En afslutning


Du husker måske, at jeg skrev dette indlæg, omkring at få nogle informationer fra min biologiske søster. I dag fandt jeg et kort i min postkasse fra hende, som definitivt lukker den dør, og uden jeg er blevet en klap klogere. Lidt i form af endnu et foto af min mor og hendes mor (vores mormor), men ellers ikke.

Ikke et ubehagligt brev som sådan, men bare meget tydeligt, at der ikke er noget at komme efter der – desværre. Selvom det var ventet, en underlig og trist fornemmelse! Så nu tror jeg ikke, jeg orker at lede mere på nogen måde. Jeg har forsøgt alt, og jeg har ikke mere energi på den konto nu. Den energi jeg har, vil jeg hellere bruge på andre ting. Dukker der mirakuløst informationer op, er det fint, og gør der ikke, så må det være sådan. Så derfor en afslutning!

Berlin beslutning

Som det er blevet nævnt her flere gange, er jeg på vej til Berlin meget snart. Jeg glæder mig meget til at se byen, hvor jeg er født. Det i sig selv, er jo en god grund til at se byen, men derudover, har jeg kun fra alle hørt, at det bare er en skøn by, at besøge.

Planerne er mange, og jeg håber, jeg når det meste på de 7 dage. Når det er sagt, vil jeg heller ikke stresse, men nyde det, så jeg skal have skrevet en hårdt prioriteret liste her en af dagene. Det bliver spændende, både at se byen, men også steder, hvor min biologiske mor har været, og hvor jeg også selv har været i mine 13 første måneder.

En af de ting, jeg ikke kan eller skal, når jeg kommer til Berlin, er at se min biolgiske søster, som bor dernede med sin mand. Mange har delt deres meget velkomne indput på det her emne og jeg er nået frem til, at jeg IKKE kontakter hende. Det er der to gode grunde til – efter min mening.

Første gang, jeg kontaktede hende var i 1993, hvor hun venligt skrev mig tilbage, og sendte fotos af hende selv, vores fælles mor og hendes gravsted (som det senere viser sig, hun fik slettet året efter (til min store fortrydelse). Men jeg har tænkt, jeg skal besøge kirkegården. En gammel smuk kirkegård (fra, hvad jeg har kunnet se på nettet). I kender jo min svaghed for den slags. Det var fantastisk at få brevet dengang, men også bittersødt, for hun gjorde meget tydeligt opmærksom på, at hun ikke ønskede kontakt, og at det havde været svært for hende, at svare mig. Hvorfor det var svært for hende skal jeg jo ikke kunne sige. Hun er næsten 20 år ældre end jeg og var således voksen stort set, da jeg blev født (meget udenfor planen), og det har formentlig i sig selv ikke været særlig sjovt, ligesom det faktum, at hun heller ikke voksede op hos vores mor. Det er de forklaringer, der ligger lige for. Hendes begrundelse var også, at vi jo havde haft så forskellige liv, så det så hun ingen grund til. Det er så ikke et argument for mig, og ret beset, aner hun jo ikke, hvordan mit liv har været. Vi er vokset op i forskellige perioder, men derfor kan vi da sagtens have noget tilfælles. Jeg mener, jeg har haft og har venner, der kunne være mine bedsteforældre, børn etc. Så det var måske mere for at finde en grund mere for at retfærdiggøre at skrive det. Jeg ved det ikke.

Til gengæld har argumenterne for at skrive til hende igen været mange fra jeres side. Dog skal lige siges, at jeg faktisk forsøgte at skrive til hende for et par år siden netop med baggrund i jeres argumenter om, at nu var der gået lang tid, og så havde hun mine kontaktoplysninger (jeg er jo flyttet mange gange, siden første brev), ligesom hun er det eneste “vindue” til den side af familien. Fotos, historier etc. Og ja, det er hun og netop fordi det med at finde min biologiske far heller ikke lykkes, er det så meget mere vigtigt – for mig! Det er tydeligtvis ikke vigtigt for hende, endsige at udvise nogen form for forståelse for det. Eller hun evner det ikke. Jeg skrev som sagt af de grunde for et par år siden, tror jeg det var, et anbefalet brev, som aldrig blev hentet. På det tidspunkt vidste jeg ikke, om hun stadig boede der, men det har jeg senere fået bekræftet, at hun gør. Derfor synes jeg, det var en meget tydeligt signal om, at hun ikke er interesseret.

