Mit mirakel og noget om aldrig at give op! Og en stor tak!

Min far i togvindue på vej et sted hen fra Berlin – jeg kan rigtig godt lide det foto*

For snart mange, mange år siden begyndte jeg min søgen efter mit biologiske ophav. Faktisk i 1986. Eftersom jeg ikke har gemt alle brevene, så kan jeg ikke 100& dokumentere det. Grunden til det er, at så ville jeg skulle have et helt arkivskab bare til det. Men jeg burde nok have gjort det. Dette var før computerne kom til, og det var en meget, meget langsommelig affære og ikke mindst besværlig, for selvom det tyske samfund er velorganiseret, så er det, på dette punkt uhyggeligt svært at gennemskue, hvor man får hvilke oplysninger, og endnu mere dengang. Og så er der næste hurdle at hive det ud af dem. Jeg har følt, jeg i overført betydning har hevet Guderne må vide, hvor mange Visdomstænder ud, der tillige sad på tværs. Jeg kan helt sikkert uden at lyve sige, at der har været nogen officielle personer, der har været mere end trætte af mig til sidst. Og ofte tror jeg såmænd, jeg har fået ting, simpelthen fordi, de var mere end trætte af at høre på mig.

Men al den stædighed viste sig så også at bære frugt, og havde jeg ikke skrevet til Gud og hver mand, jeg kunne komme i tanke om, så var der flere oplysninger, der ikke var kommet mig i hænde. F.eks. fik jeg både nogle hospitalsjournaler og min biologiske mors obduktionsrapport lige før de skulle destrueres. Heldig troede jeg, at jeg var, da jeg modtog de her hospitalspapirer, for der stod navnet (som det eneste sted) på min biologiske far. Hvad der så ikke var så heldigt var, at han hed Robert Jones! Han kunne lige så godt have heddet Smith! Og så var der en fødselsdato og – år. Min biologiske mors navn havde jeg selvfølgelig, men fandt jo så desværre også reltativt hurtigt ud af, at hun var afgået ved døden i 1965. Så der var ingen mulighed for at hente nogen oplysninger. Som sagt, har jeg skrevet til alt, der kan krybe og gå i den forbindelse. Jeg har også haft flere professionelle ind over, og ingen har kunnet finde en Robert Jones, der matchede.

Som beskrevet endte jeg med at konkludere, at DNA var vejen frem, og det viste det sig så også at være. 2016 bliver et svært år at slå på den konto, hvor jeg fik hele to fantastiske søskende, fik viden om den biologiske far, jeg aldrig har mødt og som slet, slet ikke hed Robert Jones, men noget ganske andet og meget mere sjældent og var slet ikke født på hverken den dato eller det år. Desværre gik han bort i 1989, kun 50 år gammel, men via mine nye søskende, får jeg en masse viden og ikke mindst har de masser af fotos af ham også. Jeg behøver vel ikke at sige, at turen relativt snart går til USA. Oveni de to søskende har jeg også en fætter og kusine m.fl. Jeg håber, at møde dem også, når jeg kommer derover.

Lektien i det her er, at man aldrig skal give op. Jeg var ved det meget, meget ofte, men heldigvis er jeg (har jeg så viden om nu) udaf en familie, der ikke giver op, og det gjorde jeg så heller ikke. Jeg kan blive stædig som helvede, og det betalte sig så.

Det er svært at forklare, hvorfor trangen til at finde svarene, er så stor, for nogen har den slet ikke. For mig er det helt naturligt, at man vil vide, hvad man kommer fra og ikke mindst bare, at se nogen, der ligner en, er noget, der ikke kan forklares og for for de fleste andre, er det jo en given ting. Selvom de ikke ligner deres forældre, så ligner de måske en onkel, en bedstemor, eller noget helt andet. Det betyder meget mere, end man lige skulle tro.

