Testamentet – Anne Linnet

Det er ved at være lidt siden, jeg læste denne færdig. Det tog mig ikke længe at læse den, men jeg skal love for, den efterlod mig nogetledes mundlam. Der skal, som dem der kender mig ved, noget til. Jeg er sikker på, mange har ting i baggagen, de måske ikke er helt så stolte af, men tro mig, i forhold til damen her blegner det. Når det er sagt, så er det ikke ondskab på nogen måde, bare …. ja, jeg har stadig svært ved at finde ord for det. Men lad mig starte med begyndelsen.

Egentlig har jeg aldrig været særligt vild med Anne’s musik, undtagen sunget af f.eks. Sanne Salomonsen (se nedenfor – den elsker jeg), og i meget små mængder. Det siger sikkert mere om mig, for jeg er generelt ikke så glad for musik sunget på dansk. Hvad det skyldes skal jeg ikke sige, men sådan er det. Man skal dog være tonedøv, hvis man ikke anderkender Anne’s kæmpe talent for musikken og iøvrigt. At hun er en betydelig dansk kulturpersonlighed på godt og ondt, lader sig heller ikke fornægte. Hvorfor disse var grund nok til at læse bogen.

Ligeledes har det jo heller aldrig været nogen hemmelighed, at hun er til både mænd og kvinder. Fred med det, det er hendes privatliv – eller skal vi sige var! Jeg kan her afsløre, at hvis du er bange for at få kaffen eller søndagsteen i den gale hals, så skal du nok stille den fra dig, inden du læser, for der er ikke lagt fingre imellem. Ikke sådan at der er beskrivelser af voldsomme detaljer, men der er som sagt ikke lagt skjul på noget eller noget at misforstå.

Bogen er skrevet med blik fremadrettet (til Anne’s barnebarn) og med tilbageblik i tiden. Anne husker mange spændende detaljer fra 80′erne, hvor jeg jo også var ung, og hvor hun turede rundt i landet. Vi er igennem hendes barndom, ungdom og voksenliv. Rigtig vildt bliver det, da hun konfronteres med sine sado-masochistiske sider, og udlever dem med en amerikansk elskerinde. Som jeg læser det, er det også for hende, en meget voldsom og mørk periode. Og hun gør sig senere fri af både elskerinden og den del. Det er så den yderste del af det. Indimellem er der musik, ægteskab (der naturligt nok ikke kan overleve både hende og mandens promiskuøsitet) og familie. Til trods for mange op og nedture forbliver hun og ex-manden gode venner, men kan altså ikke eksistere som par.

Musikalsk påvirker alt dette også, men det er som om, at jo mere kaotisk privat, jo bedre næsten musikalsk. Det virker som om, at frustrationenerne og følelserne spilles ud, og det har puplikum glæden af.

Det er en voldsom mundfuld, og normalt synes jeg ikke, jeg er så sart igen. Men jeg skal love for, at hvis jeg synes, jeg havde hørt om “spændende” kærlighedsliv før denne bog, så blegnede de fuldstændig. Så har jeg ikke sagt for meget. I links nedenfor udtaler Anne, at hun synes, hun udleverer sig selv, og ikke andre – jeg vil nu mene begge dele, og hvis ikke hun har talt med involverede først (det kan hun dårligt have nået!!!), så vil jeg tro, der muligvis er røget et par “venskaber” på den konto, uden jeg ved det. Når alt dette er sagt, så fremstår Anne meget intelligent og ikke på nogen måder usympatisk, men mere bare rodløs, og i søgen efter accept og kærlighed – og det vil vi jo alle gerne have! Læs den, men som sagt, sæt tekoppen først!

Har du læst den, vil jeg rigtig gerne høre, hvad du synes!

