Forståelse og frustrationer

Det var egentlig Suzy’s indlæg forleden, der gav mig inspirationen til dette indlæg. For hendes indlæg kunne meget vel, være skrevet af mig selv. Jeg har også oplevet frustrationen ved nære, nære venskaber, der på uforklarig vis, er styrtet i grus. Ikke at man ikke kan forstå, at når man netop er meget tæt med mennesker, så bliver der selvfølgelig også grobund for misfoståelser el. hvad nu. Men hvis det netop var SÃ… nært det venskab, hvorfor kunne man så ikke overkomme det? Det virker “helt hen i hampen” på mig, når jeg tænker på, hvad man ellers har delt af gode og dårlige oplevelser med de her veninder, og nogen har man også haft rigtig meget fortid sammen med, og så bliver det faktisk endnu værre. Det værste for mig, er når nogen beskylder mig for noget, og så ikke giver en en chance for at forsvare sig. Men så igen, hvis det virkelig er nødvendigt, er det så venner, der er værd at have? Næh, sikkert ikke, men det betyder dælme ikke, at smerten er mindre, når f.eks. barndomsveninder dumper en fra den ene dag til den anden. Ikke at jeg ikke ved grunden, men den havde hele tiden været der, og kunne snildt have været omgået.

En ting er barndomsveninder og bedste veninder! Dem har jeg så lært, at dem er der ikke ret mange af. Jeg har bestemt nogen, og jeg skatter dem højt, og det ved de også. Jeg får også hele tiden nye veninder, og nogen har så muligheden for at blive bedste venner. Jeg har også lært, at det bestemt ikke er graden af hvor ofte man taler sammen, eller hvor ofte man ses, der definerer “bedste veninder”. For så er man jo en slags soul-mates, og så er det ligemeget. Man tager bare tråden op, når man ses, og så føles det som, det var igår, man så hinanden. Engang troede jeg naivt, at når man først var venner, så var man det for livet. Men sådan er det ikke altid. Man udvikler sig, og får forskellige intereser/værdier, og så skilles man nogengange. Ikke at man behøver at være uvenner af den grund, slet ikke. Det er bare en ny fase.

Læs resten