Når enden er god….

Er alting godt. Jeg fik taget “hul på bylden” og fik kontaktet min bankrådgiver idag. Jeg er nu forvisset om, at det skal nok gå, omend næste måned bliver meget stram, men sådan er det. Heldigvis er fryseren fuld. Selvfølgelig er der andre småting, men det må jeg finde ud af. Hvorom alting er, så kan jeg nu sove roligt igen.

Jeg har fået vandet blomster og plantet “en svigermor” om, som var ved at vælte ud af sin bolig. Nu står den i en meget fin potte, jeg har fået af mor, og pynter. Mange bryder sig ikke om “Svigermødrene”, men jeg har altid godt kunne lide dem. Vindueskarmene fik også en tur. Støvsugeren slap for yderligere tiltale idag, for jeg orkede ikke mere. Faktisk har jeg en mail, jeg skal svare på, men det må altså også blive imorgen. Jeg skal tidligt i seng, jeg skal tidligt op imorgen og så skal jeg senere på dagen til et kulturelt arrangement. Mere imorgen. Nu vil jeg lukke dyret, og slappe af indtil jeg skal se dyner.

Det er jo kun, men stadig…

Jeg lod mig tynge vældigt af et problem af financiel karakter. Også fordi jeg sådan set (lidt) uforvarent kom i uføre. Men mon ikke det går? Jeg er nødt til at erkende, at jeg er NØDT til at holde pinenøjagtigt øje på hver en øre, hvis ikke det skal gå galt. For overblik det ejer jeg altså ikke for en rød femøre! Det ved jeg jo godt, og det er da også lige gået, men det gjorde det så ikke den her måned, hvor jeg billedligt talt “endte i grøften”.

Jeg HADER den slags og at der ikke er orden i tingene. Det ødelægger min nattesøvn og humøret ryger helt i kælderen. Jeg har heldigvis en sød bankrådgiver, som altid er hjælpsom og forstående. Men jeg er da helt klar på, at selv den mest forstående ikke kan strække sig i disse for alle så hårde tider. Så jeg SKAL bare til det, at holde helt og pinagtigt styr på hver en øre. Jeg kan godt – selvfølgelig kan jeg det! Iøvrigt skal jeg så også ind i vanen igen med at lave madplaner og KUN købe, hvad der er på listen, som jeg var så god til lige her først i min kamp for kiloene. Det må være to forsinkede Nytårsfortsæt!

Iøvrigt så jeg Lukusfælden igår aftes, og de havde et OVERFORBRUG på 14.000,- kr. pr. måned!!!! Så blegnede mit overtræk altså lige pludselig. Alt er relativt! Men derfor skal der nu styr på det alligevel.

Hvad gør du for at styre økonomien?

Dagen idag bringer ikke meget andet, end at jeg nu skal gøre rent og vande lidt blomster og sådan og så slappe af. Middagsmaden skal forberedes efter Anne’s opskrift – sådan da (tillempet Weightwatchers). Jeg skal fortælle, hvordan det går.