Et sidste forsøg


Jeg har ikke talt om det længe her,og det er såmænd fordi der ikke har været noget, at fortælle. Omkring min søgen efter biologiske rødder/ophav/informationer.

Lidt er der dog sket nu. En kontakt, jeg har fået i Tyskland, har på mine vegne prøvet at opsøge min biologiske søster i Berlin for et sidste forsøg på eventuelt kontakt, og hvis ikke det, så i det mindste for nogen oplysninger.

Hun var ikke hjemme, men min søde ven, der hjælper fik kontakt til en beboer i ejendommen, der gav en del nye oplysninger. Så informationsrige naboer, kan være en god ting, og var i dette tilfælde. Min biologiske søster rejser tilsyneladende en del, og derfor var hun ikke hjemme. Min veninde efterlod både mit brev, og en hilsen fra hende selv (incl. diverse kontaktinfo.), og så må vi se, hvad der sker. Næste weekend skal hun derned igen, og vil tage forbi og se, om hun kan sludre med naboen igen. Så vi måske kan få en ide om hendes reaktion.

Når man er blevet skuffet så ofte, så forventer man intet, men jeg håber på lidt information og måske fotos. Har tydeligt givet udtryk for, at jeg ikke vil påtvinge nogen mit selskab/en kontakt, men hun er den eneste, der kan give visse informationer, og det kan være for sent lige pludselig. Skulle hun have ombestemt sig, er det selvfølgelig glædeligt og jeg vil selvklart meget gerne se hende/have kontakt. Fingers crossed please! Uanset, kan jeg ikke takke den søde kontakt, jeg har fået i Tyskland nok, for hendes hjælp og engagement.

Lidt om at søge/A bit about seaching

Som jeg har sagt før, så er jeg noget opgivende omkring hele det her søgeprojekt. Jeg havde sat mit håb til en hjælper, som gør alt hvad hun kan, med den viden, hun har og de kontakter der er. Problemet er manglen på information. Jeg har næsten ingen, og den jeg har, er enten mangelfuld eller direkte forkert, for intet stemmer, eller også stemmer det for godt. Dermed ment, at der er en million (mindst) med samme navn, som min biologiske far.

Så det giver lige så mange muligheder. Fødselsdagen og året som jeg også har, ser ikke ud til at stemme heller, og hvad er chancen så. Selv de erfarne mennesker, og organisationer, der har været involveret er kommet op med ingenting, og jeg begynder at tro, at det ikke er meningen, at jeg skal finde min biologiske far.

Der er dog en mulighed, jeg ikke har prøvet, og som jeg faktisk overvejer og det er en DNA test. Den lyver i det mindste ikke, og så vidt jeg kan se, er det den eneste mulighed, jeg sådan reelt har tilbage. Kommer den så heller ikke op med noget, så tror jeg, at jeg bare dropper det.

Derudover er der hele sagen omkring min biologiske mor. Jeg ved, hvem hun er, og det store linier, men hvad med alle detaljerne – hvem var hun som person, hvad kunne hun lide, hvad med resten af familien – ikke mindst min biologiske mormor, som jo levede til starten af 70’erne. Hvem skal give mig oplysning om hende? Der er kun en, der kan gøre det, og det er min biologiske søster i Berlin.

Spørgsmålet er så, hvad kommer først, og hvad vægter mest (ikke at det er en konkurrence), men alligevel – hensynet til hendes følelser eller mine. Har jeg ret til de oplysninger på trods af hendes ønske om at være i fred, eller? Jo jeg synes jo, det er min ret, at kende min historie/familie, men… det er svært. Lige nu, er jeg mest tilbøjelig til at “kaste håndklædet i ringen” og bare droppe det hele. Selvfølgelig ikke den information, jeg kan få via diverse offentlige arkiver – der ventes på noget så simpelt som dødsattester på mine bedsteforældre stadig. Når de kommer, så er der udfyldt et hul mere, men det er godt nok en langhåret affære.

