Update om min søgen/on my search!


Min biologiske mor Hildegard Charlotte Weide

Det er ved at være længe siden, jeg har skrevet noget om min søge efter min rødder. Det er der en meget simpel forklaring på. Der er ikke sket noget! Jeg har gjort lidt. Har blandt andet haft en sød dames hjælp i forhold til at prøve at finde ud af mere om mine bedsteforældre i Tyskland, og har også været i forbindelse med lidt mennesker i forhold til min biologiske far – altssammen uden held.

De sagde for 1½ år siden, at de var ved at omlægge arkiverne (med hensyn til mine bedsteforældre) så der var ventetid. Den tid er jo så for længst gået, og det virker som om vi bliver holdt hen. Hende der hjælper mig, har samme erfaring i forhold til andres søgen, og jeg er så sur! Det er bare ikke i orden. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre! Vi har skrevet, ringet, skrevet og ringet og forfra igen og intet sker. Hvor klager man sin nød??

Så er der hele spørgsmålet om min biologiske far. Stadig intet nyt der, udover jeg nu prøver at poste en poster i nogle grupper på facebook, og så må vi se. Nu har jeg lige fået at vide, at der ikke er nogen let vej andet end at tage og indskrænke det og så prøve at ringe rundt. Vi taler mange, mange tusinder, hvis ikke mere. Nu må vi se, det virker helt uoverskueligt og jeg kan ikke se, hvor jeg skal få dels tiden og dels kræfterne til det fra. Men jeg må prøve så godt jeg kan, og så må vi se. Nu har jeg postet de indlæg ihvertfald.

Der er meget mere at sige om emnet og også hele adoptionsdebatten som bliver ved at flyde i mere eller mindre kønne strømme rundt omkring. Det er snart svært at vide, hvad man skal synes om det. Der er lige så mange meninger, som der er adopterede og adoptivfamilier og biologiske forældre. Det der gør det svært er jo, at hver eneste barn og de berørte har en særlig historie og derfor er det som med meget følsomme emner svært at lave generelle regler, hvilket man jo dog er nødt til i systemer.

Look below for the English version:
——————————————————————————————————
Læs resten

Lidt om at søge/A bit about seaching

Som jeg har sagt før, så er jeg noget opgivende omkring hele det her søgeprojekt. Jeg havde sat mit håb til en hjælper, som gør alt hvad hun kan, med den viden, hun har og de kontakter der er. Problemet er manglen på information. Jeg har næsten ingen, og den jeg har, er enten mangelfuld eller direkte forkert, for intet stemmer, eller også stemmer det for godt. Dermed ment, at der er en million (mindst) med samme navn, som min biologiske far.

Så det giver lige så mange muligheder. Fødselsdagen og året som jeg også har, ser ikke ud til at stemme heller, og hvad er chancen så. Selv de erfarne mennesker, og organisationer, der har været involveret er kommet op med ingenting, og jeg begynder at tro, at det ikke er meningen, at jeg skal finde min biologiske far.

Der er dog en mulighed, jeg ikke har prøvet, og som jeg faktisk overvejer og det er en DNA test. Den lyver i det mindste ikke, og så vidt jeg kan se, er det den eneste mulighed, jeg sådan reelt har tilbage. Kommer den så heller ikke op med noget, så tror jeg, at jeg bare dropper det.

Derudover er der hele sagen omkring min biologiske mor. Jeg ved, hvem hun er, og det store linier, men hvad med alle detaljerne – hvem var hun som person, hvad kunne hun lide, hvad med resten af familien – ikke mindst min biologiske mormor, som jo levede til starten af 70′erne. Hvem skal give mig oplysning om hende? Der er kun en, der kan gøre det, og det er min biologiske søster i Berlin.

Spørgsmålet er så, hvad kommer først, og hvad vægter mest (ikke at det er en konkurrence), men alligevel – hensynet til hendes følelser eller mine. Har jeg ret til de oplysninger på trods af hendes ønske om at være i fred, eller? Jo jeg synes jo, det er min ret, at kende min historie/familie, men… det er svært. Lige nu, er jeg mest tilbøjelig til at “kaste håndklædet i ringen” og bare droppe det hele. Selvfølgelig ikke den information, jeg kan få via diverse offentlige arkiver – der ventes på noget så simpelt som dødsattester på mine bedsteforældre stadig. Når de kommer, så er der udfyldt et hul mere, men det er godt nok en langhåret affære.

Jeg hører gerne dine tanker omkring det.

In English:

As I’ve said before, I’m sort of giving up on the whole searching project. I had put my hopes in a helper, who is doing everything she can, with the knowledge, and contacts she’s got. The problem is the lack of information. I hardly have any and the one I got is limited or incorrect, as nothing seems to fit or fitting too well. Meaning there is a million (at least) with the same name as my biological dad.

So that gives me at least as many possibilities. The birthday and year dosen’t seem to be right either
and what are the chances then. Even the proffessional people and organisations, I’ve been in touch with has come up empty and I’m starting to think, I’m not meant to find my biological dad.

There is one possibility I haven’t tried and which I’m contemplating at the moment, and that’s a DNA test. It’s not going to lie at least, and as far as I can see, it’s the only possibility I really have left. If it comes up with nothing, I think I’m just going to leave it.

Then there is the whole business about my biological mother. I know who she is and the overall picture but what about all the details – who was she as a person, what did she like, what about the rest of the family not least my biological grandmother, who lived til the beginning of the 70′s. Who is going to give me information about her? There is only one who can, and that’s my biological sister in Berlin.

