En slags gentagelse



Without Fear (FR) vinder Scandinavian Open Championship 2014 under Rafael Schistl foran Bank of Burden (USA) og Per-Anders Gråberg

Som jeg sidder og skriver dette, så kommer solen selvfølgelig! Efter vi har afholdt en af de største løbsdage på hele året, foruden Derbydagen i øsregnvejr, for størstedelens vedkommende. Jeg kan personligt bedre lide denne, men det er smag og behag.

Nu skulle vejrguderne så selvfølgelig spille med musklerne og ødelægge dagen delvist. Ihvertfald for mig og for mange andre også, er jeg sikker på. Lige da 1. løb skulle igang begyndte det at regne og det tog meget hurtigt til. Så meget, at jeg blev bekymret for mit kamera. Som jeg har været inde på før, så er fugt og kameraer ikke gode venner. Ganske rigtigt, efter at have været frem og tilbage med det nogle gange, måtte jeg opgive, da det simpelthen dugger til. Derudover var jeg allerede selv våd, irriteret og træt, så jeg endte med at køre hjem. Vel hjemme kom jeg mig, og kiggede løb på TV, og så blev det tørvejr lige inden dagens hovedløb Scandinavian Open Championship! Så kastede jeg mig ned i bilen og kørte afsted igen. Og fik de sidste løb med.

Når jeg skriver en slags gentagelse, er der fordi, jeg egentlig havde regnet med, at Bank Of Burden (USA) ville slå til igen, og at jeg igen skulle tage et foto lignende det, jeg tog sidste år! Det kom jeg ikke til, ikke mindst p.g.a. vejret, men altså blandt andet de to, der ses her.

Når det alligevel var en slags gentagelse, var det fordi, at Træneren af vindende heste igen var Niels Petersen, og det var endda dobbelt op, for selvom Bank Of Burden ikke vandt, så blev han 2. til Without Fear – så to norske superstjerner og en dansk træner, dog under norsk flag og licens. Så vi fik den iøvrigt smukke norske nationalsang. Nu er jeg træt og vil have mad, og så må I få mere om dagen, så snart jeg kan.

Stort tillykke til NP Racing, Per-Anders Gråberg og Rafael Schistl, ejere og iøvrigt alle andre involverede! Også tak til alle for det dejlige selskab – det får man jo ikke med, når man sidder derhjemme!


Without Fear (FR) med træner Niels Petersen, jockey Rafael Schistl, ejer og trækker

En god gentagelse


Bank of Burden (USA) med Træner Niels Petersen og jockey Per-Anders Gråberg efter sejren i dag

Nej jeg gentager ikke mig selv, når jeg viser et foto af Bank of Burden i vindercirklen. Han har såmænd gjort det igen og vandt med stor lethed Scandinavian Open Championchip sammen med jockey Per-Anders Gråberg, foran Berling (IRE) og Manuel Martinez, og Touch of Hawk (FR) og Espen Ski.

Fantastisk hest, og et fantastisk opløb både i det løb og flere andre. Det var en god dag for rigtig mange af mine søde hestevenner, hvilket jo glæder en meget. Desværre var der også et par uheld undervejs, og to piger kom til skade. Heldigvis ikke alvorligt, men slemt nok, og så var der en hest, der “glemte” at tage sin jockey med i løbet.

Den eneste dag på året, hvor jeg må gå amok er på SOC dag, hvorfor jeg også havde 919 fotos med hjem. Så der forestår et større sorteringsarbejde. Først skal jeg dog ud og have mere vand, og så slappe helt af. I morgen står der mere hest på programmet i form af en tur i stalden. God aften til jer!

Gode venner, sejre og svimmelhed


Bank of Burden vinder Jockey Club Cup (L) med jockey Per-Anders Gråberg på Klampenborg i dag

Jeg tog til løb. Fordelen ved den form for aktivitet, er at der ingen forpligtelser ligger i det og var jeg dårlig nok, kunne jeg smide mig i en stol og se dum ud, uden dårlig samvittighed. Problemet er, at jeg har svært ved at holde mig i ro, når jeg er der. For mange dejlige mennesker at hilse på og fotos der skal tages. Men jeg vil nu sige, det lykkedes mig meget godt at tage det så meget med ro, det nu lader sig gøre, hvis ikke, jeg bare skal sidde passivt i en stol.

Jeg blev da dårlig og var det også i svingende grad i løbet af dagen, men jeg holdt ud. Positivt var det at hilse på alle dernede og den varme og omsorg, der blev mig tildelt. Uagtet, jeg nu nok skal lide igen, så var dagen det værd. Det er interessant, at folk kan se på mig, at jeg er svimmel. Jeg vil tro, det er mine øjne der reflekterer det.

Vejret kunne der overhovedet ikke klages over, bortset fra at det lige nu er håbløst svært at finde ballancen i, hvor meget tøj, man skal tage på. Handsker anbefales, hvis man skal være ude i længere tid. Jeg havde taget mere tøj på end sidst, men kunne sagtens have haft mere på, uden problemer. Men det skifter også med, om man er i solen eller ej.

Dagens hovedløb Jockey Club Cup, blev vundet af Bank of Burden, som blev redet af Per-Anders Gråberg og bliver trænet af Niels Petersen. Ikke nok med, at han vandt – han vandt let og for andet år i træk. Der var mange andre fine sejre og løb, men nu vil jeg ind og slappe af.

Nu har jeg fået lidt mad og vil gå ind og nyde den store (faldefærdige) stol. Når jeg får kræfterne til det, har jeg flere forårsglade fotos.

