Søndagsupdate

Jeg har ikke rigtig skrevet på senest. Og det er med god grund. Der sker ikke så meget lige nu. Jeg har faktisk ikke engang været i stalden. Det er usædvanligt, og jeg var heller ikke til løb i går. Faktum er, at jeg ikke er på toppen og så vil jeg hellere nusse rundt her. En slags sommerferie for mig, at gå her og hygge og få ordnet en masse projekter. Og dem er der nok af. Nogen af dem, er fra før min far gik bort. Men det skrider fremad nu, og det giver også en slags overskud. Jeg tænker, vi alle har perioder, hvor vi har brug for at “trække stikket lidt ud”? Under alle omstændigheder har jeg lært at lytte, når systemet fortæller mig, at jeg skal og har behov.

I dag har jeg fået en reol/hylde til mit køkkenn forærende. Nu forestår arbejdet med at få det overskab ned, der hænger der, og få malet køkkenet i samme omgang og…..ja hylden skal også have en tur, men jeg skal først beslutte, hvilken farve. Så endnu et projekt, som også har været tiltrængt længe. Jeg skal nok vise den på et tidspunkt, men lige nu står den i kælderen.

Forleden købte jeg en buket pæoner billigt. Det var så med god grund, for de holdt ikke længe på nær en knop, som jeg så følte mig inspireret til at sætte i den kinesiske vase på foto. Den gav jeg mine forældre da de havde sølvbryllup. Den stod på et meget flot chatol min mor og far havde på en endevæg i stuen. Nu har jeg den så. Hos mor stod den bare til pynt, og det kan også være den skal det, når blomsten ikke kan mere.

Helt symptomatisk, så gik det hverken værre eller bedre, at vores ene hest gik hen og vandt, nu jeg selvfølgelig ikke var der. Dens første sejr i karrieren. Og en rigtig god veninde havde ikke en, men hele to sejre.

Med andre ord, jeg lader op med de små ting. Jeg har behov for at prøve alt hvad jeg kan for det kniber, at finde de positive takter lige i øjeblikket. Men jeg tænker de kommer igen, det plejer de da. Jeg håber, I har haft en god weekend og nydt det gode vejr.

Fotos er så opstillingen i mit vindue med den kinesiske vase og mors portræt, som også har fået et par knækkede petunier som selskab. Nederst er foto fra min tur til byen. De smukke blomster op ad den grafittiplagede mur med kig mod Israels Plads og legeplads. Det er iøvrigt nok den grimmeste og mest mislykkede plads i hele københavn. Jeg ved simpelthen ikke, hvad de har tænkt på. Der ligger nogen af Københavns ældste og flotteste ejendomme ud til den plads som er et betonhelvede af rang, uden træer og med en boldbaner, larmende og gold. Hold nu op, hvor må de være kede af det, dem som har smukke, smukke lejligheder her. Jeg fatter ikke, man kan lave noget, så forfærdeligt i det hele taget, men da slet, slet ikke der!

Solskinsupdate

Vejret kan der ikke klages meget på lige nu. Solen skinner og det har den gjort de sidste mange dage. Oveni lagde den bidende blæst sig, så det var til at holde ud, at bevæge sig udenfor. Og så er det jo meget hyggeligt, at gå en tur med hundene. Indrømmet, de bliv ikke så lange, som de ofte har været, af den simple årsag, at jeg stadig er “i bedring” og således tager det meget stille. Det går helt sikkert meget bedre nu, og jeg er ved at være “fit for fight” igen. Dog har erfaringen vist, at overmodighed for tidligt meget vel kan give bagslag, så jeg venter til jeg er helt sikker.

Men som det ses, et smut ud her i weekenden var ikke det værste, sålænge man er pakket godt ind. For sku ikke “hunden på hårene”, det var bidende koldt stadig og her til morgen var der igen et fint lag hvidt pudder derude. Så forår….ikke rigtig endnu, men intet at fortvivle over, det skal nok komme. Til gengæld nyder jeg i egenskab af fotograf de nøgne grene mod himlen lidt endnu, for det er faktisk et yndlingsmovtiv, så der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet.