Dernæst skal jeg takke alle dem, som i årenes løb har hjulpet mig, har forsøgt at hjælpe mig og ikke mindst har støttet mig i den lange, lange søgen. Det være sig den ene dame på et kontor, der gik det ekstra stykke for at hjælpe, venner der lagde adresse til breve (før mine forældre her forstod og accpeterede processen), og mange, mange flere. Sidst men ikke mindst, skal Pricsilla Sharp, som er en søgeengel, have en kæmpe tak, for hun satte de sidste brikker på plads indenfor en time og var den, der kunne bringe mig budskabet om min far og søskende.

Også kæmpe tak til alle jer, der nu hvor det er lykkedes mig, har skrevet de sødeste hilsener og har støttet op om det her, ikke mindst på Facebook, hvor det har været ganske, ganske overvældende. Hver en lille tilkendegivelse, er modtaget med stor taknemmelighed og glæde over, at I deler min glæde. Det gør det hele om muligt, endnu bedre. Så af hjertet tusind, tusind tak allesammen.

Så hvis du sidder derude og stadig ikke har fundet, så kan jeg kun anbefale både Priscilla Sharp og DNA. Og ikke mindst – Giv aldrig op, men hold fast i din drøm. Til gengæld skal du være klar til at modtage, hvad du får. Det er ikke altid gode nyheder som du også har kunne læse her, har jeg fået min del af dårlige), og i lange perioder, hænger hele søgeprocessen en langt ud af halsen, og man må bare have en pause. Sådan har det ihvertfald været for mig. Men så bliver man klar til en omgang mere.

Nu behøver jeg ikke søge mere, men kan hygge mig med at bygge slægtstræet ud, fordi det er sjovt, og det synes min bror også, og vi sludrer meget om det også, når vi taler over Skype næsten dagligt. Held og lykke i din søgen!

Fotocollage af min nye familie: Øverst til venstre min farmor, nedenunder min søster og bror og til højre min far

*This link is properly telling where my dad was going, as he couldn’t tell his wife:

Uvishedens vished

Som jeg fortalte for noget siden, havde jeg – eller rettere en netbekendt, fundet en søgeengel til mig, der skulle kunne hjælpe i forhold til at finde til min biologiske far, og hele problematikken med at finde ham. Det er altså lidt underligt, det her med en følelse og intuition. Da jeg talte med den her person første gang over Skype, havde jeg en dårlig “vibe”. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor – han forekom mig lidt underlig. Som det flinke menneske, jeg er tænkte jeg, at det sikkert bare var mig.

Set i bagklogskabens kloge lys, skal man lytte til den slags. Men jeg havde jo intet at have mine fornemmelser i, og når man står overfor en, der potentielt kan finde ens biologiske ophav, så bliver man sårbar. Det er der desværre mange derude, der hellere end gerne slår plat på. Også vedkommende her. Det lød så godt og hans første melding var, at han havde en ide om, hvor min far kunne være, og han havde søgt og kun funde personer i live med samme fødselsdag. Så håbefuld var jeg.

Jeg havde lige skrevet med ham, og han sagde, at han ville sende mig en mail samme aften (hans tid), så det regnede jeg selvfølgelig med. Men så gik linien “kold” og jeg hørte intet. Der gik uger, og jeg skrev med passende intervaller og spurgte, hvad der skete og om der var noget nyt, både på mail og Skype – intet!!! En ting er, hvis man intet har fundet, og det er jo reelt nok, hvis sporet går koldt, men at lade folk “hænge” på den måde og ikke svare på beskeder! Det blev mere og mere underligt, også fordi han var online på Skype og bare ignorerede mig.

Enden på det blev, at jeg selvfølgelig var desperat og ikke forstod et kuk af noget som helst og skrev en mail til hende, der havde henvist til ham. Det viste sig så, at også hun havde oplevet højst besynderlig adfærd den vej rundt og andre betalende klienter, der fik samme behandling. Ligeledes kunne hun heller ikke få fat på ham, hverken på mail eller telefon.

Det er ikke så meget pengene, selvom det selvfølgelig også er ærgerligt, men visheden om, at nogen vil være så skrupelløse og udnytte ens sårbare situation. Jeg har oplevet det før, men da var det mange flere penge. Her er det til at overleve bedre, hvis de er tabt, men det er da noget svineri af rang.

