En rigtig filmhelt er død

Vi har ventet det længe, og så sent som igår tænkte jeg på, hvordan det mon gik! Det gik så slet ikke, for nu er Paul Newman død 83 år gammel, af den cancer de ikke kunne få bugt med. Dette kan bl.a. læses på Dr Nyheder.

Nu er 83 år jo en ganske pæn alder, og et spændende liv har han haft, så den vej rundt, må man ikke klage. Dog er det jo lidt sådan, at “rigtige” helte de dør jo ikke sådan bare synes man, og en rigtig helt (for mig ihvertfald) har han altid været. Han har været et af de store filmikoner, som altid har glædet mig ved sine roller. Også de lidt mindre roller har han fyldt ud til sidste centimeter. Bl.a. husker jeg ham, for brilliant spil overfor Kevin Costner i “Brevet i flasken (1999)” – en film, som iøvrigt er rigtig dejlig efter min mening. Selv langt op i årene var Paul Newman en fantastisk smuk mand (nogen vil påstå mænd ikke kan være smukke, det mener jeg så) med en udstråling de fleste ville give mange penge for at have. De kan godt glemme det, den kan ikke købes, og “Mr. Blue Eyes” havde den i spandevis.

Nu skal hans stjerne stråle. Det er jeg sikker på den gør. R.I.P. med tak for mange gode film, som vi heldigvis har tilbage.