Hut er ut


Både min søster, jeg og et par af hendes veninder har et helt specielt forhold til Pizza Hut. Det har vi fordi, vi under ophold i England alle har arbejdet for netop Pizza Hut.

Da der så kom Pizza Hut i DK, var det jo lidt sjovt for os, men egentlig ikke noget vi som sådan synes Danmark havde behov for. Men det var der uanset vores mening om det. Nu er det slut, der er simpelthen ikke økonomi i det længere. Om jeg skal sige, det er trist vil nok være at strække den, men en epoke er så slut. Tager man til England, kan man dårligt komme til for dem. Så var man fan af deres Pizza’er, så kan man tage derover.

Hvor ofte har jeg ikke sagt det?

Nu har “de kloge” sørme også fundet ud af det. At det er usundt at gå syg på arbejde. Ikke nok med det er usundt, det er decideret farligt! Jeg synes, det er rigtig rigtig ofte, jeg har i blogverden ser indlæg, om folk der koste hvad det vil må og skal og vil på job, selvom de TYDELIGT er alt for sløje til det og burde blive hjemme. Om ikke i deres seng, så ihvertfald hjemme. Ikke mindst for deres kollegaer’s skyld, som jo kan blive smittet, hvis vi taler om noget, der smitter, men sandelig også fordi det da for mig at se, helt og aldeles logisk er at stresse kroppen helt og aldelels unødvendigt, at skulle bekæmpe sygdom og samtidig yde noget på et job. Det hænger simpelthen ikke sammen.

Og nu har jeg så fået ret. Ikke at det lige er en ting, jeg sådan ville ønske egentlig i denne sammenhæng. Til gengæld ønsker jeg mig i høj grad at MANGE derude lytter og “stikker piben ind” og bliver hjemme, når de er sløje. Og så er der nogen der siger – “Joh, men hvornår er jeg syg nok” – Det ved voksne mennesker godt, og de ved også hvis de er sløje. Er de i tvivl, jamen så bliv hjemme. Nu er det ihvertfald bevist at I ikke gør nogen en tjeneste med at gå på job, slet, slet ikke jer selv. Lyt nu lige.

Og så nu vi er ved det, kan jeg jo minde om stress sådan helt generelt. Der er vel nok at blive stresset af, uden at skulle føje mere til, skulle jeg mene. Pas nu for hulen lidt på jer selv derude! Det er altså ikke rart at tænke på, at jeg har mere end en i min omgangskreds, der løber mere end alt for stærkt. Og det er rigtig ufedt, når jeg hører om unge mennesker, der falder om med hjerneblødninger og hjertestop og hvad har vi – p.g.a. stress og ikke at forglemme – cigaretter – har du droppet dine!?

Ja det er for meget

072.gif

Min søde, veninde Lotte og jeg har talt meget om, det med at folk kommer “helt ud i hampen”, går ned med flaget, får en depression, lider af angst, må langtidssygemeldes m.m. Og Lotte har skrevet et fint indlæg om det på sin blog. Hun har som MANGE, MANGE andre prøvet det, ligesom jeg har. Det er sådan set ligemeget, hvad årsagerne er sådan specifikt, for det er efterhånden over hele linien. Bare de seneste dage, er jeg blevet præsenteret for 3 tilfælde, hvor det er gået galt i større el. mindre grad – det er bare mig!!! For hulen da! En venindes veninde, har en depression, og kan slet ikke håndtere det, min venindes bror og kone, er gået fuldstændig ned med flaget og hele familien har måtte støtte op, ringe til lægen, tage sig af børnene og meget meget mere – og den situation er jeg meget nervøs for! Der er vi ude i selvmordstanker og meget andet. Og et familiemedlem til en veninde, er også knækket under sygdom, skilsmisse og fyring – også meget at tage ind på een gang. Dertil kommer 2 venner, der permanent lider af panikangst.
Nu er Lotte og jeg så langt fra enige om det med medicinen. Det kan være en god hjælp. For nogen en overgang, og for nogen (min venindes bror, som er arveligt belastet) varrigt, for at undgå tilbagefald. Depression findes i mange grader, og varianter og der er nu mange gode redskaber til at måle, hvor slem den er. At samtaleterapi også er en god ting, dokumenteres her, men ved svære depressioner, er det nytteløst fordi patienten ikke orker at tage imod (ref. netdoktor), men også her nævnes det, at der meget ofte skrives medicin ud “i blinde” uden at årsager m.m. bliver undersøgt ordentligt. Og det duer selvfølgelig ikke. Der kan også læses om psykiatrifondens arbejde for, at alle kan få tilbudt samtaleterapi. Til gengæld, kan en ubehandlet slem depression føre til psykoser og blive meget meget slemt, og personen helt udenfor rækkevidde. Sådan et eksempel har jeg også haft tæt på i form af en venindes mor, der sine sidste år, levede isoleret og usselt i en bitte lejlighed, tydeligt psykisk syg. Men fordi hun ikke var til fare for nogen, kunne der ikke gribes ind – der er altså også et hul i systemet, for en del af sygdommen er jo manglende selvindsigt! Hendes børn kunne bare se på, at deres mor forfaldt fysisk som psykisk mere og mere – kan det virkelig være rigtigt? Læs resten