Det eneste, der glæder mig er, at jeg på forhånd ikke havde de store forventninger/forhåbninger, både fordi det indtil nu bare har været håbløst, men også for min egen bekyttelses skyld. Nu ville hende, der havde henvist prøve at finde en anden, men jeg tænker på, om jeg skal opgive nu, for jeg må sige, jeg er grundigt træt af det. Egentlig havde jeg jo lige før, hun kom “på banen” en anden i tankerne – det vil jeg lige prøve at vende med hende. Let er det ikke og det er det eneste, der er vished for midt i uvisheden.

Uden de store forhåbninger

(scroll down for English version)

Er der nyt spørger du måske? Tjah, på en måde er der, men ikke sådan, at jeg har fundet nogen, men jeg har modtaget lidt oplysninger omkring min biologiske morfar. Jeg ved ikke nok endnu til, at jeg har lyst til at dele det endnu, og jeg “synker” stadig selv oplysningen. Men på et tidspunkt, skal jeg nok dele med jer. Men at sige, at jeg har en broget baggrund, er vist en underdrivelse. Men det gør det faktisk kun spændende.

Min tyske hjælper og jeg kæmper stadig for at få mine biologiske bedsteforældres dødsattest, det har indtil nu taget over 2 år, uden resultat – hvorfor ved jeg ikke, men så svært burde det ikke være, men jeg er klar over, at mange papirer og ting, blev ødelagt under krigen og efter også.

Al den søgen i 26 år, giver heldigvis nogle søde venner online også, og en af dem, sendte mig for noget siden kontaktoplysninger til en herre, der muligvis kan hjælpe i min søgen. Jeg har lige skrevet til ham i dag. Bedre sent end aldrig, men al den sygdom har jo ligesom gjort sit, og jeg forventer uanset ikke, at finde ham i live, eller i det hele taget, at han finde. Dog jeg har lært, man skal aldrig give op, for man ved aldrig. Men det virker godt nok som om, at det er meningen, at jeg ikke skal vide noget om fortiden. To be continued…..

Press to read in English:
Læs resten

Update om min søgen/on my search!


Min biologiske mor Hildegard Charlotte Weide

Det er ved at være længe siden, jeg har skrevet noget om min søge efter min rødder. Det er der en meget simpel forklaring på. Der er ikke sket noget! Jeg har gjort lidt. Har blandt andet haft en sød dames hjælp i forhold til at prøve at finde ud af mere om mine bedsteforældre i Tyskland, og har også været i forbindelse med lidt mennesker i forhold til min biologiske far – altssammen uden held.

De sagde for 1½ år siden, at de var ved at omlægge arkiverne (med hensyn til mine bedsteforældre) så der var ventetid. Den tid er jo så for længst gået, og det virker som om vi bliver holdt hen. Hende der hjælper mig, har samme erfaring i forhold til andres søgen, og jeg er så sur! Det er bare ikke i orden. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre! Vi har skrevet, ringet, skrevet og ringet og forfra igen og intet sker. Hvor klager man sin nød??

Så er der hele spørgsmålet om min biologiske far. Stadig intet nyt der, udover jeg nu prøver at poste en poster i nogle grupper på facebook, og så må vi se. Nu har jeg lige fået at vide, at der ikke er nogen let vej andet end at tage og indskrænke det og så prøve at ringe rundt. Vi taler mange, mange tusinder, hvis ikke mere. Nu må vi se, det virker helt uoverskueligt og jeg kan ikke se, hvor jeg skal få dels tiden og dels kræfterne til det fra. Men jeg må prøve så godt jeg kan, og så må vi se. Nu har jeg postet de indlæg ihvertfald.

Der er meget mere at sige om emnet og også hele adoptionsdebatten som bliver ved at flyde i mere eller mindre kønne strømme rundt omkring. Det er snart svært at vide, hvad man skal synes om det. Der er lige så mange meninger, som der er adopterede og adoptivfamilier og biologiske forældre. Det der gør det svært er jo, at hver eneste barn og de berørte har en særlig historie og derfor er det som med meget følsomme emner svært at lave generelle regler, hvilket man jo dog er nødt til i systemer.

