Denne gang uden sne og god weekend

Jeg kørte mig en morgentur, nu jeg havde mulighed og vejret var godt på det tidspunkt. Det blev et smut til Brønshøj Kirkegård, som jeg kun har set en gang før, og der var den dækket af sne. Det har en god evne til at gøre ting smukke, men det var også dejligt at se kirkegården i før-efterårsklæder. Der var et hint af farverne, og det var en hyggelig lille tur.

Selvfølgelig skød jeg lidt fotos, men ikke mange. Hvis du vil se flere, så ligger de her.

På vejen hjem fik jeg ordnet en masse ærinder, og så skulle bilen afleveres. Jeg er stadig mere død end levende af træthed, så jeg vil suse ind på min sofa og ønske jer en god weeekend.

Morgenens road-trip – Brønshøj Kirke

Emil og jeg tog på road-trip igen i dag til morgen. Brønshøj Kirke var målet. Dels fordi, det er en jeg længe har villet besøge, og så er dem i nærmest omegn snart besøgt på nær nogen få. Vi kender også nogen, der ligger der, men at finde noget som helst i dag, var håbløst, for der lå meget sne. Og jeg troede egentlig ikke, jeg ville få taget ret mange fotos, men som vanligt, blev det da til en del alligevel.

Vi startede i høj sol og det var rigtig smukt, da det så også begyndte at sne lidt. Senere begyndte det så at sne rigtig meget som det ses nedenfor, og da havde vi også gået der en times penge og var mere end modne til at køre hjemover. Jeg havde handsker på, og min pegefinger var helt stiv da vi skulle hjem :-) Men det blev nogle dejlige fotos synes jeg selv, og de kommer snarest på flickr. Jeg skal nok komme med en lille melding her, når jeg har uploadet.

Selve kirken er Københavns ældste, og er bygget i 1180’erne. Således er der rigtig mange gamle grave, hvilket jeg holder meget af. Af en “Landsbykirkegård”, er den også relativt stor, og der er rigtig dejligt at gå rundt. Det bliver ikke sidste visit der, det er helt sikkert.