The question is, what weighs in the most (not that it’s a competition), but still – the consideration for her feelings or mine? Am I intiteled to these informations inspite her wish to be left alone or? Yes I think it’s my right to know my history/family, but…. it’s difficult. Right now I’m more for just “throwing in the towel” and drop the whole thing. Of course not the information, I can get through the official archives – still waiting for something as simple as deathcertificates on my grandparents. When they arrive it’ll be another hole filled out, but it’s a “hairy” affaire.

I’d like to hear your thoughts on the matter.

The answer my friend…..

is blowing in the wind, the answer is blowing in the wind! Den sangtekst og melodi, har kværnet rundt i mit hovede hele morgenen. Jeg har set “Ved du hvem du er?” og igen fulgt en eller anden kendt persons søgen efter røddernes historie. Som altid spændende, omend lige denne her omgang ikke var den mest interessante, jeg har set. Uagtet får udsendelserne mig altid til at tænke over min egen situation udi det her “cirkus”. Underlig betegnelse, men det er, hvad det efterhånden har udviklet sig til føler jeg. Det er næsten ligemeget, hvor jeg vender mig hen, så løber jeg efter meget kort tid panden imod en stor mur. Det er ved at blive trættende nu – meget! Hvis så bare en side af familien ville lykkes, men det lader til de begge skal være mere end besværlige.

Når det så er sagt, tror jeg jo også på, at der er en mening med alting. Så et sted, så får jeg det, jeg skal have og ikke hverken mere eller mindre. Men der er ingen der kan skylde mig for at tage det “liggende “. De fik kamp til stregen de her forfædre og myndigheder ikke mindst. Undervejs prøver jeg dog også at forlige med med, at jeg måske aldrig får de svar/resultater, jeg gerne vil have.

Der hvor jeg nu løber hovedet imod muren i forhold til min biologiske mors familie er, at der før et vist årstal (som mine bedsteforældre selvfølgelig tilhører), simpelthen ikke var nogen registre eller optegnelser i mange tilfælde. Polen var for ikke så mange år siden nærmst et uland. Det kan man godt glemme, men ikke desto mindre. Det gør den side af sagen kompliceret. Hvad jeg kan gøre ved jeg ikke. Skrevet til myndighederne der har jeg gjort, men intet hørt. Så jeg tænker jeg i denne forbindelse, skal prøve at skrive til dels nogen /DanskPolsk foreninger og høre dem, hvad man gør, og dels om nogen kan hjælpe. Ligeledes har jeg haft god erfaring med at skrive til den danske ambassade i Berlin, så jeg har tænkt at prøve samme fremgangsmåde i forhold til Polen.

En ting er at Polen i sig selv er kompliceret, men at Tyskland næsten er lige så bøvlet indimellem, er en anden historie. Jeg har søgt nu i 20 år cirka, og det er endnu ikke lykkedes mig at finde en klart mønster for, hvor man henvender sig. Der er ingen kommunikation instanserne imellem og man bliver skubbet fra den ene til den anden i en vild forvirring. Meget trættende og ikke mindst frustrerende. Det kræver vitterligt udholdenhed og tålmodighed. Rigtig meget! Når det er sagt, hvis man holder ved, så kan man jo være heldig, og det har jeg så også været i nogen tilfælde. Det skal heller ikke lyde helt sort, men let – nej det er det ikke.

Nu er jeg så løbet ind i, at de i Berlin er ved at omlægger arkiverne, hvorfor de ikke kan fortælle mig om de har dødsattesterne på min mormor og morfar, hvad de selvfølgelig må have. Nu skal jeg så lige have skrevet til Ambasaden og forhørt mig, om det vitterligt kan have sin rigtighed, at folk skal vente på oplysninger til 2013, hvor de er færdige med at omlægge. Det kan jeg ikke forstå, det kan.

Med hensyn til min biologiske far, er det samme problematik som altid, og jeg har efterhånden mistet troen på, det nogensinde skal lykkes. Dels er han, hvis han overhovedet lever, meget gammel og dels er det den samme “sang” jeg løber i hver gang. De skal have flere oplysninger. Fint, jeg har bare ikke flere. Nu er en privat velgørenhedsorganisation involveret, og så må vi se. Det er “let nok” at komme op med en Robert Jones på søgemaskinerne, og også en der er født den rigtige dato og år, men der skal noget at holde det op imod – er han sort, var han i militæret i Berlin etc. Ellers er det jo ubrugelig information. Og det er det, der gør det så svært.

Jeg har et fjernsynsprogram, jeg kan skrive til, hvis de stadig modtager. det ville jeg helst undgå, for jeg har intet ønske om den slags publicity, men hvis det kan bringe mig mit svar må det være sådan. Og selvom jeg får skrevet til dem, er det langt fra sikkert, de vil tage min historie eller kan finde ud af noget heller. Men lad os nu se. Men det er status på det lige nu. Så som du kan se, har jeg “et par” mails, der skal skrives udover alt det andet. Fotoet, er fra i går.

Lidt mere information

Selvom jeg har sagt, at det føles som, at trække en større visdomstand ud, for hver oplysning, så er det jo det værd, når jeg pludselig får mere information.

Jeg er nu i besiddelse af fødselsdag, – år, -sted og bryllupsdag på mine bedsteforældre på mødrene side. Nu skal jeg så skrive endnu et sted hen, for at få oplyst, hvor og hvornår de døde. Året på min bedstemor har jeg, så hun blev 78 år gammel. Noget, jeg nok aldrig får, er fotos. Det kunne jeg ellers godt tænke mig også. Det ér spændende, at grave i sin families fortid, og jeg bliver glad, hver gang jeg kan udfylde noget på mit stamtræ på Ancestry.com.

Har du iøvrigt set, at de nu sender de originale “Ved du, hvem du er?” på DR? I går var det Susan Sarandon. Meget spændende.

Hvad med dig, slægtsforsker du?