Look below for the English version:
——————————————————————————————————
Læs resten

Dårligt nyt

Jeg fik en dårlig nyhed i går pr. mail. Den var sådan set forventet. Som jeg skrev for noget siden, så havde jeg søgt hjælp i forhold til, at prøve (igen, igen) at finde min biologiske far.

De har på mine vegne kontaktet NPRC (National Personnel Records Center), og de konkluderer, at de ikke kan finde min far. Ham jeg troede, det eventuelt kunne være, havde jeg sådan set udelukket idet han afmønstrede militæret allerede i 1946. Og den anden der ifølge fødselsdagen passer ved opslag andre steder, har de ikke nogen millitær fil på. Igen er problemet, at der er mange, mange tusind ved navn Robert Jones, og de har er ikke registreret på fødselsdag, men på personnumre, som er helt anderledes end danske personnumre.

Oveni, har de også der (ganske som de tyske myndigheder, havde i forbindelse med min adoptionssag), haft oversvømmelse i arkiverne, så mange er gået tabt. Jeg begynder at tro, at det simpelthen ikke er meningen, at jeg skal finde min far, eller iøvrigt have flere oplysninger, med de problemer, der bliver mig lagt i vejen. Suk! Nå, men nu har jeg sendt et råb om hjælp, til TV-programmet Unsolved Mystries. Jeg har intet at tabe og alt og vinde. De har før haft den slags sager, men om de tager min, må vise sig.

Også mine morforældres sag, gik helt i stå, men lige så meget, fordi, jeg aldrig hørte fra de Polske myndigheder. Hvordan jeg skal løse den, skal jeg også have kigget på. Men jeg må indrømme, jeg er ved at være kørt bet i det nu.

UPDATE:

Faktisk var der kommet en mail lige, da jeg havde sendt dette indlæg afsted, fra Unsolved Mystries, som lyder således (så mere dårligt nyt):

“Thank you for contacting UNSOLVED MYSTERIES. We appreciate your story
submission, however, at this time we are not producing new episodes of
our program. We will keep your story in our “future segment” file
and if we resume production, we will review it at that time”

Spændende besked på FB

Jeg har lige set en spændende besked på væggen af gruppen, der tilhører bloggen her deborah.dk på Facebook :

DEBORAH I believe I might have some information you seek. I found you first on “my American/German Ancestry” your questions regarding Robert Jones, born 24th. April 1928. pls contact me here for more information.

Er denne besked den afgørende, der endelig gør, at jeg kan få oplysninger om min biologiske far, jeg intet ved om, udover navn og fødselsdato/år??? Puha, jeg prøver at bevare roen og ikke sætte for høje forventninger. Jeg ville lyve stort, hvis jeg sagde, det er let! I hører nærmere.

The missing link – GI-Kinder

Helt bogstaveligt, er dette “The missing link” i søgningen på samme – GI-Kinder. Jeg vidste, at jeg ledte efter lige dette site, for jeg har haft linket førhen. Ved skift af computere flere gange etc. havde jeg ikke lige kunnet findet det igen. Brevet, der kom retur satte endnu en eftersøgning igang efter netop det link, for jeg vidste, at det omhandlede lige MIT problem. Det er så ikke kun mit. Der er hundrede af tusind GI-babyer i Tyskland. Det vidste jeg godt nok ikke, at det var så mange. Men med mængden af Amerikanske baser og personel der, må det jo blive til en del.

Norbert Alexiou fik først at vide, at han far ikke var hans far, da han var 16, og var selvfølgelig dybt rystet. Han lovede (det skal man aldrig) sin mor, at holde på hemmeligheden da hun stadig var optaget af familiens reaktion (hun var gift, da hun skulle have Norbert med en anden). Da han blev 30 blev behovet for at finde sin idenditet dog for stor, og han opsøger sine rødder.

Der er lavet en dokumentarfilm om hans søgen, og du kan se traileren lige her. Jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvordan man får fat på den, men har skrevet og spurgt. Endnu vigtigere er det, at han også har lavet en velgørende organistaion, der hedder GI-Kinder Charity, der hjælper folk med at finde deres amerikanske fædre, der har været udsationeret i Tyskland.

