Turbulente tider og total træthed

Jeg hænger i nødbremsen i øjeblikket. Mellem fundet af en biologisk familie og kommunikation med min biologiske bror, både på skriv og tale, en fantastisk flot, og en hård, men dejlig Derbyweekend, er jeg fuldstændig smadret. Som i fuldstændig brugt op.

Nyheden om, at jeg nu har familie i USA og endda har fantastisk kontakt til min bror derovre er overvældende i sig selv, omend på den gode måde, så tager det altså energi. Derbyweekenden som jeg selvsagt også elsker, var også hård ved mig og ville være uanset. Der er ca. 1 tons fotos, der skal ordnes, men det får altså være lige nu – jeg kan ikke! Dertil kommer, at der generelt er ting, der lige slider rigeligt på systemet, så dermed bliver det altså ikke til så meget med noget som helst.

I går fik jeg gjort lidt rent og ryddet op her. I dag har jeg været i stalden, og har nydt det, men til sidst var jeg så træt, at jeg ikke kunne hænge sammen, og jeg har også sovet i eftermiddag. Da jeg vågnede var det allerede aftensmadstid, men så var der lige kommunikation på chat med dels min veninde, som også har fået sit DNA-resultat samtidig med mig og lidt andet og så skulle der laves noget mad. Det blev der også. Nu har jeg sludret færdig, spist og vasket op og sidder her. Godt brugt op igen.

Nogen ville måske sige, at jeg kunne undlade, at tage i stalden! Og ja det kunne jeg, men det er noget af det, der giver mig størst glæde her i dagligdagen og jeg elsker at komme derned. Men i de her dage, burde jeg ret beset nok være blevet hjemme. Til gengæld har jeg nydt hestetutterne i dag og på trods af træthed været til god nytte. Og det er ikke at foragte.

Foto er fra min tur til Inderhavnsbroen, hvor jeg jo kom forbi nogle gader i centrum på vejen. Her er det Herluf Trollesgade. Der er noget helt særligt over sådanne nogle gamle ejendomme. Jeg og nye ejendomme bliver aldrig rigtig gode venner – sådan er det. Gammeldags er jeg!

Nu vil jeg gå i seng, og så må vi se, hvornår jeg får noget energi. Meningen var, at jeg skulle have haft lidt gæster her i weekenden, men det kommer nok til at vente også. Som en medblogger og god veninde, var inde på – det er ikke alt, der skinner, der er guld og ikke alt der bliver fortalt på bloggen her. Omend mine reaktioner ikke er helt så voldsomme som hendes, så kan I roligt regne med, at hver eneste aktivitet koster! Bare lige til orientering, uden iøvrigt at gå i detaljer. Jeg prøver ikke at lade mit helbred deffinere mig, men jeg har det, eller mangel på samme og det mærker jeg hver eneste time, hver dag.

Endelig – Inderhavnsbroen

Det var endelig tørvejr og man anede endda blå himmel og sol indimellem. Der måtte ske noget. Nu var den her bro jo endelig åbnet, og jeg tænkte, at den ville jeg så ind og se. Hvor meget jeg end elsker at fotografere/og samvær med hestene, så nyder jeg altså også, at lave noget andet engang imellem.

Først havde jeg lige lidt gaveindkøb, jeg skulle have ordnet. Det blev gjort i Waterfront Shopping Center (men iøvrigt nok det mindst vellykkede shoppingcenter i mands minde). Der kan man holde i flere timer, og der lå butikken, jeg skulle bruge. Jeg fik klaret, hvad jeg skulle og kørte hjem og smed bilen.

Afsted med toget og Metroen, og så var jeg på Kongens Nytorv, hvorfra jeg så gik resten. Hvad med mit knæ? Jamen gå kan jeg sådan set sagtens, sålænge jeg ikke skal bøje det for meget. Det var mere min ene hofte, der var slidt op på vejen hjem, men det er jo en anden historie, som jeg desværre er vant til.

Skal vi ikke bare sige, at jeg ikke var den eneste, der havde fået den ide…. Og det var ikke så underligt, for vejret artede sig i den grad til det flotte Turen over broen blev mest brugt til, at tage nogle fotos af udsigten som bestemt er rigtig flot. Og så undrede man sig jo over, at den var delvist spærret og at man ikke måtte cykle på den. Det har sin forklaring i, at belægningen simpelthen skal laves om, fordi den er for glat. Der havde været nogen, der virkelig havde taget en r*vtur på den konto, fortalte en af de flinke vagter mig.

Nu jeg var der, var det jo oplagt, at tage turen videre over på Papirøen, når nu man var der og især fordi jeg intet havde spist indtil da. Jeg snusede rundt og fandt noget, jeg gerne ville spise. Jeg fandt min pung frem for at finde mit Visakort og væk var det!! Første reaktion var panik og ringen til den seneste butik jeg var i. Senere kunne jeg så godt se, at det var dumt, hvilket jeg kom i tanke om allerede, da jeg talte med dem. Jeg var jo kørt ud af P-kælderen med kortet, så det måtte være i bilen. Ved eftertanke kunne jeg også huske, noget var faldet ned, og at det sikkert var kortet.