Jeg hører gerne dine tanker omkring det.

In English:

As I’ve said before, I’m sort of giving up on the whole searching project. I had put my hopes in a helper, who is doing everything she can, with the knowledge, and contacts she’s got. The problem is the lack of information. I hardly have any and the one I got is limited or incorrect, as nothing seems to fit or fitting too well. Meaning there is a million (at least) with the same name as my biological dad.

So that gives me at least as many possibilities. The birthday and year dosen’t seem to be right either
and what are the chances then. Even the proffessional people and organisations, I’ve been in touch with has come up empty and I’m starting to think, I’m not meant to find my biological dad.

There is one possibility I haven’t tried and which I’m contemplating at the moment, and that’s a DNA test. It’s not going to lie at least, and as far as I can see, it’s the only possibility I really have left. If it comes up with nothing, I think I’m just going to leave it.

Then there is the whole business about my biological mother. I know who she is and the overall picture but what about all the details – who was she as a person, what did she like, what about the rest of the family not least my biological grandmother, who lived til the beginning of the 70’s. Who is going to give me information about her? There is only one who can, and that’s my biological sister in Berlin.

The question is, what weighs in the most (not that it’s a competition), but still – the consideration for her feelings or mine? Am I intiteled to these informations inspite her wish to be left alone or? Yes I think it’s my right to know my history/family, but…. it’s difficult. Right now I’m more for just “throwing in the towel” and drop the whole thing. Of course not the information, I can get through the official archives – still waiting for something as simple as deathcertificates on my grandparents. When they arrive it’ll be another hole filled out, but it’s a “hairy” affaire.

I’d like to hear your thoughts on the matter.

Berlin beslutning

Som det er blevet nævnt her flere gange, er jeg på vej til Berlin meget snart. Jeg glæder mig meget til at se byen, hvor jeg er født. Det i sig selv, er jo en god grund til at se byen, men derudover, har jeg kun fra alle hørt, at det bare er en skøn by, at besøge.

Planerne er mange, og jeg håber, jeg når det meste på de 7 dage. Når det er sagt, vil jeg heller ikke stresse, men nyde det, så jeg skal have skrevet en hårdt prioriteret liste her en af dagene. Det bliver spændende, både at se byen, men også steder, hvor min biologiske mor har været, og hvor jeg også selv har været i mine 13 første måneder.

En af de ting, jeg ikke kan eller skal, når jeg kommer til Berlin, er at se min biolgiske søster, som bor dernede med sin mand. Mange har delt deres meget velkomne indput på det her emne og jeg er nået frem til, at jeg IKKE kontakter hende. Det er der to gode grunde til – efter min mening.

Første gang, jeg kontaktede hende var i 1993, hvor hun venligt skrev mig tilbage, og sendte fotos af hende selv, vores fælles mor og hendes gravsted (som det senere viser sig, hun fik slettet året efter (til min store fortrydelse). Men jeg har tænkt, jeg skal besøge kirkegården. En gammel smuk kirkegård (fra, hvad jeg har kunnet se på nettet). I kender jo min svaghed for den slags. Det var fantastisk at få brevet dengang, men også bittersødt, for hun gjorde meget tydeligt opmærksom på, at hun ikke ønskede kontakt, og at det havde været svært for hende, at svare mig. Hvorfor det var svært for hende skal jeg jo ikke kunne sige. Hun er næsten 20 år ældre end jeg og var således voksen stort set, da jeg blev født (meget udenfor planen), og det har formentlig i sig selv ikke været særlig sjovt, ligesom det faktum, at hun heller ikke voksede op hos vores mor. Det er de forklaringer, der ligger lige for. Hendes begrundelse var også, at vi jo havde haft så forskellige liv, så det så hun ingen grund til. Det er så ikke et argument for mig, og ret beset, aner hun jo ikke, hvordan mit liv har været. Vi er vokset op i forskellige perioder, men derfor kan vi da sagtens have noget tilfælles. Jeg mener, jeg har haft og har venner, der kunne være mine bedsteforældre, børn etc. Så det var måske mere for at finde en grund mere for at retfærdiggøre at skrive det. Jeg ved det ikke.

