Lørdagsglæder på trods

IMG_6391opt2_Banen
Babyerne skulle i startboxen. Som det ses begynder det at ligne rigtige heste nu, og når de smider vinterpelsen er det som altid som at få et hold helt nye heste, men med den kulde må de hellere vente lidt – fra venstre: Isabelle Lind på Shrek, som bare kom forbi, Oliver Wilson på The Seducer, Stella Rasmussen på Sazerac og Fie Toubro på Miss Swansea

IMG_6424opt2_Banen
Hjemme igen og på vej gennem lågen. Oliver forest på The Seducer

IMG_6428opt2_Banen
Miss Swansea og Fie

Ingen skal beskylde mig for at være den, der giver op. Det selvom jeg faktisk er temmelig svimmel, når det lige kommer over den (altså svimmelheden) og har forskellige andre ting også på dagsordenen. Underligt som det helbred kan te sig. Igår fik jeg som jeg nogengange gør, ondt i halsen og så var det væk til morgen. Det er gerne, når jeg har haft for travlt. Men til morgen havde jeg det godt nok, så afsted kom jeg.

Egentlig havde jeg ikke kameraet med, men jeg fortrød (hvornår lærer jeg, bare altid at tage det med) og kørte hjem og hentede det. Og jeg tror jeg sagde, det var første gang på banen, men det passer altså ikke helt, for jeg har været der en gang før. Men skidt nu med det. Det var rigtig hyggeligt at se alle, som altid, og vejret lige tidligt imorges var sindsygt flot. Når solen kommer brænder den hurtigt rimfrosten af, så skal man have den med, skal man altså tidligt op. Det var også vindstille lige til en start, men det skal jeg så love for var gået over senere, hvor det stormede bravt.

Det opdagede jeg især, da jeg skulle have kareten vendt mod det bloggerbesøg, jeg også skulle på bagefter. Henriette, havde en masse bøger, hun ville af med, og deriblandt bøger om min elskede Marilyn Monroe og dem måtte jeg få. Det hverken kan eller vil jeg sige nej til, og i bytte fik hun en and. Jeg vandt jo to bæster til Julebanko, og eftersom jeg nu har lagt kødet på hylden, så er det jo lidt spildt på mig. Og ingen fortjener at blive begavet mere end hun gør, så hun fik den. Du kan læse hendes beskrivelse af mit og en anden piges besøg her.

Jeg kan kun sige i lige måde. Vi kunne have talt hele aftenen og mere til, hvis vores fælles gebrækkeligheder ikke ville sætte meget store stoppere for det. Det vi nåede, var rigeligt til at både hun og jeg var meget trætte bagefter. For mit eget vedkommende ikke så underligt overhovedet, jeg havde været tidligt oppe også. Og så trætter samtale mig langt mere, end folk lige tror – eller mange ihvertfald. Det var superhyggeligt, og jeg glæder mig til at besøge Henriette i hendes nye hus.

Nu må jeg hellere komme ind og hvile mig, og så kommer der mere fra banen på horseracing.dk, når jeg lige kan finde energien. God aften til jer.

IMG_6447opt2_BladeogBøger

Det bedste


Sannie på Karakorun (GB)


Lene på Una Vita, trukket af Hanne Bechmann


Hestekræfter og hestekræfter (maskinerne i baggrunden) – Lene på Una Vita og Fie på Neptune Joly (FR)


Fie Toubro på Neptune Joly (FR)


På vejen hjem, var jeg dælme så heldig at rende på de her to “Lester” og Quick Release (IRE) – han er bare en flot fyr ham QR, men idag også en meget frisk en af slagsen

Jeg var ude i det gode vejr i formiddags. På forhånd havde jeg en aftale med Fie om, at hun skrev, når hun var igang med at sadle op, så jeg kunne nå derned. Ville gerne se Neppe gå og forhåbentlig tage nogle fotos af min yndling. Igår var jeg ikke særlig optimistisk med hensyn til vejret, men det rettede sig. Og jeg kom i tanke om, at vaskemaskinemanden ville ringe en halv time før han kom. Så var der jo god mulighed for at gå en tur ned på banen og fotografere, for så kunne jeg bare gå hjem igen, og nå ham også.

Jeg var meget imponeret. Lene havde sin hest Una Vita, som er helt ny og lige tilredet med på banen. De dræner banen i øjeblikket, og der kører store, store maskiner dernede. Hun sagde intet som helst, men gik lige så pænt. Inden de kom, fangede jeg Sannie på Karakorun – lækker hest, der gik meget stærkt i dag. Men jeg fangede hende. Godt jeg har et hurtigt kamera. Det er noget nær det bedste jeg ved, at stå dernede og fotografere heste, og få en sludder med rytterne.

Og på vejen hjem mødte jeg den lækreste hest også – Quick Release, sammen med Lester. “Kan du ikke se hvem det er?”, spurgte hun. Det var lidt svært lige først, for han var noget frisk, men da hun sagde kunne jeg selvfølgelig godt se, at det var ham. Imorgen skal jeg ned og være hands-on med Neppe og de andre heste.

Solskin og sådan en tur og endda en vaskemaskine, der igen virker. Så kan jeg vist ikke forlange meget mere.