Nytårshilsen 2012


Så gik der endnu et år og hold da op, sikke et og for hulen, hvor gik det stærkt! Jeg ved, jeg ikke er den eneste, der halter bagud og som synes det. Konstant og hele tiden har jeg det som om, jeg er en tegneseriefigur, der hænger i luften bagved hunden i snoren der jagter efter noget (I kan garanteret se det for jer), bortset fra hunden i mit tilfælde burde være en hest, men det er så en helt anden snak. Heldigvis har jeg ikke være dér i året der fløj :-)

Til genæld startede jeg året med at have en syg far – meget, meget syg. Det tog sin tid, og tog sit ud af mig. Ikke nok med at det følelsesmæssigt er forfærdeligt hårdt at have så syg en nær pårørende, så var det også helt fysisk også alt, alt for hårdt for mig, men i situationen, var det jo ikke mig, der stod først på listen. Dermed brugte jeg energi jeg ikke havde, på hele det forløb. Det tog sin tid at komme sig over bagefter også. Heldigvis kom far sig og har det godt i forhold til alle indlæggelserne – ja der var mere end en – heldigvis var de senere langt fra så alvorlige som første, men det sætter sig i en alligevel også hos ham. Denne hilsen skal også bruges til at sige, tusind, tusind tak for jeres støtte, opmuntring og deltagelse under hele den svære periode, hvor far var så syg. Uden jer gode venner, læsere og andet godtfolk, havde jeg aldrig klaret det. Og det var uvurderligt for mig.

Jeg havde længe ønsket mig en tur til Berlin, og da jeg uventet fik en sjat penge retur, så blev de omsat til det. Jeg kan dårligt omsætte i ord, hvad den tur betød for mig, udover at sige, at jeg elskede hver sekund og elsker Berlin fra nu og til jeg ikke er her mere. Læs mine indlæg derfra og se fotos, og glæd dig til flere indlæg og fotos fra Berlin, for jeg er ikke færdig med dem endnu – også en ting, der er på den dårlige samvittighed. Tilbage skal jeg, men da jeg ikke har uanede midler, og der er mange andre ting, jeg også gerne vil, så vil jeg leve noget endnu på den fantastiske tur og se andre ting også. I disse dage går jeg og “summer” på, hvad næste projekt skal være.

Hestene og vennerne i stalden fylder stadig meget, og jeg elsker hvert sekund, jeg kan overkomme at være der. Desværre føler jeg selv, at jeg ikke har været der så meget, som jeg “burde” i år, men det har jo også sine årsager i bl.a. fars sygdom. Det var også året, hvor jeg mistede den ene af de to heste, der har betydet mest for mig – Neptune – i daglig tale Neppe. Det er længe siden, jeg har grædt så meget! Til gengæld ved jeg, at han vidste, han var højt elsket lige til det sidste. Han er dybt savnet stadig og vil altid være det (også af hans ejere), men jeg er så lykkelig for, at han var min særlige skønne ven og solstråle.

Tiden i stalden (og på banen) er vigtig. Den giver mig i høj grad følelsen af, at være til gavn og nytte, mit skøre helbred til trods. Og ikke mindre vigtigt, så er der alle de skønne venner i den forbindelse, som jeg slet, slet ikke kan overdrive betydningen af – Tak for hver og eneste en af jer og for jeres overbærenhed, forståelse og at I giver mig så mange, mange glæder.

Som nogen ved, havde jeg også fødselsdag i året der gik – endda en rund af slagsen. Egentlig ville jeg gerne have holdt en fest for alle mine dejlige venner. Men uanset, hvordan det blev vendt ville det koste langt flere penge end, jeg har. Vil prøve at fejre min venner hele året så meget jeg orker, med flere små middage, frokoster etc. Desværre er det ikke blevet til nok, og det skyldes så mit dumme helbred igen, men jeg prøver og det vil jeg også gøre i 2013. Så føler du dig forbigået, så er du ikke den eneste “jeg mangler”, og så er det ikke hensigten! I den forbindelse fejrede jeg lidt med min far, og i stalden. Senere var jeg en tur i til løb i Stockholm. En fantastisk tur også, og tusind tak til alle implicerede, der gjorde det til endnu en skøn oplevelse at huske tilbage på.

Når nu jeg har rost, så er der også bagsiden af medaljen, folk der siger et og gør noget helt andet. Jeg har i året oplevet 3 tilfælde, hvor jeg høfligt, har spurgt folk om noget, og fået enten “en kold skulder” eller et mere end beskidt svar tilbage. Den sidste skulle forestille at være en ven, men var det så åbenbart ikke. Heldigvis har jeg da fået langt flere venner, end jeg har mistet i året. Man skal åbenbart heller ikke på blogs sige sin mening, men kun være høflig og komme med “small-talk”, for ytre man sig i uenige toner, skal jeg da så love for, man risikere at få “revet hovedet af” – det oplevede jeg så også.

Det er desværre min oplevelse, at den rummelighed og næstekærlighed man ofte siger man står for, ikke gælder i blogland – og det synes jeg er trist. Jeg er ikke enige med alle, og det skal jeg heller ikke være. Alle har ret til deres, men jeg synes, jeg prøver at finde de indlæg, hvor jeg kan finde noget hyggeligt at kommentere på, og så gøre det. I det nye år kunne jeg ønske mig, at andre gjorde det oftere her. Om ikke andet, så siger jeg nu kun noget, hvis jeg kan sige noget “pænt”, for uagtet hvor respekttuldt man prøver at sige noget, der ikke er i tråd med skrevne, så er risikoen for verbale tæsk åbenbart overhængende – og det gider jeg simpelthen ikke!