I går var jeg frk. effektiv, ligesom jeg også fik støvsuget i weekenden. Jeg var ovre med en pakke, der skulle retur. Bagefter var jeg et smut i Lidl, for de har nogle veganske produkter, jeg rigtig godt kan lide. Derudover fik jeg også købt en gave til en veninde, der snart har fødselsdag. Så slet ikke så ringe, og også der skinnede solen.

Jeg håber I har en god uge. Som en slutbemærkning skal jeg lige huske at nævne, at kan du som jeg godt lide biler, så smider jeg dem på Instgramkontoen @4thepassionofcars

Frostboks update

Der har været noget stille her. Og det er fordi, der ikke er sket det vilde egentlig. Jeg har ligget syg og gør sådan set stadig. De seneste dage, har jeg forsøgt mig i at bevæge mig lidt ud, blandt andet for at handle lidt.

I går kom min veninde med hundebørn, så dem har jeg til i morgen engang. Selvsagt skal de små Tutter ud, så det var om at pakke sig godt ind til formiddag (vi sov længe). Hundene fik hundefrakker på, og jeg selv pakkede mig godt ind. Som det ses, var det rigtig flot, men også hundehamrende koldt. Så det blev den korte version af en gåtur. Nok til, at de fik gjort det, de skulle, og så hjem. Heldigvis er her alle muligheder for at lave en rute der passer lige til, hvad man har lyst til.

Jeg skal gerne indrømme, jeg ikke har lyst til ret meget i øjeblikket. Jeg er udfordret også derhen, at jeg ikke kan gå for tidligt ud, for jeg får let lungebetændelse. Så sålænge jeg ikke er helt på toppen og stadig hoster, bliver jeg her. Men jeg håber (fingers crossed) på stalden i slut næste uge ihvertfald.

Ja selvfølgelig……

…er jeg blevet nedlagt nu, med hvad jeg formoder, er influenza. Det startede lidt i går, med kriller i halsen og det er kun blevet værre, med feber og hovedpine og generel sløjhed i dag. Ikke decideret forkølet endnu, og jeg kan da håbe, at det ikke kommer, for jeg hader at være forkølet. Det gør alle vel tænker jeg.

Så mine planer er endnu engang blevet skudt i sænk. Jeg har intet foretaget mig udover at få et bad og så kan man sige, det gode ved det, hvis vi skal prøve at finde det, er at jeg får sorteret og ordnet nogle fotos, når jeg ligger her. Det er jeg svært glad for.

Og så får jeg lyttet noget lydbog også. Jeg har fundet en ny forfatter, jeg lige har lyttet 2 bøger i rap med – Lucinda Riley. Hende vil jeg varmt anbefale. Nu skal jeg så finde på det næste. Ikke fordi jeg ikke kunne tage en mere Lucinda, for det kunne jeg sagtens, men der må lidt variation til. Så nu har jeg tænkt at gå “i den anden grøft” og kaste mig udi en Stephen King, som jeg aldrig har læst noget af. Det må da være på tide tænker jeg.

Fotos er taget for en måned siden, hvor der også var kommet lidt sne, og jeg synes, jeg skulle fange det. Det kom der en dejlig gåtur og flere udmærkede fotos ud af. Som vides elsker jeg gamle huse, og mødte flere smukke på min vej, som det ses. Alle fotos fra den dag ligger her.

Jeg håber, I får en god og sygdomsfri uge, nu hvor min formentlig er ødelagt oveni en weekend der i forvejen var en udfordring (private årsager), med sygdom oveni – igen!

