjernet endnu.

Som jeg nævnte forleden skal vi til det her cirkus en gang mere, og jeg gruer allerede. Det skulle så, som det forlyder blive til foråret. Jeg håber dælme ikke, de har tænkt sig, at lade stilladserne stå så længe. Men det giver vist sig selv, for det bliver da nok for dyrt. På den anden side, der er vel også dyrt at skulle have skidtet op igen. Tjah, jeg ved det ikke. Det gør mig ikke så meget at have dem oppe nu. De larmer jo ikke bare ved at stå der, kan man sige. Men jeg er stadig ked af at skulle af med de gamle altaner, som passer så smukt til huset.

Hvorom alting er, så er her lidt fotos fra et stilladssynspunkt, og det var egentlig sjovt nok også at prøve det. Om det er vellykket eller ej, vil jeg lade jer vurderer, men jeg er fint nok tilfreds. Nu vil jeg så gå seng og ønske jer en god søndag, og så håbe at min ryg har det bedre i morgen. For uvist af hvilken grund, har den besluttet at gøre knuder.

Oprydning, rengøring, maler, rene vinduer og rejserier

I dag har været en god blanding af lidt af det hele. Jeg havde sat mig for, at jeg skulle nå en del i dag, og ihvertfald have taget hul på det kapitel der hedder USA-tur. Oprindeligt, skulle jeg jo have været derover i januar, og det skal jeg sådan set stadig, men min bror har nu besluttet, at han synes, jeg skal komme til Jul. Så nu fik jeg jo lidt travlt, eller travlt og travlt, processen skulle da sættes igang ihvertfald. Og det blev den. Finanserne er på plads, og når det hele er flyttet rundt og sat ind, så skal jeg bare bestille flybillet og hotel. Oveni fik jeg arrangeret afbestilingsforsikring og sygerejseforsikring. Så det er også på plads.

Som alle snart ved nu, så har vi fået nye vinduer og nyt tag her i ejendommen. Det har skabt et kaos af støv og hængepartier (ihverfald hos mig). Det betød, at jeg har haft både ejendomsadministrationen og entreprenøren på speed-dial her de seneste uger. For håndværkere holder langt fra, hvad de lover kan jeg godt afsløre. Det var ved at blive en belastning til sidst, men det nærmer sig noget fornuftigt.

Nu jeg havde fat i den her flinke entreprenør, som sagtens kunne forstå mine kvaler, fandt jeg ud af, at vi på et tidspunkt næste år, skal forfra og om igen. Eller næsten. Det har ved gennemgang af altanerne i forbindelse med alt dette og nye regler, vist sig, at de desværre skal skiftes. Jeg er ked af det af to årsager. Først og fremmest er jeg ked af det, fordi jeg synes, de altaner, der er her i forvejen er så pæne og passer til ejendommen. Meningen var også, at de skulle renoveres, men det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. De var for nedslidte. Suk! Ihvertfald dem til den ene side. De andre ved jeg ikke helt, hvordan bliver. Alle der kender mig ved, at jeg hader nybyggeri og denne ejendom har meget sjæl, og jeg er så ked af at se, meget af den forsvinde. Jeg er stor fortaler for at bevare. Men det er desværre ikke min beslutning Altså tager vi en tur til. Heldigvis kunne jeg få ro på med hensyn til huslejen, som altanerne ikke får indflydelse på.

Så jeg har fået ryddet den nederste hylde i mit spisekammer, som skal renses og ryddes op også, og hvis jeg kan skrabe mig sammen til det, males også. Vi får se, som en start bare ryddes op og gøres rent. Allerhelst ville jeg have nye hylder op derinde – smallere og med mindre afstand, men det bliver vist ikke lige nu. Der er meget andet først. Men der skal sorteres i mængden jeg har derinde, for jeg mister overblikket over, hvormeget jeg har der.

Derudover har jeg fået sat på plads efter vinduespudseren var her. Og det var en stor hjælp at de blev pudset. Til gengæld mente han, at det igen blev beskidt, når de piller stilladset ned. Men det får så være. Det bliver ikke lige så beskidt igen. Så må de klare sig til næste gang. Maleren kom og spartlede mit vindue, og skulle så komme igen og male. Han kom ikke, hvorfor jeg igen måtte have fat i entreprenøren. Jeg er snart godt kendt!! Nå, men maleren skulle så komme i morgen tidlig.

Nu er klokken mange og den står på stald, angiveligt i snevejr i morgen. Så endnu en dag som Michellinwoman. Søndagen på årets sidste galopdag var det bestemt også. Iøvrigt en dag, der ikke er værd at huske særligt meget på. Ganske kaotisk på mange måder og alt, alt for kold.

Fotos viser noget af det kaos, der herskede her. Nu lysner det, og det bliver det forhåbentlig ved med. Så fotobevis på det senere.

Hvad man kan få for 30 kr.

Ja tænk engang, sølle 30 kr. og så får man en tur til Hawaii og et brus af farver. Okay ikke helt, men for mig er Hawaiiblomsten indbegrebet af Hawaii, og ikke underligt, den har fået sit navn, til trods for, den intet har med Hawaii at gøre som sådan.

Jeg fandt min forleden, da jeg var i LIDL, og der var flere forskellige farver, men jeg valgte altså denne skønhed, der nu bringer Hawaii til min altan. Den bliver taget ind til vinter, og kan således overleve til næste år – det var ihvertfald planen.

Iøvrigt er de første tomater ved at vise sig på min ene tomatplante, ærterne skyder fuld skrue derudaf og jeg har da et par græskar på vej op. Min salat er oppe og lige til at spise, og jeg har skam også brugt af den.