Billie: Fine and Mellow

Billie_Holiday_and_Mister_New_York_N_600

Jeg har set dokumentar om Billie Holiday til aften. Hun slår mig altid som en så tragisk skikkelse, med et enormt talent. Datidens Whitney kan man sige. Hun døde kun 44 år gammel. Hun blev spurgt, om hvilken sang, hun synes reflekterede hende mest, og denne var den ene. Det er ikke ukendt, at det med mænd bestemt ikke var hendes stærke side heller, og hun havde den ene mere håbløs end den anden.

Hendes melankolske, men meget fængende stil har jeg altid holdt af, men jeg skal være ret meget ovenpå, for at høre hende. Hun brænder så meget igennem tror jeg, at det påvirker mig for meget ellers. Sådan et spild, men som en ven til hende sagde – det var hendes valg, og sådan var det jo desværre og er for alle der ødelægger deres liv med alkohol og stoffer.

….and all that Jazz

Der kører en udsendelsesrække for tiden, som er guf for jazzelskere. Den hedder “Copenhagen… and all that jazz”, og handler om jazzens historie i Danmark. Jeg kom ind midt i det hele i starten/midten af 60’erne. Udsendelserne kredser om Dexter Gordon og Ben Webster. Et par fantastiske musikere og farverige personligheder på flere måder.

Nu er det så heldig, at har du ikke fået fulgt med, så ligger udsendelserne på nettet. Jeg kan rigtig godt lide jazz og da jeg så Dexter Gordon i de her udsendelser, er jeg glad for, at han var så meget ældre end jeg og at jeg ikke rendte på ham. Ellers var jeg nok faldet pladask for ham dengang. Det var der også mange, der gjorde, og han har efterladt sig flere børn i flere lande. Men se selv udsendelserne.