Weekend med indlagt hygge

Lørdag besluttede jeg, at jeg skulle ud og gå en tur. Selvom det var gråt, så er det min erfaring, at det ofte giver gode fotos. Noget, jeg er begyndt at værdsætte mere. Og jeg har jo den her målsætning om, at jeg skal prøve at komme ud, så meget som muligt. Som sagt, så gjort. Jeg havde en ide om Charlottenlund Fort, fordi det var noget siden, jeg havde gået derned, og kilometermæssigt ville en tur derned og retur gøre status rigtig fin. Sådan gik det så ikke. Hvorfor skal jeg fortælle senere. Før jeg nåede så langt, gik jeg igennem Travbanen, og først mødte jeg Mads. Han arbejder også på Galopbanen og vi hilste lige med vink (han kørte traktor). Så kom der to heste på banen, og sjovt nok var det en træner, jeg som ganske, ganske ung lærte at kende, da jeg var i praktisk hos Travtræner Per Hansen – nemlig Axel Jacobsen. Allerede dengang var Axel på vej op, og er siden blevet hvis ikke den bedste Travkusk/træner i Danmark, så ihvertfald helt i toppen af disse. Han var en utroligt sød mand dengang, og det tænker jeg, at han stadig er. Hvem hans kvindelige medkører er, ved jeg så ikke, men det var da lidt sjovt, at det lige var ham, nu jeg skulle møde nogen. Det gør jeg meget sjældent. Og som om det ikke var nok, mødte jeg lidt efter en af vores jockeyer fra banen, der var ude og løbe en tur, og så var jeg ved Charlottenlund Fort.

Så kommer vi til, hvorfor jeg aldrig fik gået hele turen. Jeg har en fætter, der nyeligen er flyttet til Strandlund, som ligger umiddelbart ved siden af Fortet. Så nu jeg var der, ville jeg se, hvor hans bolig var, så jeg vidste det, når jeg skulle besøge ham (det havde vi talt om, at jeg skulle). Så jeg gik hen og kiggede, og jeg gik bagom, så jeg gik en runde, så jeg så begge sider af hans ejendom. Det viste sig, at være heldigt, at jeg gjorde det, for ellers havde jeg ikke mødt ham. I det samme, jeg er drejet om hjørnet kommer min fætter kørende. Han insisterede på, at jeg gik med op og fik en drink, og det gjorde jeg så. Sådan gik det til, at det meste af eftermiddagen gik med hyggelig snak og at drikke dejlig vin. Det var så hyggeligt og han har fået en dejlig bolig, som lige passer til ham. Det glæder mig for ham. Bagefter kørte han mig retur, så jeg fik ikke gået den tur.

Jeg har nævnt det før. Jeg elsker at møde nogen, jeg kender, når jeg er ude og gå tur. De år, hvor jeg boede på Lolland-Falster, mødte jeg jo aldrig nogen jeg kendte. Af den simple årsag, at der ikke var nogen. Jo, jeg havde et par veninder, men slet ikke som herinde. Og det var også min største motivation for at flytte retur og jeg er så glad for alle dem, jeg nu kender og kan hilse på. Som for at understrege dette, mødte jeg i går på vej hjem fra stalden, en af pigerne fra banen og vi fik en lang sludder. Tak for det også.

Søndag var det fødselsdag hos min veninde, som har gjort det til en vane efterhånden, at holde sin fødselsdag på Restaurant Charlottenlund Fort, og det blev søndagen brugt på. Rigtig hyggeligt, for jeg kender flere af hendes venner og veninder rigtig godt, så det blev Charlottenlund Fort x2.

Jeg var som sagt i stalden i går, og jeg havde rigtig travlt. Maner blev rykket og heste blev børstet i en lind strøm, og det var dejligt. Min kickermus fik særlig TLC og jeg hyggede mig meget med ham. Senere kom min veninde med hundene, og de er her endnu og bliver hentet senere i dag. I morgen står den på stald igen. Grunden til mit efterslæb her er, at jeg var uden net over weekenden og først fik nyt modem tirsdag.

Husk, jeg altid gerne modtager en hilsen herinde, og er du ikke på Facebook, kan du synes om opslaget på det lille hjerte under indlægget.

