Dilemma

Jeg har før fortalt om min eftersøgning af min biologiske far. Sidste jeg hørte, var at jeg skulle svare på en del spørgsmål og så sende nogle flere papirer afsted. Det har jeg ikke gjort før nu, selvom det er ved at være noget siden. Hvorfor spørger du så? Godt spørgsmål. Jeg blev ved at “hive den i halen” og udskyde det. “Så kan det vel ikke være så vigtigt” – og sådan kan du godt konkludere, men sådan er det ikke.

Jeg tror selv, det handler om, at man ikke orker en skuffelse mere. Jeg har fået så mange døre smækket i hovedet og rendt panden mod den berømte mur så mange gange, at sålænge man intet svar har, har man heller ikke en afvisning. Dertil kommer en følelse af om man skal give op, og om det ikke er dumt at bruge flere ressourcer på det her. Her taler jeg selvfølgelig menneskelige af slagsen. At det også begynder at knibe for mig rent økonomisk, skal ingen hemmelighed være, selvom der langt fra bliver forlangt uhørte beløb, så er det for mig mange penge.

Men nu har jeg så endelig fået sendt mailen, og hun skal så give mig (hendes udspil til at starte med), en vurdering af chancer for oplysninger, så det venter jeg på nu. Jeg har forelagt hende mine dilemmaer, både på den ene og den anden måde. Så må vi se. Jeg har ingen chance for at gå videre selv på den måde.

Jeg håber at kunne finde måder, hvorpå jeg kan finde ud af mere om min biologiske mors familie, som jeg næsten intet kender til heller udover det allermest nødvendige. Jeg skal selvfølgelig holde jer opdaterede.