På vej til Accord

I går så jeg lidt forskelligt på Facebook, der gav mig inspiration til evt. at tage en tur til byen. Det er ikke så ofte, jeg ligefrem føler mig kaldet til at tage derind, medmindre, jeg skal besøge min veninde, der bor derinde. Men ikke desto mindre, så forlød det, at der var lagersalg hos ACCORD i Skindergade, og jeg har jo stadig en svaghed for både musik og film, så jeg måtte lige forbi og se, om der var noget, der kunne falde i smag. Til de priser, var der ikke meget at betænke sig på. Jeg debatterede dog lidt med mig selv, for jeg prøver jo at downsize her også, så det var faktisk først i dag jeg blev enig med mig selv om, at jeg ville tage forbi. Som sagt så gjort.

Som det ses, kom kameraet også med. Det var faktisk fint vejr da jeg drog afsted, men senere begyndte det at sne, ligesom det blev meget mørkt. Men det svingede lidt frem og tilbage. Jeg kan godt lide at fotografere derinde, men det Nye Nørreport må de godt beholde for mig. Jeg synes, det ligner en rumstation midt i det hele blandt alle de smukke gamle bygninger. Jeg forstår ikke, at de har fået lov at bygge sådan noget.