Links:

7. november 2012 – Information – Jeg udleverer kun mig selv

12. november 2012 – Anne Linnets sexliv på bog er en sællert

17. november 2012 Politiken – Man finder ingen hemmeligheder i Anne Linnets Testamente

27. december 2012 – Anmeldelse på Literatursiden

Film om andre tider

Jeg har set lidt film her mens jeg har ligget brak. Et par jeg købte en dag i et anfald af vanvid. Vist ikke samtidig, men stadig. Der er rigeligt på mine hylder, som ikke kan rumme mere, og reglen er, at jeg ikke må købe noget, jeg ikke har set, og ved er værd at beholde. Og hånden på hjertet – hvor ofte får jeg set de her film igen? – Ikke ret ofte, så nu må det altså have en ende, ihvertfald hvis ikke jeg ved, det er noget, jeg brænder meget for. Det kunne være Mad Men, Sons of Anarchy eller noget, jeg kunne muntre mig med i timer Merlin. Men igen, jeg elsker også Harry Potter som står i reolen – og hvor meget har jeg lige fået set dem? Don’t even go there. Derfor skal jeg ikke købe film, jeg skal se dem på TV eller leje dem.

Men de her to har altså forvildet sig i kurven på et tidspunkt, og den ene elsker jeg og den anden ved jeg snart ikke. Den er ihvertfald ikke en, jeg har lyst til at se igen, lad mig sige det sådan. Når jeg siger sådan, er det ikke fordi den ikke er god som sådan. Manden den portrætterer er bare mere end speciel og ligeså er emnet. Men lad os tage dem en ad gangen.

Bobby (2008)

Filmen foregår set fra ind i forskellige personers liv, der alle var til stede på Ambassador Hotel i Los Angeles den dag Robert Kennedy bliver skudt. Det kan godt lyde træls og måske tænker du – Oh nej ikke en mere af “den slags”. Uanset, hvad du tænker, så skal du se den her film, hvis du falder over den. Den er for det første spækket med fantastiske skuespillere: Demi Moore, Anthony Hopkins, Christian Slater, Helen Hunt, Aston Kutcher, Lindsey Lohan m.fl. og det spiller alle fantastisk.

Det var iøvrigt som et kuriosum under indspilningen af denne film, at Aston Kutcher og Demi Moore fattede interesse for hinanden og som vides, blev de senere gift, og er nu lige blevet skilt.

Vi ser, hvordan livet udfolder sig, og følger begivenhederne op til tragedien på hotellet. Egentlig havde jeg ikke de store forventninger til filmen til en begyndelse, men jeg blev glædeligt overrasket, og det er en jeg faktisk er rigtig glad for, at jeg købte, og som jeg helt sikkert vil se igen.

Links: 17. november 2006 – Anmeldelse i N.Y. Times


J. Edgar (2011)

Så er der ham J. Edgar Hoover. Ingen tvivl om vigtigheden af Hoovers historiske betydning både for FBI og landet som sådan. Hans eftermæle er dog noget tvivlsomt, da man efter hans død har fundet tydelige beviser på, han langt overskred sine kompetancer, ligesom han havde hemmelige arkiver på en masse personer. Man har dog kun fundet brudstykker af dette.

Filmen, tjah hvad skal jeg sige. Den er velspillet og sådan set vel udført på mange punkter, men den griber mig bare ikke. Det er ligesom, man kun lige skraber overfladen og hele tiden venter man på at komme dybere, men det sker aldrig. Men sådan var han nok. Måske ingen kendte den rigtige mand bag facaden? Og så har den nok det problem mange film har, hvordan når man omkring et helt liv på halvanden time?

Ligesom “Bobby” har denne en perlerække af fantastiske skuespillere med, blandt andre Judi Dench, som er en stor favorit hos mig. Hun spiller hans mor. Vi får historien fortalt af J. Edgar Hoover, som ser tilbage på sit liv, og den springer således i fortid og nutid, hvilket nok også gør, at det er svært at nå at forholde sig til noget sådan følelsesmæssigt, inden man er videre. Jeg må sige, jeg havde forventet mig mere af den og vil give anmelderen her helt ret. Hvis den kommer på TV, så se den, hvis du er intereseret i emnet og personerne, den omhandler. Men løb ikke efter den.