Fotos: fra oven – Træner Axel Jacobsen (nærmest) med følge, En dejlig villa og et smukt træ på Travbanevej, de to næste Charlottenlund Fort, Strandlund, Direkte op til Strandlund ligger disse fantastiske rækkehuse på Sundvænget, som jeg elsker.

Knitrende klart

Det knitrende klare startede i går. Og som det plejer at gå ved man aldrig, hvornår det slutter. Så jeg greb dagen og kastede mig udenfor. Jeg skal jo også have genoptaget det med at gå, og i det hele taget stramme op på den konto. Så en tur ud i går, var mere end passende. jeg endte med at gå til Bellevue/Mattssons Rideskole og så snød jeg godt nok og tog toget retur. Det var egentlig ikke meningen, men jeg ved jo aldrig, hvor ondt jeg får, og jeg kunne mærke, at nu var det ligesom nok, så jeg hoppede på toget. Jeg fik også taget et par fotos af det dejlige vejr. Efterfølgende var det bare afslapning og en sludder med min bror i USA. Så dejligt, at få en sludder med ham. Jeg savner dem derovre og ville ønske, jeg var derovre som sidste år i varmen ikke mindst. Men det kommer igen. Det talte vi også om.

Jeg har gennem længere tid haft problemer med min telefon og opladning og nu måtte jeg gøre noget. Det eneste sted, jeg sådan lige kunne se, der havde reparation fra gaden var MyTrendyPhone. Der ligger en i indre by og så ligger der blandt andet også en i Hillerød. Jeg kan rigtig godt lide Hillerød og køreturen med toget er næsten den samme, så det blev den. Jeg skulle dog lige finde den, og det var ikke helt så let, men med hjælp fra søde borgere deroppe, lykedes det.

Konkulsionen er, at det er kablet. Så formedlest 49,- kr. fik jeg et sådan, og håber så, at problemet er løst. Jeg ventede meget længe, og der var megatravlt, så har du brug for deres assistance, og er helt sikker på, hvad problemet er, så book tid online. Det kan man nemlig. Efter den omgang gik jeg retur mod stationen. En tur på 1,5 km, så jeg fik da gået noget i dag også. Klog af skade, har jeg lært at tanke op med smertestillende (det havde jeg så ikke gjort i går), for det med at spille helt og næsten ikke kunne gå, når jeg skal retur, holder ikke.

Jeg fandt en “Dollar-Store” på vejen, og der fandt jeg et par ting, der også passende kunne kommemed hjem. Og så spiste jeg en Panino (Ciabatta) sandwich, uden mozarella fra Piccola Italia. Den smagte dejligt. Jeg tilstræber jo en vegansk kost nu, men det var først bagefter, at det slog mig, at der formentlig jo også er ost i pestoen. Oh well, det er der ikke at gøre ved, så må jeg huske det næste gang. Egentlig ville jeg vente med at spise noget til jeg kom hjem, men klokken var efterhånden mange og jeg var helt dårlig af sult, så der var ingen vej udenom. Jeg havde kun fået en af de gode Alpro To Go Yoghurt i morges, og det kan altså ikke holde en gående hele dagen.

Jeg var her retur ved 14-tiden og nu slapper jeg af igen. I morgen står den igen på oprydning og rengøring. Fotos foroven er fra i dag fra Hillerød og nederst er fra i går på min tur til Klampenborg. Som det ses, var det begge dage knitrende klart og de stakkels fugle i Hillerød frøs om numsen vil jeg tro, men der var frostfrit i et lille område nær kysten. Om det er slået fri, eller bare ikke var frosset ved jeg ikke. Men ellers var Slotssøen frossen.

