De der sukkerkringler….



Sukkerkringlerne hos bageren i Den Gamle By

Nu da jeg var i Århus, var vi også i Den Gamle By. I den gamle by, ligger en bager, som bager kager som vor mormor kendte dem. Vi var inde og handle lidt til aftenteen, og blandt andet købte vi en sukkerkringle. Den smagte bare godt kan jeg sige. Nu vel hjemme igen, tænker jeg, at jeg på et tidspunkt skal prøve at lave selv, og opskriften er over det hele, så i princippet behøver jeg ikke bringe, men det gør jeg så lige. Det kunne jo være, andre kunne finde på at bage i det her regnvejr, der hersker ihvertfald her.

Noget andet, der var, var kommenskringler, som jeg kan huske min mormor nævne. Ikke at jeg husker, hun har lavet (det har hun muligvis), men bageren havde dem også. Vil du bage dem, fandt jeg en fin opskrift hos Liselotte.

Mormors gammeldags sukkerkringler

250 g mel
250 g smør
1 spsk eddike
ca. 1 dl kold kernemælk

Pynt:

Æggehvider og tesukker

Alt hakkes sammen til en grynet masse, æltes derefter til en fast dej, der lægges koldt i nogle timer, men gerne længere. Derefter deles dejen. Hver del rulles ud, og med et klejnesporen afstikkes den til 1 cm brede strimler, der formes til ikke for små kringler, som pensles med æggehvider og dyppes i det grove tesukker. Bager ved kraftig varme, 250° i 5 min.

Villabyerne og den nye bager

Jeg fik det trykte eksemplar af Villabyerne idag. Det er altid hyggeligt selvom jeg sådan set ikke behøver den, for jeg kan jo læse det hele på nettet. Således også historien om den nye bager, der åbner den 20. januar, som jeg også har skrevet om tidligere.

Jeg går ud fra, de har opdaget deres “brøler” og rettet det i web-udgaven, for der er det formuleret, som det skulle have været til en start. At den tidligere bager desværre døde i sommer. Men sådan er det langt fra formuleret i den skriftlige udgave. Der er brugt et meget lidt pænt udtryk om samme forhold (“at stille træskoene”). Det er ganske enkelt usmageligt, men det har de forhåbentlig fundet ud af. Men jeg har nu tænkt mig og skrive og spørge dem. Jeg håber ikke, den stakkels enke og hendes søn læser Villabyerne. Er der dog ingen anstændighed til længere.

Spis brød til…

Det ser det så ud til, at vi igen kan, uden at skulle til Ordrupvej. Vi havde jo en bager på Ordrup Jagtvej lige om hjørnet. Ham mistede vi og ikke mindst hans familie ganske pludseligt.

Det var jo meget spændende om vi fik en bager igen. Der var ærligt ingen, der havde de store forhåbninger. Men sørme så! Den 20. januar kl. 6 åbner Bosses Brød. Bor du herude og mangler et job, så søger han også personale. Se det var da en god nyhed.

Fødselsdagen og TUSIND TAK!

dk-flag2.gif

Dagen har været fin indtil nu. Jeg startede med at gå ned til bageren (La Baguette) og hente de to kager, jeg havde bestilt – hindbærtærter. Tro det eller lad være, vores jockey Cathrine elsker kage og er en sukkergris. Så der måtte jo købes kage. Derudover noget valnøddebrød, ost og Kærgården. Så skulle vi kunne klare os. Der var heldigvis rigeligt med kage og brød, for også Lotte (medmor til Finish), havde brød med. Oveni havde både hun og Inge også gulerødder til ham den røde, så hvad han ikke fik igår, skal jeg da love for, at han fik idag, og også æbler.

Desværre var der nogen, der ikke dukkede op, men mange andre gjorde, og vi havde det hyggeligt, og sad da også ned og fik en gedin sludder og en lille en til halsen. Det var Hanne der bød sådan en, for det ved hun, jeg godt kan lide. Vi var også ned og se arbejder på banen som altid hyggeligt. Lidt drama på dagen var der også idet, der var et dådyr løs på banen. Ikke nok med det, så må indflydelsen fra andre fødselarer have gjort sig gældende, for mens vi var på banen begyndte det at regne HELT VILDT! Vi havde gårsdagens vinder i folden, så vi skyndte os hjem og jeg fik hende vasket så godt jeg kunne, indtil Hanne kom og hjap mig. Men det gik nu faktisk langt bedre end jeg regnede med. Men hvis Juan kan, så skulle jeg jo også kunne, men hun var smurt ind i mudder fra top til tå. Men ren det blev hun da og så kom hun ind. Ellers var det i den lette ende idag. Jeg lavede ikke alverden andet end at give ben og gulerødder, men det var også fint. Det var jo min fødselsdag.

På vejen hjem var jeg forbi og handle noget af det, jeg skal bruge imorgen, og lidt boblevand. De har sådan en god en i Superbest, som jeg kunne leve af bortset fra, det er usundt. Men til min føs’dag skulle jeg altså have sådan en. Jeg havde håbet, at jeg måske kunne have delt den med ham den dejlige, men han er fuldstændig begravet i arbejde, og intet der er åbenbart som det plejer. Så jeg må på den front udstyre mig med tålmodighed. Jeg er vel nødt til at trøste mig med, at det er godt at have noget, at glæde sig til.

En anden ting, der blev bestemt var, hvad jeg skulle have til middag. Nu skulle jeg jo ikke ud og spise (har iøvrigt intet hørt fra min far), så jeg skulle jo så finde på, hvad alternativet skulle være. Det endte med, at jeg “sprang ud i” kinesisk. Vi har en lige hernede, og jeg har ikke prøvet den, og jeg elsker faktisk kinesisk. Altså greb jeg jernhesten og kørte ned og hentede noget. “Noget” værende “Stegte ris med and og grønsager” som smagte rigtig fint, bortset fra, at jeg ikke bryder mig om blødt fjerkræskind og ikke kender nogen danskere, der gør, omend de måske findes. Det var da til at pille fra, og så smagte det iøvrigt dejligt. Boblevandet, smager stadig godt, og jeg hygger mig ganske fortrinligt her.

TUSIND TAK, for alle søde fødselsdaghilsener på telefon, mail, kort, sms, Facebook og her. Det luner og er rigtig sødt af jer allesammen, og jeg er blevet glad for hver og en – mange tak!!