Courgette- og spinatsuppe


Den her er fra de dage, hvor det var rigtig, rigtig koldt og eftersom de kommer igen (har jeg hørt), så tænkte jeg, at uanset skal I have opskriften, for den er rigtig dejlig. Jeg elsker suppe, og derfor er det nærliggende at søge i gemmerne, når det er koldt efter supper, jeg har lyst at kaste mig ud i. Den her havde jeg ikke prøvet før, men nu blev det, og det bliver ikke sidste gang.

Courgette- og spinatsuppe
(4 personer)

1 mellemstort løg
1 stor courgette
1 mellemstor kartoffel
100 g spinat
2 spsk. olie
1 l grønsagsbouillon
1½ dl piskefløde
salt og peber

Grønsagerne hakkes og løget og courgette svites indtil løget er klart. Tilsæt kartoffel, spinat og bouillon. Bring suppen i kog, skru ned for varmen og lad den simre under låg i 20 min.

Lad suppen køle lidt af og purér den i blenderen eller brug stavblender. rør fløden i og smag til og varm den forsigtigt igennem uden at koge. Kan eventuelt pyntes med lidt ekstra fløde ovenpå.