Tak for alt!

I har jo helt sikkert bemærket, at der intet har været sket her, siden jeg fortalte om, at jeg fik hevet en tand mere ud. Få dage før dette skete, blev min far indlagt – igen! Dem der har fulgt med her, ved at det har han været mange gange over de seneste år.

Far havde sin del af helbredsproblemer. Han havde kun 31% hjertefunktion, og endnu mindre nyrerfunktion, KOL, en cancer og sukkersyge. Så at sige, at han levede på trods, er ingen overdrivelse. Det der blev udslagsgivende, var at fars nyrer stod af. Han havde for lang tid siden sagt, at han ikke ville i dialyse. Dels var der meget lille chance for, at det overhovedet ville hjælpe og dels ville han miste evnen til at kunne gå.

Da far blev indlagt havde han lungebetændelse. Den kom der ret hurtigt styr på, men far fik det ikke bedre, og ikke mindst havde han vædske i bughulen. Det har han også haft før, men det har kunnet afhjælpes. Det kunne det ikke nu, og vi forstod ikke til en start, hvorfor ikke. Der var det så, det kom for en dag, at hovedproblemet simpelthen var nyrerne. De var ved at stå helt af. Far fik så nogle dage – måske ugen ud (det var søndagen før han gik bort) til at bestemme sig, afhængig af, hvordan tingene udviklede sig. Så længe fik han ikke og han fik mandag besked på, at nu var det nu. Far ville ikke længere, hvilket alle havde fuld forståelse for.

Og så gik det stærkt. Torsdag kl. 13.40 sov far ind og jeg sad hos ham, og han fik fred for smerter og ubehag. Stor tak til Medicinsk Afdeling, opgang 2, II. sal på Gentofte Hospital for god og kærlig pleje af far den sidste tid. Det var en afdeling, hvor han har været ofte og han var tryg og glad for at være. Det var en stor trøst, at han kunne få lov at ende sin tid der.

Derefter var det arrangering af bisættelse, og det gik rigtig godt. Rigtig sød og professionel Bedemand Hellerup Begravelsesforretning, hvor vi følte os godt taget hånd om på alle måder. Dernæst var det samme dag den søde, søde præst ved Messiaskirken Mette Born Djurhuus. Hende følte vi os også utroligt godt tilpas med, og var forvisset om, at hun ville gøre det godt, og det viste sig at holde stik hele vejen igennem. Tusind tak til begge for deres gode behandling. Mellem bedemand og præst kørte min søster og jeg en tur ned til vandet og spiste en is, og sad og kiggede ud over vandet. Det var helt i fars ånd og en dejlig måde lige at rense hovedet lidt på.

I går sagde vi så farvel til vores far. Og selvom det var trist, så var det ikke tragisk. Far var meget syg og han ville ikke mere. Dertil kommer, at jeg ihvertfald havde sagt farvel flere gange helt mentalt, fordi han vitterligen har været ved at tage herfra mere end en gang. Fordi han netop ikke ville mere og har kæmpet så flot så længe, var og er det helt okay et sted. Normalt plejer jeg at være hende, der går helt i opløsning til bisættelser/begravelser, men dennegang var jeg indbegrebet af ophøjet ro. Det var så også en ny oplevelse, og gjorde at jeg kunne trøste andre, der var meget kede af det.

Efter kirken var vi hos min søster til kaffe, te, kage, vand, øl, vin og sandwich og også det, gik rigtig fint. Jeg håber og tror, at far var stolt af vores måde at håndtere det hele på. Efter alle var gået kørte min søster og jeg på kirkegården for at se og fotografere blomsterne, og de ses så her ovenfor.

Som en slutbemærkning vil jeg på vores vegne igen gerne takke for utallige søde beskeder i en svær tid og selvfølgelig stor tak til alle, der mødte op, sendte hilsener eller begge dele i går.

Det skal indrømmes, jeg er træt! Det har været nogle hårde uger og min søvn har bestemt ikke været, hvad den skulle. Man mærker bagefter, hvor anspændt man har været. Så nu skal jeg prøve, om jeg kan få hvilet ud og komme mig lidt ovenpå det hele. Så nu ved dem, som ikke har talt med mig eller læst på Facebook også hvorfor, der har været helt tavst her.

“Tak for alt”, er tak til far, og til alle jer, der har vist jeres deltagelse!

Ufatteligt


Ved Kastellet i dag

I dag har været en af de dage, man gerne glemmer. Det har været først dårligt nyt og derefter skulle jeg til bisættelse. Det var ufatteligt, og rigtig hårdt. Et var for mig, men det at se den nærmeste familie også så knust, var hjerteskærende. Når nu det skulle være, var det en smuk ceremoni for et menneske, der levede fuldt ud, men som blev revet herfra meget tidligt. At se et barn bære sin mor til rustvognen, er næsten ikke til at bære. Sådan var dagen…

Take it or leave it – og husk det nu!

Så er den gal igen. En kendt person går ulykkeligvis hen og dør, i alt for tidlig alder. Det sker ikke sjældent, ligesom det også sker i den “virkelige verden”, så at sige. Den store forskel, kan nogengange ligge i, at der ofte er en del flere penge involveret, når det er en kendt person. Bortset fra, at selv meget små pengebeløb, kan give problemer.

Jeg finder det mere end tankeløst, at man ikke sørger for, at få sine ting i orden, når man ser, at ens økonomiske status, vil kunne give anledning til skærmydsler, den dag det uundgåelige sker. Det er SÅ simpelt. Har man en samlever, jamen så bliv gift, om ikke andet for den grund, hvis ikke man ejer, det der kan ligge på en lillefinger romantiske ønsker i den retning, eller oprret de nødvendige juridiske dokumenter.

Eksemplet, der får mig til at fare i tastaturet , er historien om Stieg Larsson, hvis anseelige formue nu tilfalder hans far og bror, og IKKE hans samlever gennem 32 år! Jeg gentager lige 32 år! Skulle man ikke i den tid, have konkluderet, at han havde tid til at få sine ting i orden?? Måske han bare ville have, at familien skulle have pengene. Fint nok, men det havde stadig været smart, at oprette et dokument, der fortalte det, så der ingen tvivl var. Familien har tilbudt samleveren et yderst generøst forligt, som hun dumt nok ikke tog imod, for nu har det lukket for kommunikationen. Take it or leave it – det gjorde hun, og får intet.

Husk det nu. Opret et testamente, bliv gift, lave et juridisk bindende dokument, så dine efterladte ikke skal slås om det, der er tilbage, og der er klare linier.