Til gengæld har argumenterne for at skrive til hende igen været mange fra jeres side. Dog skal lige siges, at jeg faktisk forsøgte at skrive til hende for et par år siden netop med baggrund i jeres argumenter om, at nu var der gået lang tid, og så havde hun mine kontaktoplysninger (jeg er jo flyttet mange gange, siden første brev), ligesom hun er det eneste “vindue” til den side af familien. Fotos, historier etc. Og ja, det er hun og netop fordi det med at finde min biologiske far heller ikke lykkes, er det så meget mere vigtigt – for mig! Det er tydeligtvis ikke vigtigt for hende, endsige at udvise nogen form for forståelse for det. Eller hun evner det ikke. Jeg skrev som sagt af de grunde for et par år siden, tror jeg det var, et anbefalet brev, som aldrig blev hentet. På det tidspunkt vidste jeg ikke, om hun stadig boede der, men det har jeg senere fået bekræftet, at hun gør. Derfor synes jeg, det var en meget tydeligt signal om, at hun ikke er interesseret.

Jeg forstår hende ikke, men jeg er nødt til at respektere hendes ønsker, og jeg har ikke lyst til at såre hende, eller at hun skal tænke dårligt om mig, hvis jeg ikke gør. Samtidig er jeg dødærgerlig over det, netop fordi jeg om ikke andet gerne ville have information om resten af familien. Så beslutningen er, ikke at kontakte hende. Skulle hun skifte mening, er jeg jo ikke ligefrem svær at finde på nettet.

Med hensyn til min biologiske far, så har jeg fået “et par” muligheder, der skal undersøges lidt nærmere. Noget jeg skal kigge på, når jeg har været i Berlin.

Glemt og gemt af vejen

Artiklen på Kpn om Joyce Carol Vincent, der efter 3 år bliver fundet død i sin lejlighed i London, rørte mig dybt. Ikke fordi den som med alle mennesker, vil røre dem dybt, for hvordan kan den andet, men fordi jeg har en helt personlig tilgang til den her historie. Meget personlig. Det vender jeg lige tilbage til.

Joyce dør helt alene i sin lille lejlighed i England i en alder af blot 38 år, og forbliver liggende der indtil hun bliver fundet 3 år efter. Artiklen spørger, kunne det ske i vores samfund og hvad kan man gøre for at forhindre det? Jeg har svært ved at se det ske i Danmark, fordi vi er så overvågede og kontrollerede, at det næsten gør ondt. Det har fordele, netop at dette så ikke skulle kunne ske, omend jeg tror det sker alligevel, omend ikke efter 3 år, medmindre man er decideret hjemløs, så kan det nok. Og forhindre det? Nej det tror jeg ikke man kan medmindre, man vil fratage folk den personlige frihed, som vi for alt i verden ikke må pille ved, uden der er tvingende nødvendige grunde til det. Men som det også siges i artiklen:

Hvad med den manglende husleje, hendes gas- og elforbrug eller hendes skat? Altsammen ubetalt. Hvorfor rykkede ingen? Hvad med viceværten? Naboerne? Spørgsmål, der stadig er helt eller delvist ubesvarede.

Artiklen handler om, at denne historie har grebet instruktøren af en ny film, der kommer i 2012, der hedder “Dreams of a life“, hvor hele historien om Joyce, og hvordan det kom så vidt for en veluddannet velfungerende pige, fortælles. En film jeg helt sikkert skal se og måske endda erhverve senere.

