Mit mirakel og noget om aldrig at give op! Og en stor tak!

Min far i togvindue på vej et sted hen fra Berlin – jeg kan rigtig godt lide det foto*

For snart mange, mange år siden begyndte jeg min søgen efter mit biologiske ophav. Faktisk i 1986. Eftersom jeg ikke har gemt alle brevene, så kan jeg ikke 100& dokumentere det. Grunden til det er, at så ville jeg skulle have et helt arkivskab bare til det. Men jeg burde nok have gjort det. Dette var før computerne kom til, og det var en meget, meget langsommelig affære og ikke mindst besværlig, for selvom det tyske samfund er velorganiseret, så er det, på dette punkt uhyggeligt svært at gennemskue, hvor man får hvilke oplysninger, og endnu mere dengang. Og så er der næste hurdle at hive det ud af dem. Jeg har følt, jeg i overført betydning har hevet Guderne må vide, hvor mange Visdomstænder ud, der tillige sad på tværs. Jeg kan helt sikkert uden at lyve sige, at der har været nogen officielle personer, der har været mere end trætte af mig til sidst. Og ofte tror jeg såmænd, jeg har fået ting, simpelthen fordi, de var mere end trætte af at høre på mig.

Men al den stædighed viste sig så også at bære frugt, og havde jeg ikke skrevet til Gud og hver mand, jeg kunne komme i tanke om, så var der flere oplysninger, der ikke var kommet mig i hænde. F.eks. fik jeg både nogle hospitalsjournaler og min biologiske mors obduktionsrapport lige før de skulle destrueres. Heldig troede jeg, at jeg var, da jeg modtog de her hospitalspapirer, for der stod navnet (som det eneste sted) på min biologiske far. Hvad der så ikke var så heldigt var, at han hed Robert Jones! Han kunne lige så godt have heddet Smith! Og så var der en fødselsdato og – år. Min biologiske mors navn havde jeg selvfølgelig, men fandt jo så desværre også reltativt hurtigt ud af, at hun var afgået ved døden i 1965. Så der var ingen mulighed for at hente nogen oplysninger. Som sagt, har jeg skrevet til alt, der kan krybe og gå i den forbindelse. Jeg har også haft flere professionelle ind over, og ingen har kunnet finde en Robert Jones, der matchede.

Som beskrevet endte jeg med at konkludere, at DNA var vejen frem, og det viste det sig så også at være. 2016 bliver et svært år at slå på den konto, hvor jeg fik hele to fantastiske søskende, fik viden om den biologiske far, jeg aldrig har mødt og som slet, slet ikke hed Robert Jones, men noget ganske andet og meget mere sjældent og var slet ikke født på hverken den dato eller det år. Desværre gik han bort i 1989, kun 50 år gammel, men via mine nye søskende, får jeg en masse viden og ikke mindst har de masser af fotos af ham også. Jeg behøver vel ikke at sige, at turen relativt snart går til USA. Oveni de to søskende har jeg også en fætter og kusine m.fl. Jeg håber, at møde dem også, når jeg kommer derover.

Lektien i det her er, at man aldrig skal give op. Jeg var ved det meget, meget ofte, men heldigvis er jeg (har jeg så viden om nu) udaf en familie, der ikke giver op, og det gjorde jeg så heller ikke. Jeg kan blive stædig som helvede, og det betalte sig så.

Det er svært at forklare, hvorfor trangen til at finde svarene, er så stor, for nogen har den slet ikke. For mig er det helt naturligt, at man vil vide, hvad man kommer fra og ikke mindst bare, at se nogen, der ligner en, er noget, der ikke kan forklares og for for de fleste andre, er det jo en given ting. Selvom de ikke ligner deres forældre, så ligner de måske en onkel, en bedstemor, eller noget helt andet. Det betyder meget mere, end man lige skulle tro.

