En meget blandet dag


Vejet var fantastisk og One Giant Step (IRE) var god for lidt opmuntring og legen fotomodel

I går var godt nok en modsætningernes dag, på det følelsemæssige plan. Lige fra glæde til, hvis ikke sorg så ihvertfald stor eftertænksomhed og sørgmodighed over dem, vi mistede.

Først var jeg et smut på banen og i stalden for at få lidt energi til dagens lidt sværere ting, at skulle til bisættelse. En dejlig dame er gået bort, som endnu et offer til cancer. Heldigvis var hun ikke typen, der så sig selv som et offer og hun gik med fred og uden smerter. Meget at være taknemmelig for. Det ændrer dog ikke på, at vi var mange, der rigtig gerne ville have haft hende her noget længere.

Ovenpå det sørgelige måtte jeg lige afledes lidt, for jeg var ærlig talt noget ked af det. En god venindesnak og en kop te, var lige kuren og så gik det hjemover igen. Det var en for lang dag, og det halsonde, der havde spøgt dagen før genopstod her i dag, og jeg har bestemt ikke været på toppen. Nu har jeg bare, at blive frisk som en havørn til lørdag, og også gerne til i morgen, hvor meningen ellers var stalden. Vi må se, hvordan, for nu vil jeg gå ind og slappe helt af, har siddet her alt, alt for længe, men hovedet holder, så lidt positivt er der da.


Rhododenrontid og denne mødte jeg på vej hjem fra banen

Ufatteligt


Ved Kastellet i dag

I dag har været en af de dage, man gerne glemmer. Det har været først dårligt nyt og derefter skulle jeg til bisættelse. Det var ufatteligt, og rigtig hårdt. Et var for mig, men det at se den nærmeste familie også så knust, var hjerteskærende. Når nu det skulle være, var det en smuk ceremoni for et menneske, der levede fuldt ud, men som blev revet herfra meget tidligt. At se et barn bære sin mor til rustvognen, er næsten ikke til at bære. Sådan var dagen…

En smuk dag, men…


Charlottenlund Fort i dag

Jeg skulle et ærinde idag, grundet triste, triste omstændigheder, og derfor skulle jeg have købt en bårebuket, da jeg i morgen skal til bisættelse. Adlrig en sjov gang, men det kan føles langt mere naturligt, end det kommer til i morgen, hvor et forholdsvist ungt menneske, er revet ud af sit liv ganske pludseligt og helt uventet, og har efterladt venner, famlie og bekendte i en chocktilstand. Heller ikke for mig, er det virkeligt endnu. Det bliver det nok først imorgen.

Turen gik bagefter omkring far, og så en butik, jeg vidste havde noget udsalg. Men jeg fandt ikke noget. Godt det samme, for der skal spares på pengene denne måned. På vej hjem, var jeg lige forbi blomsterforretningen igen, for der var lige en rettelse, jeg skulle have med, og så købte jeg ind til aftensmaden, men mere om det senere. Skyerne samler sig her omkring, men koldt er det ikke. Faktisk er temperaturen helt fin, når man også har indre varmeapparat!!!.

Eftermiddagen er blevet brugt her, på fotos og sikkerhedskopieringer og lidt og så har jeg sovet. Er dælme træt i øjeblikket. Rigtig god aften.

Blomsterelskerens blomster

Vi havde mange fælles interesser. Og en af dem var blomster som vi begge elskede. Derfor var det en stor glæde at se alle de smukke blomster, der var til hende igår, og flest i hende favoritnuance – lyserød/rosa, som netop også er min favorit! Særligt havde vi passionen for roser tilfælles, og dem var der også nogen af, som det ses. Kisten blev båret til rustvognen, hvor vi sang “Dejlig er jorden”, inden den begav sig afsted. Efter det kørte vi tilbage til gården og fik et meget flot traktement og dejlig vin. Jeg kom med toget kl. 20 og var her på adressen kl. 23.30 – meget, meget træt!

Et helt liv levet

Dette er indtryk, fra ejendommen hvor min kære veninde, har levet en stor del af sit spændende liv. Som vi snakkede om mange gange igår, så var hun forud for sin tid. I 30′rne gjorde hun det, at hun i modsætning til mange andre tog ud og rejse og så sig om. Det var ikke så almindeligt, som det senere blev. Faktisk ville hun have været med en onkel til Amerika tidligere (altså før hun var myndig), men der satte hendes far hælene i. Og det var jo så held i uheld kan man sige, for hun kom til England, hvor hun holdt meget af at være, og Paris ikke mindst.

Hendes mand mødte hun, og de slog sig ned på hans fødegård. Det er derfra fotos er. Der bor nu deres søn, og de var værter igår. Nogen utroligt søde og gæstfrie mennesker, som var de det allesammen. Jeg fik igår jo lejlighed til at møde nogen af alle de børn, børnebørn og oldebørn, jeg har set mange fotos af og hørt om i de år, jeg har kendt min søde veninde. Omstændighederne til trods, var det meget dejligt at se dem.

Vi var da alle berørte i kirken. På afdødes vegne, kunne vi kun være glade. Det må være noget med det uigenkaldelige i det på en eller anden måde, og ens egen sorg over at miste så kært et væsen som hun vitterligt var. Hun var ganske enestående faktisk, og glæden over at have været hendes ven, er den jeg prøver at holde fast i. For som jeg også skrev tidligere. Det er ved at være noget siden, at hun var 100% sig selv, selvom hun aldrig gik helt tabt mentalt. Det var det smukkeste vejr, og flottere afskedsvejr kunne ikke tænkes. Jeg vil altid huske hende med den største glæde og selvfølgelig vil jeg savne hende, for vi havde det så utroligt dejligt sammen, men 95 er meget gammelt, og hun fortjente fred og ro. Det har hun fået nu.