Østerbro’s skønheder

på vej til Sortedam Dossering

Lige en ejendom efter mit hoved. Kig detaljer! Der er intet nyt byggeri, der står mål med sådan noget som det her

Ejendommen ovenfor close-up

En ganske anden stil, men stadig en utroligt smuk ejendom

Igen en anden stil, men knap så spændende som de to første

Udsigt til den anden bred. Jeg havde lige set et opslag på Facebook om boliger med tårne og se lige her

Den her ejendom var rigtig interessant, og vi havde lige gået og sludret om ornamenter på bygningen – de kan ikke ses her på nær to, men der de er på hele fronten af ejendommen – de 12 kvindelige dyder. Vi mødte en flink mand, der kunne se og høre os tale om, og han vidste at ejendommen er Soldenfeldts Stiftelse. Megasmuk ejendom, og en man stadig kan om bolig i, er man enlig og bosiddende i København

De ligger som perler på en snor, den ene smukke ejendom efter den anden. Ulempen dennegang var de sk.. valgplakater, som ingen steder pynter. Jeg mener tiden langt er løbet fra dem, og de skulle forbydes – er det bare mig?

Sortedamslund er en Andelsforening har det vist sig ved research efterfølgende. Endnu en meget smuk ejendom

En helt fantastisk ejendom som ved hjælp af Google blev fundet frem til at være Kronprins Frederik og Kronprinsesse Louises Stiftelse

Udsigt over søerne

Denne gade ligger så godt nok ikke på Østerbro, men i centrum lige ved Nørreport. Men de smukke ejendomme skulle lige med

For noget tid siden lovede jeg jer, at jeg ville vise de smukke huse, vi mødte på vores tur til Østerbro. Som jeg sagde, så fortjener de deres eget indlæg. Der var flere rigtig flotte og især to som var særligt interessante, men det kan I læse om ovenfor under fotos.

Jeg har fortalt om vores tur til Østre Anlæg og bagefter gik vi så hen langs søerne og ned ad Sortedam Dossering og der ligger godt nok nogle smukke ejendomme, som det ses ovenfor.

Ingen hemmelighed, at jeg elsker gamle ejendomme/huse/villaer, og de her herskabelige ejendomme, er lige mig. Skulle jeg bo i København, skulle det være deromkring med udsigt over søerne, men det ved vi så også godt, nok koster derefter. Og så er jeg iøvrigt mere end tilfreds, hvor jeg er. Kan I have en rigtig god weekend.

Lidt fotos i mangel af andet

Et af mine yndlingshuse

De her 4 ejendomme, er næsten ens, og dog meget forskellige. Faktisk kiggede jeg engang på lejlighed i en af dem. Lejligheden var på 1. eller 2. sal og så havde den et stykke have. Det ville jeg da aldrig få brugt, og det var en væsentlig årsag til, at det ikke blev den, udover prisen som selvfølgelig heller ikke dengang var billig

Hvor mange kollegier kan prale med havudsigt og sådan en bygning? Ikke mange, hvis overhovedet andre. Dette er også et privat-ejet af slagsen, det ejes af en fond

De sentblomstrende roser bringer stadig sommerfornemmelser og duft på en flot efterårsdag – det kan blive ved til frosten kommer

Den her ejendom er næsten noget af det grimmeste, jeg har set. Der ligger dog en anden tæt på, hvor jeg bor, der er næsten lige så grim. Det er slut 60’er eller engang i 70’erne byggeri (jeg ved ikke nøjagtig), men det skulle være nogle fantastisk fede lejligheder indeni, og ikke mindst har de jo havudsigt, så billige er de ikke

Lavendler – de dufter fantastisk, og var lige et pust af sommer på vejen

Det her hus, er smukt, efter min ringe mening, og det har endda også de gamle fine vinduer. At nogen så smider SÅ grimt et stakit op, der bare slet ikke passer, ligesom at flisebelægge hele forhaven, er vandalisme – køb en lejlighed eller noget andet grimt, hvis du gør sådan ved et smukt gammelt hus

Det var egentlig bare meningen, at jeg skulle finde nogle efterårsfaver, og de sidste fotos, er såmænd bare nogle sådan med diverse huse som statister

Alle der læser med her ved, at jeg har mine kæpheste, især hvad angår huse, arkitektur, vinduer, istandsættelse (meget ofte vandalisme), moderne arkitektur og øjenbæer sådan i al almindelighed. Jeg møder nogen hver dag, og nu blev der lige tid til at dvæle lidt ved nogle dejlige huse, og nogen der bliver ødelagt. Der er mange, mange flere, og jeg har masser i gemmerne, men der er en grænse for, hvor mange indlæg, I gider af den slags. Her har jeg for størstedelens vedkommende fokuseret på det positive.

