Meatfree Monday Italiensk pastasalat m/fransk dressing


Her er det jo Meatfree every day, men jeg kan godt lide konceptet Meatfree Monday, for det giver mening, for folk, der måske ikke ønsker at konvertere helt over, at de kan finde inspiration til en eller eventuelt to dage om ugen uden kød. Lidt er bedre end intet i min bog. Og det behøver jo ikke være vegansk, men kan potentielt også være vegetarisk ønsker man det.

Nu er denne salat jo så altså vegansk. Inspirationen kommer fra en kogebog jeg har nævnt før Cranks, som er så gammel at den går på krykker, men med mange dejlige opskrifter i. I den er en opskrift på pastasalat, som jeg altid har husket fordi den smagte så godt, men jeg er nu klar over, at grunden var dressingen. En fransk dressing, som faktisk ikke er svær at lave. Jeg tilføjede lidt cherrytomatater, icebergsalat, et enkelt forårsløg og en rest avocado til min salat, men bringer her originalen, som egentlig ikke behøver mere. Et farverigt og nærende måltid. Du kan finde flere inspirationer her og her.

Iøvrigt lige en sidebemærkning/forespørgsel. Ved nogen af mine læsere, hvor man får sjove pastaformer. I “gamle dage”, var der langt flere former for pasta i min lokale ISO (nu Superbest) f.eks. Nu er det de samme få kedelige former bare fra forskellige fabrikanter. Nogen der har forslag? Jeg tænker selv Magasin Mad & Vin, men forestiller mig så også det koster “spidsen af en jetjager”.
Enjoy.

Dagen i dag bliver noget med at få lavet så meget som muligt ved tanken om, at jeg så kan smide mig med god samvittighed. Helbredskontoen står på minus i dag.

Pastasalat

100 g pastaringe (eller anden lille pastaform)
1 mellemstor rød peberfrugt
50 g sorte oliven
3 spsk hakket persille
4 spsk franks dressing (opskrift nedenfor)
1 fed hvidløg, presset
salt & peber

4-6 personer

Kog pasta i kogende vand i ca. 15 min. indtil de er møre. Hæld dem i et dørslag og skyld de i koldt vand. Skær den røde peber i tern og læg dem i en salatskål med pasa, oliven og persille.

Rør den franske dressing med hvidløget og hæld den over ssalaten. Bland godt og smag til.

Tryk nedenfor for opskriften på dressingen:
Læs resten

Æble- & Peanutbuttersuppe

Den her suppe, har jeg haft kig på i mange, mange år. Lige så længe, jeg har haft Cranks grønne kogebog. Det er en af de bedste kogebøger jeg har. Desværre er mit eksemplar paperback og har absolut set bedre dage, men det er en guldgruppe af opskrifter, hvilket jeg har nævnt før. Så finder du den antikvarisk, så slå til, for den er guld. Desværre er det nok ikke sandsynligt, for har man først prøvet bare få af deres opskrifter, ved man de holder hele vejen.

Dem som kan forliges med den engelske udi kogebøger, kan kigge dem her (Update dec. 11- der er ikke længere link til kogebøgerne på deres site). Og der er også opskrifter. Ellers kan du også låne den danske udgave på biblioteket.

Opskriften, jeg taler om, er Æble- & Peanutbuttersuppe. Det lyder specielt, og det er det i og for sig også, men det smager rigtig godt. I det hele taget, er der masser af dejlige suppeopskrifter i den her bog, hvoraf jeg har prøvet flere. Elsker suppe. Den nævnte for i dag, kan også serveres kold, hvis man ønsker det. Men nu går vi jo den kolde tid i møde, så mon ikke, den skal serveres varm.

Jeg spiste en portion her til aften og så frøs jeg to ned til en anden dag. Det er en dejlig ting at have og tage ud, når man ikke orker lave noget vildt. En speciel suppe, men bestemt værd at prøve. Suppen er meget mættende, hvorfor den nok som forret kan række til omkring 4. Jeg har svært ved at se den række til 6, som den ifølge opskriften skulle kunne, på trods af det faktum.

Æble- og peanutbuttersuppe
(4 personer)

1 liter mælk
1 mellemstort madæble (jeg brugte Granny Smith)
4 spsk. peanutbutter
Saft af 1 citron
3 spsk. havregryn
1/4 tsk. stødt ingefær
Salt og peber
hakket persille til pynt

Varm mælken op til lige under kogepunktet. Riv æblet. Bland peanutbutter med citronsaften og kom det i mælken med de øvrige ingredienser. Lad det simre i 15 minutter. Lad suppen afkøle lidt og purér den lidt ad gangen i blenderen. Varm suppen godt igennem, inden serveringen og smag den til. Drys med hakket persille.

Denne suppe kan også serveres kold.