Jeg forstår hende ikke, men jeg er nødt til at respektere hendes ønsker, og jeg har ikke lyst til at såre hende, eller at hun skal tænke dårligt om mig, hvis jeg ikke gør. Samtidig er jeg dødærgerlig over det, netop fordi jeg om ikke andet gerne ville have information om resten af familien. Så beslutningen er, ikke at kontakte hende. Skulle hun skifte mening, er jeg jo ikke ligefrem svær at finde på nettet.

Med hensyn til min biologiske far, så har jeg fået “et par” muligheder, der skal undersøges lidt nærmere. Noget jeg skal kigge på, når jeg har været i Berlin.

Dårligt nyt

Jeg fik en dårlig nyhed i går pr. mail. Den var sådan set forventet. Som jeg skrev for noget siden, så havde jeg søgt hjælp i forhold til, at prøve (igen, igen) at finde min biologiske far.

De har på mine vegne kontaktet NPRC (National Personnel Records Center), og de konkluderer, at de ikke kan finde min far. Ham jeg troede, det eventuelt kunne være, havde jeg sådan set udelukket idet han afmønstrede militæret allerede i 1946. Og den anden der ifølge fødselsdagen passer ved opslag andre steder, har de ikke nogen millitær fil på. Igen er problemet, at der er mange, mange tusind ved navn Robert Jones, og de har er ikke registreret på fødselsdag, men på personnumre, som er helt anderledes end danske personnumre.

Oveni, har de også der (ganske som de tyske myndigheder, havde i forbindelse med min adoptionssag), haft oversvømmelse i arkiverne, så mange er gået tabt. Jeg begynder at tro, at det simpelthen ikke er meningen, at jeg skal finde min far, eller iøvrigt have flere oplysninger, med de problemer, der bliver mig lagt i vejen. Suk! Nå, men nu har jeg sendt et råb om hjælp, til TV-programmet Unsolved Mystries. Jeg har intet at tabe og alt og vinde. De har før haft den slags sager, men om de tager min, må vise sig.

Også mine morforældres sag, gik helt i stå, men lige så meget, fordi, jeg aldrig hørte fra de Polske myndigheder. Hvordan jeg skal løse den, skal jeg også have kigget på. Men jeg må indrømme, jeg er ved at være kørt bet i det nu.

UPDATE:

Faktisk var der kommet en mail lige, da jeg havde sendt dette indlæg afsted, fra Unsolved Mystries, som lyder således (så mere dårligt nyt):

“Thank you for contacting UNSOLVED MYSTERIES. We appreciate your story
submission, however, at this time we are not producing new episodes of
our program. We will keep your story in our “future segment” file
and if we resume production, we will review it at that time”

Lidt om taknemmelighed og overvejelser

Det med taknemmelighed er jo nærliggende at skrive om, for det er Thanksgiving aften i aften. Eller aften amerikansk tid velsagtens. Men i Danmark tager vi bestemt ikke skade af heller, at huske, hvad der er, at være taknemmelig for.

Når man taler taknemmelighed, er det jo leet at overføre den på adoptionstema, og også slægtsforskiningstemaet. Det er altsammen nært forbundet også rundtom på blogge med mere. Nu ville jeg rigtig gerne kunne skrive, at jeg er taknemmelig for, at have mødt min biologiske mor eller far, eller den gode kontakt, jeg har til den biologiske søster, jeg også har. Jeg kan ingen af delene. Og skal jeg være helt ærlig (det ligger mest til mig), så er jeg sgu ærligt talt noget ked af det. Min biologiske mor, er lovlig undskyldt, for hun er her ikke mere.

Min biologiske far, ved jeg intet om. jeg aner ikke, om han ved noget om mig eller om han i det hele taget er i live. Hvis han er i live, så er han nu 83, så uanset, så skal jeg skynde mig. Med hensyn til min søsster. Tjah, hvad skal jeg næsten sige. Hun skrev mig et rigtig sødt brev, da jeg skrev til hende første gang for 17 år siden, men lagde heller ikke skjul på, at det var meget svært for hende, og at hun ikke så nogen grund til kontakt, men hun ønskede mig det bedste. Hun var også sød og sende mig det eneste foto, jeg således har af min mor, og af hende. Ganske tydeligt, at vi er i familie, og det i sig selv, var en stor ting for mig.
Læs resten