Tilbageblik og et sidste farvel

Jeg fandt et dagbogsnotat eller kalender notat 23. april 1996:

“Redet Look At Me – i skoven med Lone Larsen”

Og gennem 1996 var der flere af den slags noter om rideture med Lone. Jeg kan ikke huske turen specifikt, men den har helt sikkert været hyggelig, for vi havde det rart. Hesten var en hoppe født i 1993, har jeg fundet ud af. Det er ikke fordi jeg kan huske.

Idag har jeg sagt farvel til hende. Ikke at jeg havde kontakt med hende i mange år. Men det var sådan set ikke bevidst, at det blev sådan, det blev bare sådan.

Vi sludrede altid, når jeg så hende på banen, og så flyttede jeg langt væk. Da jeg for ca. 2 år siden vendte tilbage til byen, var hun allerede meget syg. Når jeg skriver “Larsen” er det fordi, det hed Lone førhen, og sådan kendte jeg hende først. Senere tog hun så sit pigenavn Graversen.

Jeg tænker meget på hendes sønner, og hvor svært, det må være for dem. Samtidig kan man jo ikke lade være at huske, hvordan det var, da jeg selv mistede min egen mor.

Et sidste farvel skulle gives, og det er altid svært – også selvom Lone var meget syg, og helt sikkert har det bedre, hvor hun er nu.

Her er lidt minder fra dengang fundet på nettet:

Stald luksus – 1999

Det var en meget smuk afsked idag. Der var ufatteligt mange blomster til en rar pige, der elskede heste og sine sønner mere end selve livet og i høj grad meget mere, end hun formåede at elske sig selv – desværre! Nu har hun fred, og vi fik sagt et smukt farvel. Det er hårdt, og meget hårdt er det at se hvor hårdt det tager på de nærmeste, for vi ved det selv, når vi har været der. Men for Lone var det godt – endelig har hun fred.

Præsten holdt en utroligt gribende og god tale, som bare ikke kunne have været bedre. Mange gode minder blev netop taget frem, samtidig med, at sandheden heller ikke blev skjult, at der også var meget barske sider i den bog, der var bogen om Lones liv. Det var helt som det skulle være.

Jeg vil mindes de gode tider – det bad hun om, så det gør jeg, og håber jeg møder hende igen til en rigtig god galop! I himlen er der nemlig ingen sygdom og begrænsninger, så det tror jeg helt sikkert, jeg gør.

Hvil i fred kære Lone!

Afsked med Lone

Som jeg fortalte forleden, har Lone fået fred. Hvis du ønsker at tage afsked med hende, sker det:

Tirsdag den 30. september 2008 kl. 15.30
fra Skovshoved Kirke

Solen gik ned over en smuk afsked

img_7825opt.jpg
Solnedgang over Ordrup her idag

Jeg er lige kommet hjem efter bisættelse næsten. Dødtræt er jeg. Men en smuk afsked var det. Ordrup kirke er meget enkel og smuk indeni, og da jeg kom ½ time før ceremonien skulle starte, var der allerede blomster til døren helt fra den hvide kiste smukt pyntet med gule, gyldne og orange farver. Solen skinnede og himlen var blå. Det var kun sorgen over at have mistet en stor mand, på flere planer der gjorde, at der var sorte skyer. Inden vi var startet lå der blomster ved stolene også i begge sider, næsten til døren også!

Jeg ankom alene, og havde således ingen at følges med ind, men var da klar over, at der kom nogen, jeg kendte. Satte mig bagerst i kirken og nød lyset, der faldt så smukt i de røde blyindfattede ruder oppe ved alteret. Det endte med, at en god galopven ankom, og så var jeg jo ikke alene længere. Det var rart! Efterhånden kom der jo flere og flere mennesker og vi endte som ventet op med en fyldt kirke. Der var en meget højtidelig og gribende stemning, og præsten holdt en smuk tale. Han tale om, hvor stor betydning stemmer har – og om nogen var Henrik Leth jo kendt for sin stemme. Alle kendte ham, selv dem der ikke iøvrigt kendte en snus til galop. Som det blev sagt – vi får aldrig en ny Henrik Leth – han var “The one and only”! Så må vi der har kendt ham og oplevet ham så ofte, være taknemmelige og bære hans røst i vores hjerte!

Glad var jeg for, at han og hans hustru Lise fik lov at fejre deres Guldbryllup i sommer, og havde en dejlig tur til Frankrig med børn og børnebørn. Men tænk engang, at stå der efter 50 år alene lige pludselig, uden sin elskede. Det er frygteligt hårdt. Men selvfølgelig var den yngre generation også hårdt mærket af deres elskede far, farfar, og morfars bortgang. Og alene at se det, påvirkede bestemt også andre end jeg!

Det var en fin afsked…

Efter kirken var der inviteret til samling på Taarbæk Kro, hvor jeg så kørte ned. Jeg havde forventet, at skulle have en passager, men det fik jeg så ikke. Jeg havde ingen speciel forventning andet end måske en drink og en sandwich måske, men det var stor frokost med det hele og siddende. Det var et fantastisk lækkert og flot arrangement. Maden var som altid dejlig! Jeg fandt et bord med galopmennesker, og fik lov at sidde med, og det var rigtig hyggeligt. Det hjælper da noget at mødes og tale lidt sammen, selvom sorgen sidder i familien længe, så tror jeg, alligevel det er vigtigt. Jeg savnede det ihvertfald, da min mor gik bort. Efter et par timers hygge og god mad, drog vi hjemover, og jeg kom så hjem for en times tid siden.