God weekend til jer. Jeg ligger syg her og må undvære (kan jeg allerede fornemme) galop i morgen, og må følge herfra.

Favorithuse og yndlingsaversioner

Et godt eksempel på, hvad jeg mener. Tænk at molestere sådan et smukt gammelt hus på den måde med sådan en grim stensætning- stensætning ja, men sgu ikke sådan. Før så det ud ligesom det ved siden af – smukt, naturligt og passende til huset og langt, langt kønnere

Et smukt gulstenshus, der (endnu) ikke er blevet pudset til ukendelighed – selvfølgelig hvidt – for der findes jo ikke andre “farver”, skal det endelig være – vel?

Et absolut yndlingshus, der heller ikke er moderniseret til ukendelighed og med gamle smukke vinduer. Glashuset, er bygget til for nogle år siden. Ikke at jeg havde valgt ligesådan (jeg havde valgt klassisk med sprosser), men det kan sagtens gå an og er i husets ånd, trods alt

Også et yndlingshus, men det ligger dumt. Egentlig er dette taget til min Instagramside, der helligerer sig biler, og gerne foran smukke huse. Bilen er en sjældenhed – Maserati

Dette hus er helt fantastisk, og ligger på modsatte hjørne af det ovenfor. På et tidspunkt havde nogen fået den “geniale” ide, at male det blåt! Gudskelov kom der nogen og reddede fra den grumme skæbne. Rædslen af et udhæng, har de dog desværre ikke fjernet (glasdims over hoveddøren)

Lidt længere henne ligger dette hus – også ultradum beliggenhed, men jeg er vild med altanen og stilen og ikke mindst de smukke gamle vinduer

Hele to rødstenshuse ved siden af hinanden – et særsyn efterhånden. Det første er iøvrigt til salg, 7,7 mill. og åbent hus på søndag til salg hos Danbolig, hvis nogen har lyst

Et absolut favorithus med en favoritbil foran – Mercedes Stationcar. Dog fik I mig aldrig til at betale, hvad det ville koste at købe det, for så stor er attraktionen vandudsigt ikke for mig, og slet ikke med en larmende vej foran. Taler vi direkte vandudsigt, er det noget helt andet, men jeg vil lige så gerne skov og marker – eller faktisk hellere. Dette er også et foto, du finder på 4thepassionofcars

Her er vi i udkanten af Skovshoved. Et af meget få huse, der har fået lov at beholde sin farve og ikke er blevet hvidt

Som mange ved, har jeg mine meninger i forhold til huse, arkitektur og ikke mindst, hvor meget og hvor lidt, man skal og hvordan man skal gøre det på gamle huse. Jeg elsker gamle huse, og ja det måtte meget gerne være en Patriciavilla, men andet kan bestemt også godt være flot. Jeg ser så også rigtig ofte Hammerslag, men efter de skiftede vært, så er jeg stået af. Men til sagens kerne. Hold nu op, hvor bor folk dog ens og efter min mening kedeligt – ihvertfald dem de vælger at vise frem meget ofte. Det lige med få undtagelser, men så har det også kostet spidsen af en jetjager.