Jeg har nu skrevet til dem, som et allersidste håb. Det eneste andet, jeg kunne prøve var to forskellige TV-programmer. Men dels er chancen for at blive valgt – eller rettere ikke i høj grad tilstede, og dels har jeg faktisk intet ønske om, at optræde på TV. Det kunne blive en nødvendighed, og det kan da også være, jeg er nødt til at skrive til de to muligheder, men nu prøver jeg det her først.’

Da dette site indeholder masser af søgetips, og man iøvrigt kan skrive efter hjælp, er det et meget værdifuldt site, hvis man står i samme situation som undertegnede. Så kig endelig sitet grundigt. Jeg fandt også et andet link derinde, jeg ikke er stødt på før : GI-Search. Det er gratis med en profil, og jeg har selvfølgelig lavet en og søgt, uden at finde noget!
To be continued – as always, stay tuned!

Retur

Det er næsten den værst mulige udgang. Jeg skrev forleden, at jeg ikke kunne forstå, jeg intet havde hørt. Af samme grund, var jeg godt klar over, at det nok ikke var godt nyt uanset. Jeg kom i tanke om, at damen på posthuset sagde, at jeg kunne “track & trace” mit brev via nummer på kvitteringen (anbefalet). Det gjorde jeg så og så følgende ovenfor, og var så klar over, at det var kommet retur. Og ganske rigtigt, da jeg tjekkede postkassen lå sedlen der. Nogle gange står der på brevet, hvorfor det kommer retur, men jeg sætter ikke næsten op efter noget. Men vedkommende kan have nægtet modtagelse, ellers forstår jeg ikke, for manden er jo i telefonbogen.

Om jeg er skuffet? Jo, lidt er jeg da, men jeg havde vitterligt med vilje ikke sat næsen for højt op efter noget, fordi jeg er blevet så skuffet ofte. Så vi er tilbage ved år nul. Nu har jeg en mulighed mere jeg vil prøve, og fungerer det heller ikke, så tror jeg altså jeg opgiver. Det er for belastende at blive ved at rode i, ligesom chancen for at finde ikke bliver større som årene går.

Dette har nu ikke kunnet ødelægge en superfin weekend, som I nok skal få mere om snarest. Lige nu skal jeg bare i seng lige om lidt. Den har bragt: Bakken, bistik, grillmad, masser af mennesker, galop, champagne, udsigt, og solskin og endnu engang, tro det eller lad være regn nu her – God søndag aften til jer.

Måske jeg skulle…. og andre torsdagstanker

Det var i fredags mit brev nåede frem så vidt vides. Måske mandag, hvis vi giver det 3 hverdage. Jeg har intet hørt. Jeg gav selvfølgelig alle muligheder for kontakt, og udbad mig besked uanset, hvad svaret var. Suk, bare jeg hører, gør det ikke noget, at jeg skal vente lidt endnu, men jeg kunne være bange for, at det måske betyder, at jeg ikke hører.

Nu har jeg været indendørs og syg i næsten en uge. Jeg er ikke helt frisk, men heller ikke meget, meget dårlig, og jeg føler, jeg bliver nødt til at prøve at teste formen, så at sige ved en lille udflugt senere. Hvortil skal jeg selvfølgelig nok fortælle, når jeg vender hjem igen. Desværre har stedet, jeg ville besøge ikke åben før meget senere, så….. indtil da, må jeg underholde mig her. Og det er heldigvis heller ikke noget problem – keder mig som sagt aldrig.

Mail vedr. biologisk far

Jeg har fået mail fra min efterforsker idag. I husker måske, at jeg skulle svare skemaer og sende en masse papirer og sådan.

Det fik jeg endelig gjort, og fik en mail fra hende idag. Ganske som jeg frygtede, så ser hun ikke mange muligheder heller. Hun nævner 2 muligheder, og den ene er bestemt en mulighed, mens den anden ikke er. Det skal hun selvfølgelig ikke have det vilde for, så det gør jeg nok. Jeg skal lade jer vide, om der kommer noget som helst ud af det.