Dernæst skal jeg takke alle dem, som i årenes løb har hjulpet mig, har forsøgt at hjælpe mig og ikke mindst har støttet mig i den lange, lange søgen. Det være sig den ene dame på et kontor, der gik det ekstra stykke for at hjælpe, venner der lagde adresse til breve (før mine forældre her forstod og accpeterede processen), og mange, mange flere. Sidst men ikke mindst, skal Pricsilla Sharp, som er en søgeengel, have en kæmpe tak, for hun satte de sidste brikker på plads indenfor en time og var den, der kunne bringe mig budskabet om min far og søskende.

Også kæmpe tak til alle jer, der nu hvor det er lykkedes mig, har skrevet de sødeste hilsener og har støttet op om det her, ikke mindst på Facebook, hvor det har været ganske, ganske overvældende. Hver en lille tilkendegivelse, er modtaget med stor taknemmelighed og glæde over, at I deler min glæde. Det gør det hele om muligt, endnu bedre. Så af hjertet tusind, tusind tak allesammen.

Så hvis du sidder derude og stadig ikke har fundet, så kan jeg kun anbefale både Priscilla Sharp og DNA. Og ikke mindst – Giv aldrig op, men hold fast i din drøm. Til gengæld skal du være klar til at modtage, hvad du får. Det er ikke altid gode nyheder som du også har kunne læse her, har jeg fået min del af dårlige), og i lange perioder, hænger hele søgeprocessen en langt ud af halsen, og man må bare have en pause. Sådan har det ihvertfald været for mig. Men så bliver man klar til en omgang mere.

Nu behøver jeg ikke søge mere, men kan hygge mig med at bygge slægtstræet ud, fordi det er sjovt, og det synes min bror også, og vi sludrer meget om det også, når vi taler over Skype næsten dagligt. Held og lykke i din søgen!

Fotocollage af min nye familie: Øverst til venstre min farmor, nedenunder min søster og bror og til højre min far

*This link is properly telling where my dad was going, as he couldn’t tell his wife:

Glemt og gemt af vejen

Artiklen på Kpn om Joyce Carol Vincent, der efter 3 år bliver fundet død i sin lejlighed i London, rørte mig dybt. Ikke fordi den som med alle mennesker, vil røre dem dybt, for hvordan kan den andet, men fordi jeg har en helt personlig tilgang til den her historie. Meget personlig. Det vender jeg lige tilbage til.

Joyce dør helt alene i sin lille lejlighed i England i en alder af blot 38 år, og forbliver liggende der indtil hun bliver fundet 3 år efter. Artiklen spørger, kunne det ske i vores samfund og hvad kan man gøre for at forhindre det? Jeg har svært ved at se det ske i Danmark, fordi vi er så overvågede og kontrollerede, at det næsten gør ondt. Det har fordele, netop at dette så ikke skulle kunne ske, omend jeg tror det sker alligevel, omend ikke efter 3 år, medmindre man er decideret hjemløs, så kan det nok. Og forhindre det? Nej det tror jeg ikke man kan medmindre, man vil fratage folk den personlige frihed, som vi for alt i verden ikke må pille ved, uden der er tvingende nødvendige grunde til det. Men som det også siges i artiklen:

Hvad med den manglende husleje, hendes gas- og elforbrug eller hendes skat? Altsammen ubetalt. Hvorfor rykkede ingen? Hvad med viceværten? Naboerne? Spørgsmål, der stadig er helt eller delvist ubesvarede.

Artiklen handler om, at denne historie har grebet instruktøren af en ny film, der kommer i 2012, der hedder “Dreams of a life“, hvor hele historien om Joyce, og hvordan det kom så vidt for en veluddannet velfungerende pige, fortælles. En film jeg helt sikkert skal se og måske endda erhverve senere.