Et andet program der omhandler huse og boliger er “Kender du typen?” Det har de så også ødelagt med skift af deltager. Intet ondt om Flemming Møldrup, men TV egner han sig altså ikke til. Til gengæld, er der dog der heldigvis mange, der tør skille sig ud fra mængden. Ligesåvel er Hammerslag og Beliggenhed, Beliggenhed, Beliggenhed uden Peter Ingemann, bare ikke det samme. Jeg er SÅ træt af, at danske TV-stationer ikke tager i betragtning, hvor stor værdi der er i værten. Jeg ser de gamle udsendelser, jeg ikke har set, men orker ikke de nyt. Jeg har vitterligen forsøgt. Istedet ser jeg hellere de engelske versioner af sidste, hvor de har haft de samme to fantastiske værter i mange år, og som bare er fantastiske. Ja, jeg er gammeldags og hader forandring på mange punkter.

Når vi så taler gamle huse, bliver jeg helt på tværs. Jeg kan slet ikke have, at folk smækker rædsler af nye køkkener i de her gamle huse, der slet ikke passer til dem. En anden yndlingsaversion sker her i kommunen og i det hele taget. Danmark er kendt for sine rødstenshuse især, men også gulstensejendeomme. Som det går p.t., er der snart ingen tilbage. Jeg kan ikke fortælle hvor mange huse og ejendomme herude, der er blevet pudset til ukendelighed. Murstenshuse er smukke og iøvrigt meget lettere at holde. Jeg synes, det er SÅ synd. Folk må selvfølgelig gøre, hvad de vil – men lad mig bare afsløre, at mange penge bestemt ikke er lig med god smag. Så er det sagt! Her ser du nogen af mine yndlingshuse, og jeg fortæller lidt om dem og som jeg opfatter dem.

Et helt fantastisk hus. Dog mistænker jeg, at de skiftede vinduer er plastik, uden jeg dog ved det. En dødssynd, og var der enevælde med mig som regent, blev de forbudt

Søndagsoverlevelse incl. bonus

Så blev det søndag, og jeg har det ikke en dyt bedre. Jeg tænkte dog, at det var i dag, jeg skulle prøve at slæbe mig ned og handle lidt, hvis det skulle forsøges. Det viste sig selvfølgelig, at da jeg først kom afsted, var jeg meget dårligere end jeg troede. Men handlet fik jeg og fik mig slæbt hjem med varer (i den situation, er en bil altså savnet!!) – Nå, men jeg kunne jo også bare have handlet online, som jeg havde truet til.

Lidt forsødende var der ved turen. Jeg havde selvfølgelig pakket mig ind i regntøj etc., for da jeg kiggede ud, regnede det. Da jeg kom ned, var det selvfølgelig lige holdt op, og solen kom endda for en kort bemærkning, som det ses ovenfor. Den er så gået helt igen og regnen er vendt tilbage, så godt nok, at jeg gik da jeg gjorde. Der var dejligt stille i butikkerne, hvilket jeg elsker.

Hjemme igen har jeg fået ordnet en masse i min e-Boks. Jeg tør næsten ikke fortælle, at jeg aldrig har brugt den før, hvorfor der lå meget post, der skulle sorteres, men intet vigtigt. Dog foranledigede det mig til, at gå på min SKAT, og se hvad de sagde om tilbage eller betale, og jeg får sørme retur. Tænk jeg har været så længe om det, for det var faktisk ikke hverken svært eller særlig besværligt – hverken den ene eller den anden. Nå, men nu har jeg da fået sorteret en masse omend jeg ikke er helt færdig, og skrevet en mail til min bankdame om lidt praktiske ting. Jeg håber mailen går igennem, for hele bankens side er nede, så jeg kunne ikke logge ind den vej. Så jeg har bedt om konfirmation på, at hun modtager.

Nu vil jeg gå ind på min sofa og blive der. Send lige lidt gode vibes denne vej, for nu gider jeg ikke det her syg mere. Rigtig god søndag til jer.

Update 16. december 2017Jeg kan se, jeg her har glemt at nævne rædslerne af nogle altaner. At det nogensinde er blevet tilladt, er endnu en, i en stigende bunke af store spørgsmål og ting, jeg ikke forstår.