Nu til den mere personlige tilgang til det her. I forhold til Adoption og det at søge sine rødder, siger jeg altid, at man skal være forberedt på, at det man finder ikke nødvendigvis er godt. Og man inden skal gøre op med sig selv, om man vil tage det med, og have vished fremfor alt. Personligt vil jeg hellere kende sandheden end spekulere mig grøn i hovedet over det. Så er det på plads, og man kan forholde sig til det. Men det skal der tænkes meget over INDEN man tager kontakt. Hvis man går med en eller anden lyserød forestilling om, at det hele for det første var evigt fryd og gammen og den eneste ting, der lige var “ups” var ens egen ankomst på arenaen, så kan man blive meget overrasket. Det sker i nogen tilfælde, og så er det selvfølgelig godt. Men der er også masser af ikke så “pæne” historier. En af dem, er min egen.

Min biologiske mor døde nemlig også helt alene i en tidlig alder og lå længe i sin lejlighed, men i et relativt civiliceret samfund, som det tyske, er halvanden måned, blandt andet henover Julen, for mig ihvertfald, meget længe. Det at det netop var henover Julen viser noget om, hvor isoleret hun har været. Jamen havde hun ikke familie? Jo det havde hun, men hun havde ikke kontakt til dem. Og hvorfor det var, ved jeg faktisk ikke helt, og vigtigere ved jeg ikke, om det var hendes valg, eller familiens. Min mavefornemmelse siger mig dog, at det i dette tilfælde var det første, uden jeg dog ved det.

Senere da jeg søger oplysninger omkring hende og finder min biologiske søster i Berlin ved hun næsten intet om vores fælles mor af samme årsag, og hun er vokset op hos sin (og min) mormor. Da jeg skriver til hende, er hun sød og svare og sende fotos af sig selv og min mor, hvilket jeg selvfølgelig var taknemmelig for, men hun gjorde samtidig opmærksom på, at det var meget svært for hende, og hun synes det var bedst, vi ikke har kontakt.

At sige, jeg var (og er) skuffet over det forslår nok ikke, men jeg kan ikke tvinge hende, og vil selvfølgelig heller ikke. Så derfor er der ikke mange muligheder for at få informationer omkring min mor, medmindre der er andre familiemedlemmer, jeg endnu ikke har fundet. Lige nu koncentreres indsatsen om, at finde noget omkring min biologiske far. Ikke at jeg er kommet meget videre, men en smule – tror jeg. Det har før vist sig at være helt håbløst, så der skal meget til, at jeg “svinger i lysekronen” nu.

Men jeg synes, denne historie er vigtig. For hvordan kunne det ske, og hvis det kan ske i England, kan det så også ske her? Husleje skal der jo betales, og hvis ikke den bliver det, så reageres der som regel hvilket skete i Joyce’s tilfælde – men først efter 3 år!?

I min mors tilfælde blev hun fundet af viceværten i sin ejendom, fordi de skulle op på den etage og lave nogle reparationer, og han selv kom i tanke om, at det var længe siden, han havde set hende – og så var der den åbenlyse – lugten! At få sådan en besked, er ikke sjov, og det tog mig lang tid at fordøje den og komme mig over den. Hvis man kan sige, man kommer sig over, at et menneske, er så ulykkeligt og langt ude, at vedkommende enten selv vælger at isolere sig, eller bliver valgt fra. Uanset er det ikke godt, og slet ikke, når man er ung, og relativt ung som min mor, der kun blev 43, altså ikke meget ældre end Joyce.

Jeg har det stadig ikke godt med det faktum (det er meget længe siden, jeg fik beskeden), men jeg kan intet gøre ved det. Det eneste jeg kan gøre, er at prøve at leve mit liv så godt jeg kan og nyde det.

Som altid, lad mig gerne høre din tilgang til historien. Det er altid givende at høre andres vinkel på den slags sværere emner.

Indlægget her er blevet oversat til engelsk.

Iøvrigt tillader jeg mig lige, at gøre opmærksom på hans-hendes-sin-reglerne (ligger også i sidebaren, under diverse links), da jeg selv stadig har problemer, og havde stor glæde af dem, da jeg skrev dette.