Links:

Anmeldelse på DR – Peer Juul Carlsen 3 ud af 6 stjerner

19. januar 2011 – Anmeldelse på The Guardian – 2 ud af 5 stjerner.

Filmens site hos Warner Bros.

Politiet og høflighed

Idag tidlig morgen ringede jeg til Politiet for at oplyse dem om, at et lyskryds ikke virkede. Ikke at jeg havde specielt god tid, men dog vurderede jeg, at jeg formentlig havde bedre tid end så mange andre. Selvfølgelig skulle jeg vente på at komme igennem. Dog ikke længe, og jeg fremsiger så mit ærinde, og betjenten i den anden ende siger bare: “Vi skal give det videre”! jeg tror dårligt han siger farvel, men smider bare på, og jeg står i den anden ende og føler mig ret så til grin!

Et “tak for du ringede” havde da været rart synes jeg, og hel almindelig høflighed – eller er det bare mig? Jeg kan så konstatere, at det heller ikke er moderne. Et er sikkert, det gør ihvertfald, at jeg ikke ringer mere for at gøre dem en tjeneste. Lyskrydset er på Strandvejen, så forestil jer det i myldretiden ikke virkende!

Anmeldelse af anmeldelse – Spis, bed, elsk!

Jeg har godt nok ikke set filmen endnu. Så på den baggrund, kan man sige, at jeg udtaler mig, uden at vide, hvad jeg taler om. Og så alligevel ikke. For det er tydeligt at den MANDLIGE anmelder, i forvejen intet har til overs for en bestemt type film, og Julia Roberts.

Nu har jeg så ingen mand, der kan kræve skilsmisse, hvis jeg går ind og ser denne film, eller ve oh skræk, foreslog han kom med, og fik udvidet sin horisont. Jeg vil mene, at skal der så lidt til, så det vist manden, der skal skiftes ud. Og nu kunne det jo være, jeg ville tage en sød veninde med i stedet. Det er måske ikke en mandefilm, men hvad så?? Måske det havde været smartere at sætte en kvalificeret anmelder til at skrive en anmeldelse som ham, der har skrevet den, tydeligt ikke er kvalificeret til.

Nu er det meget sjældent, jeg her enig med anmeldere, og jeg håber bestemt, jeg er synes om filmen. Uanset, er jeg stadig kritisk overfor den måde, den er skrevet på, og de holdninger, der ligger til grund og manglen på saglighed.

Anmeldelsen får af mig ikke engang de to stjerner han har “begavet” filmen med. Jeg glæder mig til at se den, og høre, hvad I andre synes om den – også uden skilsmisser!

In the land of women (2007)

Jeg så den her film forleden. Jeg optog den, ikke mindst fordi den er med min store favorit Meg Ryan. Og Adam Brody var såmænd også et dejligt nyt bekendtskab, på alle måder. Alle spiller rigtig godt, og billedsiden og cinografien er strålende, så hvorfor virker det så ikke alligevel. Jeg tror personligt, at den vil for meget på en gang. Den kaster alt for mange bolde i luften på en gang, og man sidder og venter på en konklusion, som aldrig kommer. Det kan gå at kaste nogen bolde op og så lade nogen “hænge”, men sgu ikke dem alle. Det starter så godt, men ender med, at man sidder med en underlig tom følelse, og tænker “var det det”? Eller sådan havde jeg det.

Kort fortalt, spiller Adam en ung mand, der tager til sin mormor for at finde op og ned på sit liv og ikke mindst komme sig over tabet af kæresten lige her og nu. Hans mor tror iøvrigt, han har mistet forstanden, men han holder ved og møder i nye omgivelser nye spændende kvinder og udfordringer i genboen, som er Sarah Hartwicke spillet af Meg Ryan.