Nu til den mere personlige tilgang til det her. I forhold til Adoption og det at søge sine rødder, siger jeg altid, at man skal være forberedt på, at det man finder ikke nødvendigvis er godt. Og man inden skal gøre op med sig selv, om man vil tage det med, og have vished fremfor alt. Personligt vil jeg hellere kende sandheden end spekulere mig grøn i hovedet over det. Så er det på plads, og man kan forholde sig til det. Men det skal der tænkes meget over INDEN man tager kontakt. Hvis man går med en eller anden lyserød forestilling om, at det hele for det første var evigt fryd og gammen og den eneste ting, der lige var “ups” var ens egen ankomst på arenaen, så kan man blive meget overrasket. Det sker i nogen tilfælde, og så er det selvfølgelig godt. Men der er også masser af ikke så “pæne” historier. En af dem, er min egen.

Min biologiske mor døde nemlig også helt alene i en tidlig alder og lå længe i sin lejlighed, men i et relativt civiliceret samfund, som det tyske, er halvanden måned, blandt andet henover Julen, for mig ihvertfald, meget længe. Det at det netop var henover Julen viser noget om, hvor isoleret hun har været. Jamen havde hun ikke familie? Jo det havde hun, men hun havde ikke kontakt til dem. Og hvorfor det var, ved jeg faktisk ikke helt, og vigtigere ved jeg ikke, om det var hendes valg, eller familiens. Min mavefornemmelse siger mig dog, at det i dette tilfælde var det første, uden jeg dog ved det.

Senere da jeg søger oplysninger omkring hende og finder min biologiske søster i Berlin ved hun næsten intet om vores fælles mor af samme årsag, og hun er vokset op hos sin (og min) mormor. Da jeg skriver til hende, er hun sød og svare og sende fotos af sig selv og min mor, hvilket jeg selvfølgelig var taknemmelig for, men hun gjorde samtidig opmærksom på, at det var meget svært for hende, og hun synes det var bedst, vi ikke har kontakt.

At sige, jeg var (og er) skuffet over det forslår nok ikke, men jeg kan ikke tvinge hende, og vil selvfølgelig heller ikke. Så derfor er der ikke mange muligheder for at få informationer omkring min mor, medmindre der er andre familiemedlemmer, jeg endnu ikke har fundet. Lige nu koncentreres indsatsen om, at finde noget omkring min biologiske far. Ikke at jeg er kommet meget videre, men en smule – tror jeg. Det har før vist sig at være helt håbløst, så der skal meget til, at jeg “svinger i lysekronen” nu.

Men jeg synes, denne historie er vigtig. For hvordan kunne det ske, og hvis det kan ske i England, kan det så også ske her? Husleje skal der jo betales, og hvis ikke den bliver det, så reageres der som regel hvilket skete i Joyce’s tilfælde – men først efter 3 år!?

I min mors tilfælde blev hun fundet af viceværten i sin ejendom, fordi de skulle op på den etage og lave nogle reparationer, og han selv kom i tanke om, at det var længe siden, han havde set hende – og så var der den åbenlyse – lugten! At få sådan en besked, er ikke sjov, og det tog mig lang tid at fordøje den og komme mig over den. Hvis man kan sige, man kommer sig over, at et menneske, er så ulykkeligt og langt ude, at vedkommende enten selv vælger at isolere sig, eller bliver valgt fra. Uanset er det ikke godt, og slet ikke, når man er ung, og relativt ung som min mor, der kun blev 43, altså ikke meget ældre end Joyce.

Jeg har det stadig ikke godt med det faktum (det er meget længe siden, jeg fik beskeden), men jeg kan intet gøre ved det. Det eneste jeg kan gøre, er at prøve at leve mit liv så godt jeg kan og nyde det.

Som altid, lad mig gerne høre din tilgang til historien. Det er altid givende at høre andres vinkel på den slags sværere emner.

Indlægget her er blevet oversat til engelsk.

Iøvrigt tillader jeg mig lige, at gøre opmærksom på hans-hendes-sin-reglerne (ligger også i sidebaren, under diverse links), da jeg selv stadig har problemer, og havde stor glæde af dem, da jeg skrev dette.