En tur til Täby, Stockholm


En fantastisk morgen og solopgang over Øresund


Som det ses Arlanda Lufthavn, der minder meget om Heathrow i sin opbygning


Den imponerende tribune, hvor vi sad lige over den lille træaltan i restauranten. Der er en fantastisk udsigt


Täby Galopp


Vores forret – Laksecarpaccio med kapers, hakket æg og nobisdressing. Min hovedret var Oksefillet med gorgonzolasauce og flødekartofler, det smagte himmelsk. De andre kastede sig over en Torskeryg med peberrod, rejer og ferske champignon. Det så også rigtigt lækkert ud og det sagde de også, det var. Et glas chablis til gjorde bestemt ikke sagen dårligere hele vejen rundt. Uhm!


Dagens store helt for os personligt, var staldens nyeste hest You’re The Top (FR), som gik hen og vandt sit løb (steeplechase over 4000 m) med jockey Brian Huges – her ses han med Brian Huges og trækker Cira Amelung lige efter sejren. Det gjorde jo ikke mit første besøg mindre vellykket, at staldens nyeste hest, som jeg er meget med til at passe vandt første gang ude for sine ejere og sit første besøg på Täby også. Han er ejet af bl.a. Iben & Morten som også ejer Simbad


I Danmark har vi også besøg af Garderhusarerne til særlige lejligheder, det har vores brødre og søstre i det svenske også – her ham der fulgte vinderen. Det var en meget stor, flot og imponerende hest – og så er der noget ved uniformer, jeg ikke kan stå for


Du kender ham for noget helt andet, og det gjorde jeg også indtil jeg kom ind i galoppen’s verden igen. Hvis jeg siger Chess Racing, så er du måske lidt klogere – Benny Andersson (ABBA) var på Täby for at se sine heste løbe. Det er også ham, der er ejer af en favorithest af min, nemlig Django


Lennart Hammer (nu i Tyskland) var på Täby og sad blandt andre på Berling, som netop ejes af Benny Anderson og vores The Kicker – sjovt nok fik begge heste en 4. plads i deres respektive løb


The Kicker i paddocken med Stella og Fie. Han fik en fin 4. plads kun slået 1½ længde til vinderen

Søndag var det endelig Stockholm dag. Jeg havde glædet mig, og som altid vågnede jeg alt for længe før vækkeuret – klokken 03.00!!! Det var alt for tidligt også selvom jeg var gået meget tidligt i seng skal jeg hilse og sige. Shit jeg var træt, det skal jeg genre indrømme, og det har jeg så været lige siden. Men pyt med det, jeg NØD turen i fulde drag.

Vi havde det superhyggeligt. Jeg mødtes med Hanne & Jens Bechmann og Jens Lauritzen i lufthavnen og vi sad sammen på turen. Der var rigtig mange andre fra Galopbanen med flyet og vi slog os sammen om en taxa, da vi nåede Arlanda Lufthavn (efter en time og 10 minutter).

Dagen bød simeplthen et hav af lækre, lækre heste – Skandinaviens bedste heste var samlet, hverken mere eller mindre og det i alle varianter. Det var fantastisk, men gik næsten alt for hurtigt. Det skal man ikke lægge noget særligt i, for det synes jeg altid :-). Jeg tog langt fra så mange fotos, som jeg sagtens kunne have gjort, for jeg lagde vægt på, at jeg ikke ville stresse rundt, men nyde og suge til mig. Dertil kom, at vi også fik lækker frokost i restauranten, og den skulle jo også nydes.

Vi havde en dejlig dag med en vinder og en 4. plads, og vi var godt tilfredse, da vi klokken 20.35 kunne sætte os i flyveren hjemover. Flyveturen både ud og hjem var en oplevelse med flot udsigt. Hjemover det flotte lys over dels Stockholm og senere København. Perfekt afslutning på en fantastisk dag, fyldt med det bedste selskab og helt utrolige heste.

Der kommer flere fotos m.m. på både her og der. Dagens hovedløb Stockholm Cup International (Gr. 3) blev blev vundet af Bank Of Burden (USA), trænet af Niels Petersen og redet af Per-Anders Gråberg.

Dejlig dag og vejret holdt


Per-Anders Gråberg og Bank Of Burden vinder Scandinavian Open Championship 2012

Som sagt tidligere, så var dagen i dag, for mig, den bedste løbsdag hele året. Faktisk bedre end Derbydag, selvom den også er spændende. Hvorfor? Jamen det har med løbene og selvsagt de heste, der er til start en dag som idag at gøre.

Idag kom der meget dejlige heste Sverige og Norge, som jeg ikke før har haft mulighed for at fotografere, og så er det jo altid sjovt, at få nogen nyt. Ikke at der er noget galt med “de gamle”, men ret beset har jeg jo altså rigtig mange fotos af dem i forvejen.

Netop en af disse store drenge fra Norge gik (ikke overraskende) hen og vandt Scandinavian Open i dag. Bank Of Burden (USA) ejet af Stall Trick Or Treat AB, Trænet af Niels Petersen, og blev redet til sejr af Per-Anders Gråberg. Et rigtig “Scandinavian Mix” idet, hesten trænes af Niels Petersen, der oprindelig er dansk og ovenikøbet fra Gentofte, er Svensk ejet og vandt et dansk storløb i Danmark med en svensk jockey

Det var en skøn dag, og som sædvanlig, masser af mennesker og sludre med og travlt bliver det, når man suser fra paddock til vindercirkel for at fotografere. Så jeg er træt nu, men når jeg engang får lidt energi igen, ligger der så 737 fotos efter førstesortering klar til mig!!!