Det efterlod mig med det problem, at finde et sted, hvor de tog mobilepay. Og det gjorde de hos Madenitaly, og jeg havde allerede haft kig på deres lækre pizzaer på vejen ind. Jeg elsker pizza, og jeg fik to forskellige slags, en med frisk tomat/ rucoola/ mozarella og en med kartoffel/rosemary/Pesto. Det er helt sikkert de bedste stykker pizza, jeg har fået nogensinde, så hermed varmt anbefalet! Og jeg skal helst sikkert prøve igen.

Nu manglede jeg noget at drikke! Ingen der tog mobilepay (underligt synes jeg, men okay…). Jeg opgav og begav mig mod byen. Lige før den famøse bro, stod der en pige og solgte flasker med vand til en 10’er og jeg havde l ige 10 kr. i min pung. Således blev jeg også reddet fra, at tørste ihjel.

Som det ses, var Nyhavn fluepapir og mange nød det endelig var blevet godt vejr, ligesom der på vandet var livlig aktivitet af tourbåde og både i alle afskygninger. Det er også med at gribe det gode vejr, når det endelig viser sig….. Vel hjemme fandt jeg selvfølgelig mit kort nøjagtigt, hvor jeg troede det var. Jeg skal huske at lægge det på plads med det samme!

Det havde været hyggeligt med lidt selskab på turen, men det må jeg have næste gang, jeg skal derud. Nu hvor det er så let at komme til Papirøen må jeg derud lidt oftere. Jeg har nemlig en, jeg skal besøge derude, men hun var der ikke i går ihvertfald. Så nu må jeg lige have styr på nøjatige tider.

Hornbæk – da jeg endelig fandt det

Som jeg skrev i går, tog jeg et smut til Hornbæk. Det var alt i alt et sted, en dårlig ide og hvorfor det, skal jeg vende tilbage til.

Lad mig fortælle lidt om turen derop. Jeg kørte uden GPS. Det plejer jeg ellers ikke, men jeg havde begrænset med strøm på min telefon. Det var så en fejl mere, jeg lavede den dag, eller det snød mig rettere sagt. Nå, men eftersom jeg dog har en ide om, hvor Hornbæk ligger, så tænkte jeg, at det ikke kunne gå helt galt.

Det endte heller ikke helt galt, men jeg kom på et tidspunkt til et skilt, hvor der stod “Hornbæk 9 km” og så kørte jeg jo bare. Nu er km-tælleren på bilen ikke den optimale, så jeg kiggede ikke lige, hvor langt, jeg havde kørt og når så et T-kryds. Til højre, står centrum og til venstre mod Gilleleje. Hm, gode dyr var rådne som man siger Centrum af hvad og hvor lå Hornbæk lige i forhold til Gilleleje. Nå, jeg drejede mod Gilleleje. Det var så ikke rigtigt, for på vej i den retning møder jeg et skilt, hvor der står “Hornbæk 3 km” modsat vej af, hvad jeg kørte. Så kunne jeg jo godt regne ud, at jeg skulle have været til højre i krydset, men det er immervæk ikke tydeligt da.

Nå, men på vej retur kørte jeg lige ind på en parkeringsplads, for jeg øjnede sand og smukt vand for enden af vejen. Det var jeg glad for, at jeg gjorde, for de første første 3 fotos er derfra. Det øverste så med kig mod Gilleleje m.m, og det nederste mod Hornbæk by. Altså med andre ord, Centrum er altså Hornbæk centrum, hvor jeg så kørte ned, og tænkte, at Havnen da var til at finde. Den var pænt afskiltet, men så var næste problem at få en parkeringsplads. Ved et sandt mirakel fik jeg en og kunne gå en lille tur i byen.

Det er ikke svært at finde rundt i centrum som bestemt er til at overskue. Til gengæld er der masser af dejlige butikker at udforske og ligeledes cafeer og restauranter. Man kan altid holde sig orienteret via det gamle Hotel Trouville, som det da er lykkedes dem at ødelægge fuldstændig. Der skulle angiveligt på et tidspunkt, have været luksuslejligheder, men det projekt røg i vasken og lejlighederne var så dyre, at de ikke kunne sælges. Hvad planen er nu, kan jeg intet finde om. Synd det ikke er Hotel længere.

Jeg var meget varm til sidst, og ikke mindst træt. Så jeg måtte hellere se at køre hjem igen. Iøvrigt havde jeg en aftale senere også, så om ikke andet derfor, skulle næsen den anden vej. Iøvrigt glemte jeg at fortælle, hvad jeg opdagede på min tur på slottet. Jeg fumlede lidt med indstillingerne, og kom til at sætte kameraet på en indstilling, der slog blitzen til. Som I måske husker, så var den jo gået i udu, og jeg havde så galt været på farten for at få hjælp til at få den lavet. Nu virker den helt mirakuløst af sig selv igen. Dejligt, det er da en udgift, jeg så sparer.

Grunden til, at dette var en dårlig ide er, at jeg ved, at jeg ikke kan køre så længe. Jeg var allerede mast efter turen til Fredensborg og burde være kørt hjem der, men det gjorde jeg så ikke. Det betød, at turen hjem blev et helvede for mig, fordi jeg var så træt. Nu må jeg da for hulen snart kunne lære det. ….Men bortset fra det, så mener jeg, at man skal prøve at gribe den slags skønne dag med begge hænder, og lave noget dejligt.