Som sagt er glæderne heldigvis langt de fleste, som da en kær hesteveninde gav mig en fantastisk sød og smuk Julegave og en anden kom forbi med gaverne til mig, fordi jeg var sløj. Betænksomhed og kærlighed fra fantastiske venner i året, er klart det der har båret det, og vil blive ved at gøre.

Dette blev heller ikke året, hvor jeg fandt “Mr. Right”, men jeg fik da konstateret, at jeg ikke er helt død indeni endnu, hvis jeg skulle være i tvivl, og jeg mødte helt sikkert potentiale. Desværre intet mere, for den slags skal jo gå begge veje, og gør det ikke det, så …..no deal! Sjældent, jeg finder nogen der i den grad passer, så selvfølgelig ærger det mig, men det hjælper jo ikke. Et er sikkert, jeg vil ikke nøjes, så er jeg hellere fri. Vedkommende skal ind og røre min sjæl – har man mødt det, kan man ikke nøjes med mindre. Måske 2013 bliver året, for selvfølgelig vil jeg gerne have en dejlig kæreste – jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet – og lyve gør jeg altså ikke.

Nå, det blev en lang hilsen, men der skal jo siges det, der nu skal. Slutteligt var dette også året, hvor vi mistede en stor, stor sangerinde. En af de største nogensinde Whitney Houston, dette er årsagen til at hendes smukke stemme indleder dette indlæg. Det kunne snildt have været et foto, men der ryger jeg ud i sædvanlige problematik – at vælge. Ingen skal være i tvivl om, at jeg er en rigtig “soul sister”, og at Whitney absolut er og altid vil være en stor favorit.

Grunden til lige disse to sange og denne video, skal jeg gerne fortælle. “I’m telling you, I’m not going”, er en sang, der er helt, helt fantastisk, og en sang, der er ufattlig svær at synge, og en absolut yndling af mine og jeg anede ikke, at Whitney havde sunget den. Har man på noget tidspunkt været i tvivl om, at hun rent faktisk var mere end fantastisk på et tidspunkt, behøver man bare at se denne video. Sangen hun synger bagefter er “I who have nothing”, som er en kærlighedssang. En dejlig sang, men det er mere slutreplikken i sangen, jeg vil bruge her:

“I have nothing, if I don’t have you”

Med tak for alle kommentarer, hilsener, hyggelige chat’s, sms’er, varme kram, smil og dejlige oplevelser til venner, læsere og alle andre, der har beriget mig i året der gik. Tusind tak og rigtig godt Nytår!

Kære Blogger bloggere!

Nu sidder jeg igen og skummer af frustration. Jeg ville så gerne have skrevet en kommentar til Hyacinth’s indlæg omkring tabet af hendes tydeligt smukke schæferhund. Kunne jeg så det?? Nej det kan jeg ikke, kun hvis jeg har en googlekonto. Det har jeg, men jeg ønsker selvsagt at kommenterer som Deborah med URL: http://deborah.dk så jeg kan reklamere for min blog.

Ønsker Hyacinth og andre Blogger blogere virkelig kun kommentare og indput fra kun folk på Blogger?? Jamen fint, men så skriv det et sted, for så er vi andre fri for at vandre forgæves. Det er ikke første gang jeg oplever dette. Så sent som igår måtte jeg skrive en hilsen til en anden blogger om det samme. Hyachint har ikke engang en mail oplyst så man kan kontakte hende.

Jeg er irriteret – undskyld, men det kan da ikke være så svært, at sætte de indstillinger, så man selv kan vælge, hvordan man vil kommentere?? Ja jeg spørger bare!! Selvsagt gider jeg jo heller ikke følge en blog, hvor jeg ikke kan kommentere, og det er i flere tilfælde ærgerligt.

Efterdønninger

Jeg ved ikke, hvad det skyldes. Om det er Garbo’s bortgang eller de der hormoner jeg tager. Men jeg er klart mere hudløs end jeg plejer at være lige nu. I morges fik jeg en sød sms, med kondolance omkring Garbo, og det satte “vandværket” i gang omkring det. Det er vel naturligt nok, men jeg er også helt vildt træt, og kunne selvfølgelig ikke sove i morges. Og i løbet af dagen har jeg ikke fået sovet, hvoraf en hovedpine opstod.

Kroppen brokker sig iøvrigt med smerter i dag, i postkassen lå brev om, at jeg mangler at betale en husleje, hvilket jeg selvfølgelig ikke synes er fedt, endsige fatter, hvordan kan ske. Så hvis ikke jeg havde hovedpine, så fik jeg det. Min følelse af, at alt lige går galt blev ikke mindre af, at jeg fik udtrykt mig yderst uheldgt, og gjorde en gammel ven ked af det, jeg håber blot min undskyldning modtages. Nej det har ikke været en god dag!

Jeg tror på en blanding af for megen travlhed, lidt stress, hormoner og selvfølgelig tristhed og forvirring ovenpå hele Garbo-affæren.