Jeg har set lidt film her mens jeg har ligget brak. Et par jeg købte en dag i et anfald af vanvid. Vist ikke samtidig, men stadig. Der er rigeligt på mine hylder, som ikke kan rumme mere, og reglen er, at jeg ikke må købe noget, jeg ikke har set, og ved er værd at beholde. Og hånden på hjertet – hvor ofte får jeg set de her film igen? – Ikke ret ofte, så nu må det altså have en ende, ihvertfald hvis ikke jeg ved, det er noget, jeg brænder meget for. Det kunne være Mad Men, Sons of Anarchy eller noget, jeg kunne muntre mig med i timer Merlin. Men igen, jeg elsker også Harry Potter som står i reolen – og hvor meget har jeg lige fået set dem? Don’t even go there. Derfor skal jeg ikke købe film, jeg skal se dem på TV eller leje dem.
Men de her to har altså forvildet sig i kurven på et tidspunkt, og den ene elsker jeg og den anden ved jeg snart ikke. Den er ihvertfald ikke en, jeg har lyst til at se igen, lad mig sige det sådan. Når jeg siger sådan, er det ikke fordi den ikke er god som sådan. Manden den portrætterer er bare mere end speciel og ligeså er emnet. Men lad os tage dem en ad gangen.
Filmen foregår set fra ind i forskellige personers liv, der alle var til stede på Ambassador Hotel i Los Angeles den dag Robert Kennedy bliver skudt. Det kan godt lyde træls og måske tænker du – Oh nej ikke en mere af “den slags”. Uanset, hvad du tænker, så skal du se den her film, hvis du falder over den. Den er for det første spækket med fantastiske skuespillere: Demi Moore, Anthony Hopkins, Christian Slater, Helen Hunt, Aston Kutcher, Lindsey Lohan m.fl. og det spiller alle fantastisk.
Det var iøvrigt som et kuriosum under indspilningen af denne film, at Aston Kutcher og Demi Moore fattede interesse for hinanden og som vides, blev de senere gift, og er nu lige blevet skilt.
Vi ser, hvordan livet udfolder sig, og følger begivenhederne op til tragedien på hotellet. Egentlig havde jeg ikke de store forventninger til filmen til en begyndelse, men jeg blev glædeligt overrasket, og det er en jeg faktisk er rigtig glad for, at jeg købte, og som jeg helt sikkert vil se igen.
Links: 17. november 2006 – Anmeldelse i N.Y. Times
Så er der ham J. Edgar Hoover. Ingen tvivl om vigtigheden af Hoovers historiske betydning både for FBI og landet som sådan. Hans eftermæle er dog noget tvivlsomt, da man efter hans død har fundet tydelige beviser på, han langt overskred sine kompetancer, ligesom han havde hemmelige arkiver på en masse personer. Man har dog kun fundet brudstykker af dette.
Filmen, tjah hvad skal jeg sige. Den er velspillet og sådan set vel udført på mange punkter, men den griber mig bare ikke. Det er ligesom, man kun lige skraber overfladen og hele tiden venter man på at komme dybere, men det sker aldrig. Men sådan var han nok. Måske ingen kendte den rigtige mand bag facaden? Og så har den nok det problem mange film har, hvordan når man omkring et helt liv på halvanden time?
Ligesom “Bobby” har denne en perlerække af fantastiske skuespillere med, blandt andre Judi Dench, som er en stor favorit hos mig. Hun spiller hans mor. Vi får historien fortalt af J. Edgar Hoover, som ser tilbage på sit liv, og den springer således i fortid og nutid, hvilket nok også gør, at det er svært at nå at forholde sig til noget sådan følelsesmæssigt, inden man er videre. Jeg må sige, jeg havde forventet mig mere af den og vil give anmelderen her helt ret. Hvis den kommer på TV, så se den, hvis du er intereseret i emnet og personerne, den omhandler. Men løb ikke efter den.
Links:
Anmeldelse på DR – Peer Juul Carlsen 3 ud af 6 stjerner
19. januar 2011 – Anmeldelse på The Guardian – 2 ud af 5 stjerner.
